Denne tur kommer for en stor del til at foregå "i skyggen af" den Aurelianske Bymur, som Kejser Aurelian og hans efterfølger Probus lod opføre i perioden 270-282 efter Kristus, fordi plyndrende bander af germanske stammer trængte ind over Romerrigets grænser og dybere og dybere ned i landet. Muren, som for en stor del blev til ved at tilmure og forstærke allerede eksisterende byggeri såsom akvæduktbuer, gravmæler, etagebygninger med lejligheder og andet, var 18 km lang og omfattede et areal, der var 4 gange som stort som forgængerens, den gamle Servius-Mur, og den kom til at fungere helt frem til Roms indlemmelse i det samlede Italien i 1870.

Det er Murens nordøstlige stykke, som her på højdedraget gennemskær områderne Castro Pretorio, Tiburtino, San Lorenzo og Esquilin. Områder, som efter i Antikken at have været intensivt bebygget med beboelseshuse og landsteder, senere blev forladte og overgik til græsningsarealer og marker rundt om spredte kirker og klostre i løbet af Middelalderen. Landområder, som i løbet af Renæssancen og fremefter blev opkøbt og samlet af velstående familier og gradvist omdannet til mere eller mindre luksuriøse landsteder. Indtil Italien blev samlet og Rom endte som hele det nye kongeriges hovedstad efter at være blevet erobret af de kongetro tropper den 20. September 1870, hvor et artilleribombardement brød en breche i Bymuren få meter fra byporten Porta Pia. Herefter blev byen sæde for Rigets administration og fik behov for nye bygninger hertil og nye boliger til de mange ansatte og tilflyttere. Til dette formål egnede de landlige og for en stor del ubebyggede områder på Esquilin sig fortræffeligt og snart var området udstykket, planeret, reguleret, forsynet med vejnet og infrastrukturer, og bebygget med palæer, ministerier og lejekaserner af svingende kvalitet. Som vi får lejlighed til at se det på vor rundtur.

Og denne begynder nu - for enden af et andet anlæg, som gennemskærer området, delvist parallelt med Den Aurelianske Mur (0) : jernbaneterrænet (1), der fører fra øst ind i Rom, hvor togene ender på hovedbanestationen Roma Termini (2) - for så at køre tilbage samme vej, når de skal videre på ruten.

Foran Stazione Termini (2), der blev bygget i 1947-1950 på grundlag af tegninger, som arkitekten Angiolo Mazzoni havde udført i perioden 1925-1939, og renoveret i 2006, ligger den store trafikerede plads Piazza dei Cinquecento, hvor der på nordsiden, ud mod Via Marsala, står et langt stykke af den gamle Servius-Bymur (3), som stammer fra omkring anden halvdel af det 4. århundrede før Kristus. Flere dele af denne Bymur kan ses inde i Stationsbygningen og dennes kælderetage.

Servius-Muren (3) var her opbygget af 3 dele: en ydre mur, en voldgrav og en indre mur. Murstykket tættest på Stationen var en del af den ydre mur, opbygget i tufsten fra brud ved Grotta Oscura og Aniene-dalen med en indre beklædning af cement. Murstykket længere fremme på Pladsen, bag huset ud mod Via Marsala, er et stykke af den ældste del af Muren, som blev opført i tufsten fra Grotta Oscura. Et lille stykke mur ved Stationsindgangens overdækning og syd for det første murstykke er rester af muren fra fæstningsgravens ydre skråning. Muren er her opbygget af cappellaccio-sten. Midtvejs i det lange murstykke er der et "hul", hvor man i stedet kan se enkelte rester af den gamle byport Porta Viminalis. Hækkene mellem stenrækkerne angiver Murens forløb og Portens beliggenhed. Hvor Muren stopper i højre side, ses inde på græsplænen bagved en rund bygning i groft tilhuggede sten af typen gabina og travertin, som imidlertid ikke har noget med Bymuren at gøre. Det drejer sig om en såkaldt "bottino", en fordelingstank for akvæduktvand, fra Republikkens tid, hvor den måske har betjent akvædukterne Marcia, Tepula og Iulia. De 2 huller i siderne var beregnet til fordelingsrørene.

