|
|
|
|
|
Symmachus-familiens store hus på Monte Celio omtales oftest som Domus dei Simmaci eller Domus Quintus Aurelius Symmachus. Man har længe vidst, at Quintus Aurelius Symmachus (Praefectus Urbi i 384-385) havde et hus her på Celiohøjen. Han omtalte det flere gange i sine breve, men nøjagtigt hvor det lå, var man ikke klar over, indtil for ganske nylig. Godt nok havde man i tidens løb fundet flere fragmenter i området, hvor den nordlige del af det store Militærhospital, Policlinico Militare, ligger idag - mellem Via di Santo Stefano Rotondo i syd og Piazza Celimontana i vest. Udgravninger i forbindelse med modernisering af Hospitalet i slutningen af 1900-tallet har imidlertid bragt megen ny viden. Inde på det store hospitalsområde løb der i Antikken en gade parallelt med nutidens Via di Santo Stefano Rotondo, som dengang kaldtes Via Caelimontana. På begge sider af denne Vicus, som man ikke kender navnet på, lå en række bygninger, der nu for en stor dels vedkommende er udgravet og identificeret. På sydsiden, mellem gaden og Via Caelimontana lå - omtrent overfor den nuværende Kirke Santo Stefano Rotondo - længst mod vest Basilica Hilariana og dernæst det såkaldte Domus di Gaudenzio. Længere mod øst lå et badeanlæg. På den anden side af gaden, mod nord, lå en række taberner og dernæst Symmachus-familiens store ejendom. Længst mod nordøst lå en del huse med taberner og lejelejligheder samt en magasin/markedsbygning. HUSETS UDSEENDE: Domus dei Simmaci havde adgang fra Vicus'en, oprindeligt gennem en rektangulær gårdsplads, som senere var blevet opdelt af en halvrund mur, som ragede frem i den nu formindskede gårdsplads. Indgangspartiet var forsynet med fontæner, sandsynligvis også med statuer, og et smukt indlagt gulv, så den besøgende straks kunne se, at det var et rigt og elegant hjem, han trådte ind i. Til højre for den aflange "entre" lå en række mindre rum, beregnet til modtagelse og repræsentation. De var forsynet med et opvarmningssystem under det let hævede marmorgulv. En række ganske små rum og en trappe til de øvre etager lå ud mod gaden til højre for indgangen. Husets kerne bestod af en stor åben gård, der gav lys og luft til de rum, som lå rundt om denne. Andre store gårde lå andre steder i komplekset, som var forbundet af det lange indgangsrum. Gården til højre for denne var kvadratisk med en side på ca. 26 meter. Mod syd og nord var den afgrænset af buegange og på de andre sider af en række søjler, som gav adgang til de tilstødende overdækkede rum. Et af disse var en stor sal, som oprindelig var opdelt i 3 og forsynet med en stor halvrund exedra, der var dekoreret med nicher, skiftevis rektangulære og halvcirkelformede. Senere blev de 3 dele samlet i ét stort rum på ca. 10 x 10 meter, men stadig med en halvrund exedra overfor gårdspladsen. Dette specielle rum var yderligere udsmykket med et særdeles smukt marmorgulv. Exedragulvet var hævet lidt over den øvrige gulvhøjde og væggene var beklædte med rød og grøn porfyr og "giallo antico"-marmor i mosaik med elegante blomstermotiver. Det store rum havde en lignende dekoration i "giallo antico" og pavonazzetto-marmor, samt rød og grøn porfyr. Til højre for den store gård lå en række mindre rum, der ligeledes var afsluttede af halvrunde exedra'er i forskellige størrelse og dybde. Også disse rum anses for at have været benyttede til modtagelse af gæster og repræsentation. Til venstre for indgangspartiet lå en anden åben gårdsplads, lidt mindre end den første idet den havde et mål af ca. 18 x 14 meter, hvoraf hele den midterste del var optaget af et stort bassin med mosaikbund på ca. 13 x 8 meter. Rundt om denne gårdsplads lå andre rum, mod nordøst for eksempel en stor sal, som måske har været brugt om vinteren. Huset har haft flere etager, der var indrettet med soveværelser, de såkaldte "cubicula". I yderkanterne lå store områder med butikslokaler og værksteder, der styredes af selvstændige, som dog sikkert på en eller anden måde var forbundet med Symmachus-familien, måske som klienter eller frigivne. HISTORIEN: Byggeriet stammer fra Senantikken, men det er opført ovenpå tidligere mure. Man har fundet et blyrør med en plombe fra år 177 efter Kristus, men der er ikke mange andre rester tilbage herfra og heller ikke håndgribelige vidnesbyrd om den bebyggelse af rige og fornemme huse, som kilderne beretter om skal have eksisteret i Republikkens tid (509-44 før Kristus) her på Monte Celio. Rester fra tiden under Kejser Augustus er der lidt flere af, blandt andre nogle støttemure og taberner, samt et tilsyneladende meget rigt beboelseshus, som har ligget vest for det senere Domus dei Simmaci - eller i den vestlige del af dette. Af dette hus er en mindre del blevet udgravet og her fremkom adskillige fund: marmorhoveder af Herkules og en silen, møbelfodstykker i jern og bronze, et kvindehovede og en vinget erot, begge i elfenben, samt flere udsmykningsdele i dette materiale, i bronze og i jern. Heriblandt et stykke med et relief af en epikuræisk filosof, som kan give en idé om sindelaget hos den, der på dette tidspunkt var ejer af huset. Fra slutningen af det 1.