Helligdommen for Denne Dags Lykke, Templum eller Aedes Fortunae Huiusce Diei, af hvilket man idag kan se resterne i den midterste del af udgravningerne på Largo Argentina, er Pladsens yngste bygning og fra år 101 før Kristus.
De udgravede ruiner indgår i området kaldet Area Sacra di Largo Argentina og Rundtemplet Aedes Fortunae Huiusce Diei har fået betegnelsen "Tempio B":
Tegnforklaring: A=Aedes Iuturnae, B=Aedes Fortunae Huiusce Diei, C=Aedes Feroniae, D=Aedes Larum Permarinum
1=Torre del Papito, 2=Porticus Minucia, 3=Statio Aquarum, 4=San Nicola de Calcarario,
5=Hecatostylum, 6=Forica Grande, 7=Curia di Pompeo, 8=Forica Pensile
Man mener, at det drejer sig om det Aedes Fortunae Huiusce Diei, som konsulen Quintus Lutatius Catulus lod opføre for at fejre sejren over kimbrerne i år 101 før Kristus. Catulus lovede ved kampen ved Vercellae (antagelig nutidens Vercelli) den 30. Juli i året 101 før Kristus, at han ville bygge et tempel for dagens lykkelige udfald "Fortunae Huiusce Diei". Og han holdt ord. Templet blev indviet enten på årsdagen efter eller en af de følgende årsdage.
Kilderne fortæller, at det blev bygget "in campo", på Campus Martius, Marsmarken (Ovids Fasti) og beskriver det som en rundbygning med en søjlegang (Varro). Det nævnes i forbindelse med en samtale, som fandt sted i den såkaldte Villa Publica, den offentlige park som lå netop her omkring Largo Argentina.
Det er måske ikke så mærkeligt, at Quintus Lutatius Catulus valgte at lade sit Tempel opføre netop her på Pladsen, for lige nord for ligger nemlig det Tempel, som hans slægtning og navnebroder Quintus Lutatius Catulus, der var leder af den flåde som i år 241 før Kristus besejrede Carthago, havde ladet opføre og vie til vandnymfen Juturna. Det er det Tempel, som normalt betegnes som "Tempio A".
Den arkæolog, som ledede udgravningerne i 1926-1929, (Giuseppe Marchetti Longhi) holdt dog fast ved den overbevisning, at det fundne var et Tempel for Juno Regina. Men han kom til at stå alene med denne tolkning, da den franske arkæolog Pierre Boyancé ændrede identifikationen efter at have nærstuderet en tekst af Varro i Re Rustica (III, 5, 12).
En trappe med trin af tufsten førte op til det cirkelrunde og med tufplader belagte podium, hvor der stadig knejser en række kannellerede søjler med korinthiske kapitæler og baser i travertin. Selve søjleskafterne er udført i tuf fra Aniene-dalen. Oprindeligt stod her 18 søjler. Væggene er opbygget i beton pudset op i det såkaldte opus incertum, et lag af brudsten med cement imellem. Podiet målte 18,87 meter i diameter, mens cella havde en diameter på 11,45 meter. For nylig har man fundet rester af en udhugget frise i græsk marmor, som muligvis stammer fra Tempelfacadens øverste del.
Ved siden af trappen står nogle store tufblokke, som måske har været baser for statuegrupper. Til venstre for Templet blev der udgravet en stor marmorstatue af en kvinde, antagelig gudinden Fortuna, som idag findes i museet i Centrale Montemartini. De fundne rester er: et kolossalt 1,46 meter højt kvindehovede, 2 arme og 2 fødder. De er som nævnt udført i marmor, og grunden til at de er adskilt fra kvindekroppen med dens klædning (som ikke er fundet), er givetvis, at denne har været udført i et andet materiale, måske bronze.
Podiet med cella og trappen blev bygget på en tufdækket flade, som var blevet lagt i år 111 før Kristus, da man efter en voldsom brand på stedet hævede niveauet med 1,40 meter. Et indgreb der samlede omgivelserne omkring de 3 tidligere opførte templer (C, A og D) til en helhed uanset de tidligere podiers forskellige højde.