Den store bygning bag murresterne er en tidligere "Dopolavoro", samlingssted for jernbanearbejderne. Den har indgang fra Via Marsala og lige overfor ligger på hjørnet af Via Vicenza Kirken Sacro Cuore di Gesù, (4) som stod færdig i 1887 og styres af Salesianerne, en religiøs Orden grundlagt af præsten Giovanni Bosco i 1864. Ordenen bebor det tilknyttede Kloster, som dækker karréen ud til Via Marghera.

For enden af Via Marsala ligger Via Solferino, der som de andre gader i nabolaget har navn efter steder, der har haft betydning for uafhængighedskrigene i midten af 1800-tallet. Det gælder også Via Volturno, der på den anden side af Piazza dei Cinquecento og Viale De Nicola viderefører Via Marsala's forløb. På området til venstre herfor rejser sig de mange og høje rester af Kejser Diocletian's enorme badeanlæg (5) og for enden af gaden den store kolos, som rummer Finansministeriet (6).

Vi drejer her til højre op af Via Cernaia (navnet er til minde om den piemontesiske deltagelse i Krim-krigen i 1853-1856, "Cernaia" er et russisk stednavn) og dernæst til venstre ad Via Goito, hvorved vi kommer frem til Via XX Settembre, udtalt Via Venti Settembre: Den 20. Septembers Gade, kaldet således til minde om den dato, hvor Rom blev indtaget af de kongetro tropper i 1870.

For enden af gaden står Porta Pia (7), en byport i Den Aurelianske Mur (0), men ikke en af de gamle byporte, da den blev bygget for enden af den lange lige Strada Pia, som Pave Pius IV lod anlægge på strækningen, som i Antikken kaldtes Alta Semita og idag kaldes Via XX Settembre. Porten blev også bygget på denne Paves befaling og åbnet i 1564 som det sidste arbejde, som Michelangelo planlagde.

Udenfor Porten ligger Piazzale Porta Pia med mindestatuen Il Bersagliere i front foran udfaldsvejen Via Nomentana. Et lille stykke mod venstre ses den breche, som de piemontesiske tropper brød i Muren den 20. September og foran er der rejst en søjle med en vinget sejrsgudinde. Men den vej skal vi ikke, vi drejer til højre og følger Viale del Policlinico. Bymuren (0) på det første stykke danner her havemur ind til Den Engelske Ambassade (8), som har bosat sig i den tidligere Villa Costaguti og Torlonia. Midt i havemuren ses den tilmurede tidligere Porta Nomentana (9), omtrent overfor indkørslen til ministeriebygningerne (10) på den anden side.

Vi følger Bymuren (0), der fortsætter forbi Via Montebello, over Piazzale della Croce Rossa, forbi Viale del Castro Pretorio og frem til Piazza Girolamo Fabrizio, hvor den drejer mod syd og løber langs med den gamle Prætorianergardes kaserne, Castra Praetoria på italiensk kaldet Castro Pretorio (11). Ved at benytte dennes lange og solide mur til forsvarsværket sparedes materialer og arbejdstid. Bymuren går derfor også et lille stykke mod vest ved Via della Sforzesca og ned til Viale Pretoriano, hvor den fortsætter på denne gades østside.

Det gamle kaserneområde er ret bebygget i vore dage. Blandt andet ligger der her et af de store italienske nationalbiblioteker, som blev bygget i perioden 1965-1975. Det kaldes enten Biblioteca Nazionale Centrale di Roma eller Biblioteca Vittorio Emanuele II. Under de forskellige byggefaser er området blevet udgravet, men der er idag ikke mange rester at se. På den anden side af Via del Policlinico ligger et stort område, som huser hospitalet Policlinico Umberto I (12), og efter tværgaden Viale dell'Università møder man i forlængelse af Castro Pretorio en ministerialbygning for Ministero di Aeronautica (Luftfarten) (13), mens der overfor Hospitalet ligger det store universitetsområde Città Universitaria (14).

