I årene 1513-1515 vendte han tilbage til Sicilien, hvor han blev udnævnt til præst i fødebyen Cefalù, men Monsignor Belloroso, som var blevet Vicario Generale for Kardinal Francesco Romolino i Palermo, kaldte ham dertil som musiklærer for de gejstlige og kordrengene i byens katedral. Til brug for hans undervisning indrettedes den lille, gamle kirke Sant'Angelo, som i mange år havde været lukket og tjent som oplagringsrum.

Antonio Lo Duca fik kirkerummet ryddet og begyndte sin undervisning, som også besøgtes af Monsignor Belloroso og andre fornemme gejstlige. Man opdagede herved, at der på den ene væg var et noget udvisket maleri af de 7 ærkeengle! Hver især havde de deres symbol i hånden og et indskriftsbånd med deres navn ved fødderne.

Genopdagelsen af sådant et glemt religiøst billede, føltes på den tid som lidt af et mirakel og rygter om mirakler bredte sig hurtigt, så hele byens befolkning valfartede snart til den lille kirke, selv den sicilianske vicekonge kom. Kirken blev nu restaureret og åbnet som rigtig kirke og Antonio Lo Duca blev udnævnt til leder af den og der indstiftedes et broderskab "Confraternita Imperiale dei Sette Angeli", hvor Kejser Karl V var det første medlem og protektor. Broderskabets formål var først og fremmest at få bygget en ny og større kirke viet til de 7 ærkeengle, men også at forsyne unge fattige piger med medgift og sørge for messer for de afdøde medbrødre.

En from tilbeder af ærkeenglene havde en åbenbaring, der blev tolket som et himmelsk ønske om at dyrkelsen af de 7 ærkeengle skulle genoprettes i Rom. Antonio Lo Duca ville derfor atter drage til Rom for at se om der her var en kirke eller alter viet til disse.

Antonio er antagelig ankommet til Rom kort før katastrofen og her blev han ansat hos den indflydelsesrige Kardinal Antonio Del Monte som huskapellan i Palazzo Orsini på Piazza Navona. Kardinalen og hans betroede folk har sikkert opholdt sig i Castel Sant'Angelo sammen med Paven under plyndringerne. Bagefter flyttede man tilbage til paladset på Piazza Navona og her har Antonio antagelig mødt Michelangelo, som også arbejdede for Kardinalen.

I denne tid fik Antonio lejlighed til at vække Kardinalens interesse for det mystiske billede af ærkeenglene, som var fundet i kirken i Palermo, og de mirakler der senere havde fundet sted, og efter at der var blevet fremstillet en kopi deraf, bad Kardinalen Antonio Lo Duca om at udfærdige en messe til ære herfor. "Messa dei Sette Angeli" blev til i samarbejde med Girolamo Maccabeo, der også var kapellan for Kardinalen og en god ven af Antonio, den blev godkendt af lærde teologer og fremført for Kardinalen hver dag.

Desværre døde Kardinalen, før han fik fortalt Paven, som havde nok af andre problemer at tage sig af med den ødelagte by og nye krigstrusler, om det mirakuløse billede og den nye messe. Antonio måtte nu finde sig en anden bestilling og endte som kapellan og huslærer hos Kejser Karl V's ambassadør, Grev di Cifuentes, indtil denne blev kaldt hjem i 1537.

I disse sidste år forsøgte Antonio at få andre kardinaler til at interessere sig for sagen og forelægge den for Paven, men der var stadig andre vigtige sager, der kom først. Antonio havde ellers grund til håb, da Pave Paul III blev valgt i 1534, for denne var en tidligere ven af Kardinal Del Monte, men han blev skuffet og begyndte at spekulere på at vende tilbage til Sicilien.

Efter 10 år i Rom vendte Antonio så tilbage til Palermo og forsøgte at overbevise sig selv om, at det var Guds vilje. Han fik tilbudt gode embeder i Palermo og Cefalù, men afslog dem alle for at trække sig tilbage til den lille kirke Santa Croce i Palermo, hvor hans fætter Antonino Duca var sognepræst. Mange af de goder, han var blevet tildelt, gav han nu videre, blandt andet til det nonnekloster, som var bygget ved siden af den gamle kirke, hvor billedet af ærkeenglene var fundet. Nonnerne her lever helt afsondret, men en kopi af billedet kan ses i Domkirken i Palermo.

I Palermo blev Antonio alvorligt syg i længere tid, men næppe var han rask, før han på sin fætters bøn atter drog til Rom for at tale fætterens sag mod dennes fjender og bagtalere, som forsøgte at fratage ham hans embede.

