ANNAS ROM GUIDE
En tur langs Tiberens bredder

Når man går langs floden Tiberen, der gennemskærer Rom i hele byens udstrækning fra nord mod syd, ligger der mange interessante seværdigheder på ruten.

De fleste af de gader, som idag flankerer floden, stammer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da floden blev "inddæmmet" af de høje mure, som skal forhindre oversvømmelser, når Tiberen - som det regelmæssigt sker - går over sine bredder. Før dette byggeri var husene bygget helt ned i vandkanten med mange farlige situationer til følge, når vandet i floden steg.

Gaderne hedder altid noget med "Lungotevere", der betyder "Langs Tiberen", og hver lille del af disse gader har desuden deres eget tilnavn alt efter, hvilket område de gennemløber.

Vor tur begynder i det nordlige Rom, ved Ponte Flaminio, hvorfra de store veje Corso Francia, Via Cassia Nuova og Via Flaminia Nuova fører ud af byen og mod nord.

Vi vil nu først følge Tiberens højre flodbred fra Ponte Flaminio og ned til Ponte Testaccio og derpå gå turen tilbage igen, men på venstre flodbred. Sidst på turen følger en kort beskrivelse af resten af seværdigheder langs floden på dens vej ud mod Fiumicino, hvor den løber ud i Det Tyrrhenske Hav.

NB: Når man ser på et kort over Rom, skal man huske på, at flodens højre bred, regnet ud fra den vej floden løber, ligger til venstre på kortet, mens flodens venstre bred altså ligger på kortets højre del.

LANGS FLODENS HØJRE BRED:

Ponte Flaminio, der spænder over floden fra den højre flodbred til den venstre, er en nyere bro bygget i årene 1938-52 og 310 meter lang.

Det første stykke gade efter Ponte Flaminio hedder Viale Tor di Quinto, indtil vi når Piazzale Ponte Milvio med den gamle bro Ponte Milvio, der i hvert fald stammer fra år 109 før Kristus, men muligvis er endnu ældre. det er en 132 meter lang muret bro med 6 buer. Den er repareret flere gange i århundredernes løb og udgjorde tidligere den vigtigste forbindelsesvej fra Norditalien og til Rom over Via Cassia. Det var ad denne vej de skandinaviske guldalderkunstnere kom rejsende til Rom, med diligencen over "Ponte Molle", som de kaldte den, og ad Via Flaminia ind mod Porta del Popolo.

Efter Ponte Milvio følger gaden Lungotevere Maresciallo Diaz ned til Ponte Duca d'Aosta, også kaldet Ponte del Foro Italico. Endnu en nyere bro, bygget i 1939. På broens sider er der basrelieffer til mine om de italienske soldater i den 1. Verdenskrig. Broen er 220 meter lang.

Vejen fortsætter nu som Lungotevere Maresciallo Cadorna til Piazzale Maresciallo Giardino, som Lungotevere della Vittoria til Piazza del Fante og herefter som Lungotevere Oberdan til Ponte del Risorgimento, der også er en nyere bro, indviet i 1911 som den første bro i Rom bygget i armeret beton. Den er 100 meter lang.

Lungotevere delle Armi fører os til Ponte Matteotti, som er bygget i tuf og "calce pozzolanica" og indviet i 1929. Broen hviler på 3 store buer og er 133 meter lang. I begyndelsen fik den navnet Ponte delle Milizie, der derpå blev ændret til Ponte del Littorio, der igen ændredes til Ponte Matteotti.

Det næste gadestykke hedder Lungotevere Michelangelo, der midtvejs krydses af jernbanebroen Ponte Pietro Nenni, som blev bygget i 1977 for at man kunne videreføre metrobanen ("la metropolitana") fra den højre flodbred.

Den næste bro, vi møder, er Ponte Regina Margherita, der med sine 3 buer og sin 103 meters længde stammer fra 1891. Broen er bygget på det sted, hvor i gamle dage bådførerne havde deres forening, Università dei Barcaroli. Omkring denne bro lå også tidligere en del badeanstalter, som var meget besøgte.

Midtvejs mellem Ponte Regina Margherita og Ponte Cavour på Lungotevere del Mellini lå tidligere Ponte di Ripetta overfor den gamle havneplads Porto di Ripetta på den modsatte flodbred. Ponte di Ripetta blev bygget i midten af det 19.århundrede i jern og træ. Det var en brugerbetalt fodgængerbro, der på denne måde erstattede den tidligere færgefart over floden på dette sted. Den gamle færge kaldtes i folkemunde "Barca di Caronte", "Charons båd" (efter den gamle færgemand Charon, som ifølge græsk mytologi fragtede de døde over floden til underverdenen). Ponte di Ripetta blev revet ned i 1884.

Hvor Lungotevere del Mellini skifter navn til Lungotevere Prati ligger Ponte Cavour, hvis opførelse betød nedrivningen af det gamle havneanlæg Porto di Ripetta på flodens venstre bred samt af den metalbro, som tidligere fandtes på stedet. Den 110 meter lange Ponte Cavour blev indviet i 1901.