Ved at gå til venstre ad Viale dell'Università og derpå til højre ad Viale Regina Elena står man snart ved den store Piazzale di San Lorenzo, overfor det grønne anlæg med mindestatuen for Pave Pius XII (15) og den gamle interessante kirke San Lorenzo fuori le Mura (San Lorenzo udenfor Bymuren) (16) og indgangen til den store kirkegård Cimitero di Campo Verano (17). Kirken er bygget over det sted, hvor martyren San Lorenzo blev begravet på "Via Tiburtina in crypta in agro Verano". Området her ejedes af den romerske matrone Ciriaca, men det blev konfiskeret under en af forfølgelserne af de kristne. Senere overtog Kejser Constantin det og mellem år 314 og 335 lod han bygge et gravkapel syd for den høj, hvor katakomben lå. Han lod lave trapper ned til graven og byggede desuden et kapel over denne. I slutningen af 500-tallet rejste man en helt ny kirke på stedet og senere i 1200-tallet byggedes en ny kirke ved siden af. De 2 kirker blev bygget sammen, så San Lorenzo idag består af 2 kirkerum fra hver sin tid, den såkaldte Pelagiusbasilika mod øst og den nyere, såkaldte Honoriusbasilika, mod vest. I Kirkens venstre side er der en låge, som giver adgang til en del af den antikke gravplads kaldet Catacomba di Ciriaca eller Catacomba di San Lorenzo.

Efter Kejser Napoleons dekret, der forbød begravelser indenfor byområder og som i 1806 blev udvidet til også at gælde for Italien, blev arkitekten Valadier bedt om at udfærdige en plan for en ny, stor fælles begravelsesplads udenfor Roms bymure. Tegningerne var færdige i 1811, men Napoleons fald satte en stopper for projektet. Det blev dog genoptaget i 1836 af Pave Gregor XVI, fordi behovet for begravelsespladser var stigende. Stedet, der valgtes til anlægget, var det store landlige område bag Kirken San Lorenzo og arkitekten Virginio Vespignani tegnede et monumentalt indgangsparti samt de indhegningsmure, som rejstes ud mod Via Tiburtina og bag Kirken. Mellem buerne i hovedindgangen står 4 statuer, som personificerer "Håbet" og "Stilheden", samt "Bønnen" og "Meditationen" eller "Barmhjertigheden" og "Eftertænksomheden". Listen over kendte personer, som ligger begravet på Campo Verano-kirkegården, er alenlang og mængden af kapeller og monumenter er betydelig.

Efter besøget i Kirken og i "de dødes by" er turen nu kommet til at gå på opdagelse i de levendes by, i de små gader, der ligger mellem Campo Verano og jernbanen. Bebyggelsen her stammer fra det store byggeboom i slutningen af 1800-tallet, hvor det tidligere grønne og landlige område i utrolig fart blev planeret og reguleret, fik vejnet og blev fyldt op med palæer, lejekaserner, militære kaserner og regeringskontorer. Der var penge at tjene i at udstykke, bygge, udleje og sælge. Men pludselig kom der stagnation og mange bygninger kunne ikke gøres færdige eller måtte færdiggøres i dårligere stand eller med ringere materialer end planlagt.

Sådanne boliger kunne kun udlejes til dem, der ikke havde råd til bedre, så San Lorenzo-kvarteret blev de fattiges kvarter. Det var trist, snavset og fattigt og de rigere romere anså det mest for at være "et sted man kun passerer, når man er død", det vil sige når gravtoget gik til Campo Verano. Det folkerige kvarter led store skader under bombardementerne under 2. Verdenskrig, da de allierede den 19. Juli 1943 lod netop dette område beskyde. Både Hospitalet (12), Universitetet (14) og San Lorenzo-Kirken (16) blev skadet, men de største tab led de omkringliggende beboelseskvarterer. I 2 timer fra kl.11.30 om formiddagen regnede 1060 tons bomber nedover bydelen. Resultatet var frygteligt: omkring 1500 døde og 6000 sårede. På vores tur rundt i de små gader vil vi mange gange komme til at se rester af ødelagte huse og byggetomter, som minder om katastrofen.

