I 1391 grundlagde den trasteverinske adelsmand Andreozzo Ponziani, hvis søn var gift med den senere helgeninde Santa Francesca Romana, et sygehus, som han viede til Frelseren og kaldte Ospedale del Santissimo Salvatore. Ponziani boede i Via dei Vascellari og den bygning, hvori han lod indrette sit hospital, lå tæt på hans bolig. Man mener, at det første sygehus muligvis lå i det højre sideskib til den lille, gamle kirke Santa Maria in Cappella, der i løbet af 1300-tallet var blevet noget forfalden og havde problemer med revnede mure og lignende, således at man havde besluttet at mure det højre sideskib til for at afstive bygningen.

Pave Bonifacius IX (1389-1404) lod det nye hospital knytte til Kirken og overdrog varetægten til Ponziani-familien og deres arvinger. Da Andreozzo døde i 1401 overgik styret til Santa Francesca Romana, der dengang hed Francesca Bussa de' Leoni, gift Ponziani. Francesca var fra barnsben meget religiøs, men blev gift tidligt med Lorenzo de' Ponziani. Forholdet mellem ægtefællerne var tilsyneladende godt, men ellers var deres liv fuldt af sorger. I hvert fald 2 af deres 3 børn døde meget tidligt og på et tidspunkt under de napoletanske troppers besættelse af Rom i perioden 1408-1409 og 1413-1414 blev Lorenzo så alvorligt såret, at han vedblev at være syg og svag resten af sit liv. Francesca hengav sig nu mere og mere til sit åndelige liv, men udlevede dette i sit praktiske virke, både i sin store husholdning og i sit arbejde på svigerfaderens hospital, samt andre sygehuse. I 1425 grundlagde hun en religiøs orden af lægsøstre, kaldet Le Oblate, som fra 1433 fik til huse i Klosteret ved Tor de' Specchi. Og til disse nonner overgik også Ospedale del Santissimo Salvatore ved Francesca's død i 1440.

I de følgende 100 år forfaldt Hospitalet langsomt og til sidst endte det med at blive lukket, mens Kirken i midten af 1500-tallet overgik til det religiøse broderskab af bødkere, Confraternita dei Barilai, som derpå lod bygningen restaurere.

Senere fattede den paveligt udpegede administrator for Rom, G. Garzia Millini, interesse for Komplekset, som han lod renovere, så Hospitalet kunne genåbne til brug for tyske pilgrimme. Til Hospitalets drift overgav Pave Sixtus V det i 1588 indtægterne fra det gamle Ospizio della Nazione Boema ved Kirken Santa Lucia del Gonfalone. Denne indtægtskilde beholdt man indtil 1654.

På dette tidspunkt var Innocens X blevet Pave og han overførte Kirken til sin egen Pamphilj-familie, der herefter kunne benytte den som deres private kapel mod at betale en erstatning til nonnerne ved Tor de' Specchi. Grunden til denne overførsel var Pavens magtfulde svigerinde, Donna Olimpia Maidalchini Pamphilj, der var begyndt at opkøbe jord og ejendomme i området ned mod floden. Hun samlede sig her fra omkring 1650 jorder, huse, vandmøller, fiskesteder, små anløbssteder for både og lignende for at anlægge en stor lystgård, et landsted med en pragtfuld park med kæmpe blomsterbede og fontæner, samt i 1653 et lysthus (den tids lysthuse var betydeligt større end nutidens, der var nærmest tale om en fleretagers villa) med en fantastisk udsigt over floden. Landstedet kaldtes Giardino di Donna Olimpia og lysthuset omtaltes som Casino di Donna Olimpia.

Lysthuset måtte senere rives ned, da Lungotvere Ripa blev anlagt, og det samme gjaldt den mur mod floden, som Donna Olimpia's søn Camillo lod opføre i 1665 for her at anlægge en lille badeanstalt, der kaldtes Bagno di Donna Olimpia. Også denne forsvandt, da digerne mod Tiberen blev bygget.

Fra 1709 mistede familien imidlertid interessen for landstedet og de næste arvinger, Doria-Pamphilj-familien, lod området leje ud, men beholdt dog Kirken til eget brug indtil 1797.

Omkring midten af 1800-tallet voksede Pamphilj-familiens interesse for området igen. Dels lod Prins Filippo Andrea V Doria Pamphilj Kirken restaurere, dels startede han byggeriet af det Kroniker-Hospital, som vi kan se idag. Midlerne hertil kom fra en testamentarisk arv fra hans onkel Prins Carlo Doria, der døde i 1846. Til at forestå arbejdet ansattes arkitekten Andrea Busiri-Vici og den 2. Marts 1857 kunne byggeriet påbegyndes.

I 1859 kunne Pave Pius IX indvie den nye hosptialsbygning og fra den 14. Marts samme år overtog nonneordenen Figlie della Carità di San Vincenzo de' Paoli pasning af bygninger og patienter. I de følgende år åbnedes flere nye afdelinger, i Juli 1859 en afdeling for kvinder og i 1862 en for mænd.

