Mere om Santa Prisca

Kirken ligger på Aventin hvor Via di Santa Prisca og Via del Tempio di Diana mødes ved Piazza di Santa Prisca. Området skal have tilhørt Kejser Trajan og hans ven Licinius Sura, men senere beboet af et jødisk ægtepar Aquila og Priscilla/Prisca, som ifølge legenden blev døbt af Sankt Peter. Traditionen beretter også om en Santa Prisca, der måske har været datter af ægteparret og som skal have lidt martyrdøden under Kejser Claudius.

I 1776 foretog man nogle udgravninger under Kirken og fandt her bygningsrester, som man mente stammede fra Aquila og Prisca's hus. Ifølge samtidige optegnelser fandt man et underjordisk kapel med meget ødelagte fresker på væggene. Senere har man fundet rester af andre bygninger og i 1933-1966 foretog man flere udgravninger langs Via di Santa Prisca, den antikke gade Clivus Publicius. Under Kirken fandt man, hvad man - ved at sammenligne med den antikke marmorbyplan Forma Urbis Romae - antager er rester af Licinius Sura's hus fra slutningen af det 1.århundrede efter Kristus. Desuden har man fundet rester af et hus fra slutningen af det 2.århundrede, måske den huskirke, som var opkaldt efter Prisca: Titulus Priscae. I andre dele af denne bygning var der imidlertid indrettet en helligdom for Guden Mithras, men den blev revet delvist ned i det 5.århundrede, da nutidens Kirke Santa Prisca blev bygget.

Udgravninger af disse tidligere bygninger kan ses under Kirken, men der er begrænsede åbningstider.

Ægteparret Aquila og Prisca, der også kaldes Priscilla, var teltmagere og boede altså i et hus her på Aventin, hvor de ifølge legenden på et tidspunkt havde besøg af San Pietro. Det var muligvis Prisca's hus ifølge Edmundson's teori (se litt.note) og han foreslår også, at Prisca måske har været romerinde med sympati for jødedommen, hvilket var meget almindeligt på den tid. Aquila var muligvis jøde, der kom til Rom som håndværker. Ægteparret ramtes i hvert fald af Kejser Claudius' dekret i år 41 eller 49, hvorved alle jøder forvistes fra Rom.

Aquila og Prisca måtte altså forlade byen, men de mistede tilsyneladende ikke deres ejendom, som de atter tog i brug, da de senere vendte tilbage til Rom. Vi kender lidt til deres liv, fordi de nævnes flere gange i Det Nye Testamente. I Apostlenes Gerninger (18,1-4) berettes, hvorledes Paulus kom til Korinth, hvor han mødte jøden Aquila, der sammen med sin hustru Priscilla (Forfatteren, der menes at være San Luca, bruger ofte diminutiver - her Priscilla for Prisca) nylig var kommet fra Italien på grund af Kejserens påbud. Paulus kom til at bo hos Aquila og Prisca, arbejdede sammen med dem som teltmagere, og sejlede senere til Syrien sammen med dem og derpå videre for sig selv. Aquila og Prisca bosatte sig derimod i Efesos, inden de i år 57 kunne vende tilbage til Rom.

I Rom flyttede ægteparret atter ind på Aventinhøjen og omdannede en del af deres hus til en lille kirke. Paulus sendte dem sine hilsener i flere forskellige breve, i Romerbrevet (16, 3) skrev han "Hils Prisca og Aquila ... og menigheden i deres hus. Det menes skrevet i år 57 og på dette tidspunkt har Aquila og Prisca's hus altså fungeret som samlingssted for en menighed, har altså været en slags kirke. Senere kom Paulus til Rom og opholdt sig måske atter hos sine gode venner. I sit første brev herfra til korintherne (16,19) skrev han "Mange hilsner i Herrens navn fra Aquila og Prisca og menigheden i deres hus".

Måske har Aquila og Prisca haft en datter ved navn Prisca, det hævder martyrlegenden i hvert fald, men det vides ikke med sikkerhed. Det kan også dreje sig om en helt anden person ved navn Prisca, som måske har boet i nærheden - eller måske blot er blevet kædet sammen med Titulus Priscae på grund af navneligheden. Santa Prisca skal have været en ung pige, som led martyrdøden under Kejser Claudius, og hvis relikvier i dag hviler i Kirkens krypt. Legenden fortæller, at denne Santa Prisca blev døbt af San Pietro, der til det hellige vand brugte en antik kapitæl, nemlig den, der idag bruges som Kirkens døbefont. Kapitælen er imidlertid dateret til et tidspunkt senere end San Pietro's død, så vi står her overfor en myte, selvom den i over tusinde år har været betragtet som ægte og opbevaret i Kirkens krypt.

Den del af Aquila og Prisca's hus, som ikke har været anvendt til kirke, og/eller måske deres naboers huse har i slutningen af det 1.århundrede blandt andet tilhørt Licinius Sura, som døde i år 108, og Trajan, inden han blev Kejser i år 98.

I perioden 275-283 lod Pave Eutychianus den unge martyr Santa Prisca's relikvier flytte til Kirken og anbringe under Højalteret.

