Det ydre af ejendommen på hjørnet af Piazza d'Aracoeli og Via della Tribuna di Tor de' Specchi stammer fra 1700-tallet, hvor Aquilani-familien lod opføre deres familieresidens Palazzo Aquilani ved at renovere, ombygge og udvide det kompleks af ældre huse, som de havde erhvervet på stedet siden slutningen af 1500-tallet.

Palæet er i 4 etager med et kraftigt fremspringende tagudhæng. Det har 5 fag ud mod Pladsen med en indgangsportal i det midterste, flankeret af forskellige butiksindgange. Midterpartiet med hovedportalen er let fremtrukket og alle etagerne har her smalle altaner i støbejern. Bygningens hjørne mod Via della Tribuna di Tor de'Specchi er let konkavt og flankeret - mod Pladsen og mod gaden - af 2 brede, flade søjler i hele husets højde, men kronet af høje, flade korinthiske kapitæler.

Facaden ud mod gaden har ialt 4 fag, men hvert af disse har forskellig højde. Det første, brede fag svarer til hovedfacaden ud mod Pladsen og har en portåbning forneden samt vinduer i 3 etager. De næste 2 fag er også ret brede, men kun i 2 etager. I stueetagen er der kvaderstensindrammede portbuer, på førstesalen vinduer, der svarer til husets øvrige, og på andensalen en lav mur, bag hvilken der gemmer sig en tagterrasse - resterne af den gamle pergola fra et af de huse, som her er sammenbygget. Den sidste del af facaden har nederst en meget stor bred bue, der næsten spænder over hele fagets bredde og er forbindelsesvej mellem den bagvedgående Vicolo Margana og den lille plads, som her er fremkommet ved en udvidelse af Via della Tribuna di Tor' de Specchi. Over buen er der 2 etager med hver 1 vindue. Også denne del er øverst, som her er trediesalen, kronet af en lille taghave. Bag den midterste tagterrasse ses de indre dele af komplekset hæve sig med endnu en bebygget etage.

For enden af den ovennævnte gadeudvidelse ses sidefacaden til den næste bygning, som også udgør en del af Palazzo Aquilani og har facader ud mod nordsiden af Via della Tribuna di Tor de' Specchi og vestsiden af Vicolo Margana. Facaden mod pladsen er i 2 fag og 4 etager, der er lavere end huset mod Piazza d'Aracoeli således at vinduerne kommer til at sidde forskudt for de tilsvarende her. Stueetagens facade er dækket af stenkvadre og buer i samme materiale indrammer 2 høje portåbninger med indgangsdøre. Herover løber en smal frise med indskriften "REST. ET AMPL. ANNO IV B MCMXXXIII A FASC RENOVATIS XII".

Ejendommen huser - efter en beskrivelse fra byggeriet i 1763 - 3 lejligheder, en på hver etage, bestående på førstesalen af 9 værelser og køkken, på anden- og trediesalen af 7 værelser og køkken, flere loftsrum og i stueetagen 4 garager, 2 stalde, stort indgangsrum mod Pladsen og en mindre indgang fra Vicolo Margana, trappe, indre gård, brønd med forbindelse til køkkenvinduerne, og vaskerum. Samt i kælderen flere rum og en "grotta".

Over den lille dør, Piazza d'Aracoeli nr.8, sidder en lille marmorplade med en indskrift til minde om juristen Giuseppe Ermini: "Di questa casa di famiglia - è vissuto il giurista romano - Giuseppe Ermini - (1900-1981) - insigne docente di diritto - padre costituente e - membro del Parlamento Nazionale - SPQR - 2008" : "I dette familiepalæ levede den romerske jurist Giuseppe Ermini (1900-1981). (Han var) en berømt retslærd, grundlovsgiver og medlem af det nationale Parlament. Det romerske Senat og Folk, 2008".

PALÆETS HISTORIE:

I 1500-tallet:

Efter Ludovico Aquilani's død i slutningen af 1594 besluttede hans sønner Girolamo, Massimo og Domizio Aquilani at bygge en ny facade på det huskompleks, som familien ejede ved Piazza d'Aracoeli. Pladsen havde i de forudgående år undergået en vis forvandling, efter af Giacomo della Porta i 1578 havde tegnet et projekt for en trappe op til Campidoglio og færdiggørelsen af dette i 1581-1582, samt for Pladsen nedenfor.