I 1960'erne begyndte nye befolkningsgrupper at flytte til kvarteret: studerende, aktivister og kunstnere. Nærheden til Universitetsbyen (14) er mærkbar, her færdes rigtig mange unge mennesker og nattelivet blomstrer på restauranter, barer og natklubber og særligt i week'end'en er der gang i den.

Men også på en almindelig hverdag er der meget at se på, når vi nu fra Piazzale del Verano bevæger os gennem det grønne anlæg og ned af Via Tiburtina, hvor vi på højre side, skråt over for sidegaden Via dei Reti, kan se et hus med en spændende dekoreret facade med masser af stukmedaljoner og buster (18). På den modsatte side af gaden ligger lidt længere fremme og på hjørnet af Via degli Ausoni den tidligere brødfabrik Pastificio Cerere (19), som idag huser lejligheder, kunstatelier, udstillinger og en restaurant (http://www.pastificiocerere.com). Det store palæ med den smukke portal i nr.180, lige efter Via degli Ausoni, er Palazzo Lamperini (20), som blev bygget i 1888 for firmatet "Fratelli Lamperini" ("Brødrene Lamperini"), hvis initialer, L og F, anes over porten.

Næste sidegade er Via dei Sardi og her drejer vi til venstre to gange for at ende i Via dei Volsci, hvor man i nr. 101 kan se en indskriftssten for Nicola Stame, der som fængslet partisan blev offer for blodbadet i Fosse Ardeatine (21).

Den lille ottekantede plads Piazza dei Sanniti er på flere af siderne omgivet af nydelige palæer med smukt pudsede facader og stukdekorationer med relieffer, statuer, guirlander, og på det ene ses sentenser på latin: "Recta aedes - aeterna manet - in urbe maxima" står der ud mod Pladsen. Meningen er "et godt bygget hus vil blive stående for evigt i den store by". Huset er bygget i 1930'erne, men facaden blev genopført efter bombardementet i 1943.

Længere nede i Via dei Volsci ligger i nr. 122 den tidligere glasfabrik Vetreria Sciarra (22), som idag benyttes som undervisningslokaler af Universitetet. For enden af gaden drejer vi til højre af Via dei Reti og derpå igen til højre i Via dei Sabelli. Her ligger ned mod Via dei Sardi et Institut for Barnepleje (Istituto di Puericultura) (23), som er tilknyttet Hospitalet Policlinico Umberto I. Hele karréen mellem Via dei Sabelli, Via degli Ausoni, Via degli Enotri og Via dei Sardi er optaget af et stort idrætsanlæg, "Campo Sportivo Benedetto XV" (24), som er grundlagt af den romerske afdeling af den amerikanske godgørende sammenslutning Knight of Colombus, som på italiensk hedder I Cavalieri di Colombo.

Huset overfor, i Via dei Sabelli nr.23, er den tidligere "Villino Tortora", som nu er udstykket til lejligheder. Mellem vinduerne på førstesalen er der bygget en lille niche med en kvindestatue. I felterne over vinduerne på hver side står "Anno Dom." og "MCMXXIX": "I det Herrens År - 1929". Et aflangt indskriftsfelt sidder under vinduerne og nichen, det indeholder teksten "Sicut sol radians haec limina lumine replet - sic semper clemens protegat illa Deus" : "Således som den strålende sol fylder denne bolig med lys, således beskytter den barmhjertige Gud den for altid".

Vi fortsætter ned af Via dei Sardi til Via dello Scalo di San Lorenzo, der til højre fører ned til jernbaneunderkørslen til Piazza di Porta Maggiore. Den brede gade ligger under en af de store omfartsveje, Circonvallazione Tiburtina. Efter en kort stykke når vi den lille plads Largo Edoardo Talamo, hvor man i et lille, grønt anlæg kan se resterne af en grav fra det 1.århundrede efter Kristus (25).

