|
|
I det, der blev tilbage af rigmandsvillaen Domus Valeriorum efter goternes hærgen, plyndring og afbrænding i år 410 efter Kristus, indrettedes i år 575 et hospital og herberg for syge, fattige og pilgrimme. Det kaldtes Xenodochium Valeriorum, Xenodochium Valerii eller Xenodochium a Valeriis. I forbindelse med den nærliggende Kirke Santi Erasmo ed Abbaciro, som dengang kaldtes Sant'Abbacyri, betegnede man den som Sant'Abbacyri in Xenodochio Valeriorum. Et "xenodochium" (på italiensk: xenodochio") var et hospital, hvor man behandlede syge og svagelige. Det kunne samtidig være et herberg for rejsende og pilgrimme, hvoraf en stor del ankom til Rom gennem Porta San Giovanni (den gamle Porta Asinaria) og Porta Appia (den nuværende Porta San Sebatiano). Xenodocium Valeriorum var et af de først hospitaler i Rom. Det første var muligvis Xenodochium Belisarii, som var opført i perioden 537-555. I slutningen af 500-tallet var der 5 af disse hospitalsherberger i Rom, foruden de 2 nævnte også: Xenodochium Aniciorum, Xenodochium Viae Novae og Xenodochium Sancti Gregorii iuxta Gradus Sancti Petri. Xenodocium Valeriorum var i funktion i flere hundrede år. Det nævnes for eksempel i Liber Pontificalis under Pave Leo III (795-816), som forærede en metaldåse (måske i sølv?), som vejede over 2 pund, til Hospitalet. Det menes at være gået i forfald i 900-tallet, hvorefter det blev fuldstændigt ødelagt af normannernes hærgen under Robert Guiscard i 1084/85. Hospitalsherberget var som nævnt indrettet i resterne af det tidligere Domus Valeriorum, Valerius-familiens pragtfuld landsted på Celio-højen, som lå lidt øst for den nuværende Kirke Santo Stefano Rotondo, mellem gaderne Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam. Man har udgravet rester heraf under det i 1904 byggede hospital Ospizio dell'Addolorata. I ruinerne af villa'en, som var blevet nedbrændt af den gotiske hær i 410 og derefter solgt for en slik, indrettedes også en lille kirke og et kloster, som viedes til helgerne Erasmo og Abbaciro (Abbacyro).
Litteratur om Xenodochium Valeriorum: |
|
|
|
|
|
|
|
|