Under arbejdet med Pladsens udvidelse blev der revet nogle gamle bygninger ned og sendt en opfordring til de øvrige ejendomsbesiddere om at forskønne deres huse, hvilket blev efterkommet af mange. Først Muti-familien, der i 1587 lod foretage de første ændringer af Palazzo Muti-Bussi, som de allerede havde ladet Giacomo della Porta tegne og påbegynde i 1578. Samtidig stod arkitekten for opførelsen af det mod syd liggende Palazzo Fani og for forskønnelsen i 1588 af sin egen bolig i et af de 5 huse, som han ejede på begge sider af Pladsen. Og midt på denne rejstes i 1589 den af ham tegnede fontæne, som stadig kan ses på stedet.

Disse bygningsaktiviteter fulgtes nu også op af Aquilani-familien, der af de ansvarlige "maestri delle strade" fik tilladelse til at bygge en ny facade, som flugtede med nabobygningen ud mod Piazza d'Aracoeli. Til dette arbejde var det nødvendigt at benytte det offentlige areal foran de gamle huse og tilladelsen hertil skal være udstedt den 24. September 1594. - Af uforklarlige grunde benyttede familien sig imidlertid ikke af byggetilladelsen.

Aquilani-familiens ejendom på dette sted udgjordes tidligere af 2 sammenbyggede huse, et der var nabohus til Tommaso Fonte's ovenfornævnte ejendom, og et der lå på hjørnet af Via della Tribuna di Tor de' Specchi. Som man kan forstå af ovennævnte tilladelse, lå Aquilani-familiens huse lettere tilbagetrukket i forhold til nabohusene. Det drejede sig om lidt over 2 meter i forhold til Fonte's hus og lidt mindre end 3 meter i forhold til Palazzo Fani, som lå på det andet gadehjørne.

Bilancia (se litt.note forneden) mener, at det ene af de gamle huse må have været det, som inden Aquilani-familiens køb i 1551 i 4 måneder havde huset det af Sant'Ignazio di Loyola oprettede Collegio Romano.

I 1600-tallet:

I 1605 købte Girolamo Aquilani sammen med broderen Domizio et hus i Rione Campitelli af Ottaviano Evangelisti for 2475 scudi. Det var nabohus til det hus, deres fader havde købt i 1582. Det lå ud mod den lille plads, som idag findes i starten af Via della Tribuna di Tor de' Specchi, mellem Palazzo Aquilani og Palazzo Fani-Pecci Blunt på den anden side af gaden.

I Palazzo Aquilani var der nogle værelser, som vi kender lidt til på grund af særlige omstændigheder: et værelse med loftsmalerier i sort og guld, og et andet værelse, som lå op ad en lille salon kaldet Venus-salon'en. De nævnte værelser blev i November måned 1656 fyldt med ejeren Ludovico junior II Aquilani's kostbarheder og dyrt indbo og derpå aflåst og vinduerne sikret med kæder, bevidnet af en notar efter at sognepræsten ved Santa Maria di Loreto havde underskrevet en erklæring om, at ingen i Aquilani-familien og deres hushold var ramt af den i byen hærgende pest, eller formodede at have været udsat for smitte. Dette var en normal fremgangsmåde i denne periode, hvor ca. 9.500 romere døde af sygdommen, der fra slutningen af Maj 1656 til slutningen af Juli 1657 hærgede blandt Roms 125.000 indbyggere. Hvis et hus blev ramt af pesten, ville nemlig alle de genstande, som den syge havde været i berøring med, blive brændt for at undgå smittespredning. En sådan afbrænding kunne blive en kostbar affære for et smukt udstyret hjem og Ludovico tog altså sine forholdsregler, som dog viste sig at være unødvendige, da familien heldigvis ikke blev smittet.

Den venstre del af komplekset ud mod Vicolo Margana overfor sidemuren til Palazzo Fani og efter den bue, som forbandt ejendommene, lejedes i 1658 ud til Paolo Mercanti.

