I Rom levede fra 1400-tallet en familie af handelsmænd, som fik arbejdet sig op til stor rigdom, hvilket afspejles i deres smukke, store og rigt ustyrede ejendomme: Palazzo di Ceccolo Pichi på Piazza del Teatro di Pompeo, og Palazzo di Girolamo Pichi på hjørnet af Vicolo dei Bovari og Via del Paradiso.

Det sidstnævnte Palæ strakte sig oprindeligt ud mod datidens Via Papale, der idag - som en i slutningen af 1800-tallet udvidet og forbedret boulevard - hedder Corso Vittorio Emanuele II. At have facade mod Via Papale, hvor de pavelige processioner defilerede forbi, gav bestemt prestige og selvom Pichi-familien først sent blev benævnt adelige, var der tale om en meget respekteret familie, hvis medlemmer også bestred mange høje hverv indenfor den kommunale administration.

Oprindelsen var dog nok mere beskeden. Måske startede familien med at sælge høns og fjerkræ på markedet, der gav navn til Piazza Pollarola, hvor senere deres første familiepalæ blev opført (en del af Pladsen hedder idag Piazza del Teatro di Pompeo). Senere udvidede familien med køb og salg af heste og antageligt også kvæg. Det gjaldt i hvert fald for Cecco de Pichi i slutningen af 1400-tallet. Og endnu senere blev familien storleverandør af træ og teglsten fra egen kalkovn. Disse materialer benyttedes blandt andet til opførelsen af Palazzo della Cancelleria i slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet. Her var især Girolamo Pichi aktiv, mens hans far Cecco også var involveret i driften af et jernværk.

Familien kaldte sig Pichi eller Picchi efter ordet "picchio", der betyder en spætte. I flertal hedder det "picchi" eller blot "pichi". Navnet kendes i Rom tilbage fra 1300-tallet. Familien var i starten blot respekteret og agtet, men først i 1500-tallet benævnes den som adelig: "nobilis".

Familien havde gravplads i Kirken San Lorenzo in Damaso. Det første man hører herom er, at Giovanpaolo Pichi allerede fra før 1407 havde et gravkapel i den gamle kirke San Lorenzo in Damaso, som blev nedrevet og fuldstændigt genopbygget i slutningen af 1400-tallet, da Palazzo della Cancelleria blev bygget. Der er derfor idag ikke noget tilbage af Cappella dei Pichi, som i 1412 blev viet til Jomfru Maria. Man mener, at det muligvis stod i den buegang, der fandtes lige indenfor Kirkens indgang.

Pichi-familiens våben (se foto fra borgato.be) var delt i 2 dele med henholdsvis blå og rød baggrund. På midten står en søjle, som ender i 2 buer, en i hver side, del hele i guld. Over søjlen sidder en rose i guld og på hver side - under buerne - en sølvfarvet spætte, der er i færd med at hakke i søjlen.

Af familiemedlemmer kender vi blandt andre:

Giovanni Paolo Pichi, også kaldet Giovanpaolo Pichi eller på latin Joannis Paolus de Picchis, der fra før 1407 havde et gravkapel i den gamle kirke San Lorenzo in Damaso, som blev nedrevet og fuldstændigt genopbygget i slutningen af 1400-tallet, da Palazzo della Cancelleria blev bygget. Der er derfor idag ikke noget tilbage af Cappella dei Pichi, som i 1412 blev viet til Jomfru Maria. Man mener, at dette Cappella di Santa Maria muligvis stod i den buegang, der fandtes lige indenfor Kirkens indgang. I Kirkens arkiv findes et dokument fra den 7. Maj 1407, hvor en vis Bartolomeo Tomei fra Padova bad om at blive begravet "in Porticali sito ante dictam Eccelsiam in quo est Altare Sancti Iacobi e Cappella illorum de stirpe Colae Joannis Paoli et aliorum de Campo Florae" ("i den portico, der findes foran den nævnte Kirke, i hvilken der findes et alter for Sankt Jakob og et kapel for efterkommerne af Cola, søn af Giovanpaolo og andre fra Campo dei Fiori"). Et andet dokument er dateret den 19. Maj 1412, hvor Kirken tillader viktualiehandleren Pesellus Pardutii fra kvarteret Rione Parione at blive begravet "in cappella S. Mariae quae dicitur delli Janni Paoli" ("i Cappella di Santa Maria, som kaldes Kapellet for Giovanpaolo's efterkommere"). Her får vi altså navnet på Pichi-familiens kapel: Cappella di Santa Maria.
Giovanpaolo var tilsyneladende fader til Nicola / Cola Pichi.

