|
|
|
ca. 347 - 362 |
Santa Bibiana led ifølge legenden martyrdøden under Kejser Julian den Frafaldne, hvor hun blev pisket til døde omkring den 2. December 362. Julian beordrede i sin korte regeringstid ikke nogen egentlig forfølgelse af de kristne, men han fratog dem muligheden for at få offentlige hverv og virke og lod dem på denne måde udstøde af samfundet, der for en stor del stadig var knyttet til den gamle gudeverden. Kejseren greb heller ikke ind, hvis der rundt omkring i Riget opstod forfølgelser af de kristne menigheder, så de lokale autoriteter kunne handle og dømme i disse sager efter deres lyst og overbevisning. Det fortælles, at der i Rom på denne tid levede en vis Flavianus (også omtalt som Fabianus), som sammen med sin hustru Dafrosa og døtrene Demetria og Bibiana (der også nogle gange ses omtalt som Viviana) bekendte sig til Kristendommen. Familien boede ifølge fortællingen i et hus på Esquilinhøjen tæt ved Den Aurelianske Bymur, mellem byportene Porta Tiburtina og Porta Praenestina, i et område, som tidligere havde tilhørt de gamle, rige familier og Kejserhuset, ved det tidligere landsted Horti Liciniani. Ved siden af huset skal der også have været en gravplads med martyrgrave. Ifølge nogle fortællinger var Flavianus Bypræfekt i Rom, men eftersom han ikke ville afsværge sin kristne tro, mistede han sit embede, da Kejser Julian udstedte sit edikt, hvor han forbød de kristne at bestride offentlige embeder. Desuden skal Flavianus være blevet sendt i eksil til Montefiascone, hvor han tilsyneladende døde. Det berettes også, at en vis Apronianus nu blev Bypræfekt, og at det var ham, som havde ansvaret for at dømme Flavianus og hustruen Dafrosa, fordi heller ikke hun ville deltage i de offentlige ofringer til guderne. Dommen blev hård: Dafrosa blev halshugget. Nu tilfaldt ejendom og formue døtrene Demetria og Bibiana. Men da disse heller ikke ville afsværge deres tro, fik de konfiskeret deres ejendom og blev udsat for tortur og hjernevask for at få dem til at give efter og gå tilbage til de gamle hedenske guder. Under disse prøvelser døde Demetria, efter at hun højlydt havde bekendt sin tro, og Bibiana, som havde været tilstede under bekendelsen, var nu alene tilbage. Apronianus overlod derpå det stædige pigebarn til matronen Rufina, som med alle slags fristelser skulle prøve at hjernevaske hende til at glemme sin tro og gå tilbage til den gamle kult. Heller ikke denne strategi lykkedes dog og til slut blev Bibiana bundet til en søjle og pisket til døde med en pisk med blybesatte spidser. - Søjlen skal ifølge traditionen være den, som findes opstillet i Kirken Santa Bibiana til venstre for hovedindgangen. Denne Kirke menes bygget på Bibianas barndomshjem, hvor hun muligvis blev begravet. (Man fandt hendes grav i 1624, da Kirken blev restaureret og ombygget af Gianlorenzo Bernini). Her lod den fromme romerske matrone Olympina muligvis indrette et kapel efter Kejser Julians død i år 363. Men en egentlig kirke blev først bygget eller indrettet af Pave Simplicius i år 468, efter hvad Liber Pontificalis beretter: "hic dedicavit ... aliam basilicam intra urbe Roma, iuxta palatium Licinianum, beatae martyris Bibianae, ubi corpus eius requiescit". Santa Bibiana blev altså begravet på dette sted, hvor hendes relikvier - sammen med hendes mors og søsters - stadig befinder sig, i en alabasturne under højalteret. Helgenindens hovedskal befinder sig dog i et relikvieskrin i Cappella del Crocifisso i Kirken Santa Maria Maggiore. Det bringes frem for de troende på særlige festdage og på Santa Bibiana's dag den 2. December. Litteratur om Santa Bibiana: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|