Giovanni Maria del Monte var født i September 1487 i Rom i Ciocchi del Monte-familien, som langsomt var ved at blive mere og mere kendt i byen. Hans farfader var en meget kendt romersk jurist og faderen Vincenzo Ciocchi del Monte ligeledes. Farbroderen Antonio Maria del Monte var også en dygtig jurist og i ved starten af en karriere indenfor Kirken, som skulle gøre ham til en af tidens mægtigste kardinaler, i stand til at hjælpe sin familie - og hermed også Giovanni Maria - til høje embeder, berømmelse og velstand.

Giovanni Maria's forældre, Vincenzo og Cristofora Saracini, boede i et hus i Rione Parione og fik her flere børn: Baldovino, Giovanni Maria, Costanzo, Ludovica og Jacopa. Omkring 1504 døde Vincenzo og Cristofora bad sin svoger Antonio Maria, der efterhånden var steget i graderne indenfor Kirken og samme år var blevet udnævnt til Ærkebiskop af Siponto og var en af Pave Julius II's mest betroede medarbejdere, om hjælp med at opfostre sine børn.

Antonio Maria, der var meget knyttet til sin familie, påtog sig gerne denne opgave og især sørgede han for at den meget velbegavede Giovanni Maria fik en uddannelse, der svarede til hans egen. Først ved Oratoriet ved Lateranet, derpå af humanisten Raffaele Lippo Brandolini, der underviste den unge mand i de romerske klassikere. Herefter var det tid til jura-studier i civilret og kirkelig ret i Perugia og Siena og Giovanni Maria blev snart en dygtig og anerkendt jurist med speciale i kirkeret ligesom sin fader og onkel.

Nu sørgede Antonio Maria for at skaffe den unge mand embedet som Pavelig Kammerherre og da han blev Kardinal i 1511, kunne Giovanni Maria i 1513 overtage embedet som Ærkebiskop af Siponto efter sin onkel. Under disse manøvrer lykkedes det også Kardinalen at gøre paverne, både Julius II og Leo X opmærksomme på den dygtige unge mands evner.

I 1521 godkendte Pave Leo X, at Giovanni Maria overtog embedet som Biskop i Pavia efter sin onkel og i denne by blev han utroligt populær.

Også Pave Clemens VII havde tiltro den til unge mand og gjorde ham til Pavelig Legat i både Perugia og Bologna ligesom han blev udnævnt til Guvernør over Rom to gange, sidste gang i maj 1527, da Kejser Karl V's lutheranske hær indtog og plyndrede Rom i 8 dage under den berygtede "Sacco di Roma".

For at få en ende på denne frygtelige situation, måtte Paven indgå forhandlinger med Kejseren og ud over en ydmygende kapitulation, måtte Paven gå med til at betale Kejseren den for tiden store sum af 400.000 dukater og som sikkerhed for at disse penge skulle blive betalt, måtte Paven stille 7 prominente personer som gidsler. Giovanni Maria blev en af de syv!

Trods alle anstrengelser havde Paven svært ved at skaffe de mange penge og livet som gidsel hos de kejserlige tropper blev sværere og sværere. Gidslerne blev flyttet til Campo de' Fiori og flere gange fik de at vide, at de nu skulle henrettes, hvorefter de i sidste øjeblik blev flyttet tilbage til deres fængsel i lænker. Til sidst blev denne situation for meget for Giovanni Maria, som ved list opnåede at drikke fangevogterne fulde, så han kunne flygte sammen med de øvrige gidsler. Da han senere blev Pave Julius III lod han opføre Kirken Sant'Andrea på Via Flaminia udenfor Porta del Popolo til minde om sin flugt og de oplevelser han ikke kunne glemme.

Efter at de kejserlige tropper havde forladt Rom, fulgte en tid med genopbygning og tilbagevenden til dagliglivet. Rom havde mistet mange indbyggere, kirker og klostre var blevet røvet og meget var ødelagt, forsvundet eller brændt. Mændene var blevet slået ihjel og kvinderne voldtaget, men i de følgende år blegnede mindet og livet blev som før. Pave Clemens VII overlod for en kort periode til Kardinal Antonio del Monte at styre Rom, mens han var i Frankrig til sin niece's bryllup med den franske konges søn. Og Kardinalen bad om lov til at få hjælp fra sin nevø i opgaven, der også viste sig at være for voldsom for den gamle mand, som døde kort efter den 20. September 1533.

