Ifølge traditionen er Kirken Sant'Ambrogio della Massima (der også kaldes Sant'Ambrogio alle Massima) rejst på ruinerne af det hus, som Biskop Ambrosius beboede i Rom. Ambrosius var godt nok født i Treviri (Trier) i år 340, men fik sin uddannelse i Rom, inden han endte i Milano som Biskop. Denne fortælling mindes i den indskrift, som man kan se over porten i gadens nr.3: "Paterna Domus S. Ambrosii Ep. et Dct." : Det fædrene hus tilhørende Sant'Ambrogio, Biskop og Doktor". Den er opsat af Benediktinerne i 1861.

I dette hus skal også Ambrosius' søster Marcellina have levet, efter at hun i år 353 trak sig tilbage og sammen med en gruppe ligesindede kvinder skabte sig en klostertilværelse.

Beretningen om helgenernes barndomshjem er ellers grundløs, da Kirken er opført på et sted, hvor der i Antikken - og sikkert helt op til slutningen af 400-tallet - stod et Tempel for Hercules og Muserne. Og tidligst engang i 500-tallet kan der være opstået anden bebyggelse i ruinerne.

Første gang Kirken omtales i kilderne er i Liber Pontificalis, under omtalen af Pave Leo III's pontifikat i perioden 795-816. Her omtales det fra gammel tid tilknyttede Kloster for Benediktinernonner: "Monasterium S. Mariae quae appellatur Ambrosii": "Det til Santa Maria-viede Kloster, som kaldes Ambrosii". I 803 skal Paven have ydet en større donation til Klosteret: "fecit in monasterium S. Mariae quae appellatur Ambrosii canistrum ex argento": "Han gav til Santa Maria-Klosteret, som kaldes Ambrosius', en kurv i sølv".

I Cencio Camerario's kirkekatalog fra 1192 nævnes en kirke ved navn Sancto Martino de Maximo, som betænkes med 6 denarer. Man mener, at der er tale om Sant'Ambrogio.

Kirkens tilnavn "della Massima" menes at referere til Cloaca Maxima, den antikke drænings- og kloakføring, som munder ud i Tiberen noget sydøst for Marcellus-Teatret. Der findes dog også andre tolkningsforslag, for eksempel at det skulle henvise til en kvinde ved navn Maxima, som grundlagde Klosteret - eller til en "Porticus Maximae", måske den brede søjlegang, som i årene 81-96 efter Kristus var blevet opført i den nordvestlige del af Circus Flaminius, langs og syd for nutidens Via del Portico d'Ottavia, og vest for det Hercules-Tempel og den Porticus Philippi, gennem hvis anlæg nutidens Via di Sant'Ambrogio løber. Eller tilnavnet stammer fra et senere navn for Portico d'Ottavia.

I kirkekataloget fra Torino fra omkring 1320 fortælles det, at "Monasterium sancte Marie de Maxima habet moniales XII": "Klosteret Santa Maria della Massima har 12 nonner". og at "Ecclesia sancti Stephani de Maxima non habet servitorem": "Kirken Santo Stefano della Massima har ingen tjenere" (det vil sige præster eller klerke tilknyttet). Det lader til, at der i Kirken var et alter eller kapel for Santo Stefano, således at der her er tale om samme kirke som Sant'Ambrogio. Fra 1200-tallet til 1809 var Klosteret beboet af Benediktinernonner.

I 1400-tallet nævner kilderne også andre navne for Sant'Ambrogio: Santa Maria in Formosa (Signorili's kirkekatalog fra ca. 1425). Hvad angår Santa Maria, var det tilknyttede Kloster jo netop viet til Maria, så det er her også blot et andet navn for Sant'Ambrogio. Når der i et kirkekatalog fra Pave Pius IV's tid (1559-1565) tales om Sant'Antonio della Massima, mener man, at det drejer sig om en skrivefejl.

Der findes ikke så mange oplysninger om Kirkens tidligste år, men i 1564 fortælles det, at bygningen har 6 altre, og i 1568 at nonnerne har bestilt arkitekten Giacomo della Porta til at bygge en ny sovesal til Klosteret.

I 1500-tallet afholdtes en speciel slags prædikener i Sant'Ambrogio. Der var på særlige tidspunkter kun adgang for prostituerede og kurtisaner, der ikke kom frivilligt for at høre en opbyggelig tale, men fik pålæg om at møde op. Til disse prædikener var mænd forment adgang - men tilsyneladende tog de opstilling uden for Kirken for at vente på at de eftertragtede kvinder skulle vise sig igen. Delli (se litt.note nedenfor) citerer en anonym fortæller, der i 1566 skrev: "Sidste søndag blev alle kurtisaner pålagt at møde op kl. 20 til prædiken i Sant'Ambrogio. En præst fra Trento i Norditalien skulle prædikere, men ikke så snart var han kommet op på prædikestolen, før pigerne begyndte at snakke og le indbyrdes ... Politibetjentene spærrede døren til Kirken, så mændene ikke kunne komme ind, - men der var masser af dem udenfor".

