Denne obelisk blev opstillet på Piazza dell'Esquilino ud for apsis af Kirken Santa Maria Maggiore af Pave Sixtus V i perioden 1585-1590.

Obelisken benævnes også "Obeliscus Mausolei Augusti", som den ene af 2 obelisker, der i Antikken flankerede indgangen til Augustus' Mausoleum nede på Campo Marzio-området tæt ved floden. Den ene obelisk blev udgravet den 14. Juli 1519 under arbejder i Via di Ripetta og lå de næste 60 år i 3-4 stykker på jorden bagved Kirken San Rocco. Det er denne obelisk, som Sixtus V lod rejse på pladsen. Den anden står idag på Piazza del Quirinale, hvor den fra 1783 udgør en del af fontæne-Dioskur-skulpturgruppen.

De to obelisker blev muligvis først opstillet ved Mausolæet ret sent, måske først transporteret til Rom under Kejser Claudius, men det er også muligt, at de slet ikke stammer fra Ægypten, som mange andre af Roms obelisker, men at de er blevet fremstillet i Rom specielt til Augustus' og hans families gravmæle. Måske under Kejser Domitian. De omtales kort af historikeren Ammiano Marcellino, der i det 4.århundrede fortæller, at de var blevet bragt til Rom på et tidspunkt efter Augustus' død.

I løbet af Middelalderen blev obeliskerne ødelagt, de knækkede og væltede, og blev langsomt begravet mellem murbrokker og jord, overgroet af planter og dækket af endnu mere jord, indtil ingen mere huskede, hvor de lå og at der overhovedet skulle gemme sig andet end almindelige store sten under overfladen. De nævnes første gang igen i slutningen af 1400-tallet, men var dengang stadig begravet. Efter udgravningen i 1519 var der ingen, der havde mod på at flytte langt med de store stenklumper, så de blev blot liggende og generede trafikken i området, således at beboerne flere gange klagede over det.

Omsider lod Sixtus V, efter at være blevet Pave i 1585, stykkerne flytte op på Esquilinhøjen til pladsen bag Santa Maria Maggiore, der samtidig var ved at blive indrettet som forplads og pragtfuldt indgangsparti til hans private landsted, Villa Montalto, der strakte sig over et enormt område nordvest for Kirken. Paven gav sin betroede arkitekt Domenico Fontana ordre til at samle stykkerne og få dem rejst til én hel obelisk, kronet med det pavelige våben i bronze, udført af billedhuggeren Giacomo Tranquilli (også benævnt Iacopo Tranquillo): de 3 høje, en stjerne og et kors. Som hjælpere til projektet havde Domenico Fontana sin broder Marsilio Fontana og sin nevø Carlo Maderno.

Først måtte pladsen bag Kirken dog ryddes og planeres og to små kirker, som havde stået her fra gammel tid, måtte lade livet i den forbindelse. Det drejede sig om Kirken Sant'Alberto, som stod omtrent på det sted, hvor Via Urbana idag krydser Piazza dell'Esquilino, og Kirken San Luca, som stod på pladsens nordvestside, nogenlunde på stykket af Via dell'Esquilino, der løber mellem Via Cavour og Via Daniele Manin.

Den 28. Juli 1587 blev obelisken, der hører til de mere beskedne, men dog har en højde på 14,75 meter, endelig rejst igen under stor festivitas med musik og Paven som deltager fra sin villa. Og den 13. August samme år blev den indviet under en eksorcisme-ceremoni, der skulle befri den fra dæmonerne fra dens hedenske fortid. Også denne højtidelighed foregik med stor pomp og pragt.

Obelisken, der som sin tvilling er hugget i rød granit, var fra sin oprindelse ikke forsynet med nogen hieroglyffer. Det er den stadig ikke, men på dens base blev der indridset 4 indskrifter, som var forfattet af Kardinal Antoniani og udført af Luca Orfei.

På sydsiden, der vender ind mod Kirken står: "Christus - per invictam - crucem - populo pacem - praebeat - qui - Augusti pace - in praesepi nasci voluit" ("Lad Kristus, ved det ubesejrede kors, give fred til sit folk. Han som ville fødes i en krybbe under freden på Augustus' tid")

På østsiden, der vendte ud mod Pavens villa og idag vender ud mod Via dell'Esquilino, står: "Christi Dei - in aeternum viventis - cunabula - laetissime colo - qui mortui - sepulchro Augusti - tristis - serviebam" ("Med stor glæde ærer jeg krybben, (hvor) Kristus, den for evigt levende Gud, (lå). Jeg der trist stod ved Augustus' grav".

