|
|
|
|
|
I det, der blev tilbage af rigmandsvillaen Domus Valeriorum efter goternes hærgen, plyndring og afbrænding i år 410 efter Kristus, indrettedes i år 575 et hospital og herberg for syge, fattige og pilgrimme, Xenodochium Valeriorum, samt et Kloster og en lille Kirke, som viedes til helgerne Erasmo og Abbaciro (Abbacyro = San Ciro) og derfor kaldtes Santi Erasmo e Abbaciro al Celio. Første gang vi hører om denne Kirke er under Pave Adeodatus i perioden 672-676, hvor der i Liber Pontificalis fortælles, at Paven en tid opholdt sig i det Kloster, som lå ved siden af Kirken, altså Monastero di Sant'Erasmo. I Klosteret boede på denne tid en lille gruppe græske munke, som i løbet af perioden 601-705 gav husly til Benediktinermunke fra Subiaco. Kirken og Klosteret stammer altså fra et tidspunkt før 601, og nogle kilder nævner, at de blev grundlagt af San Benedetto da Norcia, som nedskrev sine klosterregler i 540. Blandt de Benediktiner-munke, som boede i Klosteret, var altså også Adeodatus, der efter han var blevet Pave i 672 viste sig meget generøs overfor Klosteret, hvortil han donerede både huse og jord. I den middelalderlige pilgrimsguide, som kaldes "Itinerario di Einsiedeln", fortælles det, at Kirken, som her blot kaldes Sant'Erasmo, ligger mellem Kirken Santi Giovanni e Paolo og "Forma Lateranense", hvilket vil sige ruinerne af akvædukten Acquedotto Neroniano, som løber langs med Via di Santo Stefano Rotondo. I 799 husede Klosteret for en kort periode Pave Leo III, som var blevet offer for et komplot fra de styrende familier i Rom. Under en procession ved San Marco-festen var han blevet angrebet og mishandlet og derefter taget til fange af Pasquale "il primicerio" og Campolo "il sacellario", som førte ham til Sant'Erasmo for at holde ham fængslet der. Men det virker som om Leo III blev behandlet godt af munkene, for efter at være blevet befriet og fået styr på forholdene i Rom forærede han Klosteret adskillige værdifulde gaver: kostbart udførte præsteklæder og alterduge og lignende, samt en sølvkrone. Også Pave Gregor IV donerede kostbare gaver til Klosteret. Men i løbet af 800-tallet begyndte forfaldet, og Pave Leo IV overlod omkring 850 Klosteret og alle dets ejendomme til Benediktiner-Klosteret i Subiaco. I 900-1100-tallet ejedes Kirken og Klosteret af moder-Klosteret i Subiaco og omtales derfor ofte i "Regestum Sublacense". Og Kejser Otto I konfirmerede i 938 denne tilstand. Således fortsatte det i den følgende periode, men på et tidspunkt overgik komplekset, ifølge Kirkekataloget fra Torino fra begyndelsen af 1300-tallet, til en gruppe nonner. I 1200- og 1300-tallet beboedes Klosteret altså af en gruppe Benediktiner-nonner, men til sidst begyndte det at forfalde. Dette nævnes allerede i Kirkekataloget fra Torino og 150 år senere var komplekset faldet fuldstændigt sammen og forladt og Kirken reduceret til et lille kapel på de marker, som tilhørte Kirken Santo Stefano Rotondo. Så Pave Sixtus IV pålagde i 1478 klerkene ved Santo Stefano Rotondo at foretage en renovering. Om denne har fundet sted, vides ikke, men det er i hvert fald en af de sidste gange, at komplekset omtales. Kirken og Klosteret var som nævnt indrettet i resterne af det tidligere Domus Valeriorum, Valerius-familiens pragtfulde landsted på Celio-højen, som lå lidt øst for den nuværende Kirke Santo Stefano Rotondo, mellem gaderne Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam. Under goternes plyndring blev villa'en brændt ned og bagefter solgt for en slik. Da man i 1904 byggede Ospizio dell'Addolorata, udgravede man en del rester af Domus Valeriorum, blandt andet en stor rektangulær sal med marmorindlagt gulv i geometriske mønstre. Dette rum har nogle tolket som et privat termeanlæg, andre som rester af den gamle Kirke, der ifølge de gamle fortællinger skulle være indrettet i nogle af villa'ens rum. Der er dog ingen sikre beviser for, at netop dette rum har noget med den nedrevne Kirke at gøre. Fra Kirken og Klosteret stammer tilsyneladende en olielampe i bronze med form af et lille skib med sejl og to personer (San Pietro og San Paolo) ombord. Den er med kraftige kæder ophængt i en stor ring. Den bærer navnet Valerius Severus indgraveret. Lampen skal ifølge Barbera (se litt.note 1 forneden) have været en dåbsgave til denne, som var fader til Pinianus og Bypræfekt i år 386. Lampen blev fundet under en udgravning i perioden 1670-1676 og findes i dag i Museo Archeologico i Firenze. En større mængde genstande i sølv, som idag findes i Museo Sacro Vaticano, stammer sandsynligvis også fra Santi Erasmo e Abbaciro. Disse genstande blev fundet under forskellige udgravninger, som man foretog på den jord, som tidligere tilhørte Kirken Santo Stefano Rotondo, men senere i 1600-tallet ejedes af familien Morelli (og derfor kaldtes Orto Morelli), i 1700-tallet af det religiøse broderskab Compagnia del Salvatore ad Sancta Sanctorum (og derfor kaldtes Vigna del Salvatore ad Sancta Sanctorum), og fra et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet af familien Colacicchi (og så kaldtes Vigna Colacicchi).
Litteratur om Santi Erasmo e Abbaciro al Celio: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|