ANNAS ROM GUIDE

Vallis Tabernole


Denne dal, som i Middelalderens (og måske også Senantikkens) Rom kaldtes Vallis Tabernole (nogle steder også Vallis Tabernolae), svarer til den dalsænkning, hvori Via Labicana løber idag mellem Colosseum-dalen (i vest) og Lateranområdet (i øst) og mellem højene Celio (i syd) og Oppio (i nord).

Delli (se litt.note fornede) mener, at navnet skyldes, at der i området - som også ligefrem kaldtes "Regio tabernole" - lå en hel del små butikker, de såkaldte taberner.

Gennem denne dal og op over Oppiobakken og Esquilinhøjdedraget mod Cispiushøjtoppen, hvor Kirken Santa Maria Maggiore knejser, løb der en smal, bugtet og snoet - og ikke særlig bekvem - vej, som kaldtes Via Taberna eller Via Tabernola, i omtrent samme forløb som den antikke gade Via Merulana ab Isis et Serapis.

I selve dalen løb fra vest mod øst gaden Via Labicana, hvis forløb lå i dalens nordligste del, tæt under Oppiohøjen. Gaden startede ved Colosseum og den lille kirke San Giacomo de Coliseo, også kaldet Ecclesia Sancti Iacobi, og dens tilknyttede Xenodochium (et gratis herberg for pilgrimme fra udlandet). Syd for dette bygningskompleks udgik en anden vej, som løb gennem Vallis Tabernole i dalens sydigste del under Celiohøjen og i dens vestligste del, idet den drejede mod syd op ad højen, ligesom Via di San Giovanni in Laterano gør det idag. - Også denne gade kaldes forøvrigt Via Tabernola på Leonardo Bufalinis kort fra 1551.

Omtrent midtvejs i dalen lå - som idag - Kirken San Clemente med et stort kompleks af klosterbygninger og på højsiden sydøst herfor knejsede den befæstede Kirke Santi Quattro Coronati. På Oppiohøjen nord for Via Labicana stod resterne af Trajans Termer og vandreservoiret Sette Sale. Omkring dette sted udgik en lille sidevej op ad Oppio og rundt om den sidstnævnte ruin. Og kort herefter slog Via Labicana et sving mod syd, ind midt i dalen, hvor Kirken Santi Marcellino e Pietro lå, kun et kort stykke før den førstnævnte Via Tabernola, der kom løbende ned ad Esquilinhøjens side - i et buet forløb oppe fra Kirken San Giuliano (er idag forsvundet, men den lå ved nutidens Piazza Vittorio Emanuele II).

Det er området her i dalen, mellem Via Labicana og Via Tabernola, der på Bufalinis kort kaldes for "Regio Tabernole". Og længere fremme, efter et gaffelkryds, hvor Via Tabernola delte sig i 3 grene, der løb ned til San Giovanni in Laterano, havde dalen nået sin østlige grænse.

Efter Leonardo Bufalini's kort fra 1551: Plan over Via Tabernola 1551. Efter Leonardo Bufalini

1 : Santa Maria Maggiore
2 : Sant'Antonio Abate
3 : Sant'Andrea Cata Barbara
4 : Vigna di Santa Prassede
5 : Vigna di Santa Pudenziana
6 : San Vito
7 : Gallienus-Buen

8 : San Giuliano
9 : Sant'Eusebio
10: Trofei di Mario
11: Santa Prassede
12 : San Martino ai Monti
13: Sette Sale
14: San Matteo

15 : Santi Marcellino e Pietro
16 : Scala Santa
17 : San Giovanni in Laterano
18 : Dåbskapellet San Giovanni in Fonte
19 : Hospitaler
20 : Porta Asinaria og Porta San Giovanni

Litteratur om Vallis Tabernole:
Bufalini, Leonardo: Romkort. 1551.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 817.
Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
Appendice I : Chiese apocrife. - side 505-506.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr. 30.
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Quarto: 1566-1605. 1992. - side 98, 99.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 198, 213, 214, 229, 271.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 53, note 166 og dis.12 (ill.).

Fotos fra Via Merulana
Plan over gaden
Kort over området
Kort over området i Antikken
Bo og spise i området
Bøger og links om Via Merulana
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet. d. 2.11.2011 og sidst opdateret d. 4.11.2011