På nordsiden, der vender ud mod Via Depretis og har udsigt til obelisken på Piazza Trinità dei Monti over Den Spanske Trappe, står: "Christum Dominum - quem Augustus - de Virgine - nasciturum - vivens adoravit - seq deinceps - Dominum - dici vetuit - adoro" ("Jeg tilbeder Kristus, Herren, som Augustus, mens han levede, tilbad som den der skulle fødes af en Jomfru. Herefter ville han ikke længere kaldes Herre").

På vestsiden, der vender ud mod Via Panisperna, står: "Sixtus V Pont. Max. - obeliscum - aegypto advectum - Augusto - in eius mausoleo - dicatum - eversum deinde et - in plures confractum - partes - in Via ad Sanctum - Rochum iacentem - in pristinam faciem - restitutum - salutiferae Cruci - Felicius - hic erigi iussit - Anno MDLXXXVII. Pont III" ("Pave Sixtus V gav befaling til, at denne obelisk, som var bragt fra Ægypten og viet til Augustus i hans mausolæum, derefter væltet og splittet i flere dele, og som lå på jorden ved (Kirken) San Rocco, skulle genskabes i sit gamle udseende og lykkeligt rejses her til ære for det frelsende Kors. I året 1587, det 3. i hans pontifikat").

Under denne tekst står en ekstra linje: "Eqves Dominicus Fontana architectus erexit" ("Cavaliere Domenico Fontana rejste denne som arkitekt").

Cristina Zadro (se litt.note 2 nedenfor) forklarer teksterne således: I Santa Maria Maggiore, som Sixtus V holdt særlig meget af, opbevaredes relikviet af Jesu krybbe, og forbindelsen mellem denne og obelisken skulle være "at samtidig med at Augustus lod denne flytte hertil (= sin plads ved mausolæet), fødtes Jesus". Denne antagelse understreges af teksten på sydsiden. Her omtales også "freden på Augustus' tid" ("Augusto pace"), som henviser til den kristne fred, symboliseret af korset, der kroner den tidligere hedenske obelisk.
--- Og denne, der tidligere stod vagt ved Augustus' grav, står nu renset for sin gamle hedenskab vagt ved krybben, hvori Jesus blev lagt. (Teksten på østsiden)
--- Teksten på nordsiden hentyder til en legende, som opstod i det 6.århundrede og som vandt stor udbredelse i 1100-tallet. Heri fortælles det, at Augustus opholdt sig i sit værelse i paladset på Capitol-højen, da Roms senatorer overbragte ham deres ønske om at tilbede ham som en gud. Augustus bad den tiburtinske sibylle om råd og hun svarede ham med en spådom "... Fra himmelen skal Evighedskongen komme, klædt i kød og blod, for at dømme jorden" og samtidig åbnede himmelen sig og Augustus så deroppe en smuk jomfru svævende over et alter med et barn i armene. Og han hørte en stemme sige "Dette er Guds søns alter". Og han faldt til jorden og tilbad det. Fra dette syn skulle tilnavnet "Aracoeli" ("Himmelens alter") stamme og det blev givet til en til Jomfru Maria viet kirke, som ligger der, hvor Augustus' værelse lå (Kirken Santa Maria in Aracoeli). (se litt.note 1 nedenfor)
--- Teksten på vestsiden er en mindeskrift om obeliskens genrejsning som hyldest til Sixtus V, hvis fødenavn var Felice (latin: felix="lykkelig") - som der hentydes til i udtrykket "og lykkeligt rejses her..." ("...- Felicius - hic erigi...").

Selve obelisken er som nævnt ovenfor 14,75 meter høj, men den høje base og overbygningen med korset giver den en højde på ialt 25,53 meter. Overbygningen erstatter muligvis en antik udsmykning, da obeliskens spids var blevet kappet af allerede i Antikken. Man har hverken fundet rester af spidsen eller anden udsmykning af toppen i forbindelse med udgravningen.

Udgiften til genrejsningen af obelisken var ikke helt lille. Den beløb sig til 1.938 scudi, men derudover fik bronzestøberen Tranquillo udbetalt 202 scudi og en forgylder modtog 25 scudi.