Den 30. Januar 1658 fik Ludovico junior II Aquilani tilladelse til at foretage udgravninger i sin have nedenfor Capitolhøjen for at gøre jorden mere frugtbar. Men han fik også tilladelse til at opgrave alle de sten, tavler og stykker af marmor, travertin samt peperino, foruden statuer og alle andre slags sten, hvad enten de var udhugget med billeder eller andet. Disse fund har sikkert prydet Palazzo Aquilani i hus og have. Måske det var ved denne lejlighed, at man på ejendommen udgravede rester af en antik gade i en dybde af 6,92 meter. (Fundet kan måske også have været gjort tidligere, nemlig af Domizio Aquilani i 1639).

I slutningen af 1658 blev der efter Ludovico II's død udfærdiget en liste over boets aktiver, hvoriblandt naturligvis var "det store hus" i Rione Campitelli, familieresidensen kaldet "casa grande", samt andre ejendomme. Dertil kom møblementet i husets 15 værelser, nogle store andre små, en større sal, en "galariola", en loggia, haver, kældre og tilbygninger. Heraf kan man også se, at familien ejede en mængde malerier og en del skulpturer, som udsmykkede de forskellige rum. Bilancia (se litt.note nedenfor) opregner således fra skiftet: "I det første rum ovenfor trappen, til højre, hvor der er en låge af jern, stod blandt andet følgende skulpturer: 5 marmorbuster, nogle med hoveder i metal eller bronze. De var opsat på piedestaler af træ, som var malet i hvid og turkis. Der var også en hvid marmorstatue af Venus med en delfin og nogle marmorsøjler, samt en søjle af alabast og forskellige marmorsøjler med mindre statuer af dyder og guder. I den følgende stue, som vendte over mod Capitolhøjen, var der mellem de forskellige mindre pyntegenstande 2 statuetter i bronze og en lille metalstatue af Jupiter. I den lille mellemgang, "galariola", der vendte ud mod gaden (måske Via della Tribuna di Tor de' Specchi ?) stod der 3 mindre statuer i nicher og en lille bronzestatuette af Venus "nella nicchia della fontanella", her må altså også have været en lille fontæne. Desuden var her en buste i sort marmor. I loggia'en, som lå ovenfor hovedtrappen, var der flere søjler og i muren til højre for indgangen et relief af en grif . Her var også nogle store stenkugler på trappen og en murfontæne. Her på førstesalen lå til venstre et værelse, hvor der stod 5 marmorbuster og 2 søjler med vaser. I naborummet var der indemuret en statue af Sejrsgudinden Vittoria, desuden stod her en lille tempelopbygning i træ med en stenstatuette af Jupiter. I værelset ud mod haven var der flere marmorgenstande og 2 forgyldte metalløver. I selve haven stod der 3 statuetter og 10 vaser".

Man kender lidt til Aquilani-kompleksets udseende i 1669 efter et stik af Giovanni Battista Falda (se nedenfor). Her ses fontænen på Piazza d'Aracoeli og i højre side af billedet den vestlige husrække ud til Pladsen. Palazzo Aquilani bestod dengang af 2 huse, hvor det første, og nordligste, til dels gemmer sig bag nabohuset, som jo stod længere fremme på Pladsen, der dengang kaldtes Piazza de' signori Muti.
Af Aquilani-kompleksets første hus ses derfor kun den sydligste del med en indgangsport og et enkelt vindue på hver af de 2 øvre etager.
Ved siden af står - på hjørnet af Via della Tribuna di Tor de' Specchi - et noget mindre hus, som kun er i 2 etager med 3 fag vinduer på førstesalen og en stor indgangsportal i stueetagen. Øverst toppes huset af en tagterrasse, som tildels stadig eksisterer ud mod sidegaden.

