Efter at Napoleon Bonaparte i 1809 erklærede Rom, som fra 1798 havde været besat af franskmændene, som "fri og kejserlig by" og indlemmede Kirkestaten i det franske rige, lod Kejseren alle religiøse ordener i Rom opløse og Benediktiner-Ordenen var ingen undtagelse. De Benediktinske nonner, som i næste 1000 år havde holdt til i Convento di Sant'Ambrio della Massima, det kloster, som ifølge legenden var grundlagt at Santa Marcellina, Biskop Ambrogio's søster, i deres fædrene hjem nord for nutidens Via del Portico d'Ottavia, måtte nu med ganske kort frist forlade deres hjem.

Efter Napoleon's fald og genoprettelsen af Pavestaten i 1814, tillod Pave Pius VII nonnerne at vende tilbage, men de foretrak at flytte ind i et andet Benediktiner-Kloster i Campo Marzio-området.

Paven overlod derpå Convento di Sant'Ambrogio til en sammenslutning af fromme kvinder, kaldet le Zitelle del Conservatorio di Sant'Eufemia. Disse forlod dog bygningerne efter nogle få år og i stedet overtog en ny Orden komplekset i 1838. Det var nonner af Franciskanernes Tredie Orden, men i en reformeret udgave kaldet Le Terziarie Regolari di San Francesco. Nonnerne levede i streng klausur efter strikse regler, som var formuleret af Ordenens grundlægger Maria Agnese Firrao og godkendt af Paven.

-------------------------- :

Maria Agnese Firrao (nogle steder også benævnt Ferraro) var, før hun fyldte 20 år, trådt ind i Franciskaner-Ordenen som novice og havde i 1796 taget sløret i Convento di Santa Chiara. Hun var da endnu ikke fyldt 22 år. Snart begyndte hun at opleve syner af San Francisco d'Assisi og Santa Chiara, som udvirkede at hun på mirakuløs vis blev heldbredt for en alvorlig sygdom. Rygtet herom spredte sig og folk begyndte at valfarte til Klosteret for at se "den nye helgeninde", der også oplevede at få blødende sår, stigmata, at blive plaget af dæmoner, så hun måtte underkaste sig selv frygtelige lidelser for at modstå disse, og til slut også i en vision blev åndeligt forenet med Kristus.

Mange gejstlige troede også på disse oplevelser, syn og mirakler, og Paven opfordrede hende til at udarbejde regler for en reformering af hendes Orden i Santa Chiara, men nonnerne her var ikke samarbejdsvillige og ønskede ikke at få strammere regler for deres liv.

Pius VII tillod derfor Maria Agnese at forlade Convento di Santa Chiara og grundlægge en ny, reformeret Orden i et hus i Via Graziosa, som hun sammen med sin søster og 2 andre nonner fik overladt i 1804. I 1806 godkendte Paven den reformerede Ordens nye regler og Maria Agnese blev Ordenes første Abbedisse.

Maria Agnese Firrao's visioner og mirakler fortsatte i det nye Kloster og selvom nonnerne her levede totalt afsondret, slap rygter herom ud ved hjælp af nonnernes jesuitiske skriftefader. Men omkring 1806-1809 blev mirakler og syner så mange, at Inkvisitionen, der skulle passe på "falske helgener", besluttede at se nærmere på sagen. Undersøgelsen måtte dog stoppe under den franske besættelse, hvor også de kirkelige domstole blev suspenderet.

Under Napoleon blev også Maria Agnese's Orden opløst og nonnerne måstte flygte fra Klosteret i Via Graziosa. I 1814 kunne de vende tilbage til et nyt hjem i Borgo Sant'Agata, men den gamle undersøgelse var ikke glemt og da domstolene genoptog deres arbejde, blev den genoptaget. Den nu 42-årige Maria Agnese, som også blev anklaget for ukyskhed og tilsyneladende havde været gravid flere gange, blev derpå dømt som "falsk helgeninde", arresteret og flyttet til fængselsceller i forskellige klostre, inden hun helt blev forvist fra Rom og dømt til livslang indespærring i klausur i det nu forsvundne Monastero di Santa Maria della Concezione ved nutidens Via Cavour.

