Ponte Fabricio er idag den ældste endnu helt bevarede Tiberbro i Rom. Den forbinder den venstre Tiberbred (regnes med strømmen, det vil sige området mod øst og til højre på et kort) med Isola Tiberina, den lille ø, som ligger midt i floden på dette dens bredeste sted. Broen er bygget af Lucius Fabricius, der var "curator viarum", det vil sige den vejansvarlige, i år 62 før Kristus.

Ponte Fabricio samt Tiberøen med Klosteret, Torre Caetani og San Giovanni Calibitas Kirketårn til venstre.- Foto: cop. Leif Larsson

Broen består af 2 brede - men ret lave - buer i travertin, der mødes på en lille "ø" af en stensætning midt i flodløbet. Over denne findes i bropillen en mindre åben bue. Mellem travertinkanterne er der brugt peperinosten og tufsten til byggeriet. Tuf som kerne og peperino som ydre belægning. Øverst på hver travertinbuekant står en enslydende indskrift: "L. Fabricius c.f. cur. viar. - faciundum coeravit - eidemque - probaveit" : "Lucius Fabricius, søn af Caius, curator viarum, lod udføre denne bro - og han godkendte den selv". (se foto fra Wikipedia). Desuden er der en mindre indskrift på den bue nærmest Lungotevere, som henviser til Marcus Lollius og Quintus Lepidus, som var konsuler i år 21 før Kristus og lod broen restaurere efter en oversvømmelse i år 23, hvor den endnu ældre og nu forsvundne Ponte Sublicius blev helt ødelagt. Teksten lyder her: "M Lollius M f Q Lepi(dus m g c)os ex s c probaverunt": "Marcus Lollius, søn af Marcus, og Quintus Lepidus, søn af Marcus, godkendte som konsuler dette i overensstemmelse med Senatets dekret".

Ponte Fabricio med Tiberøen til venstre.- Foto: cop. Leif Larsson

Efter denne restauring kaldtes Pons Fabricius nu også Pons Lapideus, det vil sige Stenbroen. Ordet er måske en forvanskning af navnet Lepidus. Andre navne i Antikken var: Pons Tarpeius og Pons Antoninus. Digteren Horats (år 65 - år 8 før Kristus) omtaler broen i en af sine satirer (2.3.36-38) som "selvmordsbroen", som var foretrukket af alle de, der ønskede at gøre ende på deres liv ved at kaste sig i floden fra dens brystværn.

Et senere navn for broen var Ponte Judeorum. Det sidste fordi den benyttedes af den talstærke jødiske befolkning i Trastevere til at nå over til de mange butikker i kvarteret omkring Marcellus-Teatret, hvor der også havde bosat sig mange jødiske familier. Senere oprettedes i 1555 det jødiske indelukke, Ghetto'en, hvis sydøstlige hjørne befandt sig lige ud for Ponte Fabricius. Endnu senere gik broen også under navnet Ponte Quattro Capi, måske på grund af de 2 marmorhermer med ansigter til alle fire sider, som pryder brokanten. Der er dog også historikere, som mener, at de 4 "hoveder", som også kan betyde "begyndelser" eller "ender", hentyder til at Ponte Fabricio sammen med Tiberøens anden bro, Ponte Cestio, havde 4 af disse: en på hver side af øen og en på hver flodbred.

Tiberøen med Ponte Fabricio til højre - Foto: cop. Leif Larsson

I 1679 blev broen renoveret og forsynet med den yderbeklædning af teglsten, som ses idag på sydsiden. På brystværnet tættest på øen, sidder der til højre en indskrift til minde om denne restaurering under Pave Innocens XI (1676-1689). Den bærer teksten "Innocentius XI Pont. Max. - duos uno in Ponte Fabricium ac Cestium - senio labentes onere laborantes - in pristinum decus ac publicum commodum - firmiore latere ac duriore vestigio - fultos stratosque restituit - anno MDCLXXIX - Pont. sui III" : "Innocens XI, Pontifex Maximus, forenede de 2 broer Fabricius og Cestius, som var ved af falde sammen af ælde og tyngde, til én bro og lod dem genopstå i tidligere udseende og til offentlig bekvemmelighed med en stærkere støtte og bedre, forstærket og brolagt belægning i året 1679, det tredie år i hans Pontifikat".

Mod Tiberøen munder broen ud i gaden Via di Ponte Quattro Capi, som gennemskær øen på tværs og forbinder Ponte Fabricio med den mod sydliggende Ponte Cestio. På højre side står et kirketårn og facaden til Kirken San Giovanni Calibita ved siden af den store hospitalsbygning, som også fylder det meste af øens nordvestside: Ospedale dei Fatebenefratelli. Til venstre for broen knejser det gamle tårn Torre Caetani, som er rester af en Middelalderfæstning. Den lange bygning bag Tårnet er et Kloster og Kirken ved siden af er San Bartolomeo all'Isola.