I 1700-tallet:

I 1705 blev der efter Paolo Gaetano Aquilani's død endnu engang lavet en liste over familiens aktiver, hvor Palazzo Aquilani beskrives således: "Huset ved Aracoeli, hvor Cavaliere Aquilani boede, i gyden" - beboelsesdelen har altså ligget i den del af komplekset, som vendte ud mod Via della Tribuna di Tor de' Specchi og Vicolo Margana. Desuden var der "Huset overfor dette, på Piazza d'Aracoeli, hvor der er korridoren med stald og vognport nedenunder. En del af denne ejendom er udlejet". Endvidere: "3 småhuse i Vicolo di Tor de'Specchi". Denne gyde eksisterer ikke idag, den er muligvis identisk med den vej, der i 1500-tallet blot kaldtes Tor de' Specchi og løb mellem Piazza d'Aracoeli og Piazza Montanara, som forsvandt, da Via del Teatro di Marcello blev anlagt. Den kan også have været en del af Vicolo Margana. I et andet dokument fra 1708 omtales de 3 småhuse ved "gyden bag Tor de'Specchi". Tårnet blev muligvis revet ned allerede i 1750 og skal have stået øst for Klosteret Monastero di Tor de' Specchi. Den lille plads i begyndelsen af Via della Tribuna di Tor de' Specchi kaldtes i optegnelserne Piazza degli Aquilani.

En del af ejendommen udlejedes i 1705 til Grev Cosimo Torres for 180 scudi om året, mens en anden del allerede tidligere var lejet af Carlo Antonio Sassi's enke Camilla for 57 scudi om året. I den del, der lejedes af Torres, blev de fleste af de tidligere listede statuer stående og disse findes ligeledes optegnet i en opgørelse over indboet ved lejemålets overtagelse. Der var naturligvis i de forløbne år også føjet yderligere bohave og udsmykning til.

Det gjaldt forøvrigt for alle familiens ejendomme, at de for en stor del blev lejet ud, og at indtægterne fra huslejerne år efter år forøgede familieformuen.

Den 22. April 1730 udlejede Ludovico III Aquilani Palazzo Aquilani til Grev Sforza Sforza Cesarini for 200 scudi om året og Grevens tante Cornelia Sforza Cesarini skulle nu flytte ind i ejendommen, men hun døede inden, så kun hendes møblement var ankommet og derfor måtte låses inde i et forseglet rum.

I 1739 lod Ludovico III murermesteren Nicola Butti stå for en række renoverings- og fornyelsesarbejder i sine ejendomme, heriblandt også det af ham selv beboede ejendomskompleks ved Piazza d'Aracoeli. Denne ejendom defineredes som værende "under Araceli", med facaden ud mod den gyde, som går til Monastero di Tor de' Specchi, og nabo til et hus ejet af Paolo Maria Maccarani. Bilancia (se litt.note nedenfor) mener, at det drejer sig om den del af ejendommen, som idag har gadenumrene Via della Tribuna di Tor de' Specchi nr. 15-16 og 18-18A, samt - efter buen (Arco di Vicolo Margana) - Vicolo Margana nr. 11B, 12 og 12A. (Det drejer sig om den vestlige bygning, som står langs Via della Tribuna di Tor de' Specchi efter den lille Plads (tidligere kaldet Piazza degli Aquilani) og efter buen Arco di Vicolo Margana, og altså på vestsiden af denne gyde). Af notaterne om dette arbejde i 1739-1740 fremgår det, at denne vestlige ejendom havde i hvert fald 2 etager og en loftsetage, samt indeholdt en sal, flere stuer, en åben trappe, som startede fra stueplan, en loggia, en lille gård, en have, et vaskehus med 2 kummer, en folkestue og en stald.

Andre arbejder blev foretaget i ejendommen ud mod Piazza d'Aracoeli. Denne var efter optegnelserne opdelt i 2 lejligheder med en forstue og en gårdsplads, en stald og et forretningslokale.

I 1744 angiver Ludovico, at han selv beboede den ene af lejlighederne i det ene hus på Piazza d'Aracoeli, mens den anden sammen med et værksted var udlejet til en sadelmager. Også den lille stald var lejet ud, ligesom det andet hus ud til Pladsen, som var lejet ud til Marco Antonio Rossetti for 90 scudi årligt. Det samme gjaldt også familiens andre ejendomme: et hus ud til den lille sideplads, hvor lejeren Antonio Ratazzi betalte 65 scudi om året i husleje; en vognport ud til samme plads var lejet ud til frøknerne Gambarucci for 30 scudi om året; et hus i Vicolo di Tor de' Specchi, udlejet til Luigi Noceti for 10 scudi og 80 baiocchi; og 2 andre sammenhængende småhuse, hvor lejeren Antonio Luzzi betalte 15 scudi og 60 baiocchi i årlig leje; samt alle de andre ejendomme, som familien havde rundt om i byen.

