|
|
|
|
|
Fra at lægerne i det antikke Rom havde været at betragte på linie med håndværkere, udvikledes der i begyndelsen af århundredet før Kristus en lægestand, som samlede sig i et selskab, der havde en mødebygning på Esquilin-højen, og senere byggede kejserne haller til undervisning i medicin. En egentlig sundhedstjeneste med statsansatte læger oprettedes i det tidlige kejserdømme og Kejser Vespasian (69-79 efter Kristus) indførte også lægebetaling fra statskassen. Inden da var der ved særlige templer og helligdomme indrettet værelser, hvor de syge kunne bo og plejes, mens de opholdt sig ved templet for at afvente gudernes bistand. Af disse var især Asklepios den rette at henvende sig til. Han var gud for lægekunsten, og syge valfartede til hans tempel i Epidaurus i Grækenland for at få gudens råd åbenbaret under deres søvn på stedet. I år 291 før Kristus tog romerne Asklepios til sig, kaldte ham for Aesculapius og byggede et Tempel og et gæstehus for de syge besøgende på Tiberøen. (Dette skete efter et voldsomt pestudbrud i 293 før Kristus, hvorunder romerne sendte bud efter guden og fra Templet fik overdraget en af de hellige slanger, som var gudens inkarnation. De romerske udsendinge bragte slangen med hjem på deres båd, som sejlede op ad Tiberen mod Rom. Vel forankret ved Tiberøen krøb slangen af sig selv fra borde og beviste herved, at det var gudens ønske at slå sig ned på øen. Der var flere grunde til at romerne ønskede at oprette Asklepios-helligdommen på øen, som befandt sig uden for bymurene ("extra pomerium") og derfor var velegnet til at huse både en "udenlandsk" guddom og syge mennesker. Her var en kilde med frisk og rigeligt vand og øen var isoleret i tilfælde af epidemi. Det blev snart skik, at husherrerne lod deres syge slaver bringe herhen, mens familiemedlemmerne blev plejet i deres hjem. Der var dog endnu ikke tale om deciderede hospitaler med lægelig behandling af de sygdomsramte, omend de nok fik pleje, som blev udført af slaver. Og læger var der i starten ikke mange af i Rom, faktisk drejede det sig udelukkende om enkelte omrejsende læger fra Grækenland, som ikke nød stor anseelse i Rom, fordi de tog sig betalt for deres ydelser og fordi man mistroede dem for at blande gift. Dog skal der i år 220 før Kristus have været en læge ved navn Archagatus (på italiensk: Arcagato), som havde en bod ved Pagus Acilius (Via Acilia) på Forum Romanum. Det var især hans urtemedicin, salver og plastre, som var efterspurgte. Læger kunne også ligefrem have en privatklinik i deres hus, hvor de syge kunne opholde sig under behandlingen. Således kan det ses i "Lægens hus" i Pompei. Omkring år 91 før Kristus begyndte en anden græsk læge at virke i Rom, Asklepiades (på italiensk: Asclepiade), hvis lære kom til at danne grundlag for det metodiske system. Han selv foreskrev dog kure som diæt, bade, motion, massage, musik og dans. Lægen Aretaeus (på italiensk: Areteo) praktiserede i Rom på Kejser Nero's tid (54-68 efter Kristus). Han beskrev sygdomme som lungebetændelse, epilepsi, stivkrampe, difteritis og sukkersyge. En anden græsk læge, Dioscorides (eller Dioskurides), virkede også i Rom på denne tid. Han skrev værket "De materia medica" om urtemedicin og fulgte ellers med hæren som militærlæge. Der var til hver hærafdeling ("Cohors") tilknyttet en læge ("medicus"), som kunne foretage forskellige behandlinger hjulpet af sin "capsarius", der bar de kirurgiske instrumenter. Men pleje af de syge og sårede soldater måtte deres kammerater påtage sig. Hvis ikke de blev overladt til lokale familier, som skulle passe dem mod betaling - eller sendt hjem. Indtil man rundt omkring i Romerriget, hvor hærene opholdt sig, begyndte at oprette nogle tidlige hospitaler, de såkaldte "valetudinaria", af latin "valetudinarium" der ifølge ordbogen betyder "sygehus, hospital eller lazaret". Det drejede sig om regulære militærhospitaler, som kunne tage sig af syge og sårede soldater. Det var store bygninger indeholdende mange små værelser, som muligvis også har været brugt som gæsterum for udsendinge og ansatte i kurertjenesten. Senere blev syge slaver også sendt hertil. I Kristendommens første tid blev det en kristen pligt at hjælpe de fattige, de svage, de gamle og de syge, og dermed også at sørge for deres fornødenheder, at passe og at pleje dem. Der opstod derfor mindre grupper, som påtog sig de forskellige pligter. De syge plejedes i deres egne hjem af disse grupper, men der kunne også oprettes regulære små sygestuer i nogle af de rigeste kristnes hjem, ligesom grupperne kunne vælge at leve sammen i bøn og arbejde på denne måde. Santa Fabiola, for eksempel, solgte i slutningen af 300-tallet sin arvede ejendom og byggede et hospital, hvor hun selv plejede de syge. Også Galla Anicia, datter af konsulen Symmachus, grundlagde omkring 524 et hospital, som hun kaldte Santa Maria in Portico. Der var forskellige betegnelser for disse "hospitaler" som for eksempel: Xenodochéion (xenodochium) og Nosocomia. Et Xenodochéion rummede