Da Pave Pius IV døde den 9. december 1565, blev der indkaldt til konklav, som afholdtes den 19. december samme år. 53 kardinaler blev låst inde og den 7. januar var valget afgjort: den 62-årige Kardinal Michele Ghislieri blev den nye pave med navnet Pius V.

Antonio Michele Ghislieri var af en god, men ikke særlig velhavende familie, som levede ved Alessandria, hvor han blev født i byen Bosco Marengo den 17. januar 1504.

Som barn vogtede han får på marken, indtil en rig ven af familien fik øjnene op for drengens intelligens og sørgede for at han som 14-årig kom i Dominikanernes klosterskole i Voghera.

Antonio Michele gik op i klosterlivet med liv og sjæl og levede yderst spartansk, gav det meste væk af de almisser, som han modtog, og tilbragte den øvrige tid fordybet i studier og bønner.

Som 24-årig blev Michele Ghislieri præsteviet og sendt ud i verden. Her blev han skriftefader for Guvernøren i Milano, men han frabad sig enhver luksus og når han rejste foregik det til fods med ranslen på ryggen.

Han blev udnævnt til Prior for et kloster og her strammede han straks op om sæder og moral. Han havde meget høje idealer og tålte heller ikke at andre fraveg dem, Han blev derfor kaldt til Rom og udnævnt til Inkvisitor og derpå sendt til Pavia og Como i denne egenskab. I disse områder, der grænser op til det protestantiske Schweiz, førte han en hård politik mod løsagtighed og kætteri. Han fik mange fjender, men det afholdt ham ikke fra at fortsætte den hårde og uforsonlige linie.

I 1557 blev han udnævnt til Kardinal og Storinkvisitor i Rom af Pave Paul IV. Da han ikke opførte sig som en typisk kardinal med dyre vaner, men stadig levede aksetisk og strengt overholdt fattigdomsløfterne, fastede og bad, så de øvrige kardinaler skævt til ham og under Pius IV blev han forflyttet til Mondovi, hvor han skulle være Biskop. På rejsen dertil blev han overfaldet af røvere og han fik derpå lov at forblive i Rom.

Michele Ghislieri var nu blevet syg og levede mest af æselmælk og i afsondrethed, men efter Pius IV's død foreslog Kardinal Carlo Borromeo den hellige mand som den næste pave og da flertallet af de øvrige kardinaler ønskede også en pave, der kunne reformere Kirken, blev Cardinale Alessandrino valgt til den næste pave.

Den asketiske nyvalgte ønskede en beskeden indsættelsesceremoni og i stedet for dyrt udstyr blev der delt penge ud til de fattige.Under den fine pavedragt bar den nye pave stadig den grove Dominikanerklædning. Han sov på en halmsæk og kun ganske få timer, ligesom han stadig fastede regelmæssigt og gik pilgrimsture til de 7 kirker, barfodet og med utildækket hoved, bleg og langskægget, fordybet i bønner. Og befolkningen elskede ham for det.

Pius V var ikke interesseret i politik og statssager og han var langt fra at ønske rigdom og indflydelse for sine familiemedlemmer, som mange paver før ham (den såkaldte "nepotisme"), men lod sig dog omsider overtale til at udnævne sin grandnevø Michele Bonelli til Kardinal, måske fordi denne også var Dominikanermunk - og ydermere havde taget onklens navn, da han aflagde sit munkeløfte. Det var et godt valg, fordi Kardinal Bonelli var Paven til stor hjælp uden at misbruge sin magt. Pius V brugte ham blandt andet som pavelig udsending i Spanien og Portugal i 1571 og samme år lod han ham udnævne officielt til sin "Cardinal-nepote" ("Kardinal Nevø").

I årene 1567-1570 satte Kardinal Bonelli gang i et større sanerings- og dræningsarbejde i en del af Forumdalen i Rom. Her opstod et helt nyt boligkvarter kaldet Quartiere Alessandrino efter Pavens og Kardinalens fødested og her opførte Kardinalen sit eget palæ lige nord for området, hvor også familie-palæ'et Palazzo Ghislieri blev bygget.

Pius V udnævnte nevøen Paolo til Kommandant over den pavelige garde og Guvernør over Borgo, men denne nevø viste sig ikke tilliden værdig og hans opførsel mishagede Paven, som fratog ham titlerne og sendte ham væk fra Rom.