I 1749 angives det, at Ludovico III Aquilani's hovedhus foran fontænen på Piazza d'Aracoeli var nabo til "le case dei Gaddi, degli Orsi e dei Toncioni", huse tilhørende familierne Gaddi, Orsi og Toncioni, som var beboet af Domenico Gianantoni, der arbejde for den pavelige administration. Naboerne bagved Ludovico's hus var Grev Olignani og Antonio Cardelli, hvis Palazzo Cardelli idag har indgang fra Piazza Margana.

Samme år solgte Ludovico den udlejede del af komplekset for 3.000 scudi til det religiøse broderskab Arciconfraternita di Santa Maria dell'Orto. Han beholdt dog den del af ejendommen, som han selv beboede, med indgang fra "den gyde som går under buen og derpå til venstre side går til Piazza Margana", altså Vicolo Margana og den ejendom, der lå vest for denne.

I 1752 overlod Ludovico's moder Anna Maria Ravenna alle sine ejendele, ejendom og formue til sin søn, som i alle årene havde haft hende boende i sit hus. Med dette håbede hun på at han kunne finde sig en passende ægtemage. Men selv med denne "saltvandsindsprøjtning" manglede Ludovico rede penge til nødvendige reparationer og vedligehold og i 1753 solgte han også sin egen bolig i Vicolo Margana til Grev Angelo Massimo for 1000 scudi.

I 1754-1755 blev der dog atter foretaget reparationer og forbedringer i Ludovico's udlejningshuse - og disse bestilt og betalt af Ludovico selv, der altså må have købt sine ejendomme tilbage - eller blot have haft dem belånt tidligere, hvilket ikke fremgår helt tydeligt at de tilgængelige optegnelser.

Trods alle tiltag var de gamle huse i komplekset dog i dårlig stand og nogle steder faldefærdige, så Ludovico så sig nødsaget til en decideret ombygning med det formål også at kunne forhøje huslejerne og dermed sine indtægter. Det blev arkitekten Costantino Fiaschetti, som kom til at tegne den nye facade ud mod Piazza d'Aracoeli og den første del af sidefacaden ud mod Via della Tribuna di Tor de' Specchi, samt de indre dele af husene. Det var ved denne lejlighed, at Palazzo Aquilani fik sin facade flyttet frem, så den nu flugter med nabohusene.

Ludovico's økonomi var dog ikke til at rive alle de gamle bygninger ned og bygge helt nyt fra grunden, så man bevarede så meget som muligt af mure og vægge med det resultat, at palæets rimeligt symmetriske ydre ikke modsvares af de irregulære rum i dets indre.

I slutningen af 1758 begyndte arbejdet med ombygning og rejsning af den nye facade, som skred hurtigt frem og stod færdig i slutningen af 1759. Desværre blev byggeriet endnu dyrere end beregnet og for at betale omkostningerne herved måtte Ludovico sælge et af familiens ældste huse, som hans forfader Ludovico I havde erhvervet i 1582 i Vicolo Margana.

I 1763 nævnes det, at nabohuset var overgået til Arciconfraternita degli Agonizzanti.

Ludovico's fortsatte pengemangel gjorde det i 1768 nødvendigt at sælge den øverste lejlighed i det ombyggede Palazzo Aquilani for 1556 scudi, som dog blot var afbetaling på et af de mange lån, han havde taget. Han måtte derfor atter sælge ud af lejlighederne i 1771, denne gang var det førstesalens store 9-værelsers lejlighed, som blev købt af Prins Alessandro Ruspoli for 3.250 scudi. Det ene af de mange værelser lå over den bue, som spænder over Vicolo Margana. En del andre rum - på loftet og stalde i stueetagen - medgik i handelen, men de fleste af disse var lejet ud.

For at vedligeholde sine ejendomme, hvoraf han stadig ejede flere rundt om i byen, optog Ludovico stadig nye lån og for at kunne tilbagebetale disse solgte han i 1777 lejligheden på andensalen i Palazzo Aquilani, samt en stald, en kælder, indgangsrum, gårdsplads og brønd for 1750 scudi til arkitekten Michelangelo Simonetti.