Året efter døde også Pave Clemens VII, men under hans efterfølger Pave Paul III fortsatte Giovanni Maria's karriere med store administrative opgaver. Han blev Auditør ved Pavestolen ligesom sin onkel og i 1534 blev han "Vice-Legat" i Bologna, hvor hans også blev meget respekteret og afholdt. I 1536 blev han Kardinal ved Kirken San Vitale, igen ligesom sin onkel. Men samtidig med sine mange fortrin var Giovanni Maria også en kantet mand med en nogle gange primitiv form for humor og nogle gange svingende mellem melankoli og nervøse vredesudbrud.

I 1540 udnævnte Paul II ham til Biskop af Polignano og i 1543 blev han Kardinal-Biskop af Palestrina. Her opdagede han en ung organist ved Cattedrale di Sant'Agapito, som han i årene derefter beskyttede og favoriserede. Det var den berømte komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina, som dedikerede sit første musikværk til Giovanni Maria.

I de følgene år arbejdedes der igen på at afholde et Koncil og Paven udnævnte her Giovanni Maria til en af de 3 ledende kardinaler. I starten af 1545 tog Giovanni Maria fra Rom for at lede Koncilet i Trento, som skulle forløbe i de næste mange måneder og år med problemer og stridigheder og uden egentlige resultater i lang tid. (Koncilet blev først endeligt afsluttet i 1563).

Giovanni Maria tilbragte 2 år med at lede Koncilet i Trento og i løbet af denne tid forværredes hans helbred. Han var nu 60 år gammel og led voldsomt af gigt, øjenbetændelser og dårlige tænder samt voldsomme nervesmerter i ansigt og hals. Han forsøgte at blive afløst i opgaven, men først efter at Koncilet måtte forlægges til Bologna på grund af en epidemi og derefter langsomt gik i opløsning, og efter mordet på Pavens søn Pier Luigi Farnese den 10. September 1547, besluttede Paul III omsider at lave en pause i forhandlingerne i februar 1548. Giovanni Maria kunne endelig tage sig en tiltrængt hvileperiode.

Men kun for en kort tid, for i juli 1548 blev han udnævnt til Pavelig Legat i Bologna, hvor befolkningen modtog ham med jubel. Med i sit følge havde Paven blandt sine tjenere en ganske ung mand, som passede hans kæledyr, en abe. Det var en stor dreng uden far og mor, som tilsyneladende havde vagabonderet, inden han var så heldig at få tjeneste i Kardinalens husholdning. Og her fik Kardinalen selv øje på den smukke og livlige unge mand, som med sine fortællinger og vittigheder kunne få den gamle gigtplagede mand til at le og for et øjeblik glemme sine smerter. Kardinalen kom til at sætte pris på den unge mand og begyndte at spekulere på hvad han kunne gøre for at hjælpe ham: en uddannelse, nogle gode lærere, et embede?

Det var almindeligt på denne tid, at en Kardinal kunne støtte sig til en yngre og energisk ung mand, som kunne hjælpe ham i hans opgaver og måske rådgive ham også, en ung mand som senere kunne arve hans rigdomme og måske hans magt. Men til det krævedes en veluddannet ung mand, så Giovanni Maria bad sin læge, præsten Monsignor Baldoino di Baldoino Barga, om at give den unge mand noget belæring.

Da den unge mand var blevet lidt "afslebet", bad Kardinalen sin broder Baldovino om at adoptere ham. Dennes ældste søn var død kort tid før i Kongen af Frankrig's tjeneste og Baldovino ønskede nu at legitimere sin uægte søn Fabiano og da Giovanni Maria senere blev pave, lod han begge de to unge mænd legitimere i samme bulle. Den unge forældreløse fattige dreng blev nu Innocenzo del Monte.

Nu kunne Kardinalen bedre arbejde på sørge godt for sin "nevø" og han arrangerede, at Innocenzo blev Provst i Arezzo.

Den 10. November 1549 døde Paul III og Kardinal Giovanni Maria var blandt de kardinaler, der deltog i Konklavet, der var særligt vanskeligt og politisk problemfyldt og derfor kom til at vare 2 måneder og 9 dage. Efter denne lange og anstrengende periode endte kardinalerne omsider med at vælge Giovanni Maria del Monte til ny pave med navnet Julius III til minde om den tidligere Pave Julius II, som havde haft så stor betydning for familiens position.