I det hele taget var der mange, der ved deres opførsel mishagede Paven, og han igangsatte nu et større reformarbejde. Al pragt blev fjernet fra Pavehoffet, Kardinaler og Biskopper blev tvunget til at opholde sig i deres embedsbyer, der kom strenge straffe for de munke og præster, som ikke overholdt søndagen og helligdagene. Og der indførtes straffe for at bande - eller holde elskerinder. Og den, der gjorde sig skyldig i ægteskabsbrud, skulle offentligt piskes.

Paven ville også rense Rom for de mange prostituerede, som holdt til i byen, og beordrede disse ud. Mange af de fattigste fik nu kummerlige kår, folk angreb dem og røvede deres ejendele, nogle blev kastet i Tiberen, hvor de druknede, og andre døde af sult på vejene. Mange gik i forbøn for de forfulgte kvinder og Pius V, der så at det ikke kunne fortsætte med forfølgelserne, tillod da de prostituerede, som ikke allerede havde forladt byen, at forblive på betingelse af at de bosatte sig i et særligt område.

Til folkets store fortrydelse blev karnevalsløjerne forbudt, men til gengæld blev der givet store almisser til de fattige.

Efter Paul IV's død i 1559 havde en rasende og hævngerrig befolkning sat ild til Inkvisitions-palæet; dette lod Pius V nu genopbygge. Og efterhånden begyndte byens indbyggere at frygte deres nye Pave, der heller ikke holdt af at blive modsagt eller gjort til genstand for satire. For nogle af de satiriske vers, som blev ophængt på "den talende statue" Pasquino, anklagedes for eksempel Niccolò Franco, der selvom han bedyrede sin uskyld blev hængt, og digteren Antonio Paleario, som blev brændt på bålet.

Og andre af Kirkens mænd, biskopper og kardinaler, ja selv Carlo Borromeo, fulgte Pavens eksempel i deres forskellige bispedømmer og udskrev strenge straffe for alle, der ikke førte et eksemplarisk liv eller gik imod reformerne.

Som tidligere Storinkvisitor havde kampen mod kætteriet Pius V's særlige bevågenhed og han skrev til den spanske Kong Filip II (1556-1598) og anbefalede ham aldrig at vise barmhjertighed overfor kætterne, men lade dem dræbe og brænde. Ligeledes sendte Paven tropper til Frankrig som hjælp for katolikkerne der. Ledelsen af denne hær overgav han til Grev di Santa Fiora med en besked om at dræbe alle huguenotter og ikke tage nogen fanger.

Selvfølgelig satte Pius V også alt ind på at stoppe den tyrkiske fremrykning mod Europa. Det lykkedes ham at samle venezianerne og spanierne i en fælles kamp, hvor Paven stillede med skibe og pengemidler, således at katolikkerne i 1571 kunne fejre sejren i Slaget ved Lepanto. Det fortælles, at Pius V brast i tårer ved nyheden om sejren, og til minde derom fastsatte han den 7. Oktober som Festa di Nostra Signora della Vittoria. (Festen blev senere flyttet til den første søndag i Oktober).

En uheldig følge af Pavens "korstog" mod kættere kom der i England, hvor Dronning Elisabeth I svarede igen med at fængsle Maria Stuart. En bandbulle mod Elisabeth forårsagede kun blodige sammenstød mellem de 2 religioner og Pius V kunne her ikke få sin vilje igennem.

I Februar 1572 blev Kardinal Bonelli af Pius V sendt til Frankrig, hvor han skulle forsøge at overtale Kong Charles IX til at slutte sig til det katolske forbund mod tyrkerne. Det lykkedes imidlertid ikke for Bonelli, ligesom det heller ikke lykkedes for ham at forhindre ægteskabet mellem den katolske prinsesse Margrethe af Valois og den protestantiske prins Henrik af Navarra. Det var ved deres bryllup senere samme år, at et attentatforsøg udløste den store massakre på protestanterne, der her kaldtes hueguenotter. Det Parisiske Blodbryllup eller Bartholomæusnatten afstedkom et blodbad med op til 12.000 ofre og en religiøs borgerkrig i Frankrig til stor bekymring for Pius V og de efterfølgende paver.

Den 1. maj 1572 døde Pius V og allerede den 13. maj blev han efterfulgt af Gregor XIII (1572-1585).

Pius V blev begravet i Peterskirken, men senere af Pave Sixtus V (1585-1590) flyttet til et mausolæum i Cappella Sistina i Kirken Santa Maria Maggiore. I maj 1712 blev han helgenkåret som San Pio V af Pave Clemens XI. Han fejres den 5. maj med Festa di San Pio V.

Litteratur og links om Pave Pius V:
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 355ff.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 651ff.
Catholic Encyclopedia: Pope St. Pius V.
Requiem - Datenbank: Pius V Ghislieri.