Det store område omkring Laterankirken med pladserne Piazza di Porta San Giovanni og Piazza di San Giovanni in Laterano var oprindeligt i Antikken ét stort åbent område, som brugtes til militærøvelser og sportskampe.

Den sydvestlige del af området blev efterhånden bebygget med beboelsesejendomme og rige familiers domus. Man mener, at ruiner under Kirken kan stamme fra et sådant tilhørende Plautius Lateranis, der var konsul i år 65 efter Kristus og som blev henrettet for deltagelse i Piso-komplottet. Senere overgik ejendommen imidlertid til Kejserhuset og under Kejser Hadrian og senere igen under Kejser Septimius Severus byggedes i den nordøstlige del af området en stor kaserne til den beredne garde Equites Singulares.

I begyndelsen af 300-tallet overlod Kejser Constantin den Store bygninger og jordstykke til Roms Biskop, "Paven". Det tidligere Domus Lateranorum blev så ombygget til Pavelig residens, kaldet "Patriarchio", og her boede paverne gennem det meste af Middelalderen. Kasernen for korpset Equites Singulares, som Constantin lod opløse, blev herefter ombygget til en stor Kirke, som viedes til Frelseren, Santissimo Salvatore og idag kaldes San Giovanni in Laterano.

Fra slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet rejstes der flere bygninger i området: klostrene San Pancrazio og Santi Sergio e Bacco, kapellerne San Silvestro, San Tommaso, San Nicolò, San Venanzio og San Lorenzo, samt talrige mindre beboelseshuse, herberger for pilgrimme, værtshuse, forretninger, møller, vandreservorier, vandingspladser for de tilrejsendes heste og så videre. På denne måde dannedes efterhånden en hel lille by omkring Paveresidensen. Området var velegnet til sådan en bosættelse, da denne kunne forsynes med vand fra akvædukten Acquedotto Neroniano, som blev sat i stand omkring år 1120.

Under Pavernes lange ophold i Avignon (1305-1377) forfaldt området, det blev offer for to voldsomme ildebrande (i 1308 og 1361)og endte med at blive næste forladt. Først i begyndelsen af 1500-tallet begyndte man at restaurere og renovere bygninger og arealerne omkring. Dette arbejde fortsatte derpå i de næste par hundrede år. Med udbygningen af palæerne på nordsiden af San Giovanni in Laterano blev den oprindelige samlede plads opdelt i 2 mindre: Piazza di Porta San Giovanni mod øst foran Kirkens hovedindgang og Piazza di San Giovanni in Laterano mod nordvest foran Kirkens sideindgang.

Området i 1576 iflg.Mario Cartaro:

1: Basilica di San Giovanni in Laterano, sidefacade
2: Battistero S.Giovanni in Fonte
--- Oratorio di Santa Croce er en af de små bygninger, der ses ved siden af Dåbskapellet
3: Patriarchio
4: Scala Santa
5: Sancta Sanctorum / Oratorio di San Lorenzo
6: Taberna della Sposata
7: Arcus Basilidis
8: Ospedale del Salvatore
9: Chiesa di Sant'Angelo (Michele)
10: Tidligere Palazzo dei Novelli
11: Cimitero dell'Ospedale
12: Vigna dello Spedale di San Giovanni
X: Acquedotto Neroniano
Midt på pladsen stod Torre degli Annibaldi og et gammelt elmetræ og her foregik der i Middelalderen henrettelser.

