|
|
|
|
|
Det område af Belgien, som kaldes Flandern, er den nordlige, nederlandsk talende del. På italiensk kaldes området "Fiandra" og indbyggerne "fiamminghi", men nogle gange præciseres også, hvorfra i området, at en person kommer, og denne kan så kaldes f.eks. olandese (hollandsk), lieggese (hvis han kommer fra Liège), eller vallone (wallonsk), hvis vedkommende stammer fra den fransksprogede provins Vallonien. Dog skelnede romerne ikke altid så præcist, så en pilgrim fra Flandern kunne også betegnes som "tedesco" og regnes som en af den tyske Kejsers undersåtter. I andre tilfælde regnedes tilflyttere måske blandt de franske undersåtter og knyttede sig til pilgrimme fra franske områder. Denne vaklen gjorde sig også gældende i de herberger, foreninger, mødesteder og nationale kirker, som tilrejsende flamlændere søgte, idet de fra tidlig tid fik husly i den såkaldte Schola Francorum, frankernes herberg, der lå i Rione Borgo i nærheden af Peterskirken. Her var der opstået en hel lille by med kirker og klostre, hospitaler, kirkegårde og herberger. Disse komplekser omtales samlet som Scholae peregrinorum, pilgrimmenes herberger, men var opdelt på forskellige nationaliteter, blandt andre de 4 store: Schola Francorum, Schola Frisonum (også kaldet Schola Frisiorum), Schola Langobardorum og Schola Saxorum, der modtog henholdsvis, frankere, frisere, longobardere og saksere. Navnet Flandern dukkede først op samtidig med Kristendommens indførelse i området i slutningen af 600-tallet som betegnelse for egnen omkring Brügge. Men først i anden halvdel af 1000-tallet blev forbindelserne mellem området og Pavedømmet så meget tættere, at mængden af pilgrimme herfra voksede så meget, at det var nødvendigt at oprette et eget herberg i Rom. Efter det karolingiske dynastis fald mistede Schola Francorum sin betydning og i stedet grundlagde flamlænderne deres eget herberg på en grund i Via del Sudario i Sant'Eustachio-kvarteret. I tilknytning hertil indrettedes også et lille kapel, som man viede til San Giuliano L'Ospitaliere, der er beskytter af blandt andre rejsende, herbergsværter og hotelejere. Som hjælp til indretningen modtog flamlænderne et større pengebeløb fra Grev Robert II af Flandern, da denne undervejs til Det Hellige Land opholdt sig en tid i Rom i 1096. Nu havde flamlænderne deres eget Herberg og Kapel, men efter en tid blev pilgrimsstrømmen svagere og i løbet af 1300-tallet, hvor Paven flyttede til Avignon med hele det administrative apparat, blev komplekset mere eller mindre forladt og gik i forfald. I slutningen af 1300-tallet vendte Paven tilbage til Rom og en opblomstringsperiode begyndte. På samme tid var der økonomisk krise i Flandern og mange håndværkere og kunstnere rejste sydpå for at søge lykken samtidig med at pilgrimsstrømmen atter tog fart. De mange nye tilflyttere fik den delvist glemte gamle forening for flamlændere til at genopstå og vokse i en sådan grad, at det blev nødvendigt at udvide både Herberg og Kapel. Flamlændernes Kapel kaldtes San Giuliano dei Fiamminghi, senere skiftede Kirken en overgang navn til San Giuliano dei Belgi. I 1400-tallet oprettede de i Rom fastboende flamlændere en forening og derpå et religiøst broderskab, Confraternita di San Giuliano, som i 1444 fik sine statutter godkendt af Pave Eugen IV. Formålet var dels at yde hjælp, støtte og pleje til trængende