Nicola Pichi, også omtalt som Cola Joannis Paoli eller Nicola Joannis Paoli de Picchis, var tilsyneladende søn af Giovanni Paolo de' Picchi og blev selv fader til Carlo di Cola (Carolus Colae Joannis Paoli de Picchis). Ifølge begravelsesbøgerne fra Arciconfraternita del Salvatore ad Sancta Sanctorum blev Cola Palutius Ioannis Paoli begravet i San Lorenzo in Damaso på et tidspunkt i 1448-1449. I årene 1464-1465 anføres Anastasia de Tartaris, gift med afdøde Cola de Picchis, som død den 22. Februar 1465. En gravsten med hendes figur og en lang tekst på kanten hele vejen rundt blev bekostet af sønnen Ceccolus de Picchis. Teksten lød: "Hic iacet nobili - d. Anastasia de Tartaris uxor quondam nobilis viri Cole de Picchis civis Romani - qui obiit die XXII Februarii MCCCCLXV - Ceccolus de Picchis - matri sue carissime B.M. - ex testamento" : "Her ligger den ædle Anastasia de Tataris, hustru til afdøde ædle herre Cola de Picchis, romersk borger. (Hun) døde her den 22. Februar 1465 - Ceccolus de Picchis (satte denne sten) for sin kære moder - ifølge testamentet". (Der hersker nogen forvirring om familieforholdene her, da nogle kilder anfører, at Anastasia var gift med Ceccolo Pichi. Men efter teksten på ovennævnte gravsten må hun havde været gift med Cola og moder ("matri") til Ceccolo).

Carlo di Cola, også omtalt som Carolus Colae Joannis Paoli de Picchis, var tilsyneladende søn af Cola / Nicola di Giovanni Paolo Pichi. Carlo bestemte før sin død i 1464, at der i San Lorenzo in Damaso skulle opføres et nyt kapel til hans grav "in loco ubi consuevit esse Cameram quandam Domini Andreae Bmell, vel in alio loco onorabili", hvilket vil sige "på det sted, hvor tidligere Hr. Andrea Bmell havde sit værelse - eller i et andet passende fornemt sted". Da den gamle Kirke nogle årtier senere blev revet ned, ved vi ikke, hvor Bmell's rum befandt sig og altså heller ikke hvor Carlo's nye gravplads kom til at ligge. Til byggeriet af det nye kapel efterlod han i sit testamente 300 floriner, samt et beløb til vedligeholdelse af kapellet og til at lønne en kapellan. Desuden bestemte han, at hvis alle hans mandlige arvinger døde uden efterfølgere, så skulle halvdelen af indtægterne fra hans ejendom bruges som medgift til hans kvindelige efterkommere, mens den anden halvdel skulle gå til gravkapellet, hvor antallet af kapellaner derefter skulle forøges til 4, som hver dag skulle afholde 4 sjælemesser.

Ceccolo Pichi, som var en rig handelsmand i 1400-tallet. Han blev gift med Anastasia dei Tartari og lod i 1460 opføre familiepalæet Palazzo di Ceccolo Pichi på datidens Piazza Pollarola, nutidens Piazza del Teatro di Pompeo nr. 43, hjørnet til Via dei Baullari. Ceccolo og Anastasia blev forældre til sønnen Girolamo Pichi. Der er antagelig tale om en fejl i denne oplysning, da Aanastasia de Tartaris ifølg sin gravstensindskrift, som vist ikke findes længere, var gift med Cola de Pichis (se denne), mens Ceccolus Picchis angives som hendes søn. Andetsteds anføres, at Cola Ioannis Paoli og Anastasia de Tarteri var forældre til Ceccolo di Picchi.
Ceccolus Ioannis Paoli de Picchis angives som værende en rig handelsmand og romersk borger i Rione Parione, som grundlagde et kapel for helgenerne Nicolò og Caterina i Kirken San Lorenzo in Damaso. Der er vel tale om det ovenfor under Carlo di Cola omtalte nye kapel i Kirken. Ceccolo døde først i 1496 og blev førstebegravet i det gamle Cappella Picchi i den nye kirke, hvor 3 mindre kapeller (Cappella Gallo / della Vergine, Cappella dei Massimi / del Santissimo Crocifisso, og Cappella dei Pichi / di Santa Maria) blev slået sammen til ét større kapel i Kirkens højre side, antagelig nutidens Cappella del Crocifisso.

