På sydsiden af Palatin-højen ud mod nutidens Via di San Gregrorio ved Piazza di Porta Capena lå i sin tid en bygning, som kaldtes Septizodium eller Septizonium, på italiensk: Settizodio eller Settizonio.

Bygningen var måske oprindeligt en monumental indgangshal til Kejserpalæet Domus Severiana på Palatin, opført under Kejser Septimius Severus, og selvom den efterhånden henfaldt som ruin, bestod resterne indtil Pave Sixtus V i årene 1588-1589 lod den rive ned for at anvende marmoret derfra til sine talrige nybyggerier og restaureringer. Nylige udgravninger har afdækket nogle fundamenter og enkelte andre rester af den engang så storslåede bygning og disse har givet anledning til at overveje, om den muligvis har været opført som et monumentalt fontæneanlæg.

Bygningens facade, som vendte ud mod den vej der kom ind i byen fra Serviusmurens byport Porta Capena, var synlig for alle der kom til Rom fra Via Appia. Bygningen var smal, ifølge Carl Ankerfelt i 7 etager, gamle tegninger viser blot 3 etager, og omkranset af søjler i granit og forskellige marmorsorter, såsom giallo antico og africano. I mellemrummene mellem søjlerne stod der statuer, blandt andre en kolossal-statue af Kejser Septimius Severus selv. De nederste søjler bar på deres korinthiske kapitæler en frise med en lang inskription fra år 203 efter Kristus om kejserne Septimius Severus og Caracalla. Bygningens ruinerede udseende kendes fra mange renæssancekunstneres skitsebøger.

Bygningens navn menes at hentyde til 7 planeter (latin: "septem", italiensk: "sette", betyder 7, mens "zona" betyder et bælte, stjernebilledet Orions bælte, en zone, og dele af himmelhvælvingen; og det græske "zodion" betyder et lille dyr eller billede og "zodiakos" i astronomien betyder dyrekredsen, "zodiacus", de 12 himmel- eller stjernetegn). Kejser Septimius Severus var meget atrologisk interesseret.

Efter at den kejserlige administration flyttede til Constantinopel, forfaldt bygningen efterhånden, men i en periode fik den ny betydning på grund af sin gunstige beliggenhed og den blev befæstet, først omkring 975 af munkene ved den overforliggende kirke San Gregorio.

Senere befæstede familien Stefaneschi bygningen. Man mener, at Pave Gregor VII kom fra denne familie og i 1084 måtte befæstningen forsvares af Gregor VII's tilhængere mod Kejser Henrik IV, som senere blev drevet ud af Rom af Robert Guiscard's normanniske hær. Nogle af søjlerne i Settizodio faldt på dette tidspunkt.

I 1117 var fæstningen tilsyndeladende stadig intakt, da Pave Paschal II søgte tilflugt her.

Senere overgik bygningen til en anden af Roms mange stridende middelalderfamilier, Frangipane-familien. Den høje, befæstede bygning kom derved til at indgå som endnu et af de mange tårne, der lå på Frangipane-familiens territorium i Forumdalen, som ligefrem på dette tidspunkt kaldtes "tårn-engen": Campo Torrechiano. Dette foregik i det 12.århundrede, hvor Frangipane-familien samtidig befæstede Colosseum (omkring 1130), Titus-Buen ("Turris Cartularia"), Septimius Severus-Buen (før 1199), Torre del Campanaro ved Focas-Søjlen samt andre steder i byen.

Settizodio var stadig så markant en bygning, at den gav navn til nogle medlemmer af Frangipane-familien, omend i en lidt forvansket form. Bygningens navn blev nu fortolket som Sette Soli (7 sole) og her tilbød den fremtrædende Jacopa de' Settesoli, at San Francesco d'Assisi kunne bo under helgenens sidste rejse til Rom i 1223, hvor Pave Honorius III bekræftede hans munkeorden.

I 1241 var Settizodio imidlertid ved at forfalde. Det var i dette år, at Roms Senator Matteo Rosso Orsini her indespærrede de uvillige kardinaler, der skulle vælge en ny pave efter Gregor IX's død. Men forholdende var så elendige, at en af de gamle kardinaler døde i løbet af de 2 måneder, det tog forsamlingen at nå til enighed om valget af Cølestin IV. Bygningens tag havde store huller, så kardinalerne måtte hænge tøjstykker op over deres senge, og der manglede tilsyneladende alle bekvemmeligheder i det ene, store rum, der efter beskrivelserne blev anvendt som "konklave".

Efter at Frangipane-familien mistede sin magt i 1400-tallet, henfaldt Settizodio efterhånden fuldstændig til ruin og Pave Sixtus V, der godt kunne bruge de mange smukke søjler og den kostbare marmorbeklædning, som stadig stod, til sit nybyggeri og andre projekter, var også en praktisk mand, der så at bygningen efterhånden var i fare for at styrte sammen. Han beordrede den derfor nedrevet og materialerne derfra kunne hans chefarkitekt Domenico Fontana derpå genanvende, blandt andet til Moses-Fontænen og bundstykket til Obelisken på Piazza del Popolo, samt til gravmælerne for Sixtus V og Pius V og de øvrige vægdekorationer i hans nye Cappella Sistina i Santa Maria Maggiore, og til portalen i Palazzo della Cancelleria, der flankeres af granitsøjler fra Settizodio.

Litteratur om Settizodio:
Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976.
- side 16.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione X, Campitelli, del 4: side 6, 7, 26
Krautheimer, Richard: Rome, profile of a city, 312-1308. Princeton University Press, 1.printing with new foreword, 2000.
- side 149, 317, 322.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.35.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Antica, Volume 1. Edizioni Iter, 1997.
- side 77f.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Antica, Volume 5. Edizioni Iter, 1997.
- side 69f.