Samtidig blev Maria Agnese's Orden opløst, men trods et forbud herom, lykkedes det alligevel den tidligere Abbedisse at holde kontakten med sine "døtre" og råde og vejlede dem gennem breve, som hendes skriftefader formidlede. Derfor blev hun endnun en gang bragt for retten og dømt og denne gang blev også hendes ven, præsten Monsignore Marchetti dømt, da de begge tilstod at have haft et langvarigt seksuelt forhold. Maria Agnese blev derfor nu sendt langt bort, til Monastero di San Marziale i Gubbio, i et forsøg på at afbryde kontakten til de øvrige nonner.

Disse fortsatte dog med at ære hende som deres Ordens grundlægger og som helgeninde, der endnu ikke var blevet officielt helgenkåret. Og mange andre i Rom, både lægmænd og gejstlige - også højt oppe i hierarkiet, mente stadig efter 1816, at der måtte være noget om hendes visioner og mirakler og at man engang ville anerkende hende som helgen.

Det lykkedes så i 1819 for Kardinal Lorenzo Litta at overtale Pius VII til at tilbagekalde opløsningen af Ordenen, og bortset fra Maria Agnese fik nonnerne tilladelse til at vende tilbage til Klosteret i Borgo Sant'Agata. Her valgte de en ny Abbedisse og livet gik videre - men stadig førte de hemmelig korrespondance med deres "Moder" og ærede hende som grundlægger og i hemmelighed også som helgeninde.

Snart blev Klosteret for trangt og den nye Pave Leo XII, der var meget positivt stemt overfor de reformede nonner, foreslog dem at overtage de tomme bygninger i Via di Sant'Ambrogio ved siden af Kirken Sant'Ambrogio della Massima.

-------------------------- :

Da nonnerne i 1838 flyttede ind i deres nye hjem, talte Ordenen 19 kvinder, der i de følgende mange år fortsatte et kliv i streng klausur - men samtidig ikke i overensstemmelse med Inkvisitionens dom, idet de stadig holdt kontakten med Maria Agnese og ærede hende som deres Ordens personlige beskytter og helgeninde.

Sådan gik tiden, indtil de hændelser, som skulle komme til at åbenbare Klosterets hemmelighed og en stor skandale, der dog blev dysset ned og holdt hemmelig i Vatikanets arkiver, indtil disse for nylig er blevet åbnede for forskere og den tyske kirkehistoriker Professor Hubert Wolf gav sig til at grave i dem og uventet fandt denne historie frem.

En tysk prinsesse, Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen, ønskede i slutningen af 1850'erne at indtræde i et kloster i Rom for at finde fred efter et turbulent liv. Hendes tyske skriftefader, der med tiden var blevet Kardinal og kommet tæt på Paven, foreslog hende nu at træde ind i Terziarie Regolari di San Francesco. Hun tog først en prøveperiode i foråret 1858 og forlængede derpå opholdet ved at blive "postulant", hvorunder hun endnu ikke bar nonnedragten, men boede i Klosteret. Prinsessen var godt tilfreds med sit ophold og i September 1858 betalte hun sin "medgift" til Klosteret og indtråde i Ordenen som novice.

I Klosteret var der på den tid omkring 36 nonner, alle italienere så den 41-årige Katharina var den eneste udlænding og ligeledes den mest dannede og oplyste, selvom alle søstrene kunne læse og skrive. Prinsessen følte sig dog godt tilpas i gruppen, der bestod af nonner i alle aldre. Nogle stykker var i 60-års-alderen og havde været i Ordenen siden dens grundlæggelse. Omkring en trediedel af nonnerne var i fyrrerne, men størstedelen var unge kvinder omkring de 20 år, som var blevet rekrutteret af den omsværmede og succesombruste Novice-leder Søster Maria Luisa.

Katharina var tilfreds med sit valg, men meget snart ændrede dette sig. Hun hørte og så ting, der ændrede hendes syn på de andre nonner og i særdeleshed på Novice-lederen og Abbedissen. Den 25. Juli 1859 sendte hun i al hemmelighed et desperat råb om hjælp til sin fætter Ærkebiskop Gustav Adolf zu Hohenlohe-Schillingsfürst, der også befandt sig i Rom. Råbet var så desperat, at Ærkebiskoppen fornemmede, at der var noget galt, og straks besøgte Katharina for dagen efter at få Pavens tilladelse til at fjerne sin kusine fra Klosteret - for hendes sarte helbreds skyld.