I højre side af pladsen mødes Via dei Campani og Via dei Liguri og her ligger stadig en tomt efter huse, som blev bombet sønder i 1943. Fra Via dei Campani drejer vi til højre ad Via dei Marsi, hvor tidligere bryggeriet Fabbrica Birra Wührer lå (26). Ved siden af ligger Via degli Apuli, hvor hver side af gaden har sine bestemte funktioner - nordsiden huser bygninger, som benyttes af Universitetet, men stammer fra det gamle bryggeri. Sydsiden derimod er opfyldt af bygninger tilhørende den italienske afdeling af Frelsens Hær, Esercito della Salvezza, der her har både herberg, mødesal og lokaler til deres ungdomsgruppe (27).

På hjørnet af Via degli Apuli og Via dei Marsi ligger en lille forplads til pladsen Piazza dell'Immacolata, som breder sig ud mellem sidegaden Via degli Aurunci og Via dei Sabelli. Ved Pladsen ligger Kirken af samme navn (28), som udover at være viet til Den Ubesmittede Maria også er viet til San Giovanni Berchmans. Kirken er bygget i 1909.

I Via degli Aurunci, som munder ud i det ene hjørne af Piazza dell'Immacolata, lå et andet gammelt bryggeri, Fabbrica Birra Pazskowsky (29). På gadehjørnet ud til Via degli Equi møder vi atter "et halvt hus": rester efter bombardementet i 1943. Også på hjørnet af sidegaden til højre, Via dei Latini, og den lange Via dei Sabelli er der sådanne rester. I Via dei Latini sidder der desuden 2 mindeindskrifter: den ene ved nr.21 (hjørnet af Via dei Volsci) for partisanen Dionisio Tortora, mens den anden for alle ofrene for bombardementet den 9.Juli 1943 sidder ved nr.77.

Vi drejer nu ned af Via degli Equi, over Largo dei Campani og gennem Via dei Messapi til Via di Porta Labicana. (På vejen kan man eventuelt lave en lille afstikker til venstre gennem Via degli Anamari og Via degli Bruzi, hvor der ligger en lillebitte evangelisk kirkebygning (30).

Nu drejer vi til højre og herefter går turen op af Via di Porta Labicana, hvor vi atter følger Den Aurelianske Mur (0), som på dette sted blev bygget ved at tilmure de buer, der fra gammel tid bar vandledningerne til akvædukterne Marcia, Iulia og Tepula, som kommer ind fra oplandet mod øst ved Porta Maggiore (som oprindeligt blot var en af disse buer, inden den blev til Porta Praenestina) og føres ind i Esquilinområdet. I 1885 lod Pave Sixtus V en ny akvædukt bygge og føre ind til området, som på det tidspunkt ikke havde nogen ordentlig vandforsyning, da de gamle akvædukter var blevet ødelagt. Hans akvædukt fik navnet Acqua Felice (Pavens dåbsnavn var Felice Peretti) og dens ledning blev for en stor del lagt ovenpå de eksisterende akvæduktbuer, som det er tilfældet her og helt frem til Piazzale Sisto V.

I Den Aurelianske Mur er der på denne strækning nogle interessante detaljer. Ud for Via dei Marsi ses resterne af en lille sideport (31). Kun travertinmønsteret fra portkarmen er tilbage, indemuret i forsvarsværket. På huset overfor ses en sjov lille maske over døren. Lidt længere fremme, ud for Via dei Rutoli, er det et antikt etagebyggeri, som er blevet ofret, da forsvarssmuren skulle bygges. Man kan se vinduer i flere etager samt tilmurede buer (32).

Derpå kommer vi ud til Pladsen ud for underkørslen Via di Santa Bibiana, som fører under jernbaneterrænet (1) over til Via Giolitti og Kirken Santa Bibiana (33). Den første del af Pladsen hedder Piazzale di Porta San Lorenzo, mens den næste del bærer navnet Piazzale Tiburtino. Den store gade, som udgår fra pladserne, er Via Tiburtina, en af de antikke "viae consulares", de store veje som førte ud af Rom - her mod Tivoli, som i Antikken hed Tibur.

Den gamle vej løb dog lidt nordligere end nutidens og stykket her mod øst var også lidt anderledes. Vejen dannede et knæk mod nordvest ligesom nutidens lille gade Via Tiburtina Antica, som ved Largo dei Falisci munder ud i den moderne Via Tiburtina ved siden af Pladsen og Parken, som er viet til de faldne ved bombardementet den 19. Juli 1943 (34).