SE: Kort over området mellem Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam igennem tiderne

Campus Lateranensis var indtil da en meget betydningsfuld plads. Her opstillede man mange monumenter, som havde særlig værdi for den katolske kirke, for Pavedømmet og for Roms befolkning.
- For eksempel Rytterstatuen af Kejser Marcus Aurelius, som senere blev flyttet til Capitol. I Middelalderen mente man, at den forestillede Kejser Constantin - altså den første kristne Kejser og den som ifølge myten havde overgivet staden Rom til Paven for selv at fortrække til Constantinopel. Statuen kaldtes Caballus Constantini og stammede fra området omkring Piazza Colonna, men blev i begyndelsen af det 9.århundrede flyttet herhen.
- Også den berømte romerske ulvinde blev opsat på en mur af tårnbygningen Torre degli Annibaldi, som stod omtrent der, hvor Obelisken knejser idag.
- Af andre udstillede antikke genstande kan nævnes statuen "Spinario" forestillende en dreng der trækker en torn ud af sin fod. Samt et hovede af en ged, en bronzetavle med lovgivning fra Kejser Vespasian's tid, 3 fragmenter af en kolossal statue som forestillede Kejser Constantin eller Constans II (en hånd, en globus og et hovede).

Pladsens betydning gjorde den også til et af tidens rettersteder. I 965 blev Roms bypræfekt Pietro henrettet ved "Caballus Constantini" og i 1438 drejede det sig om en kannik og 2 ansatte ved San Giovanni in Laterano, som havde stjålet ædelsten fra relikvieskrinene. Kanniken blev hængt i elmetræet på Pladsen, mens de 2 ansatte fik højre hånd hugget af for derefter at blive brændt på bålet. De afhugne hænder blev sømmet op "ad lupam": "ved ulvinden", altså ved siden af statuen, som stod på en hylde på Torre degli Annibaldi's mur.

De mange statuer stod på Pladsen indtil 1538, hvor de blev flyttet til Capitol-pladsen. Men indtil da er de beskrevet flere gange i datidens "guider" og turbeskrivelser, for eksempel skrev Giovanni Rucellai i 1450, at der på pladsen "- hævet 4 armslængder over jorden - står (en statue af) en mand til hest i bronze, samt oven på et søjlestykke et kæmpestort hovede i bronze, og en arm med en bronzekugle, og desuden en drægtig ulvinde i bronze, sammen med andre mindre bronzestatuer" og Nikolaus Muffel i 1452, at her var "en samling bronzer og en stor bronzehest, samt et stort bronzehovede og en hånd med en globus".

I 1468 donerede en Cristoforo de Gieremiis fra Mantova 300 guldfloriner, der blandt andet skulle gå til restaurering af rytterstatuen på "platea sancti Iohannis lateranensis". På dette tidspunkt var Pladsen altså ved at skifte navn.

I 1473 lod Pave Sixtus IV rytterstatuen opstille på en ny piedestal af marmor og foran den 2 mindre søjlestykker med statuer af løver. Også disse blev senere (i 1582) flyttet til Capitol.

I 1535 udførte den hollandske kunstner Maarten van Heemskerck en tegning af Campus Lateranensis, der viser os, hvorledes Pladsen var udformet og statuerne placeret på denne tid. Rytterstatuen stod omtrent på det sted, hvor hjørnet af Palazzo Lateranense ud for Obelisken befinder sig idag.

Selvom alle disse løse genstande blev fjernet i 1538 var der stadig mange minder om Antikken på Pladsen, da denne blev planeret omkring 1563 ved hjælp af delinger af tugthusfanger, som måtte gå til det hårde arbejde "på den magre kost, som de fik fra Vincenzo, der havde et værtshus ved Scala Santa" (der dengang lå ved nutidens Palazzo Lateranense). Pirro Ligorio fortæller, at der under arbejdet blev fundet rester af "Therme laterane" i de ruiner, som stadig stod på Pladsen, blandt andet gulve i marmormosaik....". Om den østlige del af Campus Lateranensis foran Kirkens hovedindgang og daværende portico beretter Ligorio endvidere: "at der i den pavelige have var et sted, som var viet til Guden Bacchus, hvor man fandt mange smukke statuer og relieffer af dyr og små marmorfigurer".

Foran Kirken planerede man også i 1593 efter at Kirken havde erhvervet den foranliggende vingård fra Gherardo Ranghetti. En Gian'Antonio "cavatore" (="udgraver") foretog - ligesom flere andre - udgravninger på stedet. Han havde fået tilladelse dertil mod at aflevere en trediedel af fundene til det Pavelige Skatkammer.