pilgrimme og tilflyttede landsmænd i det herberg, Ospizio dei Fiamminghi, som de indrettede i Via del Sudario, samt pasning og vedligeholdelse af den tilknyttede Kirke. I perioden 1624-1790 skal ikke mindre end 21.213 flamske pilgrimme have fundet hjælp og husly i Ospizio dei Fiamminghi. (nieuwsbronnen.com). Nogle pilgrimme slog sig efter de første 3 dages ophold i Herberget permanent ned i Rom, men der var også tilrejsende, som ikke kom som pilgrimme men for at finde arbejde som kunstnere, håndværkere eller købmænd og derfor også ofte skabte sig permanent ophold. Mens tilflytterne fra Grevskabet Flandern samledes i Confraternita di San Giuliano, modtoges tilflyttere fra de andre provinser i de tyske broderskaber ved kirkerne Santa Maria dell'Anima og Santa Maria in Campo Santo Teutonico. Disse Kirker og Herberger havde dog ikke midler til også at understøtte alle de kunstnere, som i denne periode søgte til Rom, så disse måtte forlade sig på private mæcener eller på de flamske kunstneres egen sammenslutning, kaldet Schildersbent (også kendt som "de Bentvueghels"), som i 1600-tallet samlede både nord- og syd-nederlandske kunstnere. Sammenslutningen opstod i 1620 og er ganske unik for tiden, ingen anden national gruppe havde sådan en sammenslutning. Men måske kunstnere fra andre lande havde mere hjælp hjemmefra. De flamske kunstnere måtte foretage deres rejse for egen regning og selv sørge for at finde sig en mæcen eller en bestilling i Rom. Der nævnes kun få, som rejste herned på et legat. Den spontant opståede sammenslutning havde ingen nedskrevne statutter og var lige så meget en samling af venner og bekendte, som mødtes på tavernerne og festede ved ankomsten af nye landsmænd eller afrejsen af andre. Et brev fra 1675 nævner, at der ved en sådan sammenkomst var 40 kunstnere tilstede. Den fælles kunstneriske sammenslutning i Rom, Accademia di San Luca, var ikke begejstret for en ny forening, der kunne splitte sammenholdet. Heller ikke de religiøse myndigheder syntes om de i deres øjne profane og løsslupne fester, hvori også ikke-katolikker deltog. Schildersbent eksisterede dog til begyndelsen af 1700-tallet, hvor antallet af flamske kunstnere i Rom faldt, samtidig med at Pave Clemens XI forbød afholdelsen af deres modtagelsesritualer. I 1699 opstod et Kollegium for tilflyttere fra Liège, Collegio Lieggese også kaldet Fondazione Darchis, efter Lambert Darchis, brevskriver ved det apostolske Skatkammer, der ved sin død testamenterede sin formue til dette formål. Det kom til at ligge på Piazza Monte d'Oro i nærheden af Palazzo Borghese og skulle modtage unge mennesker fra den afdødes hjemegn, det vil sige Liège og omegn - alle fransktalende. De ville få 5 års gratis ophold, det indebar: en seng, lys og om vinteren lidt brænde. Til gengæld skulle de søge ind i den kirkelige administration, ved Kurien. Der var altså her heller ingen mulighed for at hjælpe unge kunstnere, men i 1711 udvidede man optagelseskriterierne, således at man i løbet af 1700-tallet kunne modtage mange kunstnere. Stedet hvor mange af de flamske pilgrimme og tilflyttere ligger begravet - når de ikke fandt deres sidste hvilested i de nationale kirker - er Kirkegården Campo Santo dei Teutonici e dei Fiamminghi, som ligger på Vatikan-området ved siden af Kirken Santa Maria della Pietà (også kaldet Santa Maria in Campo