For enden af Lungotevere Prati møder vi Ponte Umberto I, en 105 meter lang stenbro med 3 buer, som blev indviet i 1895 da Kong Umberto I i egen, høje person samtidig besøgte det igangværende byggeri af det nye Justitsministerium, Palazzo della Giustizia.

Herfra og forbi Hadrians Mausolæum, Castel Sant'Angelo, har gaden navnet Lungotevere Castello og foran den 130 meter lange stenbro Ponte Sant'Angelo ligger indgangen til det befæstede mausolæum, som Kejser Hadrian (Publius Aelius Hadrianus) lod opføre i år 130 efter Kristus som gravplads for sig selv og sine efterkommere.

Ponte Sant'Angelo er en meget gammel bro, den blev bygget næsten samtidigt med mausolæet i år 134 efter Kristus og fik da navnet Pons Aelius (på italiensk: Ponte Elio). Broen er blevet kraftigt restaureret i årenes løb, blandt andet efter Jubelåret 1450, hvor de store mængder af pilgrimme, som bevægede sig til Peterskirken og tilbage igen over broen, på grund af et løbsk muldyr gik i panik og mange blev trådt ned eller væltet ud i floden, hvor de druknede. Man talte om over 200 døde og efter denne tragedie blev broen forsynet med rækværk af arkitekten Leon Battista Alberti. Statuerne af de 10 engle på broen er udført af Gian Lorenzo Bernini's elever omkring 1670, mens statuerne af San Pietro og San Paolo er fra 1555 og udført af Lorenzo Lotti.

Det næste korte gadestykke hedder Lungotevere Vaticano og fører ned til Borgo Santo Spirito og Ponte Vittorio Emanuele II, som er opført i murværk og travertin i årene 1901-1912. Broen er 110 meter lang og har 3 buer.

Omtrent midtvejs mellem denne og den næste bro lå i Antikken Pons Triumphalis (Ponte Trionfale eller Ponte Neroniano), hvoran en rest af en bropille kan ses fra den modsatte bred.

På denne bred ved Lungotevere in Sassia kan man lige før den næste bro se et langt stykke af det antikke kajanlæg, som idag ligger under vandet.

Ponte Principe Amedeo di Savoia er en af de nyeste broer, bygget i 1942 i murværk og travertin. Den er 110 meter lang med 3 buer og erstattede den tidligere Ponte dei Fiorentini, som Pave Pius IX havde ladet opføre som fodgængerbro i jern i årene 1861-63.

Nedenfor trappen, der fører ned fra broen og til bredden under det næste gadestykke, Lungotevere Gianicolense, kan man se en "grænsesten" i travertin, som sandsynligvis har stået her fra Antikken som markering af grænsen mellem floden og det til denne hørende land overfor det private område opad skråningen. Man har fundet mange lignende grænsestene, tilhørende perioden fra det 1.århundrede før Kristus til slutningen af det 3.århundrede efter Kristus, på begge sider af floden. Den grænsesten, som vi nu står overfor, bærer en inskription, der nævner at Tiberius Julius Ferox, der var Curator for floden på Kejser Trajan's tid, i årene 101-103 efter Kristus havde ladet foretage nogle udbedringer af flodsystemet.

Omkring hjørnet af Via di Sant'Onofrio står der to små, nu udtørrede, fontæner, som i sin tid løb med det helsebringende "Acqua Lancisiana". De stammer fra 1720, hvor den berømte læge Lancisi undersøgte vandet fra disse kilder på Gianicolohøjens skråning og tilrådede, at det blev brugt til syge mennesker.

Den næste bro er Ponte Giuseppe Mazzini, en 104 meter lang bro i murværk og travertin med 3 buer fra 1906.

Bag det næste gadestykke, Lungotevere della Farnesina, fandt man netop i 1880, mens man opbyggede området bag muren mod floden, resterne af en stor bygning fra Den Romerske Republiks tid. Den bestod af mange rum med meget fine dekorationer, som idag kan ses i Museo Nazionale Romano. I forbindelse med den store villa fandt man desuden en stor vinkælder fra 1.-2.århundrede efter Kristus tilhørende Kejserfamilien. Samt et stort mausolæum for Platorini-familiens grave, ligeledes fra det 1.århundrede efter Kristus. Dette gravmæle er blevet genopbygget i en sal i museet.

Omkring 60 meter før den næste bro, Ponte Sisto, fandt man i slutningen af det 19.århundrede under en voldsom tørke rester af murværk, som nogle forskere identificerer som hørende til resterne af den antikke bro, Pons Agrippinae, der anses for at have haft 4 buer og skal være blevet revet ned på befaling af Kejser Claudius (41-54 efter Kristus) for at blive erstattet af en anden bro lidt længere ned ad floden. Der hersker dog en del tvivl om disse tolkninger.