Cecco de Pichi, også benævnt Ceccus de Picchis, var måske den samme som ovennævnte Ceccolo eller muligvis dennes søn. Han var en rig handelsmand, der i slutningen af 1480 og begyndelsen af 1481 købte en del af et hus ved Campo de' Fiori af den spanske krovært Pietro Morales. Som vurderingsmand i handelen optrådte notaren og "vejmesteren" Francesco Tasca. I årene 1484 og 1488 deltog Ceccus de Pichis i processionerne ved Festa dell'Assunzione, hvor han deltog for Rione Parione som bærer af det hellige Kristus-billede i det første skift, på strækningen mellem Cappella di Sancto Sanctorum til Santa Maria Nova. Han var nemlig som de fleste betydende mænd i datidens Rom medlem af lægbroderskabet Arciconfraternita del Salvatore ad Sancta Sanctorum ved Laterankirken.
På et tidspunkt før den 12. Maj 1494 købte en vis mindre handelsmand ved navn Simone di Tagliacozzo 14 heste fra den velbyrdige Ceccus de Picchis og betalte derfor 93 dukater. Det vil sige, han betalte ikke hele beløbet med det samme, hvilket var uheldigt for ham, for før han kunne nå at sælge dyrene videre, døde nogle af dem, som gik på græs hos Francesco Leni. Da Simone ikke kunne betale det resterende beløb, blev han nødt til at aflevere de døde hestes huder til Picchi, der samtidig tilbagekøbte de overlevende heste for 86 dukater, som var Simones gæld. Forretningen var nu noget kompliceret, for en del af beløbet (36 dukater) skyldte Picchi tilsyneladende til Francesco Leni, mens de resterende 50 dukater kunne gives til Simone af Leni, hvis handelen senere annulleredes. Den 25. Juni samme år udfærdigede Simone di Tagliacozzo så en kvittering til Francesco Leni på det fulde beløb af 86 dukater for de omtalte heste.
En anden økonomisk aktivitet, som Cecco Picchi havde gang i, var et jernværk beliggende på et sted kaldet "in tenimento castri Marani". Picchi var ikke den eneste af datidens betydende familier, der besad jernværker. Det samme gjaldt både Caetani- og Massimi-familien, samt senere Orsini-familien. Også Giuliano Leni havde gang i den slags industri.