Gælden hobede sig dog hele tiden op og Ludovico måtte i de følgende år også sælge mange af de andetsteds beliggende ejendomme, udlejningshuse og vingårde, således at der efterhånden ikke var meget tilbage af familiens en gang så rige besiddelser.

Da den stadig ugifte Ludovico var blevet 77 år, besluttede han i 1781 at testamentere den resterende ejendom til sin unge assistent Giovanni Battista Soncino Ridolfi, der havde taget sig af hans ejendomme og forretninger i de sidste 10 år.

Den del af Palazzo Aquilani, som ligger ud mod Piazza d'Aracoeli var altså fra slutningen af 1770'erne ikke længere ejet af Aquilani-familien, men af 3 forskellige ejere. I 1803 var den ene Prins Francesco Ruspoli, som måske var den, der lod et af værelserne bemale med landskabsbilleder. En anden ejer var vist nok en vis Felice Giorgi.

Også i 1819 var der i huset 3 ejere: Celestino Blasi på førstesalen, som han åbenbart havde købt af Ruspolil, Vincenzo Trambusti på andensalen, der tidligere ejedes af Michelangelo Simonetti, og brødrene Bettini på trediesalen, som de havde købt af murermester Luigi Baietti.

Den gamle del af Palazzo Aquilani, på hjørnet af Via della Tribuna di Tor de' Specchi og Vicolo Margana var i 1819 delt mellem 2 ejere. Numrene 15-16 i den første gade og 18-18A i sidegaden ejedes af Soncini Ridolfis arvinger, mens den del af huset, der havde numrene 12-12A i Vicolo Margana ejedes af Celestino Blasi.

I 1880'erne ejedes den nyere del stadig for en del af familien Bettini, men her omtales også en anden ejer Luigi Santambrogio, som havde store planer for udvidelse af bygningen, men disse blev aldrig realiseret - bortset fra en ekstra etageoverbygning på stykket over Vicolo Margana Buen.

Den gamle del af Palazzo Aquilani var opdelt i 2 dele og Congregazione degli Operai della Divina Pietà var ejere af den højre del, mens Grev Sigismondo Malatesta ejede den venstre del, som han i 1884 ansøgte om at renovere med en udvidelse og facadeændring med nye vinduer og ombygning af rum i stueetagen.

I 1933 blev ejendommen endnu engang renoveret og udvidet, som det kan ses af indskriftsfrisen under førstesalens vinduer med teksten: "REST. ET AMPL. ANNO IV B MCMXXXIII A FASC RENOVATIS XII".

Palazzo Aquilani kan ses som nr. 22 på kortet nedenunder:

1=Viridarium/Palazzetto Venezia -- 2=Kirken San Marco -- 3=småhuse -- 4=Ripresa dei Barberi -- 5=Oratorio S.Gregorio Taumaturgo
6=Palazzo di Pietro da Cortona -- 7=Palazzo Circi -- 8=Monumento a Vittorio Emanuele II -- 9=Santa Rita -- 10=Santa Maria in Aracoeli
11=Campidoglio/Capitol -- 12=Ospizio de' Geronimi di S. Alessio -- 13=Palazzo Massimo di Rignano Colonna -- 14=Palazzo Fani-Pecci Blunt
15=Palazzo Santacroce Gambarucci -- 16=Palazzo Fabi Silvestri -- 17=Santi Venanzio e Ansuino -- 18=Palazzo Muti Bussi -- 19=Palazzo Astalli
20=Fontæne på Piazza d'Aracoeli -- 21=1800-tals hus -- 22=Palazzo Aquilani -- 23=Palazzo Maccarani Odescalchi -- 24=Palazzo Velli Cardelli
25=Arco di Vicolo Margana -- 26=Kirke og Kloster Tor de' Specchi -- 27=Palazzo Margani

Litteratur om Palazzo Aquilani:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Bilancia, F.: Il palazzo Aquilani di Roma a piazza Ara Coeli. - Pubblicazioni degli Archivi di Stato : Strumenti CLXXXVII, 2009.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 18.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Info.roma.it: Palazzetto Settecentesco a Piazza dell'Aracoeli.