Ponte Sisto kaldes den næste bro efter Pave Sixtus IV, som i 1473 iværksatte en restaurering - og nærmest en nybygning - af resterne af en gammel romersk bro, der var delvist styrtet sammen i 792 efter Kristus. Nogle dele af den gamle brobue kan ses på venstre side og ved bropillernes fundamenter. Broen menes at have båret navnet Pons Aurelius (Ponte Aurelio) og skal være opført i slutningen af det 2.århundrede eller begyndelsen af det 3.århundrede efter Kristus.

Efter det næste vejstykke, kaldet Lungotevere Sanzio kommer vi så til Ponte Giuseppe Garibaldi, som oprindeligt blev opført i murværk og jern i 1888. Broen er 141 meter lang med 2 brede buer.

Lungotevere dei Anguillara leder op til den lille og gamle Ponte Cestio, der forbinder Tiberøen med denne flodbred. Broen blev bygget af L. Cestius i år 46 før Kristus og blev fuldstændigt ombygget i år 365 efter Kristus under kejserne Valens og Gratian, hvorefter den skiftede navn fra Pons Cestius til Pons Gratianus (Ponte Graziano). En indskrift i muren på nordsiden er opsat til minde herom. Til ombygningen brugte man blandt andet sten fra det gamle Marcellus-Teater, der på den tid ikke mere var i brug. Broen var 48,5 meter lang med kun én bue og 2 mindre buer på hver flodbred. Da bredden mod Trastevere blev lukket inde af de store mure, ændredes broen, så den kom til at hvile på 3 brede buer og den midterste bue blev totalt genopbygget under dette arbejde.

Efter Ponte Cestio fører Lungotevere degli Alberteschi hen til Ponte Palatino, men på vejen kan vi se ud over floden og betragte resterne af den gamle bro, som lå her fra år 179 før Kristus. Idag kalder vi resterne for "Ponte Rotto", "den ødelagte bro", men dens virkelige navn var Pons Aemilius, fordi den var opført af Konsulerne M. Aemilius Lepidus og M. Fulvius Nobilior som erstatning for den sydligere - og endnu ældre - Pons Sublicius. Den havde oprindelig 5 bropiller, men idag er der kun én enkelt pille ud i floden og en enkelt bue tilbage. Den blev repareret og genopbygget mange gange i århundredernes løb, men store oversvømmelser og strømmens kraft på dette sted, ødelagde den gang på gang.

Den 155 meter lange Ponte Palatino er derimod en af de nyere broer. Den er bygget i 1891.

Fra Lungotevere Ripa kan man på den modsatte flodbred se udmundingen af den gamle dræningskanal Cloaca Maxima. På kajen nede ved flodbredden kan man se nogle fortøjningssten, hvis eksistens man har kendt til siden Middelalderen, da dette område kaldtes "Porta Leoni" efter de løvehoveder (løve= leone) i travertin, som brugtes til fortøjning af flodbådene.

Omtrent på det sted, hvor gaden skifter navn til Porto di Ripa Grande, har den antikke Pons Sublicius ligget. Traditionen vil, at den blev bygget af sagnkongen Ancus Martius og den var opført fuldstændigt i træ, hvorfra den fik sit navn, da sublica betyder en pæl eller en bropæl og sublicius betyder "noget der hviler på pæle, en pælebro". Det var denne bro, som i år 179 før Kristus blev erstattet af Pons Aemilius (Ponte Rotto).

Langs Tiberen lå på dette stykke havnepladsen Porto di Ripa Grande, hvortil pilgrimmene kom rejsende med båd. Her gik de fra borde og vandrede gennem Trastevere op til Peterskirken. I 1617 lod Pave Innocens XII bygge en toldbygning her og i 1815 lod Pave Pius VII rejse et fyrtårn. Fragtbåde, lastet i Ostia, blev trukket op mod strømmen af okser eller bøfler. Man kan herfra på den anden side af floden se murværket fra havneanlæggene under Aventinhøjen. Kajområdet kaldes idag Passeggiata Claudio Villa efter den i 1987 afdøde populære fortolker af romerske sange. På den anden side af gaden Porto di Ripa Grande ligger den store institutionsbygning Ospizio di San Michele, et tidligere fattighus bygget i 1686 under Pave Innocens XI.

Ved Piazza di Porta Portese støder vi til den moderne og kun 102 meter lange Ponte Sublicio, som blev bygget i murværk og travertin i 1917.

Efter byporten Porta Portese løber vejen lidt længere væk fra floden og kaldes nu blot Via Portuense. Langs med flodbredden ligger en bygning med to store spidsbuede åbninger i gavlen. Anlægget her blev bygget i 1700-1721 under Pave Clemens XI som orlogsværft (italiensk=arsenale) for havnen Ripa Grande.

