På det sted, hvor den brede hovedfærdselsåre Via del Teatro di Marcello idag løber langs Caiptolhøjens fod, stod i sin tid en lille kirke, der først kaldtes San Nicola dei Funari og senere Sante Orsola e Caterina a Tor de' Specchi. Kirken var blot en del af den bebyggelse, der bredte sig fra højskråningen og langt ud i den moderne gade, indtil få meter fra facaderækken på vestsiden af Via del Teatro di Marcello. Den gamle bebyggelse udgjorde østsiden af den gamle, meget smallere gade Via Tor de' Specchi og den forsvandt, da gaden blev udvidet i 1930'erne.

Men indtil da stod der altså her - omtrent overfor hovedindgangen til Klosterkomplekset Monastero di Tor de' Specchi - en lille kirke styret af det religiøse broderskab Confraternita delle Sante Orsola e Caterina.

Kirken havde en meget lang historie. Den havde eksisteret allerede før 1100-tallet, hvor den nævnes som sognekirke og hørende under Kirken San Marco. Dengang var den som nævnt viet til San Nicola og kaldtes enten San Nicola dei Funari, San Nicola Funariorum (i 1192 i Cencio Camerario's kirkekatalog), San Nicola de Funariis (i kirkekataloget fra Torino ca. 1320), eller San Nicola in Vincis. "Funari" var betegnelsen for de rebslagere, der arbejdede i området og også har givet navn til Kirken Santa Caterina dei Funari. På tilnavnet "in vincis" findes der flere forklaringer. Lombardi (se litt.note forneden) mener, at det kan stamme fra et fængsel i området, hvor fangerne holdtes i lænker ("catenis vincere"), mens andre har tolket det som en henvisning til håndværkere, der i dette kvarter forarbejdede rør og pilekæppe. Der kan dog også være tale om en henvisning til familien Guinizi, som gav navn til Kirken Santa Maria in Vincis. Også nabokirken, som var viet til Sant'Andrea, havde tilnavnet "in vincis".

I 1660 overlod Paven den lille Kirke til Confraternita delle Sante Orsola e Caterina, som fra deres stiftelse i 1599 havde flyttet rundt mellem flere forskellige kirker. Nu viede de deres nye sæde til deres skytshelgeninder Orsola og Caterina da Siena, og Kirken fik det navn, som den mest er kendt for. I en periode fik Kirken dog sit gamle navn igen, da Broderskabet flyttede til Kirken San Michele a Ripetta, som de også kaldte Sant'Orsola. I mellemtiden lod Broderskabet antagelig udføre en større renovering af den gamle San Nicola-Kirke, siden de først kunne flytte ind i denne i 1678, hvor de flyttede tilbage og San Nicola atter blev til Sante Orsola e Caterina.

I 1745-1747 blev Kirken helt ombygget efter tegning af arkitekten Carlo De Dominicis, der forsynede den med smukke stukdekorationer og gav den det udseende, man kan se på fotografier fra begyndelsen af 1900-tallet.

I 1783 opløstes Broderskabet og Kirken overgik til et fællesskab af præster kaldet Congregazione dei Preti Secolari del Sussidio Ecclesiastico. Herefter blev Kirken igen restaureret.

I slutningen af 1800-tallet var Kirken atter kommet ind under San Marco, og dennes administration lod bygningen restaurere og genindvie med det gamle navn: San Niccolò de Funariis. - Begge navne ses dog anvendt om Kirken i årene herefter.

I 1929 blev Kirken revet ned, da den store nye hovedfærdselsåre Via del Mare, nutidens Via del Teatro di Marcello, skulle anlægges.

KIRKENS UDSEENDE:

Af gamle fotografier kan man se, at Kirkens facade var lille og ret enkel. I hver side var der flere rækker brede, flade søjler med baser og overliggere, der bar smalle gesimser. Facaden var i 3 etager, hvoraf den tredje var et bredt -og over hele facaden spændende - gavlfelt, som tilsyneladende var uden dekoration. Den underste etage havde 2 smalle sidedøre under små tilgitrede vinduer og en bred midterdør, som var indsat under en slags ganske lille portico, der kun betod af 2 søjler og en overligger, som skærmede døren og den midterste del af de 2 øverste trappetrin, det var ned til gaden. Også disse søjler havde uudsmykkede baser og kapitæler, der bar den vandrette overligger, som igen bar et kort, brudt gavlfelt, bag hvilket en indskrift var indsat. Denne del af udsmykningen hørte dog til den øvre etage og sad under en større, fresko i et firkantet felt mellem 2 højtsiddende sidevinduer. Oprindeligt var her en fresko malet af Giovanni De Vecchi og forestillende Madonna med San Nicola. I 1600-tallet blev den imidlertid udskiftet med et maleri af Sant'Orsola i bøn foran Jomfru Maria.

Indskriften over hovedportalen lød således: "Alexandro VII Pont.Opt. Max - quod - ecclesia olim parochialis S. Nicolai de Funariis - Basilicae S. Marci sua munificentia unita - ut Archifraternitati S. Ursulae et Catharinae - in usum perpetuum concederetur - ad beneficia propensor annuerit - illmus revmus Dnus Oratius Matteius primicerius".

