|
|
|
død i år 362 |
Santa Demetria led ifølge legenden martyrdøden under Kejser Julian den Frafaldne, hvor hun udåndede omkring den 4. September 362. Julian beordrede i sin korte regeringstid ikke nogen egentlig forfølgelse af de kristne, men han fratog dem muligheden for at få offentlige hverv og virke og lod dem på denne måde udstøde af samfundet, der for en stor del stadig var knyttet til den gamle gudeverden. Kejseren greb heller ikke ind, hvis der rundt omkring i Riget opstod forfølgelser af de kristne menigheder, så de lokale autoriteter kunne handle og dømme i disse sager efter deres lyst og overbevisning. Det fortælles, at der i Rom på denne tid levede en vis Flavianus (også omtalt som Fabianus), som sammen med sin hustru Dafrosa og døtrene Demetria og Bibiana (der også nogle gange ses omtalt som Viviana) bekendte sig til Kristendommen. Familien boede ifølge fortællingen i et hus på Esquilinhøjen tæt ved Den Aurelianske Bymur, mellem byportene Porta Tiburtina og Porta Praenestina, i et område, som tidligere havde tilhørt de gamle, rige familier og Kejserhuset, ved det tidligere landsted Horti Liciniani. Ved siden af huset skal der også have været en gravplads med martyrgrave. Ifølge nogle fortællinger var Flavianus Bypræfekt i Rom, men eftersom han ikke ville afsværge sin kristne tro, mistede han sit embede, da Kejser Julian udstedte sit edikt, hvor han forbød de kristne at bestride offentlige embeder. Desuden skal Flavianus være blevet sendt i eksil til Montefiascone, hvor han tilsyneladende døde. Det berettes også, at en vis Apronianus nu blev Bypræfekt, og at det var ham, som havde ansvaret for at dømme Flavianus og hustruen Dafrosa, fordi heller ikke hun ville deltage i de offentlige ofringer til guderne. Dommen blev hård: Dafrosa blev halshugget. Nu tilfaldt ejendom og formue døtrene Demetria og Bibiana. Men da disse heller ikke ville afsværge deres tro, fik de konfiskeret deres ejendom og blev udsat for tortur og hjernevask for at få dem til at give efter og gå tilbage til de gamle hedenske guder. Under disse prøvelser døde først Demetria - af angst og græmmelse, mens hun bekendte sin kristne tro for Apronianus. Demetria blev efter traditionen begravet ved familiens hus ved siden af sin mor. Bibiana overlevede hende en tid, hvor hun blev udsat for alle slags prøvelser og tortur, indtil hun blev pisket til døde den 2. December 362 og begravet samme sted som sin mor og søster Demetria. Over denne grav rejstes senere Kirken Santa Bibiana. Resterne af Dafrosa, Demetria og Bibiana blev fundet i 1624, da Kirken blev restaureret og ombygget af Gianlorenzo Bernini. Santa Demetria's relikvier befinder sig nu - sammen med hendes mors og søsters - i en alabasturne under højalteret i Kirken. Santa Demetria fejres den 21. Juni. Litteratur om Santa Demetria: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|