Det sidste stykke op mod Ponte Testaccio nærmer vejen sig atter floden og hedder her Lungotevere Portuense. Ponte Testaccio er bygget i armeret beton med kun en enkelt bue i 1948. Broen er 122 meter lang.

Vi kunne sagtens fortsætte langs floden (ad Lungotevere degli Artigiani under jernbanebroen Ponte Ferroviario di San Paolo fra 1911, den er 101 meter lang med 3 buer, og forbi Ponte d'Industria, der blev opført under Pave Pius IX i 1862 med 2 store jernbuer og mulighed for at kunne åbnes for gennemsejling. Den er 131 meter lang. Ad Lungotevere dei Papareschi og Lungotevere Pietra Papa, hvor der findes rester af den antikke kaj med fortøjningspladser og bygninger, og ad Lungotevere degli Inventori og Via della Magliana til den lille gamle kirke Santa Passera fra det 9.århundrede, til Middelaldertårnet ved Lungotevere della Magliana.) Men så bliver gaderne også til alt for store og trafikerede veje, så vi vender i stedet om og krydser Tiberen ad Ponte Testaccio og sætter næsen mod nord:

LANGS FLODENS VENSTRE BRED:

Fra Ponte Testaccio går der ingen gader mod syd langs Tiberen, før man når ned til Basilica di San Paolo, som ellers nok er et besøg værd sammen med den udgravede begravelsesplads, der indholder grave fra det 2.århundrede før Kristus op til det 4.århundrede efter Kristus.

Men vi drejer i stedet opad Lungotevere Testaccio, der har navn efter Testaccio-højen, der ligger lidt længere mod øst. Højens gamle navn var Mons Testaceus, der betyder en høj dannet af teglsten. Og denne høj er da heller ikke nogen naturlig høj, men en enorm ophobning af stumper og stykker af de lerkrukker, som man i Antikken brugte til transport af vin og olie. Skibene, der forsynede byen med disse varer, blev losset ved havnen nedenfor Testaccio-området og affaldet - her i form af ituslåede amforaer - blev samlet på en "losseplads", der senere groede til og blev et helt lille bjerg.

Efter flodens knæk støder vi på gaden Via Beniamino Franklin. På stykket herfra og op til Ponte Sublicio ved Piazzale dell'Emporio og Via Marmorata lå i Antikken et meget stort område med lagerbygninger og pakhuse til alle de varer, som blev losset fra bådene ved havnen. Området kaldtes Porticus Aemilia og bestod af en næsten 500 meter lang bygning på 60 meters bredde. Det indre var af 294 søjler opdelt i 50 store korridorer (nærmest som kirkeskibe), der igen var opdelt i lagerrum og -områder. Bygherrer var L. Aemilius Lepidus og L. Aemilius Paulus, der var tribuner i år 193 før Kristus.

På en mur ud til Lungotevere Testaccio er der over en fontæne opsat en indskrift til minde om de udgravninger i 1870, som blotlagde betragtelige rester af havneanlægget fra Kejser Trajan's tid. Desværre blev ruinerne meget ødelagt af vejr, vind og oversvømmelser og i 1950 blev de tildækket, for at ikke ødelæggelserne skulle blive yderligere forværret. Man kan idag se nogle sten fra 2 fortøjningspæle i travertin. Fontænen bærer Pave Pius IX's våben.

Piazzale dell'Emporio hidkalder mindet om stedets antikke betegnelse "Emporium", som fra det 3.århundrede før Kristus var blevet udvalgt til havn, aflosningsområde og lagerplads for byens befolkning. På pladsen opsatte man i 1926 kvartersfontænen Fontana delle Anfore, tegnet af arkitekten Pietro Lombardi.

Efter den moderne og kun 102 meter lange Ponte Sublicio, som blev bygget i murværk og travertin i 1917, fortsætter vi ad Lungotevere Aventino. Her kan man få meter efter broen se et udgravet stykke af en kajplads fra Republikkens tid, udført i tufblokke med en trappe op til kajen og fortøjningssten. Fundene blev gjort, da murene langs floden blev bygget, og de blev derfor revet ned, men senere opsat i de nye mure sammen med indskrifter om fundet.

Hele vejen ad Lungotevere Aventino kan man desuden i højsiden se rester fra antikke bygninger - måske mest synlige fra Ponte Sublicio. Her har blandt andet ligget en 2-etages bygning, hvoraf de øverste rum muligvis har været brugt til kontorer. Bygningen stammer sikkert fra det 1.århundrede efter Kristus, men man kan se spor efter ombygninger i løbet af de efterfølgende århundreder - helt op til det 7.århundrede, hvor havneanlæggene langsomt begyndte at gå i forfald, ligesom de fleste andre offentlige bygninger i byen, i takt med at befolkningsantallet dalede.

Ud for den store bygning Ospizio di San Michele på den modsatte flodbred, har man ved lavvande kunnet se store murstykker i flodens bund og man har konstateret, at det er rester af en gammel bro. Det drejer sig muligvis om Ponte di Probo, som var bygget af Kejser Probus (276-282) og restaureret af Kejser Theodosius i 387 efter Kristus. I det 11.århundrede omtales broen som i stykker og i 1484 lod Pave Sixtus IV travertinblokke herfra anvende til kanonkugler.