I 1860 var Donna Olimpia's lysthus blevet inkorporeret i Hospitalet og der var blevet tilføjet en øvre etage, samt foretaget andre ændringer og udvidelser. I 1870 åbnede nonnerne her en skole for kvarterets fattige pigebørn.

Den 28. December 1870 forårsagde Tiberen en oversvømmelse af området, der var så kraftig, at vandmasserne bortrev en stor del af haven. Herved kom nogle fundamenter af de antikke havnemure til syne med relieffer og løvehoveder i travertin. Det var egentlig meningen, at disse ruiner skulle restaureres og vises frem, men efter Kommunens beslutning om at opføre floddigerne og de kraftige mure, samt anlægge de brede flodboulevarder, blev fundene tildækket i 1888. Dog blev løvehovederne sparet og sat op på Tibermuren.

Den østligste del af Donna Olimpia's tidligere landsted og Hospitalets tidligere grund blev eksproprieret for at gøre plads til de nye anlæg. Den tidligere havemur måtte også ofres og i stedet byggedes en ny mur af en lang række delvist tilmurede buer med en stor, høj buet portal i midten under en vandret indskriftsfrise med teksten "Ospizio Doria Pamphilj".

I stedet for Donna Olimpia's lysthus byggedes nu i den sydlige del af grunden og ud mod den nye Lungotevere Ripa en bygning i 4 etager med en høj kælder. De 3 underste etager har høje vinduer i buede remmer, mens den tilbagetrukne øverste etage udgør en luftig loggia.

Vest for denne bygning udvidede man i 1881-1892 de ældre bygninger ud mod Piazza dei Mercanti og Vicolo del Canale. Langs gaden Vicolo di Santa Maria in Cappella, som løber parallelt med Lungotevere Ripa langs med Hospitalets vestside, står de gamle bygninger stadig. Facaden er i 2 etager og har mindre, tilgitrede vinduer i kraftige rammer i stueetagen og højere vinduer med skodder på førstesalen. Ellers er der ingen udsmykning eller formildende omstændigheder, når man ser bort fra en enkelt gadelygte, ophængt på muren i en smuk, svungen smedejernsarm. Hovedingangen til Hospitalet findes i Vicolo di Santa Maria in Cappella nr.6 - til højre for Kirken i dennes forgård. Over porten ses indskriften "Morbis chronicis curandis - xenodochium - ab Auria Pamphilyanum" ("Hospital for behandling af kroniske sygdomme, (opført) af Doria Pamphilj(-familien)"). Der findes også adgang fra Lungotevere Ripa og i Vicolo del Canale.

Nord for Hospitalshaven byggedes der ud mod Lungotevere Ripa i 1880'erne en pendant til ejendommen mod syd. Den står her bag ved og øst for Kirken, som i midten af 1800-tallet var blevet restaureret så grundigt, at det tilmurede højre sideskib atter blev åbnet og føjet til kirkerummet. Det var ellers i dette skib, at man mente, at det ældste hospital blev indrettet, men idag er det atter en del af Kirken. Der er dog herfra adgang til hospitalshaven.

En stor fontæne står idag midt i hospitalshaven, der for nylig er blevet renoveret og efter en periode i forfald atter omdannet til en ren oase. I havens syddel er der gennem sygehusbygningen adgang til en mindre og speciel have, den såkaldte Giardino di Lourdes, som nærmest er en lille gårdhave. Ejendommen er her i 3 etager, mens den ud mod Vicolo del Canale kun er i 2.

Den 1. December 1971 blev hospitalsvirksomheden af ejendommens ejere Donna Orietta Doria Pamphilj og Frank Pogson Doria Pamphilj omdannet til en fond med navnet Casa di Riposo Santa Francesca Romana og den hører idag ind under Roms Kommune.

Mange dele af Komplekset fungerer altså stadig som sygehus, plejehjem og hospice, men der er også blevet plads til at indrette nogle rum til museum. Nogle fotos herfra kan ses nedenfor:

I den lange hovedbygning ligger midt mellem sygefløjene det 8-kantede kapel med den flotte stukdekorerede kuppel, som set udefra lyser som en lille sol.

Litteratur om Casa di Riposo di Santa Francesca Romana:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 672, 673.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 431, 553.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982 .
- Rione XIII, Trastevere, del 3: side 174-188.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!) - side 322, 323.
Pinelli, Achille: Le chiese di Roma negli acquarelli di Achille Pinelli. A cura di Bruno Brizzi, testi di Liliana Barroero, Daniela Gallavotti Cavallero. Roma, Editore Colombo, 1. ristampa, 1990.
- side 129 (tavle 87) og side 287.
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 235.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005. ----- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 861, 862.
Versus Mare : una chiesa sulla via del Mediteraneo : Santa Maria in Cappella da Urbano II ai Doria Pamphilj. - Milano : Silvana Editoriale, 2015.
Info.roma: Santa Maria in Cappella o Santa Francesca Romana.
Roma segreta.it: S. Maria in Cappella.
Roman Chruches: Santa Maria in Cappella.
RomeArtlover.it: S. Maria in Cappella and Casino di Donna Olimpia.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Santa Maria in Cappella.
Wikipedia (tysk tekst): Santa Maria in Cappella.
FOTOS:
Se Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.