Girolamo Pichi, der var søn af Ceccolo Pichi og Anastasia dei Tartari og selv blev gift med Geronima Alberini. Nogle år efter faderens byggeri lod Girolamo selv opføre sit eget Palæ, Palazzo di Girolamo Pichi, på hjørnet af Vicolo dei Bovari og Via del Paradiso, samt senere udvidet ud mod datidens Via Papale, nutidens Corso Vittorio Emanuele II. Det var en stor bygning og Girolamo lod den udsmykke pragtfuldt og forsyne med både malerier og statuer. Af samtiden regnedes Palæet for at være på højde med kardinalpalæerne. Girolamo Pichi var i 1471 udnævnt til Conservatore ved Campidoglio.
Den 31. Januar 1491 lejede Girolamo Pichi noget jord omkring nogle antikke ruiner ved det såkaldt Schola Graecha af munkene ved Kirken Santi Bonifacio e Alessio. Ifølge munkenes gamle dokumenter var jorden udlejet til "Nobili viro Hieronymo filio Nob. Viro Ceccholi de picchis de Regione Parionis".
Fra 3. Januar 1503 varetog Ieronimus de Pichibus sammen med (sin svoger?) Iacobus Alberinius hvervet som "vejmestre", Maestri delle Strade eller "Magistri Stratarum Urbis", i Rom, og den 17. Februar fik de 2 herrer sammen med vejkommissæren Francesco de Schiatensibus udbetalt 300 floriner i salær. I slutningen af 1505 stoppede Iacobus de Alberinis og Hieronymus de Picchis nogle udgravninger, som kannikerne ved Kirken San Nicola in Carcere havde påbegyndt efter marmor og stenfragmenter, da "vejmagistrene" mente, at det udgravede område tilhørte Kommunen. Den 3. Januar 1506 dømte den pavelige Camerlengo i sagen. Han var uenig i denne disposition og forbød forstyrrelse af kannikernes udgravning under bøde på 1000 dukater. Den 23 Januar 1506 modtog Alberini, Picchi og Francesco Scatensio igen salær på 300 floriner. Den 7. Marts 1508 modtog vejmestrene igen salær, denne gang på 200 floriner. Endelig var Hieronimus Picus og Dominicus de Maximus i December 1512 "magistri edificiorum et stratarum Urbis", de varetog altså nu også opsynet med byggeriet i byen, og den 1. December dømte de Giacomo Bucceia til at oprense og reparere den vandledning, som førte fra hans hus ud på offentlig gade, så det vand, som kom fra naboens (?) hus kunne løbe frit væk. (Naboerne(?) var Antonio og Elisabetta, børn og arvinger af en barber ved navn Prospero).
I Museo di Roma findes idag en indskriftssten, som har siddet på muren på et hus i den nu forsvundne gade Via Rua i det ligeledes forsvundne Ghetto-område, som blev ryddet i årene efter 1870. Denne sten blev imidlertid bevaret og af indskriften fremgår det, at den omtaler vejmestrene Hieronymus Picus og Iacob Arbernus. Den opsattes til minde om en udvidelse af den smalle gade (Via Rua), som førte til Piazza Giudia, der foretoges under Pave Julius II (1503-1513) under opsyn af Giacomo Arberino og Girolamo Pichi. De to herrers våbenskjolde var opsat på hver side af indskriften, men de er idag blevet udraderet, mens teksten stadig står intakt. Stenen omtales allerede i 1510 af den florentinske kannik Francesco Albertini i sin 3. bog om Roms gader og pladser som opsat på Piazza Giudia og bærende årstallet "M.ccccc.viii", altså: 1508. Dette årstal nævnes også i en omtale fra 1760, mens det idag ikke længere ses på stenen. Der er dog sandsynligvis tale om en fejllæsning og derpå en fejlcitering af årstallet, da Pichi og Alberini ikke begge var vejmestre i 1508, men i 1505 og 1506.
Af regnskaber fra opførelsen af Palazzo della Cancelleria i slutningen af 1400-tallet fremgår det, at Girolamo Pichi sammen med Girolamo Porcari og Mario Millini sørgede for forsyninger til byggepladsen. Det drejede sig i årene 1497-1503 om forsyninger af træ og mursten, som fremstilledes i kalkovne ejet af Girolamo og Ludovico Pichi, samt af Giuliano Leni.

Domenico Pichi, der i April kvartal 1521 var valgt til leder af kvarterslederne: Priore dei Caporioni. I 2 måneder i 1526 blev han udnævnt til Senatore. Han benævnes her Domenicus de Pichis. I 1526 var han desuden på et tidspunkt udnævnt til Conservatore og det samme i Januar kvartal 1535, her omtalt som værende fra Rione Trevi. Mens han udførte samme hverv i Oktober kvartal 1540 for Rione Parione.

Menico Picchi - måske ovennævnte Domenico Pichi? - der i et brev af 7. Marts 1528 nævnes som værende - eller have været - Conservatore i Rom. Brevet er skrevet til Pamphilio Pamphili af Paolo Gallo, som beretter om, hvorledes slægtninge og venner har klaret sig gennem den hårde periode med Roms erobring og plyndring i 1527 og den efterfølgende hærgende pest, samt andre ulykker og fødevaremangel. Det var først den 17. Februar 1528, at de sidste fjendtlige tropper forlod Rom og de beboere, som havde haft held til at flygte, så småt begyndte at vende tilbage.