Ponte Fabricio med Lungotevere dei Pierleoni til højre - Foto: cop. Leif Larsson

Mod nord munder Ponte Fabricio ud i de brede, trafikerede flodboulevarder Lungotvere dei Cenci mod vest og Lungotevere dei Pierleoni mod øst. Overfor broen ligger den lille plads Piazza Gerusalemme med den lille Kirke San Gregorio della Divina Pietà til højre og anlægget omkring den store Synagoge til venstre. Lige frem går gaden Via del Portico d'Ottavia.

De 2 hermer på brystværnet er anbragt tæt på adgangen fra Lungotevere. Folkeviddet vil, at de skyldes den gnavne Sixtus V, som var Pave i perioden 1585-1590. Han skulle da have sat gang i en restaurering af broen udført af 4 arkitekter. Disse kunne dog ikke enes og der var ideligen sammenstød og skænderier under arbejdet, hvor de hver især prøvede at spænde ben for hinanden for at fremhæve sig selv og egne idéer. Dette var til stort besvær og irritation for Paven, som endte med - efter at arbejdet var fuldendt - at lade de 4 brushoveder halshugge på broen og opsætte hermerne med de 4 hoveder til skræk og advarsel. Der er dog intet historisk belæg for denne skrøne. Der blev ikke foretaget særlige renoveringer af Ponte Fabricio under Sixtus V, bortset fra enkelte små reparationer. Nyere studier viser forøvrigt, at hermerne først blev opsat på broen i 1849. Hermerne med de 4 ansigter viser den såkaldte "Janus Quadrifons" , en "passagegud", hvis ældste funktion var at beskytte det strømmende vand. Janussteler havde almindeligvis 2 hoveder, så guden så både fremad og tilbage, men Janus Quadrifons havde ikke mindre end 4 hoveder, så han også kunne overskue floden i begge retninger.

På fotoet nedenfor ses broen fra Tiberøens vestdel. Synagogen kan lige skimtes yderst til venstre, mens det er Folkeregisterkontoret, Anagrafe, hvis store, lidt kedsommelige, facade ses gennem den højre bue.

Ponte Fabricio set fra nordvestsiden af Tiberøen. Anagrafe ses under broen. - Foto: cop. Leif Larsson

Ponte Fabricio er ca. 62 meter lang og omkring 5 1/2 meter bred. De store buer er 24 1/2 meter brede, mens den lille midterbue er 6 meter bred. Den skulle tjene stil at aflede vandtrykket, når der var højvande. I hver side af broen var der oprindelig 2 mindre buer, 3 1/2 meter brede, men de er idag muret inde i flodmurene og øens kajkant. Man mener, at broen oprindeligt var forsynet med et rækværk i bronze, som tilsyneladende blev fjernet under restaureringen i 1679.

I lang tid var der mange problemer med sandbanker, som ophobede sig omkring bropillerne og øen, og disse hindrede vandets frie løb. Desuden var der i 1600-tallet omkring øen og ved flodbredden opankeret ikke mindre end 14 flydende vandmøller, som brugtes til maling af korn, og disse skabte også problemer for flodstrømmen. I 1744 var der stadig 11 vandmøller i området og disse var i brug helt frem til anden halvdel af 1800-tallet, hvor mange blev revet ned og andre ødelagdes af den store oversvømmelse i 1870.

Strømmens mange aflejringer af sand og forskelligt affald, som man blot kastede ud i floden, fik vandet til fortrinsvis at søge syd om Tiberøen og under Ponte Cestio. Men efter oversvømmelsen i 1870 besluttede man at tage drastiske midler i brug for at tæmme "den blonde Tiber", som floden kaldtes på grund af skummet på vandet. Samtidig med at de høje digemure rejstes for at holde vandmasserne fra de lavereliggende områder langs floden, overvejedes det at lukke den venstre flodgren under Ponte Fabricius af og lede vandet gennem Ponte Cestio i stedet. Det gav dog andre problemer og tanken blev opgivet i 1902, hvor man til gengæld gravede en kanal under Ponte Fabricio, så vandet nu kan flyde mere frit.

Ponte Fabricio har kun adgang for fodgængere, mens man kan komme til Tiberøen og Hospitalet med bil ved at benytte Ponte Cestio fra Trasteveresiden.

Litteratur om Ponte Fabricio:
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 428-429.
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 59-69.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982.
- Rione XII, Ripa, del 1 : side 16, 18, 19 og 20.
Lansford, Tyler: The Latin Inscriptions of Rome : a Walking Guide. Baltimore, Johns Hopkins University Press, 2009.
- side 454-457.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Quarto : P-S. 1999. ----- side 109-110.
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 339-341.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 298.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999- .
- 13. Itinerario: Il Tevere. - 2002. --- side 44-45.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 439-440.
Staccioli, Romolo A.: Guida insolita ai luoghi, ai monumenti e alle curiosità di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2. edizione, 2001.
- side 289.
Tagliaferri, Alberto e Valerio Varriale: I ponti di Roma. 1. edizione. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 347).
- side 140-155.
Info.roma: Ponte Fabricio.
Roma segreta: Ponte Fabricio.
Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Ponte Fabricio.
Wikipedia (engelsk tekst): Pons Fabricio.
Wikipedia (italiensk tekst): Ponte Fabricio.