|
|
|
Santa Maria della Purificazione in Banchi Se til venstre for nr. 9 på Kort over den vestlige del af Piazza Navona-Turen |
|
Denne Kirke, som blev revet ned i 1888, da den vestlige del af den brede trafikåre Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt, lå fra før 1184 i nærheden af det sted, hvor nutidens Largo Ottavio Tassoni breder sig. Dengang løb Via dei Banchi Vecchi helt herop, hvor den fra vest mødte Via del Consolato, der dengang her kaldtes Vicolo dell'Oro. Netop på dette gadehjørne stod den lille kirke, som dengang benævntes Santo Stefano de Ponte. Første gang, man træffer Kirken nævnt i de skriftlige kilder, er i 1186, da Pave Urban III udsender en bulle, hvori han bekræfter, at Santo Stefano-Kirken hører ind under den større kirke San Lorenzo in Damaso. Tilnavnet "de Ponte" - "ved Broen" - fik Kirken, fordi den stod tæt ved Pons Aelius, den antikke udgave af nutidens Ponte Sant'Angelo. Omtrent samme forløb som nutidens Via dei Banchi Vecchi og Via del Banco di Santo Spirito, havde i Antikken den såkaldte Porticus Maximae, hvorudtil den ældste kirkebygning må have ligget. Der er fundet rester af vejbelægning lige efter gadehjørnet og Kirkens nordside, så på et tidspunkt må den være blevet bygget med indgangsparti og måske en forgård beliggende på et stykke af den gamle gade. I det kirkekatalog, som i 1192 udførtes af "Cencio Camerarius" og omtales som "Liber Censuum", er Kirkens navn stadig anført som Santo Stefano, men med tilnavnet "de Pila". Dette navn benyttes også i de følgende kataloger: Catalogo dell'Anonimo di Torino fra 1320 og Signorili's katalog fra perioden 1417-1431. (Der er dog nogle historikere, der mener, at der er tale om 2 forskellige kirker og at Santo Stefano de Pila skulle have ligget nærmere nutidens Piazza Nicosia). På et tidspunkt herefter overgik Santo Stefano-Kirken til at være en filial af den lidt højere oppe mod nordvest liggende kirke Sant'Orsola, men i 1444 overlod Pave Eugen IV den gamle kirkebygning til et lægbroderskab med navnet Confraternita dei Transalpini, altså en religiøs sammenslutning af folk, der kom fra landene nord for Alperne. I 1473 bekræftede Pave Sixtus IV denne overførsel til Broderskabet, der straks havde påbegyndt en restaurering af bygningen, som på overtagelsestidspunktet var i stærkt forfald. Efter endt ombygning genindviedes Kirken og denne gang til Lægbroderskabets beskytter, Jomfru Maria. Kirken fik herefter navnet Santa Maria dei Transalpini, men kaldtes også Santa Maria dell Quattro Nazioni, fordi både franskmænd, burgundere, folk fra Lorraine-egnen og savoiarder fra Savoyen var medlemmer af Confraternita dei Transalpini, mens tyskere og flamlændere trak sig ud og samledes i egne kirker. Kirkens andet tilnavn "della Purificazione" betyder Maria's renselse, det vil sig den dag, hvor Maria efter Jesu' fødsel igen kunne besøge Templet. Den katolske helligdag "Marias renselsesdag" ("La Purificazione"), fejres af Kirken den 2. februar. Denne dag falder sammen med den dag, hvor den nyfødte Jesus præsenteredes i Templet ("Presentazione di Gesù al Tempio"). På dansk taler vi om lysfesten Kyndelmisse, som ligger den 2. Februar. Udtrykket er dannet efter det latinske udtryk "missa candelarum", som er "lysenes messe". Ved denne ceremoni, blev kirkelysene indviet. Og netop det latinske ord for lys, candela, eller vokslys, cera, cerino, kom senere til at indgå Kirkens navn. Med tiden fik Santa Maria-Kirken mange forskellige betegnelser og tilnavne, f.eks.: Santa Maria di Canneloro, som det ses i kirkekataloget udfærdiget under Pave Pius V i 1566-1572, Santa Maria di Candelora, Santa Maria in Candelabro, Santa Maria Ceriola, Santa Maria della Concezione, Santa Maria della Nazione Oltremonte. Eller: Santa Maria della Purificazione in Banchi, hvor det sidste tilnavn hentyder til området, der på grund af de mange vekseler- opg bankiervirksomheder, der havde til huse her, havde fået navnet Banchi, som det også kan