|
løber oppe på Esquilinhøjen på nordøstsiden af Kirken Santa Maria Maggiore mellem pladserne foran og bagved Kirken, Piazza di Santa Maria Maggiore og Piazza dell'Esquilino. Gaden ligger i kvartererne Monti, Rione I, og Castropretorio, Rione XVIII.
Navnet skyldes det højdedrag, som området udgør, nemlig Colle Esquilino, og den kvartersbetegnelse, som Kejser Augustus gav det i sin inddeling af byen i "regioner": "Regio V, Esquiliae", dækkende den del af Esquilin, som lå udenfor den gamle Servius-Byrmur.
Via dell'Esquilino udgår i nordvest fra Via Cavour ved Piazza dell'Esquilino, overfor Via Torino, og ender i sydøst ved Via Gioberti og Piazza di Santa Maria Maggiore overfor Via Carlo Alberto. Midtvejs støder sidegaden Via Daniele Manin til fra nordøst.
Vis stort kort
GADENS HISTORIE:
Denne del af Esquilinområdet var en del af det store haveanlæg Horti Lolliani - fra de sidste år før Kristi fødsel og til det 2.århundrede efter, hvor det begyndte at blive bymæssigt bebygget. Med store og rige villaer.
Man har for eksempel i 1873 under byggeriet af de første husblokke ved Via dell'Esquilino udgravet husrester fra omkring midten af det 4.århundrede. Fundet, der bestod af fundamenter og et større antal skulpturer og bygningsfragmenter, blev desværre kun overfladisk studeret og registreret, fordi det hastede med byggeriet, men det drejede sig om et privat badeanlæg, som havde tilhørt Naeratius Cerealis, der havde været konsul i år 358 efter Kristus.
Der er ligeledes under Kirken Santa Maria Maggiore og Piazza dell'Esquilino udgravet et større husanlæg, som muligvis også har været en del af Naeratius-familiens ejendom.
Også nede ved Via Gioberti's udmunding i Via dell'Esquilino har man fundet nogle ikke nærmere identificerede husrester på gadens venstre side. Og lidt længere mod øst lå der fra begyndelsen af det 4.århundrede efter Kristus den såkaldte Basilica Iunii Bassii. Denne store og pragtfuldt udstyrede bygning kunne ses i delvis ruineret tilstand helt til 1700-tallet. Senere er der under udgravninger i 1929-1930 blevet fundet rester heraf sammen med rester af et rigmandshus fra det 3.århundrede efter Kristus.
Områdets rige huse og villaer led store skader under barbarangreb og krigen mellem Byzans og longobarder. Og egnen blev øde og forladt med kirker og klostre som beboede småøer. Der hvor nutidens Via Manin starter, lå Kirken Santi Cosma e Damiano, som skulle være grundlagt af Pave Symmachus i årene 498-514. Den lå tilsyneladende på det, der idag er Via dell'Esquilino, eller nord for denne, mens Kirken San Luca i hvert fald fra før 1300-tallet lå lidt længere nede mod Piazza dell'Esquilino.
I den østlige del af Via dell'Esquilino blev Basilica Iunii Bassii omkring 480 omdannet til Kirken Sant'Andrea Cata Barbara og fik i 1266 tilknyttet et hospital for patienter, der led af sygdommen Helvedes-ild, der hærgede en del på den tid. Hospitalet lå iflg. Lanciani (se litt.note nedenfor) på den jord, som senere kom til at huse karréerne på det første stykke af Via Gioberti.
Med Renæssancen genopvækkedes interessen for området og de rige Kardinaler opkøbte jorden for at indrette deres pragtfulde landsteder. Hele området nord for Santa Maria Maggiore kom til at tilhøre Kardinal Montalto: Felice Peretti der senere valgtes til Pave Sixtus V i 1585-1590. Her opkøbte han blandt andet den vingård, som tidligere havde tilhørt Francesco Cappelletti og lå omkring nutidens Via Giovanni Amendola. Og her lod han opføre sit store landsted Villa Montalto, som han derpå forærede til sin søter Camilla Peretti. Indgangsporten til villa'en, kaldet Portone Viminale, lå på det sted, hvor Via Cavour idag møder Via dell'Esquilino.
Efter i nogen tid at være gået i arv i Peretti-familien, blev landstedet solgt flere gange og endte til sidst som Massimo-familiens ejendom.
Og det var denne familie, der solgte jorden fra, da det nye bystyre i 1870erne vedtog en udbygning af området, der nu kaldtes "Quartiere Esquilino". Øst for selve opholdsområdet i Villa Montalto, lå der et stort område med træer, nærmest en lille skov, som nu blev udstykket til den nye bydel. Allerede omkring 1881 stod de første nye karréer færdige og de nye gader, blandt andre Via dell'Esquilino, tog form.
Området ser ganske anderledes ud idag, end det oprindeligt har gjort. Og det er ikke blot de brede gader, trafikken og de mange huse, som har ændret udseendet. Der er også blevet foretaget omfattende udjævninger af de tidligere meget udtalte højdeforskelle her ved højtoppen Mons Cispius, hvor Santa Maria Maggiore knejser. Højens sider var tidligere bådet stejle og vanskeligt passable, så visse steder har man gravet dele væk og andre steder fyldt op, så de gode og farbare gader og den store Piazza dell'Esquilino kunne anlægges. Et indtryk af områdets tidligere karakter kan man få i Via Urbana, hvor Kirken Santa Pudenziana idag ligger langt under det nuværende gadeniveau, mens den oprindeligt stod hævet nogle trin over den gamle Vicus Patricius.
Således har området i begyndelsen af Via dell'Esquilino og ned mod nutidens gader Via Cavour og Via Farini engang været stejle skrænter til bakketoppen. Arkæologen Rodolfo Lanciani beretter, at højdeforskellene i området kunne være på op til 17 meter og at de antikke bygninger var bygget på den stejle skråning og lå i flere niveauer op af denne. Andre sætter forskellen ved Via Cavour og Piazza dell'Esquilino til 8 meter (i: Via Cavour - se litt.note nedenfor). Ved nybyggeriet i 1870erne var det derfor nødvendigt at fylde terrænet op til niveau og bygge fundamenterne op heri. Men også tidligere var der blevet foretaget opfyldninger, da Sixtus V i 1585 lod Piazza dell'Esquilino anlægge for at opstille den gamle obelisk på pladsen.
|
