|
|
San Benedetto de Arenula Se nr. 37 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
|
På et tidspunkt i Højmiddelalderen byggedes der nordøst for Tiberflodens sandede bred, hvis aflejringer kaldtes "rena" og senere gav navnet "Arenula" til området, en lille Kirke, der viedes til Sankt Benedikt af Nurcia og derfor kaldtes San Benedetto de Arenula. Ved siden af Kirken indrettedes også et lille Kloster for munke fra Farfa-Abbediet, der passede bygningerne. Den første sikre omtale af Kirken findes imidlertid i en af Pave Urban III's buller fra 1186, hvor bygningen nævnes som underlagt den større kirke San Lorenzo in Damaso. Kirken havde imidlertid også i en periode et andet navn: San Benedetto degli Scotti eller Sancti Benedicti de Scottorum. Tilnavnet skyldtes Kirkens beliggenhed i et område, som ejedes og domineredes af Scotti-familien. I Cendio Camerario's kirkekatalog fra 1192 er San Benedetto-Kirken, her benævnt Sancto Benedicto Ariole, listet blandt de kirker, som ved de store højtider modtog gaver fra Paven. San Benedetto modtog ved denne lejlighed 6 denarer. Også i et kirkekatalog fra 1230, kaldet Catalogo Parigino, omtales Kirken som Sanctus Benedictus de Arenula. I 1249 overgav Pave Innocens IV både den lille kirke og det tilknyttede kloster til Benediktermunkene ved Kirken San Gregorio in Clivo Scauri. Navnet San Benedetto de Arenula benyttes også i de følgende kirkekataloger: i "Anonimo de Torino" fra 1302, hvor der står skrevet: "Sancti Benedicti habet 1 sacerdotem" - altså havde Kirken på dette tidspunkt kun én præst - samt i Signorili's katalog fra begyndelsen af 1400-tallet. I 1558 overlod Pave Paul IV San Benedetto de Arenula til det i 1540 af Persiano Rosa og San Filippo Neri stiftede lægbroderskab Compagnia dellla Santissima Trinità dei Pellegrini e Convalescenti, der som formål havde at yde både åndelig og material hjælp til syge og trængende pilgrimme under deres ophold i Rom. I forbindelse med overgangen til de nye ejere begyndte Kirkens navneskifte. Først knyttedes begge navne sammen, som det ses i kataloget under Pave Pius V fra 1566, hvor Kirken benævnes San Benedetto della Trinità. Den gamle bygning stod - som nutidens Kirke Santissima Trinità dei Pellegrini, der har erstattet den lille San Bemedetto-Kirke - på hjørnet af Via di San Paolo alla Regola og Via dei Pettinari. Men San Benedetto's facade vendte ud mod denne sidste gade, hvor hovedindgangen fandtes under en lille søjlehal. San Benedetto's indre udgjordes af en stor hal med en meget dyb apsis for enden efter et mindre tværskib. I hver side var der små kapeller, som områdets kendteste familier havde ret til at bruge - og til at indrette og udsmykke. Her begravede både Paloni-familien, samt familierne Rocca, Rosa, Matuzi og Capodiferro deres døde. I 1579 overdrog Pave Gregor XIII imidlertid også resten af komplekset - det vil sige klosterbygningen - til Lægbroderskabet, der nu var blevet ophøjet til et Ærkebroderskab, Arciconfraternita della Santissima Trinità, og sørgede for at lade komplekset restaurere. Samtidig lod de nogle tilstødende bygninger til venstre for Kirken indrette til herberg og hospital, samt til sovesale og en stor spisesal med plads til den rituelle vaskning af pilgrimmenes fødder, som foretoges af højere prælater, Kardinaler og endog Paven. I 1586-1587 blev San Benedetto de Arenula revet ned og grundstenen til en ny Kirke nedlagt. Også den nye Kirke blev viet til San Benedetto, men samtidig til Lægbroderskabets skytsguddom Santissa Trinità dei Pellegrini: Den Helligånd, som beskytter pilgrimmene. Men allerede i 1588 ses i Francino's guide navnet Madonna della Trinità og det gamle San Benedetto-navn er forsvundet. Den gamle Kirke var rejst på et område, hvor der i Antikken stod store komplekser af lagerbygninger, de såkaldte "horrea", og muligvis også lejlighedskomplekser, som man har udgravet murrester af. Nord for kirkebygningen løb også dengang en gade, der ligesom nutidens Via dei Pettinari løb ned til floden og den bro, som førte over til den modsatte bred. I Antikken var det Pons Valentinianus, idag er det Ponte Sisto. Øst for Kirken løb til gengæld gaden Vicus Stablarius, som kom fra sydøst og løb mod nordvest op mod Pons Neronianus. Litteratur om San Benedetto de Arenula: |