Kirken ligger oppe på bakken ved gaden Via di San Saba, som kommer nede fra dalen og Viale Aventino. På højtoppen krydser gaderne Via Flaminio Ponzio fra venstre og Via Annia Faustina fra højre, og straks efter drejer Via di San Saba til højre og løber videre sydpå langs Klosterbygningen og op til den træomkransede Piazza Bernini, som afgrænser Kirke-komplekset til denne side.

Kirken er bygget på et plateau, som måske har udgjort en del af den gamle Servius-Bymur. Tufstenene i den store mur omkring Komplekset stammer muligvis også herfra.

En gammel stentrappe fører fra gaden op til muren og til den lille firkantede PORTBYGNING fra 1200-tallet, som består af et hvælvet tag over 4 buer, båret af 4 smalle søjler. Til højre ses en indskrift om Santa Silvia, der skal have boet her ifølge Giovanni Diacono: "ex qua domo cotidie pia mater mittebat ad Clivum Scauri scutellam leguminum" : "fra dette hus sendte den fromme moder hver dag en skål med grøntsager til Clivus Scauri" (hvor hendes søn Gregor boede).

Indenfor muren, som er blevet genopbygget på et tidspunkt, ligger et lille anlæg med græsplæne og sti op til Kirkens indgangsparti.

KLOKKETÅRNET i venstre side er samtidigt med Kirken fra omkring 1145. Den har enkle vinduer og var oprindeligt højere end idag, men dets manglende stabilitet gjorde det nødvendigt at tage nogle etager af.

KIRKENS FORHAL, en bred søjlegang i 2 etager med 7 buer, blev opført i 1463 under Kardinal Francesco Piccolomini's restaurering. Den er opført ovenpå en ældre forhal og senere, i 1700-tallet, voldsomt restaureret. Under dette arbejde lod Pave Pius VI de 6 oprindelige søjler (de 2 midterste i porfyr og de øvrige i giallo antico-marmor) fjerne og erstatte af flade teglstenssøjler.

I portico'en er der på væggene opsat talrige fragmenter med indskrifter og relieffer, som alle er fundet i området. De antikke sarkofager, hvoraf nogle stammer fra tiden under Kejserne Vespasian og Titus (69-81 efter Kristus), har været genbrugt til begravelser i kapellet under Kirken. Andre fragmenter er fra Middelalderen, f.eks. et der viser en rytter med en falk på hånden. Det dateres til 700-tallet. Et andet fragment forestillende en mand med en kæp menes at være fra 500-tallet.

Selve KIRKEFACADEN er fra omkring 950, da Benediktiner-munkene fra Montecassino lod Kirken bygge over det gamle kapel. Nogle dele af dettes facade kan stadig skelnes, såsom den tredelte indgang og over denne store vinduer.

Nutidens INDGANG er hævet og indsat i en ramme i cosmatisk arbejde med mosaik i guld og røde og blå nuancer. Kunstnerne har signeret deres værk på rammen: "Ad honorem Domini nostri Innocenti III hoc opus Domino Johanni Abate Iubente factum est p(er) manu Magistri Jacobi" ("Dette værk er udført af mester Jacob til ære for Vor Herre Innocens III og Abbed Johannes"). Mester Jacob (Giacopo) kaldtes også Giacomo og var søn af Lorenzo og far til den Cosma, som håndværkerfamilien har navn efter. Portalen er udført omkring 1205.

Over portalen er der fresker fra Jubelåret 1575, hvor Pave Gregor XIII lod dem udføre.

I venstre side af forhallen findes en trappe, som også er en senere tilføjelse. Den fører op til portico'ens øverste etage, hvor man kan se facadens oprindelige 3 vinduer, som nu er tilmuret. De 5 vinduer, som idag giver lys til rummet, er ligeledes lavet senere.

I venstre side er der også en trappe, som giver adgang til DET GAMLE KAPEL, som ligger omkring 2 meter under Kirken. For et besøg dernede skal man henvende sig i Sakristiet. I Kælderen kan man se et rektangulært rum, knapt 14 meter langt og 10 meter bredt. Det har kun ét skib og afsluttes af en meget bred halvcirkelformet apsis, omtrent på højde med den 5. søjle i Kirken ovenover. Kapellet stammer måske fra 300-400-tallet. I rummet kan ses rester af en antik mur med rød bemaling. Kapellets facade følger, som nævnt ovenfor, den nye Kirkes og på det sted, hvor indgangsporten var, står 2 søjlebaser, som afslører det tidligere niveau og den tredelte indgang. De flade søjler langs væggene er moderne støttesøjler til Kirken ovenover.

På Kapellets vægge findes stadig mange rester af fresker, mens andre, f.eks. en række munkeansigter som blev malet i 600-tallet, idag kan ses i Kirkens Sakristi.

Da Kapellet med tiden blev opfyldt af munkenes grave, byggede man et nyt gulv ca. 65 cm højere oppe og byggede væggene i rummet højere, som man stadig kan se under pudset i det øverste Kirkerum. De nye vægge blev også dekoreret med fresker, denne gang med scener fra Det Nye Testamente. Også disse kan ses i Sakristiet.