Omtrent ud for det sted, hvor Kirken Santa Sabina ligger oppe på Aventin, har den antikke Pons Sublicius ligget. Traditionen vil, at den blev bygget af sagnkongen Ancus Martius og den var opført fuldstændigt i træ, hvorfra den fik sit navn, da sublica betyder en pæl eller en bropæl og sublicius betyder "noget der hviler på pæle, en pælebro". Det var denne bro, som i år 179 før Kristus blev erstattet af Pons Aemilius (Ponte Rotto).

Oppe, hvor vejen skiller og Via di Santa Maria in Cosmedin drejer fra, løber den antikke dræningskanal Cloaca Maxima ud i Tiberen.

Herefter følger den 155 meter lange Ponte Palatino, der er en af de nyere broer, bygget i 1891.

Efter Ponte Palatino fører Lungotevere dei Pierleoni hen til Ponte Fabricio, men på vejen kan vi se ud over floden og betragte resterne af den gamle bro, som lå her fra år 179 før Kristus. Idag kalder vi resterne for "Ponte Rotto", "den ødelagte bro", men dens virkelige navn var Pons Aemilius, fordi den var opført af Konsulerne M. Aemilius Lepidus og M. Fulvius Nobilior som erstatning for den sydligere - og endnu ældre - Pons Sublicius. Den havde oprindelig 5 bropiller, men idag er der kun én enkelt pille ud i floden og en enkelt bue tilbage. Den blev repareret og genopbygget mange gange i århundredernes løb, men store oversvømmelser og strømmens kraft på dette sted, ødelagde den gang på gang.

På stykket op mod Piazza del Foro Olitorio lå den gamle Tiberhavn Navalia Inferiora. Havnen bestod af en lang kaj mellem Ponte Emilio og Ponte Sublicio og brugtes mest til passagerbåde og til mindre handelsskibe. En militærhavn lå også her lidt sydligere i Kejser Augustus' tid, da de skibe, som blev erobret i slaget ved Antium, blev transporteret hertil.

Den lille bro Ponte Fabricio, som forbinder byen med Tiberøen, blev bygget i år 62 før Kristus af L. Fabricius, der var "curator viarum", ansvarlig for veje og færdsel. Den har 2 store buer og i bropillen i midten en mindre buet åbning. En inskription minder om bygherren, mens en anden på en af buerne minder om en reparation foretaget af konsulerne Q. Lellius og M. Lollio i år 21 før Kristus. Broens øvre del er i teglsten fra det 2.århundrede efter Kristus og siderne stammer fra 1679, da Pave Innocens XI lod dem forny. Broen kaldes også "Ponte Quattro Capi", "Broen med de 4 hoveder" på grund af de 2 marmor-hermer, som pryder balustraden. Og i Middelalderen var den kendt som Pons Judeorum, forbi den førte over til byens jødiske kvarter.

Ved siden af bropillen har man forøvrigt fundet rester af en af de mange flydende møller, som udnyttede Tiberens strøm til at male mel til byens befolkning, en skik som stammede helt fra Vitiges belejring af Rom i 537 og stadig var i brug op til 1870. Den fundne rest tilhørte den mølle, der kaldtes Mola del Ghetto, fordi den lå i nærheden af Ghettoen.

Efter Ponte Fabricio skifter gaden navn til Lungotevere de' Cenci indtil Ponte Giuseppe Garibaldi, som oprindeligt blev opført i murværk og jern i 1888. Broen er 141 meter lang med 2 brede buer.

Vi følger nu Lungotevere dei Vallati indtil Ponte Sisto, som den næste bro kaldes efter Pave Sixtus IV, som i 1473 iværksatte en restaurering - og nærmest en nybygning - af resterne af en gammel romersk bro, der var delvist styrtet sammen i 792 efter Kristus. Nogle dele af den gamle brobue kan ses på venstre side og ved bropillernes fundamenter. Broen menes at have båret navnet Pons Aurelius (Ponte Aurelio) og skal være opført i slutningen af det 2.århundrede eller begyndelsen af det 3.århundrede efter Kristus.

Lungotevere skifter nu navn til dei Tebaldi og omkring 60 meter efter Ponte Sisto fandt man i slutningen af det 19.århundrede under en voldsom tørke rester af murværk, som nogle forskere identificerer som hørende til resterne af den antikke bro, Pons Agrippinae, der anses for at have haft 4 buer og skal være blevet revet ned på befaling af Kejser Claudius (41-54 efter Kristus) for at blive erstattet af en anden bro lidt længere ned ad floden. Der hersker dog en del tvivl om disse tolkninger.

