er en lang og trafikeret gade, som går i sydøstlig-nordvestlig retning mellem Via Labicana ved Via Merulana i udkanten af Colle Oppio og op over Esquilinhøjen til jernbanen ved Via Giolitti.

Undervejs skæres den af en lang række tværgående gader: Via Ariosto / Via Boiardo, Via Torquato Tasso, Via Emanuele Filiberto, hvorefter Viale Manzoni slår et knæk og forstsætter mod øst i en nordøstlig retning, hvor den fra højre møder Via Carlo Emanuele I, for derpå at blive skåret af Via Conte Verde / Via Santa Croce in Gerusalemme, møde Via Luigi Luzzatti fra øst, og skæres af Via Principe Eugenio / Via di Porta Maggiore. På det sidste stykke, inden gaden munder ud i Via Giolitti, støder sidegaden Via Principe Umberto til fra vest.

Gaden har navn efter den italienske forfatter Alessandro Manzoni.

I Viale Manzoni ligger enkelte interessante bygninger:

Istituto Santa Maria Roma dei Padri Marianisti, i gadens nr.5.

Villa Altieri, som har en flot portal i nr. 47.

Fra sidegaden Via Luzzatti kan man få adgang til Aureliernes gravkammer ("Ipogeo degli Aureli") fra det 3. århundrede før Kristus. Man skal dog først have ansøgt herom hos Pontificia Commissione di Archeologia sacra. (Ansøgning skal foretages skriftligt og min. 20 dage før besøget. Desuden skal der betales et beløb for adgangen - Læs mere her på Vatikanets side (engelsk tekst))

Området heroppe på Esquilin lå udenfor den gamle Serviske Bymur og benyttedes blandt andet til begravelsesplads for fattige og slaver, indtil Kejser Augustus opfordrede sin ven, rigmanden Maecenas, til at rense og kultivere jorden og bygge på den. Maecenas anlagde så et landsted lidt nord for nutidens Viale Manzoni, der på det første stykke fra Via Labicana og nutidens Via Merulana løber ved siden af den antikke vej ud af byen, Via Labicana. Man har fiundet rester af den antikke brolægning på stykket helt frem til nutidens Via Emanuele Filiberto, hvor den gamle vej knækker mod syd ligesom nutidens via di San Quintino, mens Viale Manzoni knækker mod nord.

Langs de gamle udfaldsveje lå talrige gravmæler, hvoraf man har udgravet flere, blandt andet ved nutidens Via Statilia og på hjørnet af Viale Manzoni og Via Luzzatti (Ipogeo degli Aureli).

Syd for Viale Manzoni, omkring nutidens Via Merulana lå antagelig det gamle område "Campus Martialis", hvor væddeløbene ved festen Equirria afholdtes, når området nede i Marsmarken, Campus Martius, var oversvømmet eller for sumpet til dette brug.

Maecenas' villa gik i arv til Kejserhuset, som udvidede landstedet med flere andre ejendomme heroppe. Lidt nordligere lå for eksempel Horti Lamiani e Maiani, omkring nutidens Piazza Vittorio Emanuele II. Herfra er der gjort mange arkæologiske fund - og det er der også gjort i resten af kvarteret, men en meget hastig og voldsom udstykning i slutningen af 1800-tallet forhindrede en systematisk udgravning og registrering af tidligere tiders bosættelse og brug. Samtidig nivelleredes området, så det idag virker meget ensartet, mens f.eks. krydset Viale Manzoni / Via Emanuele Filiberto lå 14-15 meter under nutidens gadeplan. (herfra og sydpå steg niveauet igen, så det ved Via Domenico Fontana kun lå 6 meter under gadeplan).

Omkring nutidens metrostation "Manzoni" lå fra begyndelsen af vor tidsregning og 3-4 århundreder frem 3 større huse langs den gamle vej, og selvom de har haft forskellige ejere gennem tiden, har de bevaret facaderne ud mod denne vej. Lidt mod sydøst lå tilsyneladende en ejendom tilhørende L. Roscius Aelianus Paculus, som var konsul i år 187 efter Kristus. Man har fundet blyrør med hans navn på stedet.