I næste karré ligger Villa Mercede (35), en offentlig park på ca. 8000 kvadratmeter med indgang fra Via Tiburtina til både grønt område, legeplads, bibliotek. Områdets østgrænse udgøres af Via dei Maruccini og på gadehjørnet sidder her på Villa-muren en af Roms mange små gadealtre: en "Crocifisso" : en Kristus på Korset (36). Parken er kun en del af en tidligere meget større park, som indtil 1970 ejedes af nonnerne Suore Ausiliatrici, der stadig bor i en villabygning, kaldet "La Villetta", som i sin tid blev opført af datidens ejere, familien De Reinach, som senere solgte til en from frue ved navn Teresa Lemoine. Hun overlod så i 1931 ejendommen til nonnerne sammen med en kirkebygning under opførelse. Kirken blev viet til Santa Maria Ausiliatrice, men er idag viet til San Tommaso Moro (den engelske helgen Thomas More). Den ligger stadig på den bageste del af grunden ud mod Via dei Ramni, bagved "La Villetta" som har indgang fra Via de Luceri, mens Kirken har adgang fra Via dei Maruccini.

Lige overfor ligger den lille sidegade Via dei Vestini og på gadehjørnet i nr.2, sidder en indskriftssten for brødrene Marcello, Duilio og Pietro Favola, som faldt i kampen for Roms befrielse den 7. April 1944 (38).

Villa Mercede's nordgrænse, hvorudtil der ligger 2 mindre villabygninger i nymiddelalderlig stil (39), udgøres af Via dei Ramni og på den anden side af denne gade rejser sig mellem sidegaderne Via dei Maruccini og Via dei Liburni, på en trekantet grund med spidsen og hovedindgangen ud til Piazzale Aldo Moro mod nord, den store moderne bygning der huser Consiglio Nazionale delle Ricerche ("Det Nationale Forskningsråd") (40).

Vi drejer nu til venstre og går mod den lille Piazza dei Siculi. Til venstre på Pladsen løber Via dei Salentini, hvor vi eventuelt kan lave en afstikker for at se den lille ejendom i nyrenæssance-stil (41), der står midt i gaden (nr.26) som en forfriskende afveksling mellem de ellers ret kedsommelige nyere ejendomme. Men området her er i det hele taget meget forskelligt bebygget: for enden af Pladsen ligger en nydelig bygning med hotellet Ateneo Garden Palace Hotel, og overfor Pladsen og Via dei Ramni ligger til venstre nogle pæne mindre villaer, samt til højre på begge sider af Via dei Dauni etageejendomme med lejligheder, som Jernbanearbejdernes kooperative boligforening lod opføre under navnet "Cooperativa La Risorgente" (42).

For enden af Via dei Ramni drejer vi til venstre af Via di Porta Tiburtina langs Den Aurelianske Mur (0), som her er blevet en del af landstedet Villa Gentili (43). Til dette formål er der lavet vinduer i forsvarsmuren og indrettet værelser i tårnene. For enden af Villa'en står, ud for Via Tiburtina Antica, den gamle byport Porta Tiburtina (44), som under Kejser Augustus - og altså før Bymurens opførelse under Aurelian - blot var en bue i akvæduktledningen, som førte Aqua Marcia, Tepula og Iulia ind i byen, således som vi så det tidligere på den anden side ved Via di Porta Labicana. Buen, der førte over Via Tiburtina, kaldes Arco Augusteo. Da senere Bymuren blev opført, blev de øvrige akvæduktbuer muret til og forstærket og en ny og udvidet byport anlagt. Det er denne nyere del, som kaldes Arco Onoriano og blev opført under Kejser Honorius (395-423), som vi står overfor her, mens Arco Augusteo kan ses på den anden side af Villa Gentili. Under denne nyere Bues 5 vinduer var der opsat en mindeindskrift for kejserne Arcadius og Honorius. Tilsyneladende var også General Stiliko nævnt, men hans navn er blevet kradset ud, efter at han var faldet i unåde.