Antonio opgav nu for en tid sin sag og nøjedes med at faste og bede, da han en morgen i løbet af sommeren 1541 havde et udsædvanligt syn. Da han vågnede ved daggry for at holde dagens første messe, så han et snehvidt lys som steg op fra den centrale sal i Diocletian's Termer på Esquilinhøjens top. Termerne kunne dengang ses ganske tydeligt nede fra Trajan's Forum, da der ikke var så mange bygninger op ad højen, der mest var beplantet med vinmarker. Midt i lyset så han martyren San Saturnino, som havde slidt ved opførelsen af Termerne sammen med San Ciriaco, San Largo, Santo Smaragdo, San Sisinnio, San Trasone og San Marcellino, de 7 vigtigste martyrer ved termebyggeriet.

Af dette syn forstod Antonio, at det var oppe i de gamle Termer, at den nye kirke viet til de 7 ærkeengle skulle opstå. Efter messen skyndte han sig derfor op til ruinerne og så, at det store centralrum stod meget velbevaret ligesom i hans syn. Nu gik Antonio med friske kræfter i gang med at fortælle om ærkeenglene og synet, som var tegn på Guds ønske om at få indrettet denne kirke. Med venners hjælp skrev han navnene på de 7 ærkeengle på de store søjler i midterrummet og foretog på denne måde en slags første indvielse af sin nye kirke.

Det store rum i Diocletian's Termer var det tidligere "frigidarium", rummet med koldtvandsbassinet, og det stod dengang som et stort åbent rum og Antonio forestillede sig, at man kunne lave 7 kapeller på hver side viede til de 7 ærkeengle og de 7 martyrer. Derfor indsendte han snart efter et bønskrift til Pave Paul III og et brev til Margherita af Østrig, som var gift med Pavens nevø Ottavio Farnese, for at hun skulle gå i forbøn for hans plan. Men hverken hun eller hendes svoger Kardinal Alessandro Farnese, som Antonio også skrev til, havde held til at interessere Paven for sagen.

Da Antonio atter var tilbage i Rom, blev han rektor for børnehjemmet "Gli Orfani in Santa Maria in Aquiro", som var blevet oprettet af Sant'Ignazio di Loyola og som støttedes af hans gamle bekendt Margeherita d'Austria-Farnese, som var datter af Kejser Karl V og gift med Greven af Parma, som ovenfor nævnt. I dette nye hverv mødte Antonio den etiopiske præst Tesfa Syon, som færdedes meget i Farnese-familien og som sørgede for at bringe Antonio's bog til Vittoria Farnese, som var Pavens niece. Også Vittoria Farnese's moder, Girolama Orsini Farnese, der beskyttede mange fromme broderskaber og børnehjem, modtog et bønskrift fra Antonio.

Pave Paul III var efterhånden en gammel og skrøbelig mand og hans bestræbelser gik først og fremmest ud på at føre Kirkestaten frelst gennem krige og Reformationstidens trussel, så han vendte det døve øre til Antonio og alle de fromme kvinders bønner.

Da Kejser Karl V sejrede over lutheranerne i 1547, troede Antonio imidlertid at hans øjeblik var kommet, nu hvor der atter herskede ro, og han opnåede da også en audiens hos Paven, hvor han lod 2 af de forældreløse drenge fra børnehjemmet fremføre en bøn om hjælp til indretningen af en ny kirke. Muligvis havde Antonio her også et indretningsforslag fra sin gamle ven Michelangelo klar. Paven var venlig, men afslog bestemt anmodningen, fordi projektet var for stort og for dyrt.

Antonio trak sig skuffet tilbage til sit arbejde med børnehjemmet, men i 1549 henvendte han sig atter til Paven, som kort før sin død overlod ham den ene runde hjørnebygning i ydermuren til Diocletian's Termer (nutidens Kirke San Bernardo) som samlingssted for de præster, der fulgte hans ideer. Desværre havde den franske Kardinal Jean Du Bellay også kig på "det runde tårn", som han mente hørte til den ejendom han havde lejet rundt om den gamle ydermur og exedra, og Antonio fik derfor aldrig mulighed for helt at udnytte Pavens "gave".

I 1550 blev Antonio's gamle ven Giovan Maria del Monte valgt til Pave Julius III og præstens forhåbninger fik nyt liv. Omsider blev der nedfældet et dekret om oprettelsen af en ny kirke ved navn "Santa Maria dei Sette Angeli" og et nyt broderskab "Confraternita della Beata Vergine Maria e dei sette eletti Principi degli Angeli" blev indstiftet. Biskoppen af Sebaste velsignede i Kirken de gamle mure, som var bygget af de kristne martyrer og nu lod det endelig til at Antonio's gamle drøm skulle blive til virkelighed.