På et senere tidspunkt blev cella-bygningens vægge revet ned og der blev bygget nye vægge mellem søjlerne, så cella'en herved blev udvidet. De nye vægge blev opført i teglsten og pudset op med dekoration af flade søjler i gips. Podiet blev ved samme lejlighed gjort bredere.
Endnu senere - måske under Kejser Domitian efter storbranden i år 80 efter Kristus som ødelagde store dele af Marsmarken - blev facadens teglstensvægge genopbygget. Samtidig blev der sat en stor statuebase op, så der her kunne opstilles en stor kultstatue. Tempeltrappen blev også renoveret og nu belagt med de travertinsten, som ses idag.
I 400-tallet da Kristendommen havde taget over og templerne som følge deraf var gået i forfald, indrettedes der boliger og værksteder i ruinerne og senere flyttede også mindre menigheder ind. Her opstod klosteret Monasterium Boetianaum, grundlagt af den lærde filosof og konsul Anicius Manlius Severinus Boetius, af den gamle Anicius-slægt, som i begyndelsen af 400-tallet havde ejendomme i dette område og området øst herfor.
I løbet af 600-tallet flyttede en gruppe syriske munke ind i Klosteret. De var af nestoriansk observans; en lære som adskilte det guddommelige og det menneskelige hos Kristus og derfor var blevet fordømt ved Koncilet i Efesos i år 431. I 676-678 opdagede Pave Donus, at de syriske munke dyrkede nestorianismen. Han lod derfor Klosteret lukke og fordelte munkene mellem andre klostre for at de kunne komme ud af deres vrangtro og overbevises om den rette lære.
Monasterium Boetianum blev derefter overgivet til romerske rettroende munke. Hvor længe dette Kloster derpå kom til at fungere, vides ikke. Kirken San Nicola dei Cesarini, der senere opstod på stedet - bygget ind i ruinerne af nabotemplet Tempio A -, er først omtalt i 1132, men blev bygget senest i 800-tallet.
I 1200-tallet var der i ruinerne ved siden af Kirken blevet bygget et tårn kaldet Turris Johannis de Cesario. Her slog Cesarini-familien sig ned og udvidede efterhånden deres residens ved at opkøbe andre ejendomme i området. Palazzo Cesarini blev lidt efter lidt et kompleks, der strakte sig fra nutidens Corso Vittorio Emanuele II mellem gaderne Via di San Nicola dei Cesarini og Via di Torre Argentina og inkorporerede resterne af Aedes Fortunae Huiusce Diei på en sådan måde, at det cirkelrunde indre blev til en lidt kantet gårdsplads mellem de senere ejendomme Palazzo Rossi-Giovannoni (der havde indgang overfor Teatro Argentina) og Palazzo Baccelli Acquari, der lå ned mod Largo Arenula. Inde på gårdspladsen kunne man så se Templets søjler indmuret i husvæggene, ganske som det ses så mange andre steder i Rom i dag. De nævnte palæer er nu alle revet ned for at give plads til Area Sacra di Largo Argentina.
Litteratur om Aedes Fortunae Huiusce Diei:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini.
--- 2 : Tavole e indici. --- Tav. 214 B, 215b, 216, 217 , 223, 232, Regione IX. samt Kort 14.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 336.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione IX Pigna, Parte 1 / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. ----- side 18-21.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
--- Volume Terzo : H-O. 1996. ------ Side162-163.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Antica: Passeggiate entro le mura. (Guide Iter, A piedi... 2). Edizioni Iter, 1993.
- side 37.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 250-251.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 150.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 33-35, 157.
RomArcheologica : Guida alle Antichità della Città Eterna. - Roma : Elio de Rosa editore, 1999.
--- 4. Itinerario. ----- Side 11.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 314-315.
Bollettino di Archeologia On Line: Francesca Caprioli: Problematiche del tempio B di Largo Argentina attraverso la sua decorazione architettonica.
Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Area Sacra di Largo Argentina.
Wikipedia (engelsk tekst): Largo di Torre Argentina.
Wikipedia (italiensk tekst): Largo di Torre Argentina.