Af bygninger, som inden ombygningen af Palazzo Lateranense lå ud til Campus Lateranensis kan nævnes:
-- På Pladsens østside, til højre for Kirkens hovedfacade, der dengang var forsynet med en portico i kun én etage, lå det gamle Patriarchio, som med sit sammensurium af små tilbygninger ragede langt frem på Pladsen, næsten helt frem til nutidens Via Emanuele Filiberto.
-- Tættest på Kirken lå en række mindre kapeller, længere mod øst ragede et smalt kapel med en mindre halvrund apsis frem, det kaldtes Oratorio di San Nicolò.
-- Efter dette lå et 3-4 gange så stort rum med 2 større apsider, en mod vest og en mod øst: det gamle Triclinio Leoniano, hvis ene apsis med mosaik er forsøgt genskabt på muren ved nutidens Scala Santa-bygning.
-- Efter nogle flere rum og korridorer husede hjørnerummet Cappella di San Lorenzo, Pavernes private kapel også kaldet Sancta Sanctorum.
-- Ud mod nutidens Via Tasso og Via Boiardo lå Patriarchio-kompleksets portico med indgange og trapper til de øvre etager.
-- Herefter lå - omtrent på Palazzo Lateranense hjørne mod Via Boiardo - en udbygning, som husede Scala Santa.
-- En række mindre rum lå derefter henimod bygningens hjørne, der dengang befandt sig omtrent midt i nutidens facade mellem Via Boiardo og Via Merulana.
-- Patricarchio-komplekset havde derefter endnu en søjlegang ud mod nutidens Piazza di San Giovanni, og derefter endnu en, som lå foran en mindre fremspringende bygning ved Kirkens nordside. Set med nutidens øjne ville det svare til, at man skar et hjørne på ca. en fjerdedel af hele bygningen fra.
-- Den sidste side af Patriarchio lå vinkelret ud fra Kirkens sidefacade og ragede endog ud over den ovenfornævnte portico, hvor den sluttede med en facade i 3 etager, med et fremspringende midterparti med en smuk balkon båret på søjler. Denne loggia var bygget under Pave Bonifacius VIII omkring år 1300 til brug for de lejligheder, hvor Paven skulle lyse velsignelsen over menigheden, som var forsamlet på Pladsen. Rummet bagved kaldtes Sala del Concilio og muren ud mod Pladsen foran Kirkens sideindgang var forsynet med en række halvcirkelformede nicher.
-- Kirkens sidefacade lå som den gør idag, mens en skrå mur og nogle bygninger lukkede Pladsen frem til Dåbskapellet med dets omgivende små kapeller, blandt andre det nu forsvundne Oratorio della Croce.
-- Mellem disse kapeller og gaden, som "kom fra San Sebastiano", frem til nutidens Via di Santo Stefano Rotondo, lå Ospedale del Salvatore og på Pladsens nordside den lange række af buer tilhørende Acquedotto Neroniano og udbygget med adskillige mindre huse.
-- Endelig var der en række bygninger midt på Pladsen omkring det sted, hvor Obelisken står idag: Torre degli Annibaldi og nogle mindre bygninger, som af områdets kirker anvendtes som biblioteker og lignende.

Litteratur om Campus Lateranensis:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 441-445.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 253-257.
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 52-55.
Marchetti, Francesca Castria: Piazze e fontane di Roma. Milano, Electa, 2007.
- side 104.
Olsen, Ole Askov: Rom - pladsernes by. Thaning & Appel, 1996.
- side 186-199.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 196-199.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 176ff.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore.
-- Itinerario 19: San Giovanni in Laterano. (Settembe 2000). --- side 8-12.
-- Itinerario 29: Il Santuario della Scala Santa e l'edicola del Triclinio Leoniano. (Gennaio 2005).