Rummet stod dog stadig med sine rå mure og åbent til alle sider, men Antonio og hans venner og medbrødre afholdt messerne og andre broderskaber, såsom "Confraternita della Santissima Trinità" og San Filippo Neri's broderskab sluttede op herom og samledes om de midlertidige træaltre, som Antonio havde fået tømret og hvorpå han opstillede sit billede af Jomfru Maria og de 7 ærkeengle. Hver aften tog man så det hele ned og anbragte det i "det runde tårn" for natten.

Det var nødvendigt, fordi termeanlægget var helt åbent, men også fordi det bestemt ikke var alle, som så med blide øjne på Antonio's idé.

Indtil da havde området omkring Termeruinerne ligget øde, landligt og ret ubeboet hen. De gamle mure var blevet samlingssted for folk, der gerne ville gemme sig lidt væk, her var tyve og røvere, her var prostituerede og her foretoges lyssky affærer. De rum, som stadig kunne bruges, tjente som beboelse for disse mennesker, men også som stalde og maneger, hvor man tilred nye heste, og de unge rige adelsmænd, som trængte til lidt liv og spænding, kunne ride herud og ride omkap, spille bold, lave "turneringer", drikke eller muntre sig på anden vis. Alt i alt et liv som ikke let lod sig forene med Antonio's processioner af fattige, bedende og syngende præster og forældreløse børn i bøn, som snoede sig op ad højen og ind i ruinerne for at holde messe.

Antonio's tilhængere begyndte at planlægge kapellerne i den nye kirke og Michelangelo lovede at udfærdige en statue af San Michele og byens rådmænd godkendte projektet.

Desværre havde Antonio forfærdelige modstandere, idet 2 af den nye Paves nevøer var nogle af de unge mænd, som red og muntrede sig med deres venner i de gamle Termeruiner. De havde allerede tidligt uden held forsøgt at få Antonio til at finde et andet sted til sin kirke i stedet for at ødelægge deres "legeplads" og nu, da de af deres onkel blev indsat i store embeder, fik de magt til at forhindre Antonio's planer. Og de fik hjælp af mange andre af adelsmændene og også af andre gejstlige, som samledes i Kardinal Jean Du Bellay's villa, som netop lå lige op af den nye kirke og hvor Kardinalens venner morede sig på verdslig vis og også fortsatte deres fornøjelser over på ridebanerne i ruinerne, hvor der var plads til konkurrencer og boldspil, når ikke lige der stod en flok præster og holdt messe.

Således gik det til, at Pavens nevø Giovan Battista Del Monte, som nu var "Capitano Generale della Chiesa", kom med sin garde og tvang Antonio's tilhængere væk fra området. Da Antonio selv var på vej derop efter at have holdt messe i Santa Maria di Loreto, mødte han Pavens anden nevø den 17-årige Innocenzo Del Monte, der nu var "Segretario di Stato", og denne stoppede et øjeblik sit boldspil for at true Antonio til at holde sig væk, for ellers ville det gå ham ilde. Antonio skyndte sig til Pave Julius III for at beklage sig, men fik kun at vide, at der ikke var noget at stille op.

Pavens unge nevøer var nu så magtfulde, at ingen af Antonio's venner var istand til at hjælpe ham og han og hans tilhængere måtte bringe deres altre og billeder i sikkerhed, først hos Biskoppen af Nepi, men senere atter i "det runde tårn", som Kardinal Du Bellay lod Antonio benytte.

Og Antonio hengav sig til flere bønner og mere faste, han satte billedet af Jomfru Maria og englene op i Santa Maria di Loreto, hvor han afholdt messe hver dag og hver lørdag drog han med sine forældreløse drenge fra Santa Maria in Aquiro - trods sine modstanderes hånende tilråb - op til Termerne for at synge og bede til de 7 ærkeengle.

Men Antonio's modstandere stoppede ikke her, de bagtalte ham også overfor børnehjemmets protektor, som derpå afskedigede ham fra hvervet som rektor. Denne protektor var Kardinal Giannangelo Medici, som senere blev Pave Pius IV og derfor 10 år senere kunne gøre sin uret mod Antonio god igen. Men de øvrige bagtalere og kirkeskændere døde snart efter hver især og Antonio kunne kun se dette som et tegn på Guds vrede over deres dårskab.

I 1552 blev Antonio udnævnt til åndelig leder og kapellan for "Le Orfane di Santa Maria Felice", som var en afdeling af børnehjemmet "Gli Orfani di Santa Maria in Aquiro". Hvor han før havde ansvaret for forældreløse drenge, var det nu forældreløse piger, som Antonio skulle tage sig af, og han sørgede for at de fik et rigeligt udstyr, så de kunne blive gift og han gav dem alle sin bog med messen for ærkeenglene, som blev afholdt hver dag.