Lidt syd for Viale Manzoni lå omkring Via Tassos udmunding i Via Domencio Fontana den store garderkaserne Castra Priora Equitum Singularium, som blev bygget under Kejser Trajan og som sammen med en senere tilbygning, Castra Nova, var i brug indtil Kejser Constatins overtagelse af Rom. Det store anlæg må have præget området omkring Viale Manzoni betydeligt.

Efter goternes plyndringer og senere den langvarige gotisk-byzantinske krig mistede området sin betydning, beboerne flyttede væk, og kun enkelte kirker og små klostre holdt stand i det nu øde område.

Senere begyndte velbjærgede romerske familier at købe jord op og anlægge landgårde med vinmarker. Disse blev senere til deciderede lystejendomme med villaer til familiens sommerophold.

Omkring 1550 lod Savelli-familien deres jordstykke nord for nutidens Viale Manzoni anlægge med vingårde og urtehaver, træer og lysthaver, ligesom de lod bygge en række bygninger på ejendommen. Da Savelli-familien var Grever af Palombara, kaldtes huset også Villa Palombara. Af dette landsted er der kun et lille murstykke med en marmorportal tilbage. Den står i anlægget på Piazza Vittorio Emanuele II.

I 1605 opkøbte familien Giustiniani et større jordstykke mellem nutidens gader Via Merulana, Viale Manzoni,Via Tasso og Piazza di San Giovanni in Laterano, som de benyttede som landsted og hvor de lod opføre en elegant lille villabygning, som stadig fra ses i Via Boiardo ud for Via Aleardi.

På samme tid (første halvdel af 1600-tallet) lod Altieri-familien bygge en villa på deres landejendom, som lå mellem Viale Manzoni, hvor man i nr.47 idag kan se ejendommens portal, Via Carlo Emanuele I, og Via di San Quintino.

I samme periode ejedes jorden nord for nutidens Viale Manzoni og omkring Via Emanuele Filiberto af Astalli-familien, som måske på dette tidspunkt, måske først senere, opførte en villa på stedet. Dette hus tilhører idag Ordenen Figlie di Nostro Signore del Monte Calvario, som benytter det til skole. Ejendommen ("Casino di Villa Astalli") ligger idag på højre side af Via di San Quintino med indgang i nr.4-5.

Omkring 1870 og derefter bebyggedes Esquilinkvarteret og det tidligere kuperede område blev i høj grad nivelleret, især ved at grave overskydende jord væk mellem Termini og Viale Manzoni. I den forbindelse blev der gjort mange arkæologiske fund, men hastværket i byggeriet medførte desværre, at der ikke blev foretaget systematiske udgravninger og kun sporadiske registreringer af fundene.

På et tidspunkt i 1800-tallet byggedes i karréen mellem Via Tasso og Via Emanuele Filiberto, på Viale Manzonis nordside, et stort hus, som blev brugt som skole af en del af Franciskaner-Ordenen, som var blevet reformeret af Ludovico da Casoria. Denne Ordensgren kaldtes "i frati bigi" og Skolen: "Scuola dei Frati Bigi". I tilknytning til skolen byggedes også i 1896-1914 en lille kirke ud til Via Emanuele Filiberto. Huset står stadig på gadehjørnet, nu i renoveret stand og indrettet som Hotel Milton Roma.

I 1884-1887 byggedes Kirken og Klosteret viet til Sant'Antonio di Padova på området syd for Viale Manzoni og øst for Via Merulana.

Efter 1888 begyndte bebyggelsen af området omkring Viale Manzoni og videre mod området omkring Piazza di Sata Croce og Viale Carlo Felice.

I 1919 udgravede man til støbning af et fundament til en underjordisk garage i ejendommen på hjørnet af Viale Manzoni og Via Luzzatti, da man fandt rester af det såkaldte "Ipogeo degli Aureli". De udgravede underjordiske rum blev sat i stand og kan besøges efter forudgående aftale (se ovenfor).

I perioden 1928-1930 udvidedes bygningerne ved Sant'Antonio di Padova på hjørnet af Via Merulana og Viale Manzoni.

I nyere tid har man udgravet en metro-linie tværs over Viale Manzoni, langs med Via Emanuele Filiberto. Hvor disse gader krydses er der anlagt en metrostation. Ved modernisering af denne i 2006-2008 kom nye arkæologiske fund for dagens lys.