Men det var ikke hele sandheden. For Katharina mente, at hun gentagne gange var blevet udsat for at få gift i sin mad, fordi hun havde opdaget Klosterets hemmelighed og fordi hun havde nævnt det for Klosterets skriftefader, der også var skriftefader for de øvrige nonner og derfor - trods skriftemålets hemmelighed - havde videregivet hendes mistanker til de overordnede.

Da Katharina var kommet vel ud af Klosteret og anbragt i Ærkebispens sommerresidens i Villa D'Este i Tivoli, fortalte hun sin nye skriftefader om sine oplevelser og denne overbeviste hende om at indgive en anmeldelse til Inkvisitionen. Fordi der fandt uortodokse ting sted i Sant'Ambrogio: helgendyrkelse af en "falsk helgen" , selvom dette var blevet forbudt; hemmelig og forbudt brevveksling; mærkelige seksuelle riter og forhold; skriftemål som ikke blev hemmeligholdte - og mord! Ikke blot giftforsøg mod Prinsessen, men tilsyneladende var også flere andre nonner døde på mystisk vis. Primus motor i alt dette skulle være Novice-lederen, den meget smukke, unge og karismatiske Maria Luisa, som også hævdede at have særlig forbindelse med ikke alene helgener, men også med Jomfru Maria og Jesus. Som fik syn og himmelske åbenbaringer, modtog breve og gaver fra Himmelen, kunne forudsige begivenheder, blandt andet hvornår Prinsessen ville blive syg og dø -- og som havde udvirket, at hun selv havde fået det ene høje hverv i Klosteret efter det andet, Vice-Abbedisse, Nøglebærer og "Portner", som var den der bestemte, hvem der skulle lukkes ind i Klosteret.

Den 23. August 1859 indleverede Prinsessen så en officiel anmeldelse af forholdene i Convento di Sant'Ambrogio og de forgiftningsforsøg, som hun havde været udsat for, til Inkvisitions Domstolen "Sanctum Officium" og Inkvisitoren Vincenzo Leone Sallua påtog sig at undersøge sagen nærmere.

Det var en delikat sag, for mordforsøg og dyrkelse af falske helgener, samt tilsyneladende også seksuelle udskejelser, vill være "guf" for Den Katolske Kirkes modstandere og for den antiklerikale presse. Der blev derfor gjort et stort arbejde for at holde så meget som muligt inden for murene og kun lade det allermest nødvendige sive ud.

Under afhøringer alle alle nonner, skriftefædre, Klosterets advokat og en apoteker i kvarteret, kom det frem, at Søster Maria Luisa havde foregivet at have syner og fare til Himmels, hvorfra hun foregav at hjembringe flere kostbare ringe - som hun imidlertid - for Klosterets midler - havde fået fremstillet hos en guldsmed i byen. At hun havde ladet en novice med en meget smuk håndskrift udfærdige nogle breve på særligt fint papir - som normalt ikke brugtes i Klosteret - og foregivet, at disse breve var skrevet af Jomfru Maria. Maria Luisa anbragte hemmeligt brevene i en aflåst kasse, som skriftefaderen troede, at han som den eneste havde en nøgle til. Han kunne så skrive sine svar og anbringe dem i kassen - og vupti! på mirakuløs vis var de forsvundet næste dag og senere kunne Jomfru Maria så sende sit svar på samme måde. Maria Luisa foregav også at have fået særlige beskeder fra Himmelen om, hvorledes novicerne skulle beføle hende på de mest intime steder - og hun dem - for at helbrede dem for noget sygdom, som Jomfru Maria vidste, at de led af. Og Novice-lederen foregav at have voldsomme ekstaser, der var så udmarvende, at hendes skriftefader måtte være ved - og i ! - hendes seng natten over, ja måske i flere nætter. Og kun ved tungekys kunne han overføre en hellig helbredelse. Ligeså måtte de unge novicer tilbringe nætter i hendes seng - på befaling ovenfra. De havde jo lovet total lydighed overfor deres ledere og Maria Luisa's ry som helgen, samt hendes skønhed og karisma, udvirkede at de ikke stillede ret mange spørgsmålstegn ved de mærkelige ordrer - heller ikke når disse gik ud på at hente eller blande gift - eller knust glas - i Prinsessens føde. Skulle nogen formaste sig til at spørge, tyede Maria Luisa først til de himmelske ordrer, fordi Prinsessen, som ikke anerkendte hende som helgen, var hadet af de himmelske magter, der ønskede hende død. Og hvis Novice-lederen blev trængt op i en krog, havde hun altid en undskyldning om, at det var Djævelen, der havde taget hendes skikkelse og gjort disse forfærdelige ting for at miskreditere og ydmyge og pine hende. Og både novicer, de fleste nonner og skriftefædrene troede på hendes historier.

