Denne kirkebygning stammer antagelig fra slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet og kaldtes i et dokument fra 1352 for Sancta Lucia Nova - den nye Santa Lucia (kirke) - i modsætning til Santa Lucia Vecchia, den gamle Kirke, som indtil midten af 1500-tallet stod på det sted ved Via del Gonfalone, hvor idag den tidligere kirke Oratorio del Gonfalone ligger.

Santa Lucia-kirken havde dog også andre tilnavne, den kaldtes f.eks. Santa Lucia della Chiavica efter den "chiavica", drængrøft eller kloakrende, som løb fra Piazza della Chiesa Nuova, langs Kirken og Vicolo del Malpasso(?) for derfra at løbe ned til Tiberen. Et andet navn for Kirken var Santa Lucia in pescivoli, fordi der her i nærheden var et fiskemarked.

I 1486 overlod Pave Innocens VIII kirkebygningen til Lægbroderskabet Arciconfraternita del Gonfalone, som i begyndelsen af 1500-tallet lod den ombygge, måske endog genopføre, og indvie i år 1511.

Udover selve Kirken opkøbte Broderskabet også grundene bagved Santa Lucia Nova. Her står idag det såkaldte Palazzo del Gonfalone på den anden side af Via Giulia. Det huser for øjeblikket Museo Criminologico.

Ombygningen i 1511 var dog ikke den eneste, som Kirken kom til at undergå. Der foretoges nogle mindre i 1605 og i 1721-1723, men i perioden 1761-1765 blev den fuldstændigt ombygget efter tegninger af arkitekten Marco David, som var engageret af Kardinal Flavio Chigi, der var patron for Ærkebroderskabet. Ved denne lejlighed fik Kirken ny facade, som er den, man møder idag. Det er muligt, at det var samme arkitekt, som på samme tid stod for ombygningen af palæet, der fra 1650 har stået bag Kirken og kaldes Palazzetto del Gonfalone, men idag huser Justitsministeriets kontor for ungdomsforbrydelser (Ufficio per la Giustizia Minorile del Ministero di Grazia e Giustizia).

I 1825 fik Santa Lucia del Gonfalone status af sognekirke og fungerede som sådan indtil 1912, hvor den blev overladt til den religiøse Orden "I Padri Clarettiani", som også kaldes "Missionari Figli del S. Cuore Immacolato di Maria".

I Kirkens periode som sognekirke fik dens indre den nye udsmykning, som stadig kan ses idag, Det skete i 1859-1866 under en restaurering ledet af arkitekten Francesco Azzurri.

I August måned 1995 blev Kirkens klokketårn ramt af et lyn, hvorefter det måtte genopbygges.

Lidt mere historie:

Lige foran Kirkens indgang har man i Via dei Banchi Vecchi udgravet en grænsesten (en såkaldt "cippo") fra Kejser Claudius' gamle bymur (kaldet "pomerium") fra år 49 efter Kristus. Den er idag opsat på muren til ejendommen nr. 145, på grænsen mellem Via dei Banchi Vecchi og Via del Pellegrino.

Overfor Kirken løber den lille sidegade Vicolo Cellini, som har navn efter den berømte guldsmed Benvenuto Cellini, som menes at have boet i gaden og ligeledes havde sit værksted her eller i nærheden.
Cellini havde en særlig veneration for Kirkens titelhelgeninde Santa Lucia og det skyldes en helt speciel hændelse, som han fortæller i sin selvbiografi:
I 1547 sad Cellini en morgenstund i sit værksted og var ved at slibe en skalpel, som han skulle bruge til at afslutte arbejdet med en statue af Narcissos, da en lille stålsplint løsrev sig og endte i guldsmedens højre øje. I angst for at miste synet sendte Cellini panikslagne bønner om hjælp til Santa Lucia, som netop i kraft af sit eget martyrium er skytshelgeninde for de blinde og svagtseende. Derpå prøvede han at få lirket splinten ud af øjet, men da det ikke lykkedes, sendte han bud efter en af datidens kirurger, en såkaldt "cerusico" (en bartskærer) ved navn Raffaello de' Pilli, som dryppede hans øje med blodet fra vingerne på 2 duer. I løbet af de næste dage kom splinten ud og Cellini's lettelse var naturligvis enorm.
Og han glemte ikke at takke Santa Lucia, der havde bevaret hans syn, og til Festa di Santa Lucia den 13. December lavede han ud af en fransk mønt, en scudo francese, et øje i guld, som han lod en af sin søster Liperata's døtre bringe til Santa Lucia's alter.
Desværre er denne votivgave i tidens løb forsvundet, men den må næsten have været ophængt på en af de røde stoftavler, som man kan se ved siden af flere af Kirkens altertavler. - Dog findes der jo også andre Santa Lucia-Kirker i Rom, men i betragtning af at Cellini og Santa Lucia del Gonfalone praktisk talt var naboer, er det nok sandsynligt, st det var netop her, at hans gyldne øje kom op at hænge.

Litteratur om Santa Lucia del Gonfalone:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
De Mambro Santos, Ricardo: Santa Lucia del Gonfalone. (Le chiese illustrate, nuova serie, 33). Istituto Nazionale di Studi Romani. Roma, Fratelli Palombi Editori, 2001.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 138-144.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1984.
--- Rione VII Regola, Parte 1I / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 3, 8, 11, 12, 13, 123.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 186.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 12. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998.
- side 57-63.
GiovanBattista Nolli's Romkort fra 1748 - Se nr. 661.
Info.roma.it: Santa Lucia del Gonfalone.
FOTOS af Alvaro de Alvariis på Flickr: S. Lucia del Gonfalone.
Oxford Academic: Occupational Medicine (vol 68,2, 2018, p.142): Occupational eye hazard of Renaissance sculptor Benvenuto Cellini and the recurrent theme of pigeon's blood.
Romancurches: Santa Lucia del Gonfalone.
Romeartlover: S. Lucia del Gonfalone.
Wikipedia (engelsk tekst): Santa Lucia del Gonfalone.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Santa Lucia del Gonfalone.
Wikipedia (svensk tekst): Santa Lucia del Gonfalone.