|
|
|
|
|
Den unge Senator Gaudentius, der var en nær ven af Quintus Aurelius Symmachus (Praefectus Urbi i 384-385), som boede i en stor ejendom på Celiohøjen, havde selv et lidt mindre hus mellem Symmachus' ejendom og Basilica Hilariana. På området, hvor den nordlige del af det store Militærhospital, Policlinico Militare, ligger idag - mellem Via di Santo Stefano Rotondo i syd og Piazza Celimontana i vest - løb der i Antikken en gade parallelt med nutidens Via di Santo Stefano Rotondo, som dengang kaldtes Via Caelimontana. På begge sider af denne Vicus, som man ikke kender navnet på, lå en række bygninger, der nu for en stor dels vedkommende er udgravet og identificeret. På sydsiden, mellem gaden og Via Caelimontana lå - omtrent overfor den nuværende Kirke Santo Stefano Rotondo: længst mod vest Basilica Hilariana og dernæst det såkaldte Domus di Gaudenzio. Længere mod øst lå et badeanlæg. På den anden side af gaden, mod nord, lå en række taberner og dernæst Symmachus-familiens store ejendom, omtalt som Domus dei Simmaci. Længst mod nordøst lå en del huse med taberner og lejelejligheder samt en magasin/markedsbygning. Oprindeligt var der på det sted, som senere optoges af Domus di Gaudenzio, 2 mindre bygninger, næsten kvadratiske kasser på omkring 80 x 85 fod, indrettet med taberner i stueetagen. Tabernerne bestod af butikslokaler, hver især med et tilstødende baglokale, og dateres til perioden mellem slutningen af det 1.århundrede og begyndelsen af det 2.århundrede efter Kristus. Mellem de to huse lå en smal blindgyde, som var lukket mod nordøst. I slutningen af det 2.århundrede blev de 2 bygninger slået sammen og butikslokalerne omdannet til opholdsrum for én enkelt husstand. Således opnåede man at få et domus, som dækkede omkring 1300 kvadratmeter i gadeplan. Den smalle blindgyde mellem de 2 tidligere huse omdannedes ligeledes: den første del til en indgangskorridor med et lille fremspringende indgangsparti ud mod gaden, dernæst til et lille rum med en ovn (under mosaikgulvet i dette rum har man fundet rester af den gamle brolægning) og en lille entré, mens den sidste del indgik som et lille hjørne af det næste, lidt større rum, vestibulen, hvor hovedindgangen lå. Den nordvestlige del af ejendommen blev indrettet til praktiske formål, mens den resterende del kom til at udgøre husejerens beboelse og repræsentationsrum. Huset har haft flere etager, men da disse er forsvundet, kan man ikke sige noget om indretning og rumfordeling. Under udgravningen har man fundet stemplede teglsten, der kan dateres til årene 134 og 150, samt blyrør som dateres til perioden 161-180. På vandrøret til den lille fontæne i den indre gårdsplads fandt man navnet på blikkenslageren "(T Fl)avius Carinus fec(it)" : "Udført af T(itus) Flavius Carinus", som man ved arbejdede i perioden 160-200. Ejendommen vendte mod sydøst ud til Via Caelimontana (Via di Santo Stefano Rotondo) og mod nordvest stødte den op til den ca. 50 meter fremme parallelt løbende og brolagte Vicus. På hver side af grunden løb med 26 meters afstand to mindre gader, som forbandt de to større gader. I den nordvestlige del lå blandt andet et lille vaskerum, et såkaldt "fullonica", med et firkantet kar og en marmorplade, et trapperum til kælderetagen og et til overetagen, samt en åben gårdsplads, som stødte op til nogle taberner. I husets modsatte del lå en præsentabel vestibule med husets hovedingang, forsynet med en stor muret bænk i på den ene side og et lille bord, båret af 2 trapezformede travertinstykker, som var dekoreret med delfiner. Her kunne måske Gaudentius' klienter opholde sig, mens de ventede på husets herre, eller rummet kan have været brugt til mødesal. Ved siden af, men med adgang fra de andre rum, lå et lille kontor ("tablinum"), der var placeret således, at husherren når han opholdt sig her havde et godt overblik over, hvad der ellers foregik i huset. Overfor lå, på den anden side af en lille åben gård med en fontæne med et springvand i midten, en spisetue ("triclinium") i form af en større rektangulær sal med plads til de bænke, hvorpå gæsterne lå til bords. Ved siden af denne var der en smallere rektangulær sal, som måske var husherrens soveværelse ("cubiculum"). Ud for dette var der en korridor med adgang til en rampe, som førte op til etagen ovenover, hvor der muligvis har været soveværelser til Gaudentius' familie, og et latrinrum. Huset var ikke særligt stort, især ikke når man sammenligner med Domus dei Simmaci, som blev bygget samtidig med dette hus, som senere skulle blive kendt som Domus di Gaudenzio, eller med andre store domus fra denne tid. Men det var prægtigt indrettet. Gulvbelægningen med mosaikker og indlagt marmor i flere farver var i luksusklassen, ligesom freskerne på væggene med smukt udførte marmorpaneler. Under udgravninger i 1885-1886 fandt man nogle meget smukke, slanke, kannellerede søjler med fintudskårne ioniske kapitæler, som man mener har stået mellem gårdspladsen og tricliniet. Herinde var der også en niche med en statue, som idag findes på Ny Carlsberg Glyptotek i København og kaldes Antinoos Casali, fordi fundområdet i sin tid (1698-1704) lå i den nu forsvundne Villa Casali. I tricliniets smukke og specielle gulvmosaik var der et mindre indskriftsfelt med teksten "Gauden - ti - viv(as)" : "Leve Gaudentius". Indskriften er indsat i mosaikken på et senere tidspunkt. Den oprindelige gulvudsmykning menes at være fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3.