Ludovico Pichi, der døde omkring 1526 og efterlod blandt andet et stort anlæg af kalkovne i området ved Tivoli og Lunghezza, komplet med huse, værktøj og dyrehold samt blandt andet 2.600 læs sten, 2.100 læs brændeknipper og 3.200 læs med stykker af tykke træstammer. Ved kalkovnen i Lunghezza græssede 126 bøfler, der kunne spændes for et stort antal vogne til transport af sten og tømmer, desuden var der et antal muldyr og heste. Anlægget her bestod af murede grave til selve brændingen, et hus, nogle hytter og stakke af tømmerstokke til at bygge bro over floden. Pichi og hans arvinger havde her ret til at fælde træer i Colonna-familiens skove svarende til 890 tykke stykker kaldet "mancosi" og samle 3.000 læs brændeknipper. Alt dette samt andre aktiver gjorde, at arven efter Ludovcio Pichi løb op til en værdi af 4.000 dukater

Paolo Pichi fra Parione, der i April kvartal 1531 var valgt som Caporione for kvarteret Rione Parione.

Lucrezia Pichi, som i 1535 blev gift med Michele Lante (Michele III Lante). Lucrezia var ejer af nogle huse ved datidens Piazza Pollarola og Via dei Baullari. Der må være tale om det gamle Palazzo di Ceccolo Pichi, der netop ligger på hjørnet af Via dei Baullari og nutidens Piazza del Teatro di Pompeo, som tidligere på dette sted hed Piazza Pollarola.

Francesco Pichi, som i Oktober kvartal 1537 blev valgt som Priore dei Caporioni. Det nævnes, at han var fra Rione Trevi. I Juli kvartal fungerede Francesco så i 1540 som Caporione for Rione Parione, samme år som hans slægtning (bror?) Carlo Pichi i Januar kvartal havde værret Caporione for samme kvarter. I Januar kvartal 1544 blev Francsco valgt til Priore dei Caporioni, her omtalt som værende fra Rione Parione. Endelig valgtes han til samme hverv i April kvartal 1544. Her benævnt Francesco Picchi fra Parione.

Carlo Picchi, der i Januar kvartal 1540 blev valgt til Caporione for kvarteret Rione Parione. Samme år valgtes hans slægtning (bror?) Francesco Pichi i Oktober kvartal til Caporione for samme kvarter.

Achille Picchi, som valgtes til Caporione for Rione Parione i April kvartal 1554.

Girolamo Pichi, der i April kvartal 1556 var valgt til Priore dei Caporioni for Rione Parione. Omkring den 1. August 1559 valgtes han til Caporione for Rione Sant'Angelo, her omtalt som Girolamo Pico. I årene 1561 og 1582, hvor han benævnes Girolamo Pichi fra Rione Parione, var han udnævnt til Conservatore i henholdsvis Oktober og Januar kvartal. (I Oktober 1561 var hans slægtning Silvestro Pichi forøvrigt valgt til Caporione for Rione Parione!). I 1565 bestred Girolamo Pichi hvervet som vejmester sammen med Orazio Naro.
Vel denne Girolamo, der i Marts 1583 omtales som værende en stor kunstsamler og kunsthandler, samt i besiddelse af en særlig marmorstatue. Han var desuden i 1586 "vejmester" og sammen med Pietro Muti aftalte han den 15. Marts, at en vis Adriano Stalla skulle udføre arbejdet med at istandgøre den nye vej, der på Esquilinhøjen førte til Kirken Santa Croce in Gerusalemme. Dog forbeholdt de sig på vegne af Roms Kommune retten til en del af de arkæologiske fund, som måtte komme til syne ved vejens planering.

Silvestro Pichi, der i Oktober kvartal 1561 blev valgt til Caporione for Rione Parione, Det var samtidig med, at hans slægtning Girolamo Pichi var udnævnt til Conservatore!

Domenico Pichi, som var valgt til Caporione 3 gange, i Oktober kvartal 1596, i April kvartal 1603 og igen i Oktober kvartal 1610. Første gang omtales han som værende fra Rione Parione, anden gang fra Rione Trevi og sidste gang fra Rione Regola.

Ludovico Picchi, der i Oktober kvartal 1606 var valgt til Caporione for Rione Regola. Måske det er denne Ludovco, som var gift med Giulia Mattei, der efter hans død donerede 23 dukater til Ospedale del Salvatore til brug for dødsmesser i Kirken San Lorenzo in Damaso.

