Horti Bellaiani, uddybende

På Esquilinhøjen i Rom nord for Viminal- og Quirinalhøjderyggene lå i Middelalderen et stort stykke uberørt jord, som tidligere havde været en del af området indenfor og lige udenfor det antikke badeanlæg Diocletian's Termer, hvorfra de mægtige ruiner af de gamle mure stadig ragede op her og der i området.

Jorden ejedes af munkene ved Kirken Santa Maria del Popolo og udgjorde en del af deres marker og vingård, indtil den franske Kardinal Jean Du Bellay fik øje på stedets muligheder og i 1554 lejede et stykke jord med de tilhørende ruiner af mure og "tårne" fra det gamle Termeanlæg og indrettede sig et tilflugtsted, hvor han kunne slappe af i landlige omgivelser mellem alle de kunstgenstande og arkæologiske fund, som han havde samlet sig i tidens løb. "Horti Bellaiani" var det klassisk-klingende navn, som han gav sit nye landsted, der også kaldtes "Villa Du Bellay" eller på italiensk "Orti Bellaiani"; men det latinske navn var lige i tidens ånd, hvor man sværmede for den genopdagede Oldtid.

Villaens jorder omfattede et område, som man i nutidens Rom kan beskrive som rækkende fra Piazza di San Bernardo nede ved Via XX Settembre, hvor Kirken San Bernardo netop er den sydvestlige runde hjørnebygning i ydermuren, afgrænset mord nordøst af en mur, som løb omtrent langs nutidens Via Vittorio Emanuele Orlando, tværs over Piazza della Repubblica, midt igennem Fontana delle Naiadi og langs Via delle Terme di Diocleziano, strakte sig derpå nedover den sydlige del af nutidens Piazza della Repubblica og ned i området nedenfor denne omtrent til nutidens Via Firenze.

Kardinalen lod en af bygningerne i den lange buede mur midt på grunden indrette til sit palæ, men måske var der allerede tidligere indrettet beboelse i ruinerne, man ved nemlig at Kardinal Ascanio Maria Sforza (1455-1505) havde en park her på stedet, hvor han tog op for at gå jagt, når hans kirkelige pligter tillod det. Parken skal have været rig på egetræer og hjortevildt.

Senere købte Pave Julius II (1503-1513) området for at give den til sin nevø Sisto della Rovere. Hvordan den derpå overgik til munkene ved Santa Maria del Popolo ved man ikke, men det var af dem, at Kardinal Du Bellay i 1554 lejede jorden.

Ifølge nogle kilder blev palæet imidlertid opbygget helt fra grunden med en portico med 3 buer foran og en loggia herover. Facaden havde en trekantet gavl og der var to lavere sidefløje. (På nogle af de gamle kort ser det ud som om bygningen lå nord for Termemuren ind i selve exedra-rundingen, mens det på andre kort ser ud som om den lå mod syd, nedad den nuværende Via Nazionale. Måske var det her, at der i Antikken lå et Priapus-Tempel, man fandt i hvert fald senere nogle fresker, som kunne tyde på det).

Midt i parkens nordlige havemur lå indgangsportalen til villa'en. Den var dekoreret med en inskription fra 1555, hvori Kardinalen dedikerede sit landsted til "egen og vennernes forlystelse". Portalen lå i et lille portnerhus (omtrent hvor Fontana delle Naiadi står idag på Piazza della Repubblica) og fra den førte der en træomkranset allé op til hovedpalæet. Alle parkens alléer var ligesom bedene og busketterne overalt i haven pyntet med statuer. Nogle af disse kom fra Achille Maffei's samling og blev senere overtaget af Barberini-familien og mindst 3 statuegrupper stammede fra Diocletian's Termer. Området var beplantet med alle slags nytteplanter og frugttræer, espalierer med citrusfrugter og granatæbler, der var cypresser og myrter og i denne frodighed færdedes alle datidens intellektuelle, som den liberalt indstillede Kardinal holdt af at samle om sig. Det fortælles, at Francois Rabelais skrev sit værk "Pantagruel" her i parken, men det er usikkert, da han foretog sin sidste rejse til Rom i 1549 og døde i 1553, inden Jean Du Bellay slog sig definitivt ned i Rom.

I 1556 kender vi til en beskrivelse af villa'en, hvor der fortælles om de mange statuer (over 130 og de fleste antikke), blandt andet forestillende Jupiter, Apollon, Orfeus, Athene, Bellona, Vertumnus og Antinoos. Exedra'en havde hvælvet loft og også her stod der statuer langs væggene i flere etager - på "første-salen" stod "de 2 najader", Ebe, Vulcanus, Ganymedes, Jupiter, Apollon, Kejser Hadrian's hustru Sabina, Lucilla, Faustina Junior og flere andre.

Jean Du Bellay havde desværre ikke lang tid til at nyde sit nye "paradis", han døde i 1560 og efterlod sig en enorm gæld, hvorfor hans kreditorer opnåede at hans ejendele hurtigt blev solgt på auktion. Skulptursamlingen blev spredt for alle vinde og villaen købt for 8.000 scudi i 1565 af Kardinal Carlo Borromeo, som allerede i december 1560 havde lejet ejendommen.

Kort efter købet overgav Carlo Borromeo ejendommen til sin onkel Pave Pius IV, der videregav den til munkene "I Padri Certosini" ved den nye kirke Santa Maria degli Angeli, som netop var blevet indviet i ruinerne af det centrale kompleks til Diocletian's Termer. Her kom Carlo Borromeo's fætter Giovanni Antonio Serbelloni til at bo, da han lige var blevet udnævnt til titulærkardinal ved kirken. Senere købtes jorden af Caterina Nobili Sforza, som i 1598-1600 lod opføre 2 kirker og et kloster derpå: Kirken Santa Caterina d'Alessandria (der blev opført i resterne af Kardinal Du Bellay's palæ) og Kirken San Bernardo (som blev indrettet i den vestlige runde hjørnebygning) med det tilhørende kloster.

Jorden overgik ved denne lejlighed til Cistercienser-munkene ved San Bernardo, som i århundrederne efter langsomt solgte ud af den (blandt andet et stykke omkring nutidens Piazza Beniamino Gigli hvor Strozzi-familien byggede deres Villa Strozzi og den østlige runde hjørnebygning, som Pave Clemens XI i 1705 lod indrette til kornmagasin), indtil de sidste rester (heriblandt de såkaldte "Orti del Calancà") overtoges af den nye samlede Italienske Stat i 1870'erne og indgik i det almindelige nybyggeri og byudvikling af området.