På venstre væg kan man oppe mod apsis se nogle helgener, mens andre dele af denne fresko findes i Sakristiet. Her er også nogle malede indskrifter, hvor der blandt andet står "Sergius Pictor": "Maleren Sergius", indsat i et kors, og et rundt felt med Sibyllens profeti "Pater Patriae Profectus est, secum salus sublata est. Venit victor validus, vicit vires Urbis Vestae ferro fame flamma frigore".

I apsis ligger nogle stenblokke, som stammer fra apsiskuplen, som på et tidspunkt faldt ned. Kapellet har dog sandsynligvis været i brug op til 900-tallet, da nogle af freskerne menes at stamme fra denne tid.

Webb (se litt.note) skriver, at Kapellet var fyldt med grave, som stod vinkelret ud fra endevæggen, så rummet nærmest mindede om en kommode med smalle skuffer - på samme måde som nutidens kølerum til opbevaring af de døde på et hospital. Hvert gravrum havde en bredde på 75 cm og en længde på 2 meter. Under den nye Kirkes højre sideskib gemmer sig stadig en udvidelse af den gamle gravplads.

KIRKERUM:

Nutidens Kirke antages bygget på et tidspunkt mellem 950 og 994 og hviler som nævnt for en del på de gamle mure fra Kapellet nedenunder. Den nye bygning blev dog dobbelt så lang (den gamle går omtrent til den 5. søjle) og dobbelt så bred, da der tilføjedes 3 sideskibe: 1 i højre side, der vender ud mod Klosterbygning og Klostergård, og 2 i venstre side. Kapellets ydermure flugter med rækkerne af søjler, som opdeler rummet i Kirken. Den nye Kirke er 26 meter lang og 20 meter bred.

Hovedskibet afsluttes af en bred apsis i halvcirkelform og samme dimension som den i Kapellet nedenunder, mens de 2 sideskibe afsluttes af en mindre halvcirkelformet apsis. De 14 søjler, som bærer de buer der adskiller skibene, er genbrugssøjler fra antikke bygninger. De er i flere forskellige materialer, såsom granit og marmor, ligesom baserne og kapitælerne er i forskellige stilarter og materialer. De første baser er f.eks. i grøn porfyr (serpentino-marmor).

Muren over søjler og buer afsluttes af en række med 8 vinduer i hver side, som giver Kirkerummet et fint lys.

Kirkens gulv er i cosmatisk mosaik. Det er muligvis fra samme tid som portalen, altså fra 1200-tallet. Det er dog blevet restaureret i begyndelsen af 1900-tallet og ved den lejlighed fjernede man de deriliggende gravsten.

Loftet stammer fra restaureringerne under Kardinal Piccolomini i 1464-1471.

I HØJRE SIDESKIB er der på væggen, hvori man kan ane de tilmurede vinduer, ophængt en række fragmenter, som stammer fra det såkaldte Schola Cantorum, den korafgrænsning med marmorskranker, som fandtes i Middelalderens kirker. Disse fragmenter var efter korets nedrivning blevet opsat på forskellige sidealtre i Kirken, men i begyndelsen af 1900-tallet samlede man delene sammen og indkøbte andre lignende, hvorefter man rekonstruerede indhegningen. Resultatet var dog åbenbart ikke tilfredsstillende, da skrankerne fyldte for meget, så i 1943 blev rekonstruktionen revet ned og opsat i sideskibet.

Fragmenterne består af 2 store plader med mosaik og porfyr-indlægninger, 4 snoede søjler med mosaikbånd og en overligger med indskriften "Magister Bassallectus me fecit qui sit benedictus" : "Mester Vassalletto udførte mig, han være velsignet" (kunsthåndværkerfamilien Vasaletto staver sit navn på mange forskellige måder, her altså med B). Yderst til højre er der udhugget et lille hovede med sorte øjne under bogstaverne "Caput - cnm". Betydningen heraf er uklar, selvom "caput" betyder hovede. Men hvad cnm står for, vides ikke.

Øverst i højre sideskib er der en udgang til SAKRISTIET, hvor man kan finde mange af de fresker, som er fjernet fra det gamle Kapel under Kirken.
Bl.a. fresken med de 7 munkeansigter fra 600-tallet:

Samt fresker med scener fra Det Nye Testamente og dele af en fresko med helgennavnene "Laurentius, Petrus, Gregorius, Sabas, Benedictus" (resten af fresken findes i Kapellet).

I et rum ved Sakristiet findes også en opmuret fresko med Jomfru Maria's død fra begyndelsen af 1300-tallet. Man tilskriver den en maler i tilknytning til Pietro Cavallini, da den har mindelser om mosaikken fra Santa Maria in Trastevere. Den sad oprindeligt på Kirkens ydre sydvæg.

En anden fresko, som er værd at betragte nærmere, er den der viser en munk i tunika og med skapular, som var typisk for munkene fra Montecassino. Han har malergrej med sig og lader altså til at være maler. Ved siden af ham står skrevet: "Martinus monachus magister" ("Mester Martinus, munk"). Denne fresko dateres til 900- eller 1000-tallet.