På Maggi's Romkort fra 1625 ses en elegant kampanile til venstre for Kirken. På dette prospekt er facaden lidt anderledes, hvilket antagelig skyldes, at det er tegnet før Kirkens ombygning i 1745. Et stort rundt vindue øverst på facaden er blevet erstattet af den ovennævnte fresko og bygningen er måske også blevet gjort højere.

På Nolli's kort over Rom fra 1748 kan man se, at der mellem Via Tor de' Specchi og Kirken ligger en ganske lille plads og en lille smal indgang mellem de omgivende huse.

Kirken var i ét skib med flere sidekapeller. Dette udseende har den måske ikke haft fra begyndelsen, før ombygningen i 1745-1747 af Carlo De Dominicis, der forsynede den med smukke stukdekorationer. Kirkerummet var ret bredt og tilsyneladende godt oplyst af flere halvcirkelformede vinduer både for enden af den lille firkantede apsis og på hver side af den høje kuppel over denne, som ligeledes var udsmykket med mængder af stukrosetter og -kassetter under en strålekrans. (Se foto fra Archivio Cederna i nyt vindue).

Højalteret, som var hævet et par trin over kirkegulvet og beskyttet af en marmorbalustrade, havde tilsyneladende en ramme med gyldne stukstråler rundt om et firkantet ikon, som antagelig forestillede San Nicola.

Rummets sider med 2 mindre og 2 større kapeller eller alterrum var opdelt af flade, brede søjler med korinthiske stukkapitæler. Loftet var tilsyneladende tøndehvælvet med stukrammer og anden stukudsmykning. I de 2 øverste og smallere rum var der døre under stukrammer og malerier. I de bredere midterrum var der 2 sidealtre med malerier fra 1600-tallet, det ene malet af Aurelio Lupatelli fra Perugia i 1613 og forestillende Sant'Orsola; det andet som forestillede Santa Caterina da Siena var udført af en ukendt kunstner.

I Kirken var der også en mindeplade med en indskrift, der omtalte en alterindvielse i 1180. Mindestenen findes idag i gården til Palazzo Venezia. Ifølge den var det omtalte alter udført af en vis Paulus og det var Pave Alexander III (1159-1181), der stod for indvielsen. I en af gårdens sider kan man desuden se andre rester fra Kirken: gravskrifter og indskrifter på latin og græsk.

Armellini (se litt.note forneden) nævner en gravsten fra 1313 med teksten: "Hic requiescit presbyter Franciscus rector - Ecclesiae S. Nicolai de Funariis cuius anima - requiescat in pace. Anno Dni MCCCXIII mense Maii. Die XIX. XIII Indictione": "Her hviler præsten Franciscus som var sognepræst ved Kirken San Nicola de Funariis, lad hans sjæl hvile i fred. I Det Herrens År 1313, i Maj måned, den 19. dag. 13 (år?) efter hans indsættelse".

Ved siden af Kirken var der iøvrigt nogle bygninger, som fungerede som menighedshus og mødelokaler for de forskellige ejere gennem tiden.

1 = Stald, 2 = Scala Santa, 3 = Oratorio / "Chiesa Vecchia", 4 = Det gamle Refektorium, 5 = Torre degli Specchi, 6 = 1600-tals refektorium , tidligere gade mellem det gamle hus til venstre og køkkenhaverne til højre, 7 = Forrum til Klosterkirken, 8 = Santa Maria de Curte (i stueplan) og Coro della Santissima Annunziata (på 1.sal), 9 = Det nye Sakristi, 10 = Det gamle Sakristi, 11 = Klostergård omgiver af nonnernes celler, 12 = nonneceller, 13 = Klostergård kaldet Cortile dei limoni, 14 = Klokkestabel og ur, 15 = Torre del Cancelliere/dei Boveschi/dell'Oca, 16 = Oratorio di Santa Maria del Sole.
A = Her lå tidligere huse og stalde tilhørende blandt andre familien Capizucchi, B = Palazzo Capizucchi, C = Palazzo Velli Cardelli, D = Palazzo Fani-Ruspoli-Pecci Blunt, E = Palazzetto Della Porta, F = Teatro della Cometa, G = Palazzo Massimo di Rignani.
Bygninger, som blev revet ned, da Via del Teatro di Marcello blev anlagt:
X = Oratorio di Sant'Andrea in Vincis dei Scultori e Scarpellini, Y = Santi Orsolo e Caterina, Z = Ospizio dei Cisterciensi delle 3 Fontane.

Litteratur om Sante Orsola e Caterina a Tor de' Specchi:
Armellini. Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- ca. side (550).
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 53, 54, 55.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 399- 400.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 276.
Pautrier, Massimo: I Santi delle Chiese medievali di Roma (IV-XIV secolo). - Roma : s.n., 2013.
- side 223.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 113.
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: Ss.Orsola e Caterina.
Archivio Antonio Cederna: (Foto - SS Orsola e Caterina)
Roman Churches.com: Sante Orsola e Caterina.
Wikipedia (svensk tekst): Sante Orsola e Caterina.