Kirken Sant'Eusebio, der ligger på Esquilinhøjdedraget i den nordøstlige del af Rom, skal ifølge traditionen være bygget over martyren Eusebius' hus, som Pave Liberius omdannede til en lille Kirke, en titulus kaldet Titulus Eusebii, i midten af det 4.århundrede.

Første gang denne titulus omtales er i en gravindskrift fra 474, som blev fundet i Santi Marcellino e Pietro-katakomben. Den afdøde omtales som "clericus" ("klerk") ved Titulus Eusebii. En samtidig graffiti lød således: "Olympus lector de (Domenico) Eusebi".

Trods gentagne belejringer, angreb og erobringer af Rom, foretaget af goter- og vandalerhære, var Rom dog stadig en rig og levende by i det 5.århundrede - også i dette udkantsområde, hvor Præsten Eusebius altså har boet og været i husarrest omkring år 353, samme år som han menes at være død den 14.August.

Under den nuværende Kirke Sant'Eusebio har man fundet rester af et hus fra Antikken, med forskellige ombygninger foretaget i det 4.-5.århundrede. Disse fund underbygger antagelsen af Sant'Eusebio som en af de ældste Titel-Kirker i Rom. Og dens menighed kom fra det befolkede område her på Esquilin, hvor der både lå velhavervillaer, markedshaller ("Macellum Liviae" omkring den nuværende Piazza Vittorio Emanuele II og "Forum Tauri" lidt længere mod nordøst), monumentalfontæner (rester af en sådan, som idag kaldes "Trofei di Mario", kan ses på Piazza Vittorio Emanuele II, den fik vand fra akvædukten Aqua Iulia; og en anden, som idag kaldes" Tempio di Minerva Medica" kan ses ved Via Giolitti), pragtbygninger (den såkaldte Basilica Iunii Bassi, som stadig kunne ses i delvis ruineret tilstand helt til 1700-tallet) og mange andre små og større kirker: Santa Bibiana (i nærheden af "Forum Tauri"), Basilica Liberii (forløberen for nutidens Santa Maria Maggiore - har måske ligget nærmere Titulus Eusebii end den nuværende kirke gør) og Titutlus Aequitii (beliggende mod sydvest ved Via Equizia).

Ved den romerske synode i 499 opregnedes blandt deltagerne "Pascasius Presbyter" ("Præsten Pascasius"), "Valentinus Presbyter" ("Præsten Valentinus"), "Stephanus Presbyter" ("Præsten Stephanus") og muligvis også en "Probianus Presbyter" som repræsentanter for "titulus Eusebii" og underskrivere af synodens beslutninger.

I optegnelserne fra synoden i 595 står titulus Eusebii ligeledes nævnt.

Kirken var meget søgt og med i Pave Gregor I's liste over "stations-kirker", det vil sige de kirker, som Paven regelmæssigt besøgte for at holde messe.

Til titulus-kirkerne knyttedes en Kardinal-Præst eller en Kardinal-Diakon, som havde den pågældende kirke som sin Titel-Kirke. Den første Titel-Præst ved Titulus Eusebii, som man kender navnet på, var en vis Valentino, som beklædte dette embede fra 492-494.

Den gamle Titulus Eusebii var i 1200-tallet efterhånden så ødelagt, at Pave Gregor IX i 1238 lod den genopbygge eller ligefrem ombygge og og genindvie til helgenerne Eusebio og Vincenzo. Til minde herom sidder der en sten på Kirkens inderfacade, på højre side af indgangsdøren.