|
|
|
Casali-Familien i Rom fra 1300-tallet |
|
Casali-Familien, også omtalt som Casale-familien eller de Casalibus, kendes i Rom allerede fra begyndelsen af 1300-tallet, da en Cecco di Casale bevidnede et salgsdokument. Familien kaldte sig måske fra starten de' Berengati og først senere Casali. En del af familien boede også i Norditalien, hvor den blandt andet fandtes i Bologna. Det er uklart om der er tale om flere forskellige slægter, der blot har samme navn, eller om de rent faktisk er beslægtede. Den romerske Casali-familie fik stor indflydelse og mange medlemmer bestred i en ubrudt linie fra 1456 til 1860 det respekterede hverv som Conservatore på Campidoglio. Fra 1477 opregnedes familien blandt Roms adelsslægter og i 1770 opnåede de endog, at et medlem blev udnævnt til Kardinal. Familien ejede fra 1500-tallet et palæ i Via della Stelletta nr.23. Detvar opført af Raffele Casali og kaldes idag Palazzo Casali Pelagallo. Fra 1686 havde man et landsted for foden af Aventinhøjen ved nutidens Via Marmorata. Og i 1699 nævnes Pietro Casali som ejer af et landsted, beliggende ved siden af Domenico Gioacchino's vingård. Stedet lå uden for Porta San Sebastiano efter at man "har passeret Kirken Domine Quo Vadis". I 1700- og 1800-tallet havde familien også et landsted kaldet Villa Casali på Monte Celio. Familiens gravkapel, Cappella Casali, findes stadig i Kirken Sant'Agostino. Dette 4. kapel i højre side overtog familien i 1764 efter at deres tidligere kapel, som lå i højre side af tværskibet, var blevet revet ned, da Kirkens klokketårn skulle repareres. Det gamle kapel havde været i familiens eje siden 1463. Casali-Familien's våben har blå bund, hvorpå der knejser et tårn i flere etager i sølv med guldkanter. Øverst sidder en sølvfarvet due, som i næbbet holder en grøn olivengren.
Af Casali-Familien's medlemmer kender vi blandt andre: Cecco Casali - eller Casale - som i 1308 bevidnede et salgsdokument. Paolo di Nuccio Casale, som i 1422 købte Torre Clavi. Han kaldtes også "lo Falluto di Campo Marzo" ("den fallerede/mislykkede fra Campo Marzio"). Lelia Casali, som blev gift med Johannes Lucas Boccamatius, døde den 5. November 1448 og blev begravet i familiens kapel i Kirken Sant'Agostino, hvor hendes mand satte hende en smuk gravsten. Hun blev kun 26 år. Parente Casali, som blev Conservatore på Campidoglio i 1456. Giovanni Casali, Iohannes Parenti de Casalibus også omtalt som Giovanni di Parente Casali, skulle have deltaget i Processionen med det undergørende Kristus-ikon ved Festa dell'Assunzione i 1464, men hans navn er streget over, så måske er han død inden. Han skulle sammen med Francesco Margani have båret ikonet for Rione Campo Marzio på strækningen mellem Turri de Suburra og Kirken Santa Maria Maggiore. Han har derfor været medlem af Broderskabet Compagnia del Salvatore. Pietro Casale, der var slagter i Rione Campo Marzio og i 1478 henvendte sig til Paolo Leni for at låne 40 gulddukater. Romano Casale, som i 1483 var kommet i en strid med Agostino di Filippo Giacopo Iannelli, som måtte løses med en fredsaftale beseglet af notaren Mariano Scalisbastri den 2. December samme år. Romano Casale døde den 8. November 1487 og blev begravet dagen efter. Luca de Casalibus, som var Caporione for Rione Campo Marzio i 1487. Matteo Giovanni Casali - måske en søn af ovenfornævnte Giovanni? Han kaldes også Matheus Iohannis Parentis de Casalibus eller Matteo di Giovanni Casali. Han står som bærer af Kristus-ikonet for Rione Campo Marzio på strækningen mellem Turri Subura og Santa Maria Maggiore under Festa dell'Assunzione i 1484. Matteo deltog også i Processionen