Mens Roms jødiske befolkning i Antikken havde begravet deres døde i de jødiske katakomber ved byens udfaldsveje, måtte Middelalderens jøder - ligesom de kristne byboer - finde nye begravelsespladser efter byens forfald og de mange barbarinvasioner og den opslidende gotisk-byzantinske krig, der havde reduceret beboertallet, ødelagt vandforsyningen og tvunget de resterende indbyggere til at samle sig i de lavtliggende områder langs Tiberen. Områderne udenfor bymurene var blevet øde og fulde af farer, omstrejfende soldater, røvere og senere arabiske pirater, som sendte ekspeditioner ind i landet fra deres skibe ved kysten. Ligesom de kristne flyttede martyrernes ben ind til kirkerne indenfor murene og begravede deres døde på disse steder, måtte jøderne finde en begravelsesplads, der var mere sikker.

Valget faldt på en lille grund lige indenfor den Aurelianske Bymur, lidt nord for Porta Portese, omkring det sted hvor nutidens Via Jacopa de' Settesoli munder ud i Piazza San Francesco d'Assisi, mellem Via Induno og Via di Porta Portese i øst og Viale Trastevere og Largo Bernardino da Feltre i vest. Man ved ikke præcis, hvornår denne begravelsesplads blev taget i brug, men det er sikkert sket på et ret tidligt tidspunkt. Området kaldtes Campus Judaeorum og nævnes første gang i Roms statutter for 1363, som tilhørende Compagnia della Carità e della Morte.

I 1587 blev en del af området imidlertid eksproprieret, fordi der skulle bygges en ny bymur til byens forsvar og det resterende areal viste sig snart at være for lille til formålet, så jøderne måtte se sig om efter en ny begravelsesplads.

Pave Innocens X gav derfor i 1645 den jødiske befolkning lov til at købe et stykke jord på Aventinhøjens nordskråning ned mod Valle Murcia, hvor Circo Massimo ligger.

Det erhvervede område strakte sig på højskråningen mellem Clivo dei Publicii, en gammel vej som havde ligget her siden Antikken, og et godt stykke længere end vejkrydset Via di Valle Murcia, som er en nyere vej. Området svarer i store træk til det areal, som idag udgør Roms Rosenhave, "Roseto di Roma".

Den nye gravplads kaldtes Orto degli Ebrei (Jødernes Urtehave) og kom til at fungere indtil 1895, hvor man begyndte at flytte gravsten og gravmæler samt de resterende knogler fra gravene til en ny jødisk afdeling på den nye, store kirkegård Campo Verano, der i de foregående år var blevet anlagt udenfor byen ved Via Tiburtina.