|
Da Pave Sixtus V's hofarkitekt Domenico Fontana efter Sixtus' tiltrædelse i 1585 fik til opgave at bygge en ny paveresidens ved Kirken San Giovanni in Laterano samt at ordne og forskønne pladsen foran, Piazza di San Giovanni, og opsætte den nyligt fundne obelisk fra Circus Maximus ud for den ligeledes nyligt anlagte Via Merulana (dengang kaldet Via Gregoriana), lod han flere gamle bygninger, som var i mere eller mindre god stand, rive ned. Det gjaldt Torre degli Annibaldi og nogle biblioteksbygninger, som stod midt på pladsen, og det gjaldt det lille, gamle kapel Oratorio di Santa Croce, også kaldet Sacellis Sanctae Crucis, Sacello della Croce eller Cappella della Croce, som lå til højre for Dåbskapellet, hvor senere Via dell'Amba Aradam kom til at udgå.
Kapellet var bygget under Pave Hilarius i perioden 461-468. Det havde grundplan i form af et græsk kors og i hvert hjørne var der adgang til et mindre, sekskantet kapel. Da de 3 korsarme også udgjorde små kapeller, var der ialt 7 af disse i bygningen. Rummene var rigt udsmykket med paneler og plader i marmor i forskellige farver og typer, samt stukarbejder, hvoraf nogle var forgyldte, og smukke loftsmosaikker.
I Oratoriet opbevaredes et relikvie af Kristi Kors ("la Santa Croce"), som tidligere havde været opbevaret i Kirken Santa Croce in Gerusalemme, men flyttet hertil efter Hilarius' ønske. Paven lod også relikvieskrinet udsmykke med en forgyldt statue af Guds Lam under en gylden bue båret af søjler i onyx. Her hang også et emailleret kors med indlagte ædelsten til en værdi af 20 libbre i guld. Dørene til relikvieskrinet var af massivt sølv, som vejede 50 libbre. Og Hilarius lod ophænge 4 guldlamper til en værdi af 2 libbre hver rundt om en guldlampe, der var 5 libbre værd og dekoreret med figurer af delfiner.
Ifølge Lombardi (se litt.note forneden) var indgangsdøren til Oratoriet af bronze med indlagt mønster i sølv. Et af de små kapeller skulle være forsynet med en døbefont og loftsmosaikken skulle forestille 4 engle bærende Korset. På væggene skulle der mellem vinduerne have været afbilledet helgerne Pietro, Paolo, Giovanni Battista og Giovanni Evangelista (Peter, Paulus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes), samt symboler for det hellige Kors.
Bygningen lå ganske tæt på Dåbskapellet og blev i 900-tallet kædet sammen med dette ved opførelsen af en søjlegang. Denne sammenhæng brugtes ved dåben af de nykonverterede. Selve dåben foregik i Dåbskapellet, men straks efter foregik der en "bekræftelse" af handlingen, en såkaldt "firmelse", på italiensk kaldet "la Santa Cresima". Symbolet herfor var Korset, til hvilket Kapellet var viet.
Portico'en, som havde søjler på de 3 sider og kaldtes Portico di San Venanzio, blev muligvis opført på befaling af Pave Sergius III i perioden 904-911. Den havde store søjler af porfyr på de 3 sider, to af disse kan stadig ses bag Dåbskapellet. Over søjlerne var der en frise med en mindeindskrift for Pave Hilarius. Foran Kapellet var der også en gårdsplads med en stor fontæne i porfyr i midten og to andre fontæner i siderne.
På et ikke nærmere kendt tidspunkt gik bygningen imidlertid i forfald - måske i forbindelse med den voldsomme brand, som i 1308 ødelagde Lateran-paladset - og dele af indskriftsfrisen må være styrtet sammne, da det fortælles, at nogle af disse blev genbrugt til byggeriet af Oratorio di San Tommaso. Dette kapel byggedes omkring 965 i den gamle søjlegang uden for Kirkens hovedindgang. Det blev senere revet ned.
Det var dog ikke blot bygningens forfald, som forårsagede Oratorio di Santa Croce's endeligt. Det var også Sixtus V's storstilede projekt med at gøre den gamle rodede plads til et smukt midtpunkt for de mange gader, som førte til og fra Laterankirken, og for den obelisk, som nu skulle flyttes hertil. Oratoriet blev revet ned i 1588.
Som et kuriosum kan nævnes, at Pave Gregor den Store skal have fuldført sin "antifonario" her, da Santa Croce tilsyneladende var et af de kapeller (ligesom Santo Stefano Orphanotrophii), hvor Paven lod uddanne de unge kirkesangere i den nye gregorianske sang.
|
|