i 1488, som bærer på samme strækning for Rione Campo Marzio. Han har derfor været medlem af Broderskabet Compagnia del Salvatore. Han var Conservatore i 1502 og muligvis også i 1517. Marco Casali, "Marcus quondam Parentis de Casalibus" også kaldet Marco di Parente Casali, deltog som bærer i samme Procession i 1484 for Rione Campo Marzio, men på strækningen fra Kirken Santa Maria Nova til Turris Subura. Marcus deltog også i Processionen ved Festa dell'Assunzione i 1488, stadig for Rione Campo Marzio og på samme strækning som sidst. Han har derfor været medlem af Broderskabet Compagnia del Salvatore. Marco Casali var Conservatore i 1499. Raffaele Casali, der var Maestro di Strade i 1514, hvor han tog sig af noget vejregulering i "Rione Arenule" ved Kirken Sant'Andrea in Lazaria (vist nok den senere Sant'Andrea Nazareno ved Corte Savella, som blev revet ned i 1573 for at give plads til Ospedale degli Aragonesi) og Bernardo Mocari's hus. Raffaele var også "Abbreviatore Apostolico" og Priore for Rione-lederne. Det var muligvis ham, som sammen med Antonio Mattei nedfældede nogle regler for de mål, som udskårne tømmerstokke skulle have. Raffaele var Conservatore i 1523. Det var sikkert også ham, som var blandt de "ambassadører", som romerne sendte til Paven i foråret 1528 efter den frygtelige "Sacco di Roma", hvor de lutheranske landsknægte havde hærget og plyndret byen, mens det var lykkedes Paven at slippe væk til Orvieto, hvorefter han havde slået sig ned i Viterbo. De øvrige udsendinge var Vincenzo de' Rustici, Ieronimo de Castello og Pietro de Maximo. De havde til opgave at formå Paven at vende tilbage til Rom, men det tog mere end et halvt år, inden han følte sig klar dertil. Raffaele Casali var Conservatore igen i 1529 og tilsyneladende også i 1542. Han giftede sig første gang med Faustina Astalli og derefter med Faustina del Buccamazzi. Raffaele Casali opførte familiepalæet, der nu kaldes Palazzo Casali Pelagallo, i Via della Stelletta 23 og døde i 1545. Han blev begravet i familiens kapel i Kirken Sant'Agostino, hvor hans sidste hustru lod opsætte en smuk gravindskrift. Giovanni Battista Casali, som i 1524 udsendte en voldsom protest mod den landbrugslov, som Pave Clemens VII havde udstedt samme år. I denne beskyldte han Giuliano Leni for at være ophavsmand til loven, som favoriserede dyrkede områder og gav regler for kornforsyningen til Rom. Det er muligt, at Casali-familien fik deres formue fra kvæghandel, som mange andre respekterede familier på den tid, og at der derfor var en interessekonflikt mellem de to typer landbrug. Francesco Casali, der boede i Rione Regola og var Conservatore i 1539 og i 1547 og 1554. Marco Casale, som i 1562 modtog 208 scudi for at have leveret omkring 130 vognlæs af travertinstykker, som han muligvis havde udgravet på en ejendom, han har ejet i udkanten af byen. Travertinen skulle bruges til byggeriet af Porta del Popolo. Det var muligvis denne Marco, der blev gift med Margherita Teofili omkring 1550 og derved via ham, at Teofili-familiens landsted på Monte Celio kom ind i Casali-familien. Han omtales af og til som Mario Casali (se nedenfor). Han var Caporione for Rione Campo Marzio i 1553, 1557, 1562, 1566 og 1575. Mario Casali, som var Caporione for Rione Campo Marzio i 1547 og 1571. (Der er muligvis tale om den samme som ovenfor) Michele Casali var Caporione for Rione Regola i 1559. Raffaele Casali, der boede i Rione Campo Marzio og var Caporione for dette kvarter i 1579, 1583, 1589, 1594, 1598 og 1608, samt Conservatore i 1595, 1602, 1617 og 1625. Francesco Casali, som var Caporione for Rione Trevi i 