Santo). Nogle flamlændere i Rom: i 1500-tallet: - maleren Michiel Coxie, også benævnt Cocxie, Coxcie, Cocxien, Coxius, født 1499 og død 1592, var ud af en stor flamsk kunstnerfamilie. Han var i Rom fra omkring 1531 og arbejdede i Kirken Santa Maria dell'Anima. i slutningen af 1600-tallet kan nævnes: - Kapellanen Jean Museur, hvis gravmæle kan ses i San Giuliano-Kirken i øverste højre hjørne, - en håndværkerfamilie ved navn Verriens, som lejede værkstedslokaler i Herbergsbygningen. - Della Valle-familien, også kaldet Duval, af hvilke en vis Winoc (også benævnt Winnoch de la Wiel) blev begravet i San Giuliano, til hvilken han havde doneret et maleri af Saint Winoc, som stadig findes på væggen ved siden af alteret i venstre side. - Nicolas van Haringhen, en apoteker fra Ypres, som i 1659 blev medlem af Broderskabet og fra 1660 havde butik på hjørnet af Piazza di Spagna og Via del Babuino. Han blev tilsyneladende velgører for de flamske kunstnere i Rom og efterlod i 1704 sin formue til Broderskabet, der derpå var i stand til at istandsætte Herberg og Kirke (San Giuliano dei Fiamminghi) og forsyne denne med forskellig udsmykning. Af hans arv udtrak man også midler til et fond for fattige unge piger af flamsk oprindelse, som blev udbetalt gennem en stor del af 1700-tallet. - Købmanden og bankieren Pietro Pescatore, som kom fra byen Audenaerde, afholdt middage for sine landsmænd i San Giuliano, mens familiegravstedet var i Kirken Santa Maria dell'Anima. (Pescatore's hollandske navn var Pieter de Visscher (uit Oudenaarde), - maleren Paul Bril (eller Brill, Brilli, Prüll mm) var født i Antwerpen i 1554 men rejste omkring 1574 til Rom, hvor han giftede sig og boede sig til sin død i 1626. - maleren Cornelis Schut fra Antwerpen. Kaldes også Cornelis II og havde i Rom, hvor han virkede omkring 1624-1627, kaldenavnet Brootsaken. - Jodocus Haerts, billedhugger eller bronzestøber, der i 1634 udførte en statue til Kirken San Giuliano dei Fiamminghi. - billedhuggeren Francois Duquesnoy, som sogså kaldes Frans eller Francesco med efternavnet Du Quesnoy eller andre lignenede former, og med tilnavnet "Il Fiammingo", var født i Bruxelles i 1594 og var fra omkring 1618 i Rom, hvor han bl.a. arbejdede i Peterskirken. Da han blev angrebet af sygdom i 1643, påbegyndte han en hjemrejse, men døde på vejen, i Livorno. - prælaten Lambert Duvivier fra Liege bestilte i 1619 et maleri til sit kapel i Santa Maria dell'Anima. - maleren Cornelis de Wael (1592-1667) fra Antwerpen kom i 1656 til Rom, hvor han måske allerede havde opholdt sig en periode i 1627. Han døde i Rom. Også hans broder Lucas de Wael kom til Rom, men slog sig derpå ned i Genova. - maleren Anton van Dyck (1599-1641) var i Rom i perioden 1622-1624. - prælaten Lambert Darchis (1625-1699), som var brevskriver ved det apostolske Skatkammer, testamenterede sin formue til en fond, der skulle grundlægge og styre et Kollegium for tilflyttere fra hans hjemby Liège: Collegio Lieggese, også kaldet Fondazione Darchis. - kunstneren Jan Miel uit Beveren, som i Italien kaldtes Cavaliere Giovanni Miele eller Milo mm (1599-1663). Han arbejdede i Rom efter 1636, men døde i Torino. - maleren Pieter van Laer fra Haarlem (ca.1592-1642) var i Rom fra omkring 1626 og arbejdede bl.a. i Santa Maria del Popolo. - Steven de Corte, på italiensk kaldet Stefano da Castro, var i Rom omkring 