HØJALTERET er blevet rekonstrueret i begyndelsen af 1900-tallet, ligesom bispestolen og ciboriet, alterets søjleoverdækning. Man benyttede også her materialer, som var fundet på stedet og supplerede med andet materiale, såsom de 4 sorte marmorsøjler, som erstattede nogle lignende, som Pave Pius VI havde ladet fjerne sammen med portico'ens søjler. På overdækningen sad der tidligere en indskrift om en gave fra en vis Bruno, men den er forsvundet.

Under alterbordet opbevares San Saba's relikvier.

Bispestolen bagved er ganske speciel. De originale dele er "bæredyrene" og skiven øverst på ryglænet med cosmatisk mosaik, som menes udført af Jacopo di Lorenzo ligesom Kirkens portal.

I APSIS var der muligvis oprindeligt en mosaik, hvis motiv måske gengives på fresken, der blev udført i forbindelse med Jubelåret 1575 efter ønske af Pave Gregor XIII. Øverst ses i midten Kristus mellem helgenerne Sant'Andrea og San Saba. Nedenunder er der en frise med lam, hvoraf de 6 går ud af Jerusalem og de 6 af Bethlehem, med kurs mod Guds Lam.

Under denne frise ses en række med de 12 apostle fordelt på hver side af en trone med Jomfru Maria og Jesus-Barnet.

Den nederste række figurer er helgener og en pave, fra venstre: Pave Gregor XIII, Sant'Andrea, Ærkeenglen Mikael (San Michele Arcangelo), San Giovanni Battista (Johannes Døberen), Sant'Agostino og muligvis Santa Barbara.

I midten er der her en fresko med den korsfæstede Kristus mellem Jomfru Maria og San Giovanni. Den stammer fra det 13.århundrede.

Nederst til venstre er der bevaret en indskrift med giverens navn: "Hoc opus fecit fieri Fr Antonin De Far(fa)" : "Dette værk lod Broder Antonin fra Farfa (Klosteret) udføre".

På højre side står: "Hoc opus fecit fieri Fr Sabba de Naccano monachus ugius Sc Monast(erii)" : "Dette værk lod munken Broder Sabba fra Nazzano udføre".

Alterrummet, Presbyteriet, ligger hævet over selve Kirkerummet og 5 trappetrin før herop. På hver side af denne trappe løber 2 smalle trapper ned til KRYPTEN nedenunder. Den er går i en halv cirkelbue under apsis med et midterrum, som indeholder Kirkens relikvier. Dette befinder sig præcist under højalteret.

Hernede ses også en indskrift, som omhandler en Pave Gregor, en Abbed Eugenio og den såkaldte "cella muroniana", som lå over Porta San Paolo. Stenen dateres til et sted mellem det 9. og 11.århundrede. Her er muligvis tale om Pave Gregor IV, som donerede store gaver til Klosteret i perioden 827-844. Stenen kan stamme fra et lille kapel ved Porta San Paolo, som senere kaldtes San Salvatore de Porta. Men måske har stenen ingen særlig relation til Kirken. Den kan blot være blevet hentet og anvendt som byggemateriale. Krypten er nemlig beklædt med tykke marmorplader, som stammer fra antikke romerske bygninger.

For enden af Krypten er der lille niche, hvori der måske har været et relikviegemme.

Dette var oprindeligt en ydre søjlegang, hvor buerne er blevet tilmuret. Søjlegangen dateres til det 11.århundrede og brugtes som adgangsvej mellem Kirken og Klosteret. Tilmuringen menes foretaget i det 13.århundrede, hvorefter den blev dækket med fresker, som bl.a. forestiller historien om San Nicola da Bari, der forærede 3 unge piger deres medgift - se foto til højre:

En anden fresko forestiller Jomfru Maria med Jesus-Barnet mellem Sant'Andrea og San Saba.

Og en tredie - som ses på fotografiet nedenfor - forestiller en pave på sin trone mellem 2 helgener.

Freskerne menes udført af en maler med forbindelse til Jacopo Torriti, som kaldes "Maestro di San Saba".

Omtrent ved den 4. søjle ses i DET VENSTRE SIDESKIB en smal rist i gulvet. Herigennem kan man kigge ned på et ganske lille bederum, som lå i forbindelse med det gamle gravkapel.

Nederst i venstre sideskib er der adgang til et lille museum, hvor nogle af de gamle sarkofager og andre udgravningsfund kan beses. I et af rummene herinde ses også 8 runde fresker, som muligvis er udført af den ovenfornævnte "Maestro di San Saba". Motiverne er bl.a. de 5 måneder mellem August og December, samt 3 billeder af en tronende konge og 2 bueskytter. Freskerne menes at have været del af en kalender-udsmykning.

Nederst i hovedskibet er der en dør ind til Klokketårnet, som findes i en del af venstre sideskib.

På INDGANGSVÆGGEN kan man i hvert hjørne se rester efter det gamle kapel i op til 10 meters højde, og på væggen ind mod Kampanilen ses spor af et vindue.