1585. Marco Casali, som boede i Rione Campo Marzio og var Caporione for dette kvarter i 1601, 1607 og 1610, samt Conservatore i 1615 og måske også i 1632, 1643 og 1648. Mario Casali, som var Caporione for Rione Campo Marzio i 1622. Orazio Casali, som boede i Rione Sant'Angelo og var Caporione for dette kvarter i 1626. Bernardino Casali fra Rione Campo Marzio var Caporione for dette kvarter i 1644 og Priore for kvarterslederne i 1646. Det er muligvis denne Bernardino, som var broder til Ludovico Casali. Han døde i 1712. Ludovico Casali : i perioden 1636 til 1677 hører vi mange gange om en eller flere personer med dette navn. Bopælen skifter tilsyneladende, men måske har bopælen her ikke været afgørende for hvilken Rione, man kan repræsentere som Caporione? Eller har samme Ludovico blot haft ejendomme i mange forskellige kvarterer - og dermed interesser i disse at varetage? Det drejer sig om kvartererne Campo Marzio, Borgo, Trastevere, Sant'Angelo, Monti og Regola. Nedenfor ses de forskellige oplysninger: Alessandro Casali, som boede i Rione Parione, var Caporione for dette kvarter i 1670 og 1671. Giovanni Battista Casali var Caporione for Rione Monti i 1671. (er muligvis den samme som nedenfor) Giovanni Battista Casali var Caporione for Rione Trevi i 1673. (er muligvis den samme som nedenfor) Antonio Casali, som i 1679 ejede en vingård indenfor bymuren ved Porta San Sebastiano i nærheden af andre vingårde tilhørende familien Moroni og Abbed Vannini. På Vanninis ejendom gravede man på dette tidspunkt efter antikke fragmenter, marmor, statuer og andre antikke genstande, som der var et umætteligt marked for. På samme tid gravede også Casali's slægtning Girolama Theofili Mancini på livets løs efter sådanne genstande i sin vingård, Orto Teofili på Monte Celio nord for Via di Santo Stefano Rotondo. Casali-familien ejede allerede i 1686 et landsted for foden af Aventinhøjen ved nutidens Via Marmorata. Pietro Casali, som i 1699 nævnes som ejer af et landsted, beliggende ved siden af Domenico Gioacchino's vingård. Stedet lå uden for Porta San Sebastiano efter at man "har passeret Kirken Domine Quo Vadis". I 1698 arvede Casali-familien Teofili-familiens landsted, men graveriet ophørte ikke af denne grund. Den 20. Oktober samme år overgav familien retten til at grave efter "sten, fragmenter, marmor, statuer, søjler, travertin, peperino-marmor, guld, sølv og alle andre slags antikke sager" til Maestro Santi Mazzocchi. Og graveriet fortsatte. I 1703 fik Mazzocchi atter en tilladelse af den bemyndigede Kommissær Pietro Santi Bartoli og i 1707 modtog Signor Giovanni Battista Casali selv en tilladelse. Giovanni Battista var søn af Ludovico Casali, yngre broder til til Alessandro Casali og ældre broder til brødrene Antonio og Francesco Casali (død 1713). Han blev selv fader til sønnerne Alessandro og Antonio og døde i 1723. Det var denne Giovanni Battista, som i 1698 arvede Teofili-navnet og ejendommen, blandt andet Orto Teofili på Monte Celio, efter sin grandkusine Olimpia Teofili's død. Det drejer sig muligvis om den Giovanni Battista Casali fra Rione Ponte, som var Conservatore i 1696 og i 1711. I 1712 tillod Casali-familien, at en vis Giuseppe Mitelli fik liicens til at grave på deres ejendom ved Porta San Sebastiano. Arbejdet fortsatte på stedet i de følgende år. I 1713 udgravede man i Villa Casali en statue af Bacchus med en indskrift, der viser, at den var rejst af en af Kejser Marcus Aurelius' frigivne. (Kejserens barndomshjem lå faktisk i nærheden af Villa Casali, man mener dog, at det lå lidt længere mod sydøst, på den anden side af Via di Santo Stefano