Noget oppe ad Lungotevere dei Tebaldi, i nærheden af Palazzo Farnese, mener man at det gamle havnebassin Navalia Superiora har ligget. Det var større end Navalia Inferiora, som lå længere nede ad floden, og i stand til at rumme længere skibe. Her lå et skibsværft i Republikkens tid og hertil bragtes i år 167 før Kristus de skibe, som romerne havde erobret fra Makedonerne.

Efter Ponte Giuseppe Mazzini, en 104 meter lang bro i murværk og travertin med 3 buer fra 1906, skifter gaden navn til Lungotevere dei Sangallo indtil Ponte Principe Amedeo di Savoia, en af de nyeste broer, bygget i 1942 i murværk og travertin. Den er 110 meter lang med 3 buer og erstattede den tidligere Ponte dei Fiorentini, som Pave Pius IX havde ladet opføre som fodgængerbro i jern i årene 1861-63.

Omtrent midtvejs mellem Ponte Principe Amedeo di Savoia og Ponte Vittorio Emanuele II lå i Antikken Pons Triumphalis (Ponte Trionfale eller Ponte Neroniano), hvoraf man kan se en rest af en bropille ude i floden. Det korte vejstykke her kaldes Lungotevere dei Fiorentini indtil den 110 meter lange Ponte Vittorio Emanuele II, som er opført i murværk og travertin i årene 1901-1912.

Endnu et kort vejstykke, Lungotevere dei Altoviti, ligger før stenbroen Ponte Sant'Angelo, der blev bygget næsten samtidigt med Kejser Hadrian's Mausolæum (idag kaldet Castel Sant'Angelo) på flodens modsatte bred i år 134 efter Kristus og fik navnet Pons Aelius (på italiensk: Ponte Elio).

Det næste stykke af gaden langs Tiberen hedder nu Lungotevere Tor di Nona indtil Ponte Umberto I, en 105 meter lang stenbro med 3 buer som blev indviet i 1895, og derpå Lungotevere Marzio indtil den 110 meter lange Ponte Cavour, der blev indviet i 1901.

Opførelsen af den nye bro betød nedrivningen af det gamle havneanlæg Porto di Ripetta, der lå omtrent ud for Ara Pacis og Augustus' Mausolæum, samt af den jernbro, som tidligere fandtes på stedet ("Ponte di Ripetta"). Vejstykket ud for Mausolæet hedder Lungotevere in Augusta op til Ponte Regina Margherita, der med sine 3 buer og sin 103 meters længde stammer fra 1891.

Det næste gadestykke hedder Lungotevere di Arnoldo da Brescia, der midtvejs krydses af jernbanebroen Ponte Pietro Nenni, som blev bygget i 1977 for at man kunne føre metrobanen ("la metropolitana") over floden.

Efter Ponte Matteotti, som er bygget i tuf og "calce pozzolanica" og indviet i 1929 skifter gaden navn til Lungotevere delle Navi indtil Ponte del Risorgimento, der også er en nyere bro, indviet i 1911 som den første bro i Rom bygget i armeret beton. Den er 100 meter lang.

Det næste, lange stykke vej, der følger Tiberens bue mod vest, hedder Lungotevere Flaminio op til Ponte Duca d'Aosta, også kaldet Ponte del Foro Italico. Endnu en nyere bro, bygget i 1939. På broens sider er der basrelieffer til mine om de italienske soldater i den 1. Verdenskrig. Broen er 220 meter lang.

Herefter hedder vejen Lungotevere Thaon di Revel indtil den gamle bro Ponte Milvio, der i hvert fald stammer fra år 109 før Kristus, men muligvis er endnu ældre. Det er en 132 meter lang muret bro med 6 buer. Den er repareret flere gange i århundredernes løb og udgjorde tidligere den vigtigste forbindelsesvej fra Norditalien og til Rom over Via Cassia. Det var ad denne vej de skandinaviske guldalderkunstnere kom rejsende til Rom, med diligencen over "Ponte Molle", som de kaldte den, og ad Via Flaminia ind mod Porta del Popolo.

Det sidste stykke vej op til vor turs udgangspunkt ved Ponte Flaminio, en nyere bro bygget i årene 1938-52 og 310 meter lang, hedder Lungotevere Salvo d'Acquisto, og efter broen skifter navnet til Lungotevere dell'Acqua Acetosa, hvorefter vejen mere og mere fjerner sig fra flodens løb.

SEVÆRDIGHEDER LANGS DET SIDSTE STYKKE AF TIBERENS LØB MOD UDMUNDINGEN VED FIUMICINO:

Efter Ponte Testaccio løber på flodens højre side Lungotevere degli Artigiani under jernbanebroen Ponte Ferroviario di San Paolo fra 1911, den er 101 meter lang med 3 buer, og forbi Ponte d'Industria, der blev opført under Pave Pius IX i 1862 med 2 store jernbuer og mulighed for at kunne åbnes for gennemsejling. Den er 131 meter lang.

