Ponte Cestio, på latin: Pons Caestius, som forbinder den højre Tiberbred (regnes med strømmen, det vil sige området mod vest og til venstre på et kort) med Isola Tiberina, den lille ø, som ligger midt i floden på dette dens bredeste sted. Broen er bygget i år 46 før Kristus og dermed 16 år efter, at den østlige Tiberbro, Ponte Fabricio, blev opført. Bygherren menes at have været enten Lucius Cestius Epulo, som var guvernør i Rom, eller hans broder Cajus, der lod Cestius Pyramiden bygge. Og formålet med en ny bro på dette sted var at skabe en bedre forbindelse mellem Roms centrum og Trastevere-området, hvor Cæsar havde et landsted, som Augustus senere arvede. De 2 andre gamle Tiberbroer, Pons Sublius og Pons Aemilius ansås begge som liggende for langt væk.

Isola Tiberina med Ponte Cestio set fra Lungotevere degli Anguillara - Foto: cop. Bo Lundin

Ponte Cestio består af 3 brede buer med 2 store bropiller midt i flodløbet. Den er ca 81 meter lang og 8,20 meter bred, men det er et udseende, den fik ved en voldsom ombygning i årene 1888 -1892. Oprindeligt var den 48 1/2 meter lang og havde - som sin "tvilling" Ponte Fabricio - en bred og lav midterbue, som var 23,65 meter bred, samt 2 mindre sidebuer, begge 5,80 meter brede, med 2 bropiller bygget af stenarterne tuf og peperino. Overfladerne var derefter beklædt med travertinplader.

Men den store ombygning i 1888 er ikke den eneste, som Ponte Cestio har været genstand for. I år 152 efter Kristus lod Kejser Antoninus Pius den restaurere og i 370 efter Kristus blev den helt ombygget og de mindre sidebuer blev her forlænget, måske til deres nuværende bredde. Byggeriet foregik, mens kejserne Valentinian I, Valens og Gratian regerede i perioden 364-383. Gratian beordrede travertinstykker fra ruinerne af Marcellus-Teatret benyttet til reparation af broens belægning. Den ombyggede bro fik derfor navn efter ham og omtaltes "pontem felicis nominis Gratiani", som det kan ses på en indskriftsplade på broens sydside. Indskriften er meget ødelagt, men ifølge Lansford (se litt.note nedenfor) lyder teksten således: "Gr(ati)an(i tri)umfalis p(rin)cipis (po)ntem ae(t)e(rnitati augusti nominis consecratum in usum senatus populique roman)i ddd nnn val(en)tinianus v(alen)s et gra(tia)n(u)s (uicto)res m(aximi ac perennes augusti incoha)ri perfici dedica(rique iusserunt)" : "Vore herrer Valentinian, Valens og Gratian, de største erobrere og kejsere for altid, beordrede arbejdet med denne bro, som er viet til evigheden i det høje navn Gratian, den triumferende kejser, begyndt og afsluttet, samt dedikeret til brug for Senatet og Roms befolkning". Man mener, at der i 373 på broen kan være blevet opsat en statue af Licaonia, en romersk provins, hvoraf Tiberøen havde navn i Middelalderen.

En anden indskrift blev opsat efter en restaurering i 1191-1193, som var udført af en vis Benedetto Carushomo, som i den nævnte periode bestred hvervet som eneste Senatore på Campidoglio. Broen kaldtes derfor følgende også Pons Senatorius eller på italiensk Ponte Senatorio. En indskrift er opsat til minde herom: "Benedictus alme - Urbis summ. Senato - restauravit hun-c pontem fere diru-tum" ("Benedetto, som var øverste Senator i den udødelige by, lod denne bro, som var næsten forfalden, restaurere"). (Se billede af indskrifterne på Romeartlover.it)

Men kært barn har mange navne og engang i 1400-tallet begyndte man i stedet af kalde broen for Ponte di San Bartolomeo efter den gamle Kirke på Tiberøen, som havde stået her siden 997 og fra 1180 har båret navnet San Bartolomeo all'Isola: San Bartolomeo på øen.

I 1600-tallet blev adgangen til Ponte Cestio lukket med jernlåger, hvilket fik befolkningen til at ændre broens navn til Ponte ferrato: Den Jernbeslåede Bro. En anden forklaring på navnet er, at det skyldes de talrige, tunge jernkæder, som holdt de mange flydende vandmøller fast i nærheden af broen.

På Thorvaldsens Museum i København findes et maleri af Ponte Cestio, før denne blev ombygget. Det er af Antonio Aquaroni og malet i 1836. - Se billedet på Museets hjemmeside her.

I årene 1846-1878 kunne man fra broen stå og kigge på de dampskibe, som regelmæssigt besejlede ruten Fiumicina-Roma-Orte.

I 1885 begyndte man at rive den gamle Ponte Cestio ned og indtil 1888 måtte vejfarende, der skulle benytte overgangen, klare sig med en midlertidig træbro. Derefter begyndte man genopbygningen under ledelse af Ingeniør P.E. De Santis. Den 20. September 1892 kunne den ombyggede bro indvies og man valgte da atter at bruge dens gamle navn Ponte Cestio. Man genbrugte ganske meget af den antikke bro, især i midterpartiet, da man som nævnt ovenfor valgte at udvide de 2 sidebuer for at give bedre plads til vandmasserne, hvortil der yderligere var gravet en dybere kanal. Desuden nødvendiggjorde opførelsen af de høje beskyttelsesmure mod flodboulevarderne en ændring af broens længde og udseende.

Der var dog - som også ved Ponte Fabricio - ofte problemer med strøm og vandmasser, samt de aflejringen, som floden førte med sig. I løbet af 1900-tallet foretoges talrige justeringer for at komme problemet til livs, indtil man i 1999 foretog endnu en kratig restaurering af hele travertinbelægningen.

Også i 1900-tallet kunne man fra Ponte Cestio betragte flodbådene, som gik til kajs på Tiberøen ved siden af broen. I 1920érne var der regelmæssig sejlads mellem Fiumicino og Isola Tiberina og fra 1981-1984 mellem Ponte Flaminio og øen. Fra 2003 sejles der atter med turbåde på Tiberen mellem Ponte Duca d'Aosta og Tiberøen.

Ponte Cestio set mod Øen. Hospitalet til venstre og Kirken til højre. - Foto: cop. Leif Larsson

Litteratur om Ponte Cestio:
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 429.
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 59-69.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982.
- Rione XII, Ripa, del 1 : side 40-41.
Lansford, Tyler: The Latin Inscriptions of Rome : a Walking Guide. Baltimore, Johns Hopkins University Press, 2009.
- side 456-459.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Quarto : P-S. 1999. ----- side 108-109.
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 337-341.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 297-298.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999- .
- 13. Itinerario: Il Tevere. - 2002. --- side 46.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 441.
Staccioli, Romolo A.: Guida insolita ai luoghi, ai monumenti e alle curiosità di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2. edizione, 2001.
- side 290.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 155-159.
Roma segreta: Ponte Cestio.
Romeartlover.it: Ponte Cestio.
Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Ponte Cestio.
Wikipedia (engelsk tekst): Pons Cestius.
Wikipedia (italiensk tekst): Ponte Cestio.