|
Piazza Pasquale Paoli Se under nr. 108 på Kort over den vestlige del af Piazza Navona-Turen |
Denne plads, der er ligger i kvarteret Rione Ponte ud for Tiberbroen Ponte Vittorio Emanuele II, mellem flodboulevarderne Lungotevere dei Fiorentini (mod vest) og Lungotevere degli Altoviti (mod øst), er opkaldt efter den korsikanske patriot (1725-1807) Pasquale Paoli, der kæmpede mod genoveserne og franskmændene, drog i landflygtighed til England, men efter den Franske Revolution vendte tilbage til Korsika, hvor han endte med at blive taget som gidsel af Napoleon og endelig døde i landflygtighed i London. Pladsen, som blev navngivet i 1925, er samtidig "endestation" for den lange trafikerede Corso Vittorio Emanuele II. De 2 høje tvillingebygninger, som danner gadens afslutning og med deres tilbagetrukne, lavere sidebygninger favner Pladsen inden flodboulevardernes gennemkørsel, er opført omtrent samtidig, nemlig i årene 1926-1932. Ligesom anlægningen af Corso Vittorio Emanuele II kostede mange gader, pladser, palæer og kirker livet og ændrede områdets karakter fuldstændigt, gjaldt dette også for fritlæggelsen af denne store Plads samtidig med opførelsen af de høje Tibermure og anlægget af de brede flodboulevarder. Herunder forsvandt mindre gader, som løb nedad skråningerne mod Tiberen, såsom Vicolo delle Telline, og andre gader såsom Vicolo del Carciofolo og Vicolo del Granchio. Men også et sted langs flodbredden, som Lanciani (se litt.note nedenfor) omtaler som "Locus dictus Monumenta ?" og angiver med årstallet 1514. På det sted, hvor Pladsens sydside vender ud mod Lungotevere dei Fiorentini, udgik i Antikken broen Pons Neronianus, senere også kaldet Pons Vaticanus eller Pons Triumphalis. Eller i 1400-tallet Pons Neronianus ad Sassiam, fordi den førte over til området Schola Saxonum. Broen var dog i ruin længe inden da og idag kan man kun ved lavvande være heldig fra Ponte Vittorio Emanuele II at få et glimt af ruinerne af en bropille. Midt på Pladsens sydlige del lod Kejserne Arcadius, Honorius og Theodosius i år 405 efter Kristus opføre en stor bue, der skulle markere afslutningen på en lang gade nede fra byen og op til Pons Neronianus og samtidig være indgang til Broen og den lange vej mod Peterskirken. Placeringen af denne Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii er dog ikke helt sikker. Ligesom placeringen af det antikke område kaldet Nixae i udkanten af nutidens Piazza Pasquale Paoli er usikker. Litteratur om Piazza Pasquale Paoli: |