Midt på Piazza di San Giovanni in Laterano står der - ud for Laterankirkens sidefacade og Via Merulana en høj ægyptisk obelisk, som kaldes Obelisco Lateranense - Lateran-Obelisken.
Den røde granit obelisk er den højeste i Rom. Den er ca. 31-33 meter høj og opsat på en 15 meter høj marmorbase med inskription. Vægten skulle være omkring 522 ton.
Obelisken stammer fra det 15.århundrede før Kristus, hvor den blev rejst foran Amon-Templet i Theben i Ægypten af faraonerne Tuthmosis III og Tuthmosis IV.
Obelisken blev i år 357 efter Kristus bragt til Rom af Kejser Constantius II - den kaldes derfor også ofte Obeliscus Constantii. Kejseren lod ligefrem bygge et skib specielt til at transportere den lange obelisk, som derefter blev opsat på på "spina" i Circus Maximus.
Efter Romerrigets fald er den på et ikke nøjere kendt tidspunkt i løbet af 500-tallet faldet om, knækket i flere stykker. Jord og vegetation har dækket den og den har ligget forladt og glemt i den store cirkus-dal, som i Middelalderen lå noget øde og afsides.
I 1587 blev obelisken genopdaget. Den lå da knækket i 3 stykker, som året efter blev samlet af Pave Sixtus V's hofarkitekt Domenico Fontana, da Paven hvade fået den idé, at obelisken skulle stå som pejlemærke for den forholdsvis nyanlagte vej mellem Lateranet og Kirken Santa Maria Maggiore.
I 1603-1607 lod kannikerne ved Laterankirken opføre en fontæne for foden af obelisken. Lidt bagved og vest for det sted, hvor obelisken knejser idag, lå indtil pladsens anlægning og obeliskens opsætning nogle gamle bygninger, som blandt andet husede bogsamlinger tilhørende Kirken Sant'Angelo og Oratorio di Santo Stefano. Desuden stod her det gamle Torre degli Annibaldi.
Ved samlingen måtte man undlade et stykke på omkring en meter, som åbenbart var for ødelagt. Man mener også, at spidsen har været dækket af en guldkappe, som ikke eksisterer længere. Men det meste af den lange indskrift i hieroglyffer, som fra obeliskens tilblivelse i Aswan dækkede dens sider, er stadig intakt. (se mere nedenfor)
LIDT MERE HISTORIE:
I modsætning til mange af de andre obelisker i Rom, har denne obelisk aldrig været en del af et par, men var beregnet til at stå for sig selv. Den stod i Theben foran indgangen til Templet i Karnak, hvor man tilsyneladende stadig kan se rester af dens base.
Da Kong Tuthmosis III døde, var obelisken stadig uden hieroglyf-indskrift, da den blev flyttet fra Aswan til Theben. Her kom den til at ligge i 35 år, inden Tuthmosis IV besluttede, at den skulle forsynes med en mindeindskrift for hans bedstefar og en lovtale for ham selv og derefter rejses foran Templet.
Her stod så obelisken i hundredevis af år og overlevede vind og vejr og blandt andet persernes angreb i 529-521, hvor den undgik den omfattende brand og plyndring af området.
Men romernes erobring af Ægypten kunne den ikke modstå, selvom det først så sådan ud. Kejser Augustus havde nemlig planer om at få den bragt til Rom, men det blev ikke til noget, til dels på grund af problemerne med at få flyttet og transporteret den store sten, dels fordi hieroglyfindskriften mentes at indeholde en forbandelse.
Det stoppede til gengæld ikke den kristne Kejser Constantin den Store, som igangsatte flytningen, der dog viste sig at være både besværlig og tidskrævende. Det var hans mening, at obelisken skulle opstilles i hans nye hovedstad Constantinopel, men inden det lykkedes, døde Constantin i år 337. Hans søn Constantius II genoptog imidlertid projektet i år 357, men befalede, at kolossen skulle sendes til Rom i stedet.
Historikeren Ammianus Marcellinus beretter om, hvorledes det store skib ankom til Ostia, hvor obelisken blev flyttet til en flodpram, som sejlede op ad Tiberen til Vicus Alexandri i nærheden af San Paolo-Kirken. Her blev den flyttet over på vogne og kørt til Circus Maximus og rejst foran den kejserlige loge.
Obelisken blev sat på en base af granit, hvorpå der var indridset en indskrift på vers om dens historie. På spidsen blev der sat en bronzekugle og således stod den indtil slutningen af det 6.århundrede, da den enten blev revet ned og slået i flere stykker som hån eller hævn - måske under østgoternes hærgen i 547, eller faldt som offer for en brand.
Den lå så efterhånden mere eller mindre begravet af jord og plantevækst, men den nævnes alligevel ind i mellem i Middelalderens "guide-bøger", for eksempel i "Mirabilia" fra 1100-tallet.
I slutningen af 1500-tallet lod Pave Sixtus V foretage en undersøgelse for at finde frem til den og da fandt man den under 7 meter jord i det sumpede område, som Circus Maximus efterhånden var omdannet til.
I 1588 lykkedes det så Domenico Fontana at få de ituslåede dele gravet frem. Herefter skulle de så transporteres til Piazza di San Giovanni in Laterano og turen gik sandsynligvis gennem processionsgaden Via Maior (nutidens Via di San Giovanni in Laterano), hvor man måske var nødt til at rive den gamle bue Arco di Basile ned, for at kunne komme igennem med arbejdsvognene.
Først havde Paven dog tænkt sig en anden placering, nemlig på Piazza dei Santi Apostoli, men her ville obelisken ikke kunne betragtes på tilstrækkelig afstand og derved miste noget af sin udstråling. Så overvejede Paven at opstille den på Piazza di Porta San Giovanni ud for Laterankirkens hovedfacade, men til sidst endte han med at foretrække den nuværende placering.
Til statuebasen brugte man marmor fra Janus-Buen og den blev forsynet med indskrifter forfattet af Kardinal Silvio Antoniano og hugget af Matteo Castello da Melida i en skrifttype tegnet af Luca Orfeo. I toppen af obelisken blev anbragt et kors over Pavens våben, de 3 høje og stjernen, samt 4 løver, som blev udført af billedhuggeren Ludovico del Duca.
Obelisken blev indviet den 10. August 1588 - og dette skete med en særlig højtidelighed, da dens hedenske fortid først måtte drives ud af den.
Fremgravning, istandsættelse og opsætning kostede Paven den nette sum af 24.716 scudi. Heraf fik kannikerne ved Santa Maria in Cosmedin de 300 for at afgive et fund fra deres urtehave.