Aquila og Prisca's huskirke fungerede som sådan også efter ægteparrets død, men præcis hvordan den har set ud, vides ikke. Navnet beholdt den og Titulus Priscae nævnes på indskrifter og i kilder fra 400-tallet. Det var på denne tid, at det lille kapel - måske det samme man fandt i 1776 under pladsen foran Kirken - blev inkorporeret i en rigtig 41 meter lang kirkebygning i basilicaform.

Den oprindelige Kirke havde som idag 3 skibe, et hovedskib, der i bredde svarer til den synlige del af Kirkens facade, og to meget smalle sideskibe. Denne grundplan er typisk for de tidligt kristne kirker, hvor hovedskibet også var betydeligt højere end sideskibene, hvoraf det højre var reserveret mændene og det venstre kvinderne. Søjler i forskellige typer grå marmor og grå granit med joniske kapitæler adskilte skibene.

Kirken havde præsteskab, der i 499 og 595 deltog i forskellige konciler i Rom.

I 772 måtte Pave Hadrian I lade Kirken restaurere og man kan stadig se rester af den udsmykning, som Kirken da fik: under buerne i Sakristiet og gesimserne under apsistagrenden.

I 806 benævnes Kirken Titulus Aquilae et Priscae.

I perioden under Pave Leo IV (847-855) blev Santa Prisca's relikvier flyttet til Kirken Santi Quattro Coronati, men de blev snart efter flyttet tilbage igen.

Kirken hørte under Santa Maria in Cosmedin og passedes af San Basilio-munke derfra indtil midten af det 11.århundrede, hvor den overgik til Benediktinermunke. Den undergik herefter en gennemgribende restaurering (omkring 1062), men ødelagdes kort efter af Normannernes plyndringer under Robert Guiscard i 1084-1085. Kirken måtte herefter atter restaureres, hvilke Pave Paschalis II sørgede for i perioden 1099-1118. Under dette arbejde blev Kirkens bageste del forsynet med støttebuer.

I 1414 overgik Kirken til Franciskaner-Ordenen, men en brand i begyndelsen af 1400-tallet skadede Kirken så meget, at de første tre buer i venstre side faldt helt sammen. Der måtte derfor foretages en større ombygning, som Pave Calixtus III igangsatte i 1455-1458. Her blev Kirkens oprindelige længde på 41 meter afkortet svarende til de tre nedrevne buer og en ny facade opbygget. Samtidig lod Paven åbne 3 vinduer i apsis, men de blev senere muret til igen. Man kan muligvis stadig se nogle rester af de fresker, som kom til at udsmykke den indre del af den nye facade, over døren i bunden af venstre sideskib.

I 1455 overdrog Calixtus III Kirken til Domenikaner-Ordenen.

I 1600 overgik Kirken til Augustiner-Ordenen, der stadig passer den.

I 1599 var Benedetto Giustiniani blevet Kirkens Titel-Kardinal og i 1600 satte han et større renoveringsarbejde i gang. Arkitekten Carlo Lambardi fik til opgave at udvide pladsen foran Kirken og at ombygge og hæve facaden. Til minde herom er der et indskriftsbånd øverst på den nye facade og en indskriftstavle på højre væg i Kirkens apsis. Ombygningen skete, medens Clemens VIII var Pave, og hans våbenskjold blev derfor opsat i facadens øverste gavlfelt, der nu er tomt. Under arbejdet blev de gamle søjler, der adskilte kirkeskibene, delvist indmurede i pilastrer (flade, firkantede søjler), der idag bærer buerne mellem skibene. Apsis og presbyterium blev udsmykket med nye fresker af Anastasio Fontebuoni og højalteret fik en ny altertavle malet af Domenico Cresti, kaldet Il Passignano.

I 1727-1728 var det atter tid for renovering af Kirken. Pave Clemens XII lod loftet i hovedskibet restaurere og løfte og de to kapeller foroven i sideskibene blev indrettet, udsmykket med marmorplader og nu forsvundne fresker af Giovanni Odazzi.

I 1776 begyndte man at foretage arkæologiske udgravninger under Kirken og fandt her rester af det, man antog var Aquila og Prisca's hus og et lille kapel med ødelagte fresker, samt en bronzetavle, som den tidlige Guvernør i Spanien Caius Marius Pudens Cornelianus havde modtaget i år 222 fra befolkningen i Clunia. Nogle forskere har derfor ment, at Aquila og Prisca måske var i familie med den Senator Pudens, som i en periode skal have haft San Pietro boende i sit hus ved den nuværende Kirke Santa Pudenziana.

Under franskmændenes besættelse af Rom i 1798 gik Kirken i forfald og den blev først restaureret igen i 1935, hvor man under arbejdet fandt de tre gamle buer i højre side, som branden i 1400-tallet havde skånet. De blev afrenset og er nu vinduer i Kirkens Sakristi.

I samme periode (1933-1966) blev der foretaget flere arkæologiske udgravninger, som har givet ny viden om den tidligere bebyggelse på stedet: Licinius Sura's hus, eller måske Kejser Trajan's, Aquila og Prisca's hus, andre huse, en Mithras-helligdom.... I området lå også et Tempel for Diana, Sura's Termer og et Tempel for Consus eller måske Vortumnus.

I 1948 indrettede Arturo Hoerner Dåbskapellet, hvortil man flyttede den antikke kapitæl fra Kirkens Krypt.

I 1961 fik Kirken en let klokketårnn, tegnet af G.Monaco.