Julius III var glad for sin nye magt, det fortælles, at han afholdt og deltog i den ene fest efter den anden, at han lod organisere tyrefægtninger på Piazza San Pietro og at der opførtes vovede skuespil i Vatikanet. Han tøvede heller ikke med at sørge godt for sin familie, Giovanni Maria's storebroder Baldovino blev udnævnt til Guvernør i Spoleto og dennes søn, Giovanni Battista, blev Pavelig General, "Gonfaloniere della Chiesa". Favoritten Innocenzo blev Kardinal og Stats-Sekretær, rygterne gik at han var søn af Julius selv, hvilket kunne forklare den forkærlighed Paven havde for ham og alle de fordele han nød. Mens andre talte om at det drejede sig om en ung mand, som Paven havde forelsket sig i og derfor ladet sin broder adoptere.

Og hurtigt begyndte Julius også opførelsen af et familie-kapel, "Cappella del Monte" i Kirken San Pietro in Montorio, hvortil han lod sin onkel, Kardinal Antonio del Monte's grav flytte og hvor senere mange af familiens medlemmer blev begravet. Kapellet blev tegnet af Giorgio Vasari og udstyret med statuer af Bartolomeo Ammannati og fresker af Giulio Mazzoni, kaldet "Il Piacentino".

Senere i løbet af de 5 år, han var pave, udnævnte Julius III yderligere 4 slægtninge til kardinaler: Fulvio della Corgna, Cristoforo del Monte, Roberto de' Nobili og Girolamo Simoncelli.

I 1552 udstedte Paven den officielle bulle, der legitimerede Innocenzo og Fabiano som medlemmer af familien del Monte. Og herefter kunne han med endnu større ret give sin favorit større og bedre embeder og flere og bedre goder.

De religiøse følelser og Pavedømmets værdighed stod altså ikke i så høj kurs hos den nye Pave og dette var en stor skuffelse for præsten Antonio Lo Duca, som troede at Julius, der var nevø af hans gamle ven og velynder Kardinal Antonio Del Monte, ville hjælpe ham til at få indrettet en kirke i ruinerne af Diocletian's Termer. Paven havde endog som ung Kardinal fået overrakt en kopi af det særlige billede med de syv ærkeengle, som Antonio Lo Duca på mirakuløs vis havde opdaget i Palermo. I starten viste Paven sig positiv overfor præstens idéer og han underskrev en tilladelse til at rejse et alter i ruinerne og godkendte oprettelsen af et lægmandsbroderskab ved navn "Confraternita della Beata Vergine Maria e dei Sette Eletti Principi degli Angeli" under beskyttelse af Confraternita della Santissima Trinità. Men herefter fulgte ydmygelser og forhånelser - ja endog trusler - fra Pavens nevøer, som førte deres ryggesløse liv herude.

Nogle gode ting fik Julius III dog udrettet: Koncilet i Trento blev genoptaget til Kejser Karl V's store tilfredshed og vedtog forskellige doktriner. Man nåede dog ikke til enighed med Protestanterne, så Koncilet måtte atter opløses i 1552. Paven støttede også den den katolske Dronning Maria i England og i 1550 afholdt han det tiende Jubelår. Julius gav også særlige privilegier til opførelsen af det første rigtige katolske universitet i Rom, der var grundlagt af Sant'Ignazio di Loyola og San Francesco Borgia og senere blev udvidet af Pave Gregor XIII, hvorfra det fik navnet Università Gregoriana.

Trods tiltagende gigt nød Paven livet i den smukke Villa Giulia, som han lod bygge udenfor Porta del Popolo på den grund han havde arvet efter onkelen Kardinal Antonio Del Monte, men til sidst fik han store smerter og måtte gå til sengs. Den 23. Marts 1555 døde Pave Julius III. Han ligger begravet i en enkel sarkofag i "Vatikanets Grotter".

Litteratur om Pave Julius III:
Bernardi Salvetti, C.: S.Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclée Editori Pontifici, 1965.
Burkle-Young, Francis A. and Michael Leopoldo Doerrer: The Life of Cardinal Innocenzo del Monte : A Scandal in Scarlet. Together with materials for a history of the House of Ciocchi del Monte San Savino. (Renaissance Studies, 2). The Edwin Mellen Press, 1997.
Caporilli, Memmo: I Papi. Trento, Euroedit. 6.ed. 1999.
- side 68.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 635ff.
Catholic Encyclopedia: Pope Julius III.