ANNAS ROM GUIDE
Via Sforza
Via Sforza set fra Via Cavour

Via Sforza er en mindre gade sydøst for Viminalhøjen, hvor den mellem denne og Colle Oppio med et skarpt knæk klatrer op ad Esquilinhøjens skråning mod højtoppen Cispio, hvor Kirken Santa Maria Maggiore knejser.

Via Sforza starter som en sidegade til Via Cavour på dennes øvre løb kort efter pladsen Largo Visconti Venosta og går et lille stykke mod sydøst op ad højen, inden den i en brat vinkel drejer mod nordøst i et stadigt stigende forløb, til den når tværgaden Via dei Quattro Cantoni. På den anden side af denne fortsættes forløbet, men nu under et andet gadenavn som Via Paolina.

Via Sforza ligger på et område, hvor der i Antikken i en lille hellig skov lå et Tempel for Juno Lucina, den vigtigste offentlige bygning på Cispius-højtoppen. Mellem Via Sforza og Via Cavour lå også i Antikken ifølge Rodolfo Lanciani en ejendom tilhørende en T. Aelius Severus.


I Middelalderen beherskedes området af Capocci-familien og måske også af Frangipane-familien, hvis den gamle historie taler sandt om, hvorledes Cencio Frangipane i 1118 tog Pave Gelasius II til fange ved et indbrud i Kirken Santa Prassede.

Senere overtog Graziani-familien området og i 1600-tallet byggedes her på Via Sforza's sydøstside ud mod Via dei Quattro Cantoni og Piazza di San Martino ai Montihøjtoppen Villa Sforza, et smukt palæ, som idag ligger ud til Via dei Quattro Cantoni, med en stor have bagved, som for størstedelen er forsvundet, udstykket til fleretages boligeejendomme.

Heroppe på højtoppen lå også tidligere en række små kirker og klostre: Santissima Annunziata delle Turchine på skråningen ned mod Via Cavour, hvor også vingården Orto Santarelli lå på et tidspunkt, og Monastero delle Filippine samt Ospizio dei Benefratelli Spagnuoli (omkring 1748) omtrent overfor nutidens Via dell'Olmata. Den lille kirke San Filippo er bygget i tilknytning til det gamle kloster.

Gaden har naturligvis navn efter Villa Sforza, som Sforza-familien ejede og som senere blev omdannet til klosteret Monastero delle Oblate Filippine. Den kaldtes tidligere på grund af sit stejle forløb "Salita di Sforza" og startede oprindeligt fra Via Panisperna. Det er idag en af de mest karakteriske 1700-tals gader i Rom. Den er på begge sider flankeret af huse opført i 1700-tallet, de benyttes for en del idag af militæret.

I Via Sforza findes også et par af de små gadealtre, som findes i så rigt mål i kvarteret: på hjørnet af Via Cavour sidder en oval ramme med en "Madonna med Barnet" båret af et englehoved med vinger og i nr.8 en "Madonna Addolorata" fra det 19.århundrede, mens der på muren til nr.16a sidder en firkantet ramme med en "Madonna del Divino Amore" i mosaik. Ved nr.19 er der en "Jomfru Maria med Jesus-Barnet" og ved nr.21 endnu en "Madonna med Barnet", men her sammen med Josef og helgenen Sant'Antonio.


Litteratur om Via Sforza:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 796.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti. del 2: side 54.
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.
- side 51.
Zaccagnini, Carlo: Le ville di Roma. Newton Compton editori, 1976.
- side 247

Fotos fra Via Sforza
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.5.2005 og sidst opdateret d. 26.6.2005