1628. - maleren Jean Duchamp (i Italien kaldet Giovanni di Filippo del Campo) fra Cambrai. Var i Rom omkring 1628. - maleren Louis Cousin, alias Luigi Primo il Gentile, som kom fra Bruxelles og var i Rom fra 1626 til 1656. Han levede fra 1606-ca.1667. - Theodoor Helmbreker (også kaldet Teodoro eller Dirk Helmbreecker eller Elembrech) fra Haarlem (1633-1696). Han døde i Rom, hvor han havde været fra 1654. - stillebensmaleren Jan Baptist Bruegel fra Antwerpen (1647-1719) kom til Rom, hvor han blev medlem af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca. Han var tilsyneladende også medlem af den flamske sammenslutning Schildersbent, hvor han havde kaldenavnet Meleager. Han døde i Rom. Flere andre medlemmer af Bruegel-familien opholdt sig i kortere perioder i Rom. - flere medlemmer af den flamske kunstnerfamilie Momper opholdt sig også i korte perioder i Rom. - maleren Johann eller Joannes Hermans, som arbejdede i Rom omkring 1659. Han fik i 1658 betaling fra Confraternita di San Giuliano for et maleri af San Giuliano, som skulle smykke Kirkens dør på festdage. - maleren Abraham Genoels (1640-1723) ankom til Rom den 3. Januar 1675 og blev modtaget af den flamske malersammenslutning Schildersbent, der gav ham kaldenanvet "Archimedes". Ved hans modtagelse var der 40 medlemmer tilstede. Han blev i Italien i 7 år, men arbejdede også en del andre steder end i Rom. i 1700-tallet: - maleren Maximiliaan Dhaese (Maximilian de Haese/Haeze/Haze/Haase) fra Bruxelles arbejdede 7 år i Rom omkring 1746. Han døde i 1787. - billedhuggeren Pieter Verschaffelt fra Gent (1710-1793) var i Rom fra 1737 til 1751. Han var administrator ved Ospizio dei Fiamminghi. - billedhuggeren Charles-François van Poucke, som kom fra Diksmuide (1740-1809), arbejdede i Rom i perioden 1769-1776. - maleren Andreas Peter Victor Muynck (Andries Pieter Victor Muynck), der var født i 1737 i Brügge, døde den 14.3.1813 i Rom. En mindeindskrift findes i San Giuliano dei Fiamminghi. i 1800-tallet: - billedhuggeren Mathieu Kessels fra Maastricht, født 1784 og død i Rom i 1836. - maleren Jean-Baptiste Lodewijk Maes fra Gent, født 1794 og død i Rom 1854. Han kaldtes også Maes-Canini, da han i Rom giftede sig med en datter af kobberstikkeren Canini. En mindesten findes i San Giuliano dei Fiamminghi. - landskabsmaleren Pierre Monami, født 1814 i Belgien, døde i Rom i 1857 og ligger begravet i San Giuliano dei Fiamminghi. - Federico Francesco Saverio de Mérode (også benævnt Xavier de Mérode, født i Bruxelles i 1820 og død i Rom i 1874) var en indflydelsesrig Ærkebiskop i Rom, som kom til at betyde meget for urbaniseringen af de endnu landlige yderområder i den sidste halvel af 1800-tallet. - baron Albert Prisse, Generalløjtnant og Minister hos den belgiske Konge, døde den 22. November 1856 og er begravet i San Giuliano dei Fiamminghi. Hans gravmæle findes i venstre side af presbyteriet. - Minister ved Vatikanet Henri Carolus døde den 13. August 1867. Hans gravmæle ses til højre for højalteret i San Giuliano dei Fiamminghi. - Ludovica de Timbrune-Valence, grevinde af Celles og gift med den hollandske minister ved Vatikanet, døde i Rom, hvor hendes gravmæle kan ses på den øverste venstre hjørnevæg i San Giuliano dei Fiamminghi. - Prinsen af Chimay, som var Belgiens Ambassadør i Rom i 1851.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|