Francesco Picchi, der i Oktober kvartal 1609 var valgt til Caporione for Rione Regola. Samme hverv valgtes han til for samme kvarter i Juli kvartal 1613, mens han i Oktober kvartal - benævnt Francesco Piccini - valgtes til at repræsentere Rione Sant'Angelo.

Flaminio Picchi, som i Juli kvartal 1617 blev valgt som Caporione for Rione Sant'Eustachio, mens han i Januar kvartal 1620 blev udnævnt til Conservatore. Her omtales han som værende fra Rione Campo Marzio. Måske den samme som i 1638 og 1640 også var valgt til Caporione? Det første år i April kvartal for Rione Campo Marzio, mens han i April kvartal 1640 repræsenterede Rione Ponte.

Måske samme Flaminio Picchi, der i Januar kvartal 1646 valgtes til Caporione for Rione Colonna, men i Juli kvartal 1649 for Rione Borgo? Samt var Priore dei Caporioni i Oktober kvartal 1654, her omtalt som værende fra Rione Pigna?

Måske også den samme Flaminio Pichi, som i 1663, 1669, 1682 og 1689 var udnævnt til Conservatore? Han er her tilknyttet 4 forskellige kvarterer, Rione Campitelli for Oktober kvartal 1663, Rione Sant'Eustachio for Juli kvartal 1669, Rione Regola for Juli kvartal 1682 og Rione Monti for Januar kvartal 1689.

Sara di Picchi (Sarra delli Picchi), hvis forældre og fødselstidspunkt vi ikke kender, var gift med Cristofano , søn af Menico Iacovaccio. Da Sara - på et ukendt tidspunkt - døde, havde hun i sit testamente bestemt, at hendes families hus i Rione Parione - der hvor der solgtes høns (dvs. ved Piazza Pollarola) - skulle overgå til hendes ægtemand i fald han stadig var i live. Han skulle ligeledes modtage 50 dukater årligt, mens han levede, mens resten af hendes aktiver - og huset efter mandens død - skulle gå til Ospedale del Salvatore og Confraternita del Salvatore.

Litteratur om Pichi-familien:
Ait, Ivana e Manuel Vaquero Piñeiro: Dai casali alla fabbrica di San Pietro: i Leni: uomini d'affari del Rinascimento. (Pubblicazioni degli Archivi di Stato, Saggi 59). Roma, "Roma nel Rinascimento", 2000.
- side 83, 152, 189, 190, 196.
Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 147-148.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 411.
Di Maggio, Elena: Le donne dell'Ospedale del Salvatore di Roma : sistema assistenziale e beneficenza femminile nei secoli XV e XVI. - Pisa : Pacini Editore, 2008. (Ospedali medievali tra carità e servizio).
- side 129, 130, 132, 150, 151.
Dominicis, Claudio De: Membri del Senato della Roma Pontificia : Senatori, Conservatori, Caporioni e loro Priori e Lista d'oro delle famiglie dirigenti (secc. X-XIX).
- side 353 (index), m.fl.
Giambattista, Federica De: Preziose Testimonianze Dal Lapidario Del Museo Di Roma. Due Epigrafi Cinquecentesche Dei Magistri Viarum.
---- i: ”Bollettino dei Musei Comunali di Roma (2019): side 31–50.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------- side 1142, 43, 144, 145, 146.
L'antica Basilica di San Lorenzo in Damaso: indagini archeologiche nel Palazzo della Cancelleria (1988-1993).
Volume I : Gli scavi. a cura di Christoph Luitpold Frommel e Massimo Pentiricci. Musei Vaticani, De Luca Editori d'Arte, 2009. (Monumenta Sanctae Sedis 5,1). ---------- side 418, 419, 428, 452-457, 460.
Volume II : I materiali. a cura di Christoph Luitpold Frommel e Massimo Pentiricci. Musei Vaticani, De Luca Editori d'Arte, 2009. (Monumenta Sanctae Sedis 5,II). ------ side 151, 153, 154.
Modigliani, Anna: I Porcari. Storia di una famiglia romana tra Medioevo e Rinascimento. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1998.
- side 989, 135, 261, 268.
Verdi, Orietta: Maestri di edifici e di strade a Roma nel Secolo XV: fonti e problemi. Roma, Roma nel Rinascimento, 1997. (RR inedita, 14).
- side 151-155.