ANNAS ROM GUIDE

Palazzo della Sede dell'Arciconfraternita della Pietà

- Via Acciaioli nr. 2 -

Se over nr. 78 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

 

Til højre for Kirken San Giovanni dei Fiorentini står med en lang facade ud mod Via Acciaioli en nyere ejendom, opført i 1939 som sæde for Kirkens lægbroderskab, Arciconfraternita della Pietà.

Bygningen, der har hovedindgang i Via Acciaioli nr.2, men også kan tilgås inde fra Kirken, er tegnet af arkitekten B.M. Apollonj Ghetti. Herinde huses blandt andet Broderskabets store arkiv.

Ejendommen har en trekantet facon, da den har skullet udfylde det ledige areal mellem Lungotevere dei Sangallo, Via Acciaioli og et ganske smalt stykke mod Piazza dell'Oro ved siden af Kirken. Det vil sige, at bygningen har en fløj mod Via Acciaioli og en tværfløj mod Lungotevere. Indenfor er der blevet plads til en lille gårdsplads og en mellembygning.

Mod Via Acciaioli har huset en høj kælder og 3 høje etager i en lang facade på 7 fag med en bred indgangsdør i midten, hævet over en høj række trappetrin. Til venstre herfor bliver de høje kældervinduer til stueetagevinduer, da terrænet falder her efter hævningen af murene mod floden.

Mod Lungotevere dei Sangallo er der 5 fag i samme 3 høje etager over en høj kælderetage. Yderst til højre er der i stueetagen en bred og høj indgangsdør med gadenummer 1. Muren er her bygget helt op til Kirkemuren.

Mod Piazza dell'Oro er muren ligeledes bygget helt op af Kirkens højre side. Først er der et smalt, lidt tilbagetrukket mellemstykke med smalle vinduer i 4 etager, men kun ét fag. Derpå er der ud mod hjørnet og Via Acciaioli et bredere murstykke, der dog også kun rummer ét - men bredere - fag. I stueetagen er her en bred indgangsdør og under andensalens vindue sidder et af de bevarede Medici-våbenskjold med Firenzes lilje og en krone.

I bygningen findes idag, ifølge et skilt på facaden, Museo dei Fiorentini. Der skulle dog også inde fra Kirken være adgang til museet, som findes i loftsetagen over Kirkens højre sideskib. Adgang hertil kan fås ved forespørgsel.

På bygningens facade sidder 2 store "Liljer fra Firenze", som tidligere havde plads på gårdspladsen i Broderskabets lille, nu nedrevne, Kirke Sant'Orsola della Pietà. Til venstre for døren er der desuden en marmortavle med angivelse af Broderskabets ejerskab i form af et indridset billede af San Giovanni Battista mellem en lilje og et kors, der alle er ejernes emblemer, samt herunder indskriften: "Domus et platea - Ecclesiae S. Io. Baptis - nationis Flor. N. II" ("Dette hus og denne plads (tilhører) Kirken San Giovanni Battista af den florentinske nation, nr.2"). Det sidste tal angiver den nummerering, som Broderskabets ejendomme har.

Over hovedindgangen sidder under andensalens vindue et stort ovalt våbenskjold.

Inde i bygningen findes et lille kapel, hvor der opbevares en 1400-tals fresko af en florentinsk maler, forestillende Madonna med Barnet. Den stammer fra facaden af den gamle Sant'Orsola-kirke. Desuden er her 2 våben for Medici-familien, der skal stamme fra samme kirke.

Før Via Acciaioli skar gennem det tætbebyggede kvarter nord og øst for San Giovanni dei Fiorentini, stod her ved siden af Kirken en lang bygning, hvis facade gik mod nordvest langs den tidligere så lange gade Via della Mola dei Fiorentini, hvoraf der idag kun er et lille amputeret stykke tilbage på nordsiden af Via Acciaioli. Denne gamle bygning, som blev revet ned i 1937, var de florentinske tilflytteres herberg og hospital, Ospedale dei Fiorentini, som havde stået her siden begyndelsen af 1600-tallet. Med vedtagelsen af den nye byplan "Piano Regolatore" fra 1931, var den gamle bygnings skæbne imidlertid beseglet, og da den nye gade mod den ligeledes nye bro, Ponte Principe Amedeo d'Aosta, var projekteret, levnedes der kun en skæv, trekantet grund til bebyggelse ved siden af Kirken. Og her fik så Lægbroderskabet til huse.

Litteratur om Palazzo della Sede dell'Arciconfraternita della Pietà:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 1V / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 10, 14, 17, 84.
Il Museo d'arte sacra di San Giovanni de' Fiorentini / a cura di Lydia Saraca Colonelli, Rosanna Thau. - Roma: EdR Elio de Rosa editore, 2002.
- side 31-33.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Borgato.be: Largo Orbitelli.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.3.2022 og sidst opdateret d. 26.3.2022