|
|
|
|
|
I det, der blev tilbage af rigmandsvillaen Domus Valeriorum efter goternes hærgen, plyndring og afbrænding i år 410 efter Kristus, indrettedes i år 575 et hospital og herberg for syge, fattige og pilgrimme, Xenodochium Valeriorum, samt et Kloster og en lille Kirke, som viedes til helgerne Erasmo og Abbaciro (Abbacyro = San Ciro) og derfor kaldtes Santi Erasmo e Abbaciro al Celio. Første gang vi hører om denne Kirke er under Pave Adeodatus i perioden 672-676, hvor der i Liber Pontificalis fortælles, at Paven en tid opholdt sig i det Kloster, som lå ved siden af Kirken. I Klosteret boede på denne tid en lille gruppe græske munke, som i perioden 601-705 gav husly til nogle Benediktinermunke fra Subiaco. Blandt disse munke var altså Adeodatus, der efter han var blevet Pave i 672 viste sig meget generøs overfor Klosteret, hvortil han donerede både huse og jord. I den middelalderlige pilgrimsguide, som kaldes "Itinerario di Einsiedeln", fortælles det, at Kirken, som her blot kaldes Sant'Erasmo, ligger mellem Kirken Santi Giovanni e Paolo og "Forma Lateranense", hvilket vil sige ruinerne af akvædukten Acquedotto Neroniano, som løber langs med Via di Santo Stefano Rotondo. Også i begyndelsen af 800-tallet hører vi om Kirken og Klosteret under paverne Leo III og Gregor IV, der begge gav kostbare gaver hertil. Men i slutningen af århundredet begyndte forfaldet, Klosteret blev overtaget af en anden gruppe munke og Kirken blev efterhånden reduceret til et lille kapel på de marker, som tilhørte Kirken Santo Stefano Rotondo. Dette fortælles allerede i Kirkekataloget fra Torino fra begyndelsen af 1300-tallet og 150 år senere er komplekset faldet fuldstændigt sammen og forladt, så Pave Sixtus IV i 1478 beordrer klerkene ved Santo Stefano Rotondo at foretage en renovering. Om denne har fundet sted, vides ikke, men det er i hvert fald en af de sidste gange, at komplekset omtales. Santi Erasmo e Abbaciro var som nævnt indrettet i resterne af det tidligere Domus Valeriorum, Valerius-familiens pragtfulde landsted på Celio-højen, som lå lidt øst for den nuværende Kirke Santo Stefano Rotondo, mellem gaderne Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam. Under goternes plyndring blev villa'en brændt ned og bagefter solgt for en slik. Da man i 1904 byggede Ospizio dell'Addolorata, udgravede man en del rester af Domus Valeriorum, blandt andet en stor rektangulær sal med marmorindlagt gulv i geometriske mønstre. Dette rum har nogle tolket som et privat termeanlæg, andre som rester af den gamle Kirke, der ifølge de gamle fortællinger skulle være indrettet i nogle af villa'ens rum. Der er dog ingen sikre beviser for, at netop dette rum har noget med den nedrevne Kirke at gøre. Fra Kirken og Klosteret stammer tilsyneladende en olielampe i bronze med form af et lille skib med sejl og to personer (San Pietro og San Paolo) ombord. Den er med kraftige kæder ophængt i en stor ring. Den bærer navnet Valerius Severus indgraveret. Lampen skal ifølge Barbera (se litt.note 1 forneden) have været en dåbsgave til denne, som var fader til Pinianus og Bypræfekt i år 386. Lampen blev fundet under en udgravning i perioden 1670-1676 og findes i dag i Museo Archeologico i Firenze. En større mængde genstande i sølv, som idag findes i Museo Sacro Vaticano, stammer sandsynligvis også fra Santi Erasmo e Abbaciro.
Litteratur om Santi Erasmo e Abbaciro al Celio: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|