|
|
Efter Pave Liberius, der døde den 24. September 366. skulle romerne til at vælge ny Pave, men valget var ikke nogen let sag og både blandt de gejstlige i Rom og menigheden dannedes der hurtigt to partier, der var henholdsvis for og imod den tilgivende politik overfor de tilbagekomne frafaldne arianere og overfor Modpave Felix II's tilhængere. Den ene gruppe anklagede nu den anden gruppes kandidat, den spansk-romerske Diakon Damasus, for begge disse holdninger. Hans parti bestod ellers af størstedelen af de gejstlige og menigheden og det samledes i Kirken San Lorenzo in Lucina (der dengang var en huskirke kaldet Titulus Lucinae), hvor man valgte Damasus til Pave. Det andet parti bestod af 7 præster og 3 diakoner og en mindre gruppe fra menigheden, som ønskede en strengere holdning overfor de frafaldne. De samledes i Kirken Santa Maria in Trastevere, hvor de valgte Diakonen Ursinus til Pave og lod ham salve af blot én Biskop, Paolo di Tivoli, mens der normalt var flere om den højtidelige gerning. Ingen af de to grupper ønskede at opgive deres valgte Pave og anklagerne føg imellem dem. At anklage hinanden med ord blev snart for lidt og man gik over til fysiske angreb, hvad der skabte både sårede og døde. I tre dage sloges de to partier, som havde barrikaderet sig i hver sin Kirke. "Øvelsen" gik naturligvis også ud på at forhindre den anden Pave i at blive viet i San Giovanni in Laterano, men det lykkedes til sidst for Damasus den 1. Oktober, hvorefter han var den retmæssige Pave. Alle disse anklager og sammenstød vakte naturligvis undren hos den del af befolkningen, der endnu ikke var kristne, og krønikeskriveren Ammianus Marcellinus skrev, at det mest af alt lignede en strid mellem to politiske kandidater, og at Bypræfekten Vivenzio var magtesløs overfor optøjerne, der endte med at koste 137 døde efter en angreb på den såkaldte Basilica di Sicinnio (som nogle mener var Santa Maria Maggiore, som Pave Liberius havde ladet bygge, mens andre mener, at der er tale om en skrive- eller forståelsesfejl, og at der menes "Basilica di Ursinus", altså i dette tilfælde Kirken Santa Maria in Trastevere. Ursinus omtales også nogle steder som Ursicinus, hvilket måske er blevet fejlskrevet til "Sicinnius"). Efter Damasus-partiets sejr, blev Ursinus forvist fra Rom, men året efter vendte han tilbage til byen. Da urolighederne så blussede op igen, sendte Kejser Valentinian I ham i permanent eksil i Gallien og senere i Milano, hvor han dog fortsatte sine intriger. Efter Damasus' død den 11. December 384 forsøgte Ursinus atter at blive valgt til Pave, men måtte denne gang se sig slået af Diakonen Siricius. Ursinus døde på et tidspunkt efter 384.
Litteratur om Ursinus - Modpave: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|