Antonio fattede nyt håb og lod sin messe og bønnerne til ærkeenglene genoptrykke og opsøgte Paven, som lyttede venligt til ham, men ikke kunne starte sådan et stort projekt med en krig hængende over hovedet. Kort efter blev Paven langvarigt syg og i denne tid var det hans nevøer, der styrede byen efter deres forgodtbefindende og det i den grad, at de blev sendt bort, da Paven omsider blev rask.

I 1559 døde Paul IV og herefter fulgte et langt konklav, hvori flere af Antonio's modstandere og fjender, blandt andre Kardinal Du Bellay og Innocenzo Del Monte, deltog. Efter 26 dages intriger og diskussioner - og bønner fra Antonio's side - valgtes endelig den milanesiske Kardinal Gian Angelo Medici som Pave Pius IV. Det var den kardinal som havde været protektor for børnehjemmet ved Santa Maria in Aquiro og havde fyret Antonio som rektor!

Men Antonio var sikker på, at det var et godt tegn, at den nye Pave valgte navnet Pius ("Den fromme") og det viste sig snart, at han havde ret. En af de første ting, den nye Pave satte i værk, var en omlægning af den gamle vej på Quirinalhøjen, Alta Semita, som blev gjort lige og planeret, så man nemt og bekvemt kunne komme op til Diocletian's Termer. Hvor vejen mødte bymuren skulle Michelangelo bygge en ny byport, Porta Pia, og som en af sine hjælpere havde han Antonio's nevø, Jacopo Del (Lo) Duca, som blandt andet udførte en skulpturgruppe med 2 engle, som holder Pavens skjold. Da Paven så disse engle og hørte kunstnerens navn, kom han i tanke om den gamle Antonio Lo Duca og hans stædige ønske om en kirke viet til de 7 ærkeengle.

Skæbnen ville nu, at Paven få dage efter mødte Antonio, som var på vej ud til Termerne for at holde andagt. Paven stoppede Antonio og bad ham om at komme til hans palads, så de kunne tale sammen.

Antonio blev begejstret og i samråd med sine nære venner Michelangelo og Matteo Catalani lod han udføre en lille bog i pergament med forgyldning og Pavens våben udenpå og indeni trykt messen og bønnerne til englene. 14 dage efter mødte Antonio Lo Duca og Matteo Catalani så op hos Paven, som straks viste, at han var interesseret i at følge Antonio's ønske og indrette Kirken Santa Maria degli Angeli i Diocletian's Termer. Også Pavens nevø, San Carlo Borromeo, som efter Kardinal Du Bellay's død havde erhvervet hans villa, støttede Antonio's ønske. Og Paven lod Michelangelo tilkalde for at han skulle tage stedet i øjesyn og give et bud på, hvad det ville komme til at koste at omdanne det til kirke.

Antonio og Michelangelo beså nu rummet sammen, Antonio havde forestillet sig kirken på "tværs" med 7 kapeller på hver side, men Michelangelo foretrak en kirke i korsform for derved at respektere den oprindelige arkitektur, hvor man fra alle sider kunne se det storslåede rum med de 8 enorme søjler. Paven godkendte dette projekt og overgav kirken til Karteusermunkene, som havde kapital nok til at kunne bygge et kloster ved den nye kirke. Antonio havde foretrukket, at det var hans tilhængere, som havde fået kirken overdraget, men da de alle var meget fattige, var dette ikke muligt.

Den 27. juli 1561 udstedte Paven en bulle med godkendelse af indretningen af Kirken Santa Maria degli Angeli i Diocletian's Termer og den 5. august inviede han selv Kirken og den første sten blev lagt. Den 30. august påbegyndtes arbejdet, men den 18. februar 1564 døde Michelangelo og den 30. oktober samme år døde også Antonio Lo Duca uden at se sin kirke færdig.

Antonio Lo Duca blev som den første begravet i Kirken ved de første trin af det første, primitive højalter under den store bue i det største loftshvælv og hans gravsten i travertin kunne ses i Kirkens gulv, indtil dette blev nylagt i 1778 (indskriften er skrevet af og malet på den højre væg ved balustraden på højalteret).

Litteratur og links om Antonio Lo Duca:
Bernardi Salvetti, Caterina: S. Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Roma, Desclée & Co., 1965.
Pisani, Renato: Guida Storico Artistica della Basilica di Santa Maria degli Angeli e dei Martiri. Roma, Il Cigno Galileo Galilei, 1999.