I tidens løb er den gamle Kirke forfaldet og i 1606 begyndte man en genopbygning, som blev bekostet af Abbedissen Beatrice de Torres og hendes broder Kardinal Ludovico de Torres. Byggeriet trak i langdrag og mange af de store arkitekter blev taget med på råd: Orazio Torriani, Giovanni Battista Mola og Carlo Maderno. Teksten over portalen ved adgangen til Kirke-området er til minde om nybyggeriet:

cop. Leif Larsson

Ifølge Claussen (se litt.note nedenfor) kan det indre murværk bag den nye facade og i Tårnet stamme fra en bygning fra 1200-tallet. Nogle gravsten fra 1300-tallet bevares muligvis stadig i Klosteret. Det gamle gulv, der skulle være et cosmatisk værk, findes desværre ikke mere, men Ugonio omtalte det og en indskrift, der skulle være en af Cosmaternes: "Jacobus fecit hoc opus": "Jakob udførte dette værk". Det kan måske dreje sig om den Jacopo, der var søn af Lorenzo, og som i 1180 -1220 arbejdede i Rom. Eller om Jacopo Mellini, der var søn af Cosmatus, og på et tidspunkt før 1293 udførte gulvet i Kirken San Giacomo alla Lungara sammen med sin broder Deodato.

I 1809 forlod Benediktinernonnerne Klosteret og dette blev derefter overdraget til en gruppe reformerte nonner af Francikanernes Tredie Orden, som beboede det indtil 1860. Nonnerne blev forvist efter en større, men mestendels hemmeligholdt, skandale, der indebar "seksuelle udskejelser" og idol-dyrkelse af deres tidligere Priorinde Agnese Ferrao. Herefter overgik Klosteret til munke af Ordenen Benedettini Sublacensi.

I 1863 blev Kirkens facade genopført i stil med den gamle og enkelte andre ændringer blev også foretaget efter ønske af Abbed Pier Francesco Casaretto. Denne kom fra Abbediet San Giuliano d'Albero i Genova og ønskede at åbne et kollegium for studerende, der ville missionere i udlandet. Til Kirkens fornyelse bestilte han nogle altre fra en nedlagt kirke i Genova. En trediedel af lasten forsvandt, da skibet sank, men resten opstilledes i Sant'Ambrogio. Escobar (se litt.note nedenfor) fortæller, hvorledes Casaretto lånte malerier fra andre klostre til ophængning over altrene og hvorledes han lod en ukendt maler omdanne den gamle højaltertavle fra Benediktinernonnernes tid til en mere "tidsvarende". Den gamle var ellers malet af Ciro Ferri og forestillede Pave Pius V, der blev båret til Himmels af 3 engle. Den ukendte maler omdannede Pavens tiara (kaldet "triregno") til en Bispehue ("mitra") og hans pavelige messekåbe ("piviale") til en Biskops messehagel ("pianeta"). På denne måde blev Paven til Biskoppen Sant'Ambrogio! At maleren er ukendt skyldes Casaretto's pengemangel, der ikke satte ham i stand til at bestille en helt ny altertavle hos en kendt kunstner.

I 1873 blev Klosteret overtaget af den nye italienske regering, mens Benediktinerne kun beholdt nogle få rum og selve Kirken. I 1946 overtog Ordenen med hovedsæde i Subiaco atter den nordlige og østlige del af Klosterbygningen, som de stadig besidder. Resten er udlejet til andre formål.

Kirken blev restaureret i årene 1959-1964 under Abbed Pietro Celestino Gusi og man fjernede da det overnfor omtalte ommalede billede og fik en ny højaltertavle, som Pave Paul VI donerede den 7. December 1974, da han besøgte Klosteret og Kirken. Den nye altertvale er malet af Ambrogio Fumagalli. Det gamle maleri blev flyttet ind i Klosteret sammen med nogle andre gamle altertavler.

Kirken renoveredes atter i perioden 1992-1994, men dens udseende står meget som i 1600-tallet.

Litteratur om Sant'Ambrogio della Massima:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!).
- side 564-565.
Claussen, Peter Cornelius: Die Kirchen der Stadt Rom im Mittelalter 1050-1300. Stuttgart, Franz Steiner Verlag, 2002-2010.
- Band 1: A-F. Stuttgart, Franz Steiner Verlag, 2002 . (Corpus Cosmatorum II,1).
---- side 66.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 75.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 28-31.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 62 -64.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!).
- side 344.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 23.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 15. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 6-10.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 205.
Info.roma: Sant'Ambrogio della Massima.
Romanchurches.wikia.com: Sant'Ambrogio della Massima.
Romeartlover: Sant'Ambrogio alla Massima.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (engelsk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (tysk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.
FOTOS: se Alvaro de Alvariis' photostream påFlickr: S. Ambrogio.