På venstre flodbred løber et lille, blindt stykke vej stadig langs floden fra Via del Porto Fluviale. Det er Riva Ostiense, som løber ned til området ejet af "Italgas", hvor en stor gasbeholder rejser sig som et vartegn for hele kvarteret.

Floden slår en lille bue mod øst og på dette sted løber den lige bagved husrækken ved den store, brede gade Via Ostiense. Lige før buen lå Fosso Almone, en meget gammel biflod, hvortil præsterne ved kulten for gudinden Cybele hvert år bragte en statue af gudinden for at hun kunne bade her. Indtil for få år siden kunne man se resterne af en bro, hvorpå Via Ostiense passerede Almone.

På højre flodbred løber Lungotevere dei Papareschi og Lungotevere Pietra Papa, hvor der omkring Via Luca Valerio findes rester af den antikke kaj med fortøjningspladser og bygninger. Stykket mellem Ponte d'Industria/Via Pacinotti og Via Enrico Fermi kaldes idag Lungotevere Gassmann til minde om den italienske skuespiller Vittorio Gassman, som døde i år 2000.

På venstre flodbred følger gaden Lungotevere di San Paolo floden indtil Ponte Guglielmo Marconi. Mellem floden og Via Ostiense ligger kirken Basilica di San Paolo, også med tilnavnet "fuori le Mura": "Udenfor murene", og gravpladsen Sepolcreto della Via Ostiense, som rummer grave fra det 2.århundrede før Kristus til det 4.århundrede efter Kristus.

Ponte Guglielmo Marconi er bygget i armeret beton og indviet i 1955, den er 235 meter lang.

flodens højre side hedder det første vejstykke efter Piazza di Augusto Righi: Lungotevere degli Inventori op til Piazza Antonio Meucci. Kvarteret nord herfor hæver sig over det lave område omkring floden og op imod Gianicolohøjen og kaldes Monteverde. Her har man i tidens løb gravet den eftertragtede byggesten tuf, som derpå ad floden transporteredes til byggepladser og opkøbere.

Også på dette stykke af floden har man på dens venstre side udfor Lungotevere di Dante fundet rester af kajanlæg, der brugtes til losningen af marmorblokke. Til genopførelsen af Basilica di San Paolo i 1823 (Kirken var næsten brændt ned til grunden kort forinden) brugte man løs af de talrige blokke i marmor og travertin, som havde ligget på dette sted, siden de var blevet losset af transportskibene i Antikken.

Efter Piazza Antonio Meucci løber på flodens højre side og lidt væk fra denne Via della Magliana til den lille gamle kirke Santa Passera, der stammer fra det 9.århundrede, hvor den blev bygget i resterne af et romersk mausolæum fra det 2.århundrede efter Kristus. I Middelalderen var der en lille havn og der var opstået en helt lille forstad til Rom rundt om Kirken.

Efter flodens vestsving drejer den nu atter mod øst. Kort herefter ligger ved Lungotevere della Magliana et middelaldertårn, som også er bygget på resterne af en antik grav fra det 1.århundrede efter Kristus. Langs floden kan man også her se betragtelige rester af kajanlæg, kaldet Banchina di Santa Passera. På den venstre flodbred ses en dobbeltrække af træpæle fra Republikkens tid, hvortil man i det 1.århundrede efter Kristus byggede en kaj, også denne i træ.

På det sted hvor flodens bue nu er nået længst mod øst, før den langsomt drejer vest på igen, ligger på venstre side det såkaldte "Vicus Alexandri", der opstod omkring et lille havneanlæg med lagerskure og kajpladser. Det var på dette sted, at Constantin's obelisk ankom til Rom og herfra blev transporteret ind til byen ad Via Ostiense, som her løber lige ved siden af floden.

Lidt herfra fandt man i 1955 resterne af en romersk båd med dekorerede marmorblokke og statuer. Mange af disse er aldrig blevet bjerget og er genstand for amatørdykkernes store interesse.

Ponte della Magliana blev påbegyndt i 1938 og fuldført efter krigen. Den er bygget i armeret beton og de 7 buer bærer en næsten 259 meter lang bro, der - ligesom de omkringliggende gader - har navn efter den antikke ejendom Fundus Manlianus, som tilhørte den fornemme Gens Manlia, Slægten Manlia. Den lå på flodens højre side.

Lidt længere nede ad floden lå på samme side en meget gammel helligdom for gudinden Dia. På Monte delle Piche er der rester af et cirkelrundt tempelfundament og af en bygning med 4 søjler, et såkaldt tetrastyl, længere nede mod floden. Her lå også omkring år 1000 Kirken Basilica di Generosa, bygget over den kristne gravplads Catacombe di Generosa, som stammer fra det 4.århundrede efter Kristus, da martyrerne Simplicius, Faustinus og Beatrice blev dræbt under Kejser Domitian's forfølgelser.