De anklagede personer blev anbragt i isolation rundt omkring, mens Ordenen blev opløst i Maj 1861 og nonnerne fordelt på andre klostre. Således kunne Abbed Pier Francesco Casaretto, som ledte efter et egnet sted i Rom til sin Congregazione Cassinese, overtage bygningerne i slutningen af Maj 1861 mod at udbetale livrenter til de nonner, der nu måtte flytte herfra.

Efter flere års undersøgelser, endte Domstolen den 27. Januar og den 5. Februar 1862 med at afsige domme over 4 personer:

Novice-lederen Maria Luisa Ridolfi blev dømt for at have fremstillet falske breve, foregivet syn, og ekstaser, for at have fremstillet sig selv som helgen - altså en falsk helgeninde, for seksuel aktivitet med både novicer og skriftefader, for bedrag, for mordforsøg og mord på flere nonner. Som straf skulle hun afsværge alle sine forkerte anskuelser og derefter sendes i kloster-fængsel i total isolation i 18 år.

Abbedissen Maria Veroncia Milza, der dels havde ladet stå til overfor Novice-lederens udskejelser og bedrag, dels selv havde dyrket den falske helgen Maria Agnese Firrao, skulle som straf afsværge sine forkerte anskuelser og derefter sendes i kloster-fængsel uden nogen kontakt til nonnerne og skriftefædrene fra Sant'Ambrogio. Når straffen var udstået, skulle hun tilbringe resten af sit liv i en institution for fromme kvinder, hvor hun skulle være degraderet til simpel nonne. Hun endte sine dage i Convento delle Mantellate i Via della Lungara.

Den ældste skriftefader, Jesuiten Giuseppe Leziroli, som havde dyrket den falske helgen Maria Agnese Firrao og som havde skjult uregelmæssighederne i Sant'Ambrogio for myndighederne, måtte afsværge sine forkerte anskuelser og synder og tilbragte derefter noget tid i Klosteret ved Kirken Sant'Eusebio, hvorefter han i November 1863 blev flyttet til Jesuiternes Noviciat ved Kirken Sant'Andrea al Quirinale. Det var ham dog forbudt at prædike og modtage skrifte i resten af hans dage.

Den yngre jesuitiske skriftefader, som kaldte sig Giuseppe Peters, men var døbt Joseph Kleutgen, måtte også afsværge sine vildfarelser. Hans skyld var større, da han også havde ladet sig forlede og forføre af Novice-lederen Maria Luisa, både til at tro på hendes syn og overnaturlige oplevelser og til seksuelle forbindelser. Hvor uskyldig han selv var i at lade sig forføre, kan man jo diskutere. Dommen blev, at han skulle flyttes til et af Jesuiternes Klostre og opholde sig der i isolation i nogen tid. Og skriftefader kunne han aldrig mere blive. Pave Pius IX formindskede fængslingsperioden til 2år.

Desuden blev alle nonner dømt for at have dyrket en falsk helgen og for at have overtrådt forbudet om brevveksling og kontakt. Og Maria Agnese Firrao's status som falsk helgen blev særligt fremhævet. Hendes lig skulle nu graves op og flyttes til en anonym, ikke-identificerbar grav på en offentlig kirkegård.

Ordenen Le Terziarie Regolari di San Francesco blev herefter opløst og alle nonnerne flyttet til andre Klostre.

Litteratur om Skandalen i Sant'Ambrogio della Massima:
De Dreuille, Mayeul: S. Ambrogio della Massima : casa paterna di S.Ambrogio : XXII secoli di storia : La più antica casa religiosa di Roma. - Parma : Tipolitografia Benedettina Editrice,1996.
- side 78-79.
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 23.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 15. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 6-10.
Wolf, Hubert: The Nuns of Sant'Ambrogo : The True Story of a Convent Scandal / Hubert Wolf. Translated by Ruth Martin. - Oxford: Oxford University Press, 2015 (Originaltitel: Die Nonnen von Sant Ambrogio).
Romanchurches.wikia.com: Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (engelsk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (tysk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.