århundrede og til de første årtier i det 2.århundrede blev hele området på Celio genstand for ny- og ombyggerier. På dette tidspunkt begyndte man at opføre en ny type hus med butikslokaler i stueetagen og udlejningslejligheder på de øvre etager. Det er dog også fra denne periode, at markeds-lagerbygningen i det nordøstlige hjørne stammer. På højen lå også en del helligdomme for blandt andre Gudinden Isis og for Magna Mater og Attis, som dyrkedes i Basilica Hilariana af Dendrophori-kollegiet. I den anden halvdel af det 2.århundrede forandredes byggeriet til rige velhaverdomus. Man slog flere af de gamle ejendomme sammen for at skabe store og luksuriøse boliger, som tilfældet er med det domus, som Gaudentius senere erhvervede sig, og med det domus, som senere kom i Symmachus-familiens eje. Nogle historikere har foreslået, at et så stort og pragtfuldt udstyret hus måske kunne identificeres med Kejser Commodus' Domus Victiliana, hvor han blev dræbt i år 192. Dette anses dog af flere for at have ligget på sydsiden af Via Caelimontana. Fra midten af 300-tallet undergik komplekset store forandringer, men det var stadig pragtfuldt udsmykket og udstyret. Det er muligvis disse ændringer, som Quintus Aurelius Symmachus hentyder til i sine breve. Måske er de blevet foretaget, efter at hans faders hus på den anden side af Tiberen (Domus L.Aurelius Symmachus), hvor Quintus måske er vokset op, blev brændt under en opstand i år 367. Da goterne under Alarik i år 410 hærgede og plyndrede Rom, satte de også ild til store områder og det gik meget hårdt ud over bygningerne på Celiohøjen. Det på den anden side af Via Caelimontana liggende Domus Valeriorun brændte for eksempel ned, således at det senere blev solgt for en brøkdel af den salgspris, som ejerne havde sat inden erobringen. Også de øvrige bygninger i området blev langsomt forladt efter de voldsomme begivenheder. I den nærliggende Basilica Hilariana indrettedes et værksted og af Gaudentius' hus stod kun sørgelige rester tilbage, indtil også disse forsvandt i slutningen af 500-tallet og området i stedet for hist og her anvendtes til begravelsesplads. I begyndelsen af 600-tallet faldt de resterende mure endeligt sammen og området groede til med græs og buske. UDGRAVNINGER: Blandt de mange fund, som er gjort i området og som har bekræftet at Symmachus-familiens domus engang lå på dette sted, er nogle indskrifter, som man fandt i 1617 i det, der dengang kaldtes Orto di Sertorio Teofili. De 2 indskrifter er opsat af Quintus Fabius Memmius Symmachus, der var Prætor i år 401, til minde om sin fader Quintus Aurelius Symmachus, der var Praefectus Urbi i 384-385, og om sin hustrus bedstefader Virius Nichomachus Flavianus, der blandt andet var Konsul i år 394. Sertorio Teofili solgte sin ejendom til Casali-familien, som i begyndelsen af 1700-tallet lod bygge en stor villa på stedet. Under dette arbejde og senere hen fremkom der flere fund. Det samme skete, da Villa Casali blev revet ned i 1885 og Militærhospitalet bygget. Man fandt både bygningsrester, gulve, møbler og indbo, men det lader ikke til at være blevet systematisk registreret og meget er antagelig gået tabt. Resultatet af de nye udgravninger i slutningen af 1900-tallet ser dog lidt anderledes ud. Her har man på en teglsten fundet stemplet "Sym(machus)". Man mener, at teglstenen er lavet på det værksted, som Symmachus-familien ejede. Der er også fundet en del af en glasskål med guldkant og indskriptionen "Summachus consul o(rdinarius)" og "Q. F(abius) S(ummachus) Iunior". Det drejer sig sikkert om den Quintus Aurelius Symmachus, som var Praefectus Urbi i 384-385, og om hans søn Quintus Fabius Memmius Symmachus, som var Prætor i 401. Disse fund er rent faktisk gjort i de bygninger, man har identificeret som Basilica Hilariana og Domus di Gaudenzio, men der har været meget tætte relationer og bånd, både ideologiske, religiøse og politiske, mellem familierne Symmachus og Gaudentius, som alle fastholdt den gamle religion og de gamle guder trods Kristendommens pres, og foreningen Collegio dei dendrophori, som holdt til i Basilica Hilariana. Domus dei Simmaci ligger lige nord for Gaudentius' hus og Basilica Hilariana, på et trekantet område, som dækker 220 x 150 x 150 meter. Området ligger på en skråning, som har gjort det muligt at anbringe de rum, som man brugte om vinteren, sydvendt. Udgravningerne af ejendommen er ikke tilgængelige, hvorimod det planlægges at give adgang til den udgravede Basilica Hilariana (se Bing Maps).
Litteratur om Domus dei Simmaci: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|