|
|
|
San Nicolò degli Incoronati - nu forsvunden kirke - |
|
Denne Kirke, som også kaldtes San Niccoò de Furca elller San Nicola degli Impiccati, samt San Nicolò delli Justitiati, stod indtil 1936 ved datidens Via dell'Armata, hvor nu Via Bravaria og Lungotevere dei Sangallo løber ud for Tiberbroen Ponte Mazzini og pladsen Largo Lorenzo Perosi, som dengang kaldtes Piazza Padella og så ganske anderledes ud end idag. På grund af denne beliggenhed omtaltes Kirken også som San Nicola de Piazza Padella. San Nicolò degli Incoronati var viet til helgenen San Nicola da Bari (Den Hellige Nikolaus) og tilnavnet fik den, da den på et tidspunkt tilhørte familien Planca-Incoronati, som havde et palæ nord for Kirken ved Via Monserrato. Af de andre tilnavne skyldtes "de furca" at der i haven til det tilstødende Kloster stadig stod de galger ("forche"), som brugtes til hængning af de dødsdømte ved domstolen "Tribunale Speciale di Santa Romana Chiesa", den såkaldte "Corte Savella", som dengang lå i Via Monserrato, "degli Impiccati" betyder "de hængtes", og "delli Justitiati": "de dømtes". Kirken har stået på samme sted fra engang før 1100-tallet, hvor man første gang træffer den i de skriftlige kilder. Det drejer sig om en bulle, udsendt af Pave Urban III i 1186, hvor det bekræftes, at den er en filial af Kirken San Lorenzo in Damaso. Heri kaldes den San Nicola de Furcis. I 1566 fortalte en præst ved Kirken, at der i gamle dage havde været et kapel, der hvor nu alteret stod, og udenfor dette blev de dødsdømte hængt over en gravkule, hvori deres lig blev henslængt og derefter tildækket af den præst, der bistod ved handlingen. Denne forklaring blev imidlertid bestridt af et medlem af familien Incoronati, som mente, at forklaringen skulle søges i de stativer, som vaskepigerne ved flodbredden brugte til at hænge deres tøj til tørre. Allerede i anden halvdel af 1400-tallet skulle benyttelsen af stedet til hængning nemlig være ophørt. Da betegnelsen findes allerede i 1100-tallet, peger pilen måske mest på den førstnævnte forklaring. I slutningen af 1400-tallet må den gamle kirkebygning være gået i forfald og i begyndelsen af 1500-tallet var dette så udtalt, at Pave Leo X i en bulle af 19. Marts 1513 opfordrede til en genoprettelse. I denne forbindelse ophøjede han Kirken til sognekirke og satte den under Planca Incoronati-familiens beskyttelse. Det var herefter, at Kirken fik sit nye tilnavn, som den beholdt til den blev revet ned i 1936. I en periode mellem 1519 og 1526 holdt det nyoprettede broderskab af tilflyttere fra Siena, Confraternita dei Senesi, til i San Nicola de Furcis, indtil de flyttede til den nærliggende Kirke Santa Caterina da Siena. Omkring 1580 fik det nyoprettede lægbroderskab for skomagere ret til en plads i Kirken og her holdt de til indtil 1612, da de flyttede til en anden gammel kirke, Santa Maria in Petrochio. Der findes ikke nogen optegnelser af, hvorledes San Nicola-Kirken har set ud, men ud fra datidens kort (bl.a. Tempestas kort fra 1593 - se wikipedia) og tegninger mener man, at den har bestået af et rum på omkring 36 "palmi" (kvartalen) i længden og bredden og været 30 "palmi" høj. Desuden har den antagelig haft en apsis for enden af kirkerummet. Facaden vendte ned mod Tiberen og den gade, som dengang kaldtes Via dell'Armata, mens venstresidemur vendte ud mod Piazza og Via Padella. Facaden var ret simpel, med flade søjler i hver side og kun én indgangsdør under et trekantet - eller halvrundt gavlfelt, under et firkantet vindue. Øverst afsluttedes facaden af et trekantet gavlfelt over en frise med en indskrift. Der lader til at have været et klokketårn ved den ene side. Indenfor havde Kirken 3 altre. Højalteret var viet til San Nicola, mens sidealtrene var viet til Jomfru Maria og til Sant'Orsola. I 1658 bestod menigheden ved San Nicola af 630 personer, mestendels af familier i dårlige kår og slette mennesker. I 1600-tallet var Kirken atter i slet stand og Incoronati-familien blev derfor pålagt at lade den restaurere. Dette skete i 1681, hvor Kirken fik en gennemgående renovering, hvorved den blev udvidet og man ændrede dens retning, således at hovedfacade og -indgang nu kom til at ligge ud mod Via Padella og Via Giulia. Indskriftsfrisen over hoveddøren havde teksten: "In honorem Divi Nicolai Episcopi Ano Domini MDCCXXII" ("Til ære for den Hellige Biskop Nikolaus. I det Herrens År 1722"). Den nye kirkebygning havde en rigere indre udsmykning end den gamle. Der var blevet lavet en korskranke og altre af sten og marmor. Højaltertavlen var det gamle maleri af San Nicola da Bari, udført af Filippo Zucchetti, og i sakristiet hang et maleri af Pave Benedikt XIII som prædiker på Piazza Padella. Den nye Kirke blev indviet i 1728 af Benedikt XIII. (se wikipedia for akvarel af Achille Pinelli fra 1834)(se plan over Rom i 1748 af G-B Nolli på borgato.be) Under den franske besættelse af Rom blev Kirken lukket den 12. August 1805 og menigheden overført til den nærliggende Kirke San Giovanni in Ayno. Efter besættelsens ophør åbnede San Nicola igen. I Kirken var der blandt andet et gravsted for den elskede "Tata Giovanni", som i 1800-tallet gjorde et stort velgørende arbejde for forældreløse drenge. Hans første drengehjem var i det nærliggende og nu forsvundne Palazzo Mancini Ruggia. I 1819 grundlagde en romersk billedskærer ved navn Giacomo Caroglio en aftenskole for drenge, som han fandt legende ved floden og sørgede for at give undervisning i at læse og skrive. San Nicola degli Incoronati blev det kapel, hvor drengene samledes. I 1871 overgik Kirken til astronomen Giuseppe Lais og hans familie og senere til Vicariato di Roma. I 1871 blev noget af Kirken revet ned på grund af arbejdet med Tiberdæmningen, men familien Lais lod den genopbygge i 1876 og sådan fungerede den indtil 1936, da den faldt for det aldrig gennemførte projekt med en udvidet forbindelsesvej til Piazza Chiesa Nuova. En indskrift til minde om det arbejde, som helgenen San Vincenzo Pallotti havde udført i San Nicola degli Incoronati, blev ved Kirkens nedrivning overført til Kirken San Salvatore in Onda, hvor den kan ses i passagen til Kirkens sakristi.
Litteratur om San Nicolò degli Incoronati: |