|
|
|
|
|
er en nyere gade på nordsiden af Viminalhøjen, hvor den går fra Via Cesare Balbo i sydøst og mod nordvest over Via del Viminale forbi Galleria Regina Margherita på sydvestsiden, over Via Nazionale og forbi Via Modena fra nordøst for at ende blindt et lille stykke længere fremme.
Gaden er ligesom de øvrige i området anlagt efter 1870, da dette kvarter blev bebygget med bedre beboelseshuse og monumentale bygninger, der huser forskellige offentlige kontorer og ministerier. Den har ligesom mange af de øvrige gader navn efter det nye samlede Kongerige Italien's største byer. EN TUR GENNEM GADEN: På hjørnet af Via Cesare Balbo ligger i nr.80 et beboelseshus fra 1890. Det er en lang bygning med lejligheder i 6 etager. Da Via Balbo blev anlagt, fandt man rester af et antikt termeanlæg: "Terme di Olimpiade" fra begyndelsen af det 3. århundrede. I 1890 fandt man yderligere en rigmandsbolig med en stor have med en rund bygning i midten. Resterne heraf har muligvis kunnet ses helt op til Pave Sixtus V's tid (1585-1590), da der også blev lavet mange arbejder her i området, der op til Via del Viminale var en del af Pavens landsted Villa Peretti. Fra Via del Viminale (der blev åbnet i 1587) lå i sin tid Strozzi-familiens store ejendom Villa Strozzi. Den strakte sig op mod Via Torino og næsten helt op til nutidens Via Nazionale. Den opkøbtes i 1860'erne af Monsignor De Merode, der allerede dengang arbejdede kraftigt på at få området byggemodnet og udbygget. Mellem Via Napoli og Via Depretis omkring det nuværende Galleria Regina Margherita lå fra 1600-tallet den lille kirke San Norberto. Den blev revet ned omkring 1870. Ved siden af byggedes så i 1884 bygningen "Galleria Margherita", tegnet af arkitekten Giulio Podesti. Det var en meget smuk og særpræget bygning med nederst et galleri af buegange og med en facade, der var rigt udsmykket med søjler og buer. Den er idag erstattet af en anonym moderne bygning. På området lå i slutningen af 1600-tallet Chigi-familiens landsted "Giardino Chigi". På en grund mellem Via Napoli og Via Nazionale lå engang en ejendom tilhørende familien Roesler-Franz. Maleren Ettore Roesler Franz er mester for en lang række folkelivsskildringer fra det nu forsvundne Rom. På hjørnet af Via Napoli og Via Nazionale lå ligeledes en ejendom tilhørende familien Rossi. På disse ejendomme opførtes senere bygninger af E.Buratti og Giulio Podesti. Grunden mellem Via Napoli og Via Firenze tilhørte i sin tid Barberine-nonnerne, som havde et kloster, "Monastero delle Carmelitane di Santa Maria Maddalena de' Pazzi dette le Barberine", oppe ved nutidens Via XX Settembre. Senere opkøbte Monsignor De Merode også dette jordstykke, som han videresolgte til Marco Calva, der ville opføre et hus herpå. Projektet blev dog ikke til noget og i 1872 solgte han jorden til Robert J. Nevin, der i 1873 byggede Kirken San Paolo entro le Mura som nationalkirke for de amerikanske anglikanske protestanter. Selve Kirken San Paolo, med tilnavnet "entro le Mura" = "indenfor murene" i modsætning til den store katolske Basilica di San Paolo fuori le Mura (="udenfor murene"), har facade og hovedindgang ud mod Via Nazionale, mens langsiden og sideindgangen ligger ud til Via Napoli's nordside. Ved siden af kirken ligger "Convento della Chiesa di San Paolo". Arkitekt på byggeriet var englænderen George Edmund Street og kirken var den første ikke-katolske kirke, som blev bygget i Rom efter Pave-Statens fald. Også jordstykket på den anden side af nutidens Via Nazionale tilhørte i sin tid Barberini-nonnerne, der havde deres køkkenhave og vingård her. Her byggedes i 1870 mellem gaderne Via delle Quattro Fontane, Via Nazionale og Via Napoli en stort lejlighedskompleks i 5 etager af arkitekten Carlo Tenerani. I denne bygning lå der et museum over værker af billedhuggeren Pietro Tenerani, de er senere flyttet over i Palazzo Braschi, mens lokalet hvor de var udstillet idag fungerer som garage. Ved siden af ligger en lav bygning fra 1909 med udsmykning i Jugend-stil. Omkring Via Modena ligger der ellers mest anonyme bygninger med offentlige kontorer. Oprindeligt var det byplanlæggernes tanke, at Via Napoli skulle fortsætte op til Via XX Settembre, men da man her byggede det kæmpestore Ministero della Guerra, kom gaden istedet til at ende blindt. Litteratur om Via Napoli: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|