se af flere gadenavne i kvarteret. Under Pave Urban VIII foretoges i 1626 en besigtigelse af Kirken, som resulterede i dette vidnesbyrd: "Ecclesia S. Mariae Purificationis Transalpinorum olim erat sub invocatione S. Stephani infra fines paraeciae S. Ursi de Urbe, quae cum ruinam minaretur, anno 1473 societati Ultramontanorum seu Transalpinorum de Urbe… tempore Sixti IV concessa fuit." (Kirken Santa Maria della Purificazione dei Transalpini, engang kaldet Santo Stefano og beliggende indenfor Kirken Sant'Orso's sognegrænser, var næsten i ruin, da den i 1473 blev overgivet til Selskabet af tilflyttere fra egnene nord for Alperne under Pave Sixtus IV"). I 1700-tallet restaureredes Kirken to gange, i 1732 og igen i 1795, og begge dele blev mindet med opsættelse af indskriftstavler herom inde i kirkerummet. Efter den franske revolution nedlagdes Confraternita dei Transalpini i 1798, men kirkebygningen fortsatte med at være ejet af Frankrig. I sidste halvdel af 1800-tallet var Kirken påny i meget dårlig stand og bestod nu nærmest kun af et tomt og nøgent rum med et slidt gulv, hvori der lå nogle gravsten med udenlandske navne. I 1888 blev bygningen så revet ned sammen med det omgivende kvarter, så de brede, moderne gader og pladser kunne anlægges. Heriblandt Largo Ottavio Tassoni, hvor parkeringsbåsene mod nord vidner om Kirkens beliggenhed. I sidste halvdel af 1800-tallet var Kirken påny i meget dårlig stand og bestod nu nærmest kun af et tomt og nøgent rum med et slidt gulv, hvori der lå nogle gravsten med udenlandske navne. I 1888 blev bygningen så revet ned sammen med det omgivende kvarter, så de brede, moderne gader og pladser kunne anlægges. Heriblandt Largo Ottavio Tassoni, hvor parkeringsbåsene mod nord vidner om Kirkens beliggenhed. Ved nedrivningen fjernede man den udsmykning, der var tilbage: nogle marmorplader og malerier, som kunne nedtages og flyttes til andre kirker. Forskellige gamle prospekter viser os, hvorledes Kirken har set ud. Det tidligeste er Bufalini's Romkort fra 1551, men også på Falda's fra 1667 og 1676 og Nolli's fra 1748 ses Kirkens grundplan tydeligt. Der var tale om et enkelt kirkerum med kun ét skib. Et rektangulært rum med en firkantet apsisniche for enden. Hovedindgangen vendte mod øst og ud til den gamle nordligste del af Via dei Banchi Vecchi, mens den højre sidemur vendte mod Vicolo dell'Oro, den gamle forlængelse af Via del Consolato. Kirkefacaden ses på en akvarel af Achille Pinelli fra 1834, samt på gamle fotografier, der blev taget sidst i 1800-tallet. Det var en enkel facade med en høj indgangsdør i en bred marmorramme med en udskåret frise foroven, under et trekantet gavlfelt i profileret ramme. Herover var der et højt, rektangulært vindue. Facadens sidevægge var smalle og forsynet med en form for ramme-udsmykning. I det brede, trekantede gavlfelt, der strakte sig over hele facaden, sad i midten et stort våbenskjold i relief. Øverst på den flade mur bag gavlfeltet sad en lille klokkestabel, der også toppedes af et lille, trekantet gavlfelt og et kors. Portalen stammede fra 1400-tallet og havde som base 2 halve marmorløver, som bar de flade, kannellerede søjler i hver side. Ovenover var der 2 friser med indskrifterne: "Societas Transalpinorum Purifica" - "tionis Deiparae Virginis" ("Deipara" er at forstå som: Guds moder, den der har båret og født Jesus). Samt øverst et relief med en række guirlander mellem 4 små buster. Portalen kan idag ses i gården til Palazzo degli Stabilimenti Francesi i Via di Giovanna d'Arco. I Kirken var der en loftsfresko med en fremstilling af Jesu Omskærelse (la Circoncisione di Gesù), malet af en kunstner med tilknytning til gruppen omkring Giulio Romano. Altertavlen var et maleri af Jomfru Maria. Et 1400-tals relief af Madonna med Barnet blev også fjernet og findes idag i Kirken Sant'Ivo dei Bretoni, hvor det er opsat over alteret i venstre sidekapel (se foto).
Litteratur om Santa Maria della Purificazione in Banchi: |