Endnu en lille biflod støder til Tiberen fra dens venstre side kort før området med væddeløbsbanen Ippodromo di Tor di Valle. Det er Fosso di Vallerano, som kommer oppe fra Lago di Albano. Via Ostiense førtes over floden på en gammel bro med 3 buer, som kan ses under en viadukt under den nuværende vej.

flodens højre side kan man omtrent midtvejs mellem de 2 jernbanestationer Stazione della Magliana og Stazione Muratella se rester af en lille havneanlæg.

Den store ringvej udenom Rom, Grande Raccordo Anulare, bliver ført over floden ved området Spinaceto ad broen Ponte di Spinaceto, som faktisk består af 2 broer, fordi ringvejen blev udvidet med flere spor i 1960'erne. Noget længere nede løber bifloden Fosso di Spinaceto ud i Tiberen fra dennes venstre side. Denne flod brugtes i gammel tid også til transport af varer. Resterne af den gamle bro, som tidligere førte Via Ostiense over bifloden kan ses under den moderne viadukt.

Og det er atter fra øst, at den næste biflod, Fosso di Malafede, løber ud i Tiberen et stykke længere fremme, mens den næste biflod, Fosso Galeria kommer til fra den modsatte side og allerede brugtes som forbindelsesvej til de etruskiske byer Veio og Cerveteri i deres blomstringstid i det 7.århundrede før Kristus.

På det sidste stykke før Tiberen udmunder i Det Tyrrhenske Hav, finder man på flodens højre side kanalen Fossa Traiana, som Kejser Trajan lod grave, da han anlagde sin nye havn Porto Traiano ved siden af den tidligere af Kejser Claudius anlagte havn. Porto di Claudio, som hurtigt var blevet lukket af de stadige aflejringer af sand fra floden. Kystlinien var dengang 3 kilometer længere inde i landet, end den er idag. I nærheden af ruinerne fra den ældste havn er der åbnet et museum med skibe og både, fundet under arbejdet med at bygge den nærliggende lufthavn Fiumicino.

Efter den store indsø med de antikke havneanlæg løber Fossa Traiana derpå gennem Fiumicino, en lille fiskerby, som opstod i 1825 og hvis navn er en sammentrækning af "Flumen Micinum" ("Floden Micinum"). Lige ved den højre flodbred står det gamle tårn Torre Clementina, der blev ødelagt af bombardementer i 2. Verdenskrig. Det var bygget under Pave Clemens XIV i årene 1769-1774 som toldkammer og stod på byggetidspunktet ved strandkanten, mens det idag står mere end 400 meter inde i landet.

På venstre bred af Fossa Traiana ligger resterne af middelalderbyen Sant'Ippolito, de antikke rester af bropiller fra Pons Matidiae, som var af træ og muligvis til at åbne for trafikken gennem kanalen. Her er også rester af lagerhaller og et toldkontor og blandt fundene herfra var et skrin fuldt af mønter, som var indbetalt som bropenge.

Området mellem de 2 flodarme, Fossa Traiana og Ostia-armen, kaldes Isola Sacra og herinde har man fundet rester af den antikke Via Flavia, der forbandt havnebyerne Ostia og Porto, og en lang række grave fra det 1. til det 5.århundrede efter Kristus. Indskrifter i denne "Necropoli di Porto" viser, at langt de fleste afdøde var sømænd eller arbejdede ved havnen eller floden.

Følger man istedet Tiberens naturlige løb ud Lido di Ostia, ligger der på flodens venstre side udgravningerne af den gamle havneby Ostia Antica. Tiberen havde tidligere et lidt andet forløb end idag og det lidt nordligere liggende Castello di Giulio II, som blev bygget ved byen Gregoriopoli, anlagt af Pave Gregor IV i årene 827-844, lå dengang lige ved floden. Den store oversvømmelse i 1557, hvor Tiberen gik over sine bredder og derpå faldt til ro igen i en anden dalsænkning og således fik et andet forløb, flyttede floden væk fra den gamle bebyggelse, hvorved borgen (Il Castello) mistede sin betydning som forsvarsværk og flodtolden i stedet fik sæde i Torre Bonacciana, som ligger et godt stykke længere nede ad flodens venstre flodbred.

Torre Bonacciana er muligvis bygget på resterne af det antikke fyrtårn i Ostia. Lidt før tårnet ligger broen Ponte della Scafa, der stammer fra årene efter 2. Verdenkrig, er 112 meter lang og bygget i armeret beton.

Det sidste landskab, som Tiberen gennemløber før sin udmunding, var et sumpet og usundt område, som brugtes som saltdamme indtil 1875, hvorefter man begyndte en større dræning. I 1908 grundlagde man en fiskerby på den drænede jord og i 1927 førte man den gode kørevej Via del Mare herud som forbindelsesvej fra Rom. Idag er Lido di Ostia stedet, hvor den almindelige romer kan nyde hav og strand efter en kort køretur fra storbyen.

Andre Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Bøger og links
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 27.10.2006 og sidst opdateret d. 24.3.2013