Vi fortsætter derfor ned af Via di Porta Tiburtina, hvor Bymuren (0) ender med et kraftigt tårn (45), som er forsynet med en lang række indskriftstavler til minde om faldne i forskellige krige. Den største for kvarterets faldne i 1915-1918 med alle navnene listet. Nedenunder en smallere tavle for alle faldne i alle krige "ai caduti di tutte le guerre", opsat den 4. November 1988. En tredie tavle minder om alle dem, der døde under bombardementet i 1943. Der sidder også en lang række små tavler, som pårørende har opsat til minde om dette eller hint offer for krigene.

Vi er nu nået frem til Piazzale di Porta San Lorenzo foran underkørslen Via di Santa Bibiana og de forskellige stationsbygninger langs jernbaneterrænet (1). Gaden, der løber langs hermed, hedder Via di Porta San Lorenzo og følger på sin højre side Bymuren (0) og akvæduktrørene. Et lille stykke fremme står - i et lavere niveau end den moderne gade - den anden del af Porta Tiburtina (44), som senere kom til at hedde Porta San Lorenzo, fordi man skulle passere den for at komme ud til San Lorenzo-Kirken (16).

Buen på dette sted kaldes Arco Augusteo (44) og den er forsynet med en lang række kejserdedikationer. Øverst for Augustus: "Imp. Caesar Divi Iuli F. Augustus" begynder den og slutter med "rivos aquarum omnium refecit" : "Kejser Caesar Augustus, søn af den guddommelige Iulius ...... genopbyggede kanalerne på alle akvædukterne". Den nederste indskrift er for Kejser Titus, der restaurerede Aqua Marcia, som var gået helt i forfald. Indskriften i midten gælder Kejser Caracalla, der egentlig hed Septimius Bassianus med kejsernavnet Marcus Aurelius Antoninus Pius Felix Augustus Parthicus Maximus Britannicus Maximus. Han lod vandet og rørføringen rense og reparere, så Aqua Marcia atter kunne bringe vand til byen. Samtidig lod han en ny ledning bygge, kaldet Aqua Antoniniana, til forsyningen af sit Thermeanlæg.

Vi fortsætter op af Via dei Porta San Lorenzo langs Villa Gentili (43), hvis mur på denne side udgøres af akvæduktbuer for Sixtus V's Acqua Felice, som efter Byporten bliver ført på selvstændige mure, væk fra Bymuren. Den ender med at dreje skarpt til venstre over en "ny" Bue (46), som kaldes Arco di Sisto V, da det var denne Pave, som lod den opføre over gaden. På denne side af Buen er der øverst en mindeindskrift om de 2 store gader, som Sixtus lod anlægge, gaden til Santa Maria Maggiore og gaden til Santa Maria degli Angeli. Man må huske på, at området dengang ikke var "skåret over på midten" af jernbanelinien (1), men netop gennemskåret diagonalt af landeveje mod disse kirker. Akvædukten gik dengang videre mod nordvest gennem området, men blev afbrudt, da jernbanen blev anlagt i slutningen af 1800-tallet.

Indskriften på den anden side af Buen (46) hylder Paven for at have ladet bygge den nye akvædukt. Herovre står vi nu på Piazzale di Sisto V, hvor Via dei Ramni munder ud fra øst. På højre hånd har vi indgangen til Villa Gentili (43) og bagved ejendommen den Den Aurelianske Bymur (0), der med 2 store og 2 mindre buer spænder over Via dei Ramni. Muren fortsætter mod nord i et smalt grønt anlæg mellem gaderne Viale di Porta Tiburtina (mod øst) og Via Pretoriano, der ved Piazzale Sisto V mødes med Via Marsala, som løber nordpå langs jernbanen. På det store trekantede areal mellem disse gader ligger militærkasernen Caserma Ferdinando di Savoia (47).

Et lille stykke oppe af Via Marsala møder vi endnu en forbindelsestunnel (48) under jernbaneterrænet (1), inden vi når frem til Stazione Termini's hovedindgang (2) og Piazza dei Cinquecento, hvor denne rundtur i sin tid startede.