ANNAS ROM GUIDE
Via Pietro Barbieri

Via Pietro Barbieri er benævnelsen på det første stykke af Via Cernaia, der blev anlagt i 1878-86, som en del af et stort nyt tætbeboet kvarter og for at skabe en adgangsvej til det nye Finansministerium.

Gaden starter ved Via Vittorio Emanuele Orlando lige ved Piazza della Repubblica med et lille anlæg og gaden rundt om dette, kaldet Via Giuseppe Romita. Derefter løber Via Barbieri mod nordøst mellem de gamle mure fra Diocletian's Termer op til Via Pastrengo, hvorefter den fortsætter som Via Cernaia.

Via Barbieri ligger midt i det område, der i sin tid var en af sportspladserne i den nordvestlige del af Diocletian's Termer, og "skærer" faktisk dette midt over. På begge sider af gaden ligger først muren fra det gennemgangsrum, som gaden deler i to. Bag denne ligger ud til Via Parigi den ottekantede hjørnebygning, som i tidens løb har haft mange anvendelser, blandt andet som Planetarium.

På gadens modsatte side ligger andre Termebygniner, som også i tidens løb har været brugt til mange forskellige formål og nu huser Universitetet's "Facoltà di Magistero". I nr.1 kan man på en mur fra slutningen af 1800-tallet se en blegnet indskrift "Ufficio Esportazione di Antichità ed Arte di Roma" ("Kontoret for eksport af antikviteter og kunst"). Et levn fra en tid, hvor handel med og eksport af værdifulde italienske antikke levn og kunstgenstande florerede.


Via Pietro Barbieri: Mur fra Diocletian's Termer
Via Pietro Barbieri: Mur fra Diocletian's Termer

Langs resten af gaden kan man se udgravninger og rester fra det kolossale Termeanlæg. Til venstre det store murstykke fra "palestra'en", som også kan ses fra Via Parigi. På højre side mure fra de centrale rum i komplekset.

Her er rester af gulvmosaikker med geometriske mønstre og mosaiksten i porfyr i gule, røde og blandede nuancer.

I gadens nr. 9 er der opsat et lille moderne gadealter med et keramik-billede af den populære "Englenes Jomfru" ("Vergine degli Angeli").

Henimod Via Pastrengo kan man på højre side se resterne af munkecellerne i det gamle Karteuser-Kloster, "La Certosa di Santa Maria degli Angeli", som blev bygget i Termeruinerne og i haveanlægget udenfor disse. I nogle af de små haver står der antikke statuer, som er fundet under udgravningerne.

I området mellem Via Barbieri og Via Parigi lå før disse blandt andet Pave Paul V's kornmagasin "Granaio Paolino". I et rum i tilknytning hertil lod Pave Benedikt XIV i 1754 opføre den lille kirke Sant'Isodoro alle Terme, som senere blev revet ned. Endnu senere lå der i området et anlæg, som kaldtes "Giardino di Pio Nono" ("Pave Pius IX's Have") og forsvandt, da Termemurene blev fritlagt.

Efter Via Pastrengo fortsætter Via Barbieri som Via Cernaia helt op til Via Palestro kort før Den Aurelianske Bymur.


Fotos fra Via Barbieri
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om Rom
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d 15.2.2004