århundrede. Indskriftstypen derimod var meget brugt i det 4.-5.århundrede. Da huset var i brug i mere end 200 år, har det naturligvis undergået forskellige forandringer i tidens løb. Gulvbelægningen er blevet fornyet og nye indgange er blevet åbnet, mens gamle er blevet muret til alt efter de skiftende ejeres ønsker. I midten af 200-tallet blev flere af de åbne sider mod den indre gårdsplads, samt en lille portico mellem denne og tricliniet, muret til og erstattet af en bue i teglsten over kannellerede søjler, som nævnt ovenfor. Andre ændringer er blevet udført senere og kan henføres til perioden, hvor Gaudentius var ejer: fornyelse af gulvene og tilmuring af nogle åbne partier. På dette tidspunkt blev der også bygget nogle mure ud på selve gaden ud for sideindgangen, muligvis med det formål at begrænse vogntrafikken i gaden. Måske er også selve nichen, hvori Antinoos-statuen stod, blevet bygget på denne tid. Muren bagved viser nemlig tegn på at være opbygget i flere omgange. Statuen, som er fremstillet i den anden halvdel af det 2.århundrede efter Kristus, er muligvis blevet anskaffet af Gaudentius for at stå her i nichen i hans triclinium. Af andre fund, som man under de seneste udgravninger omkring år 2000 har gjort i Gaudentius' Domus, kan nævnes nogle marmorhoveder, et af Minerva, et af Dionysos og et af en ukendt mand. Allerede i den første halvdel af det 5.århundrede begyndte forfaldet imidlertid. Nogle mure blev revet ned og nogle rum fyldt op med jord. Huset har muligvis ligesom det øvrige byggeri på Celio lidt skade da goterne under Alarik i år 410 hærgede og plyndrede Rom og satte ild til store områder. Det på den anden side af Via Caelimontana liggende Domus Valeriorun brændte for eksempel ned, således at det senere blev solgt for en brøkdel af den salgspris, som ejerne havde sat inden erobringen. Gaudentius var nok ikke til stede i sit hus på dette tidspunkt, for han bestred hvervet som Vicarius Africae i år 409. Det er muligt, at han efter ejendommens ødelæggelse, overdrog den til Symmachus-familien, for man har udgravet en teglsten stemplet med teksten "Sym(machus)" i vestibulen. I hvert fald forfaldt huset yderligere og i løbet af 400-tallet omdannedes det til enkle og prunkløse boliger, magasiner, stalde og lagerpladser. Det er muligt, at det er Quintus Aurelius Memmius Symmachus iunior, som ejede det værksted, hvor teglstenen er produceret - og at det var på hans foranledning, at Gaudentius' domus omdannedes til anden brug. I første halvdel af 500-tallet gik området yderligere i forfald, måske som resultat af de græsk-gotiske kampe. Det blev forladt og overtaget af græs og buskvækster mellem dynger af ruiner. I den følgende tid var det kun de nærliggende klostre, som benyttede sig af græsgangene og de øde arealer, hvor de også begravede deres døde. I begyndelsen af 1600-tallet ejedes området af Teofili-familien, hvorfra det i 1698 overgik til familien Casali, som lod ombygge det lille hus, som da lå på grunden, samt omlægge og udsmykke parken omkring. Under dette arbejde i 1698-1704 fandt man den ovenfor omtalte Antinoos-statue sammen med søjlestykker i forskellige marmortyper og antikke murrester, samt buster og statuer. Antinoos menes som nævnt at have været placeret i en niche i Gaudentius' triclinium, et område af det gamle hus, som nu blev brugt som fundament og kælder til en ny fløj af Casino Casali, som kom til at dække tricliniet og lidt af gårdspladsen, indgangskorridoren og de to rum nord herfor. Antinoos-statuen lod familien restaurere og opstille i portico'en i deres nye villa. I slutningen af 1800-tallet blev Villa Casali eksproprieret og revet ned, så man i 1886 kunne bygge det nye Militærhospital på stedet. Under dette arbejde fandt man som nævnt ovenfor nogle søjler med joniske kapitæler, som har adskilt den lille portico foran tricliniet fra gårdspladsen, oven i købet stående på deres oprindelige plads. Andre fund fra denne tid er nogle statuefragmenter og indskrifter på marmorsten, samt et Serapis-hovede.
Litteratur om Domus di Gaudenzio: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|