Rotondo og nærmere ved Piazza di San Giovanni in Laterano). Francesco Casali, der døde i 1713. Han var søn af en Ludovico Casali og broder til Alessandro, Giovanni Battista og Antonio Casali, samt måske til Tommasso Casali. Alessandro Casali, der blev fader til Giovanni Battista Casali og den senere Kardinal Antonio Casali. Det var muligvis denne Alessandro, som var Greve og Priore for kvarterslederne i 1726. Tomasso Casali eller Casali Cocciani fra Rione Monti var Priore for kvarterslederne i 1697 og Conservatore i 1716 og 1728. Antonio Casali, født i 1715 som søn af Giovanni Battista Casali og Maddalena Mellini (Millini) og broder til blandt andre Alessandro Casali, blev Kardinal i 1770 og var i 1772 i besiddelse af et antikt alter med relieffer af blandt andre Venus og Mars, der overraskes af guden Vulcan. Dette - efter samtidige tegninger at dømme - meget smukke og udsmykkede alter, bestående af en kraftig marmorbase med relieffer på (tilsyneladende) alle 4 sider og på en skrå overkant under en plade bærende en stor udsmykket pokal, var blevet fundet i "Vigna Casali" i 1680. (På det tidspunkt hed vingården nu stadig Orti Teofili, da Casali-familien først arvede den i 1698). Kardinalen forærede i 1769-1774 det smukke alter til Pave Clemens XIV. Antonio Casali døde i 1787. Udgravningerne på Casali-familiens ejendom fortsatte, ligesom der også gravedes på naboejendommene, blandt andre på "vingården tilhørende Signor Albanesi, som lå mellem ejendommene tilhørende Collegio Clementino og Grev Casali". Også her gravedes der i 1766 efter fragmenter, peperino-marmor, travertin og "rustikke materialer". Samme år gav Grev Alessandro Casali, måske en broder til Kardinal Antonio Casali, tilladelse til at Simone Renzi fik licens til at grave på en anden af familiens ejendomme, som lå ved Kirken Santa Anna dei Calzettari mellem foden af Aventinhøjen og Tiberen. Giovanni Battista Casali, muligvis søn af Alessandro Casali, blev fader til datteren Maddalena, men fik ingen mandlige arvinger og døde i 1778 som familiens sidste mandlige medlem i lige linie. Giovanni Battista var Priore for for kvarterslederne i 1767 og Conservatore i 1773 og 1777. Maddalena Casali, datter af Giovanni Battista Casali, arvede efter faderens død i 1778 familiens ejendom og navn. Hun var gift med Grev Stanislao del Drago med hvem hun fik sønnen Raffaele, som fik begge forældrenes navne. Raffaele Casali del Drago, søn af Maddalena Casali og Grev Stanislao del Drago, arvede begge familiers navne og ejendom og blev således stamfader til den "nye" familie Casali del Drago. Han var fader til sønnen Giambattista og datteren Maria, hvis børn arvede familiens navne og ejendom. Raffaele var Priore for kvarterslederne i 1842. Han blev gift i 1835 med Carlotta Luisa Barberini, med hvem han i 1838 fik sønnen Giovanni Battista, som senere blev Casali-familiens anden Kardinal, og datteren Maria. En Giovanni Battista Casali Patricarca, som var Greve og Conservatore i 1791, 1803, 1809, 1814, 1822 og 1825, må være fra en anden gren af familien. Giambattista Casali del Drago, søn af Raffaele Casali del Drago og Carlotta Barberini, blev Kardinal og døde i 1908. Med ham uddøde denne slægts mandlige linie, men søsteren Maria's børn videreførte derefter slægten. Maria Casali del Drago, datter af Raffaele Casali del Drago og Carlotta Luisa Barberini, samt søster til Kardinal Giambattista Casali del Drago, giftede sig i 1859 med Grev Carlo Andrea Pelagallo og deres børn arvede begge familiers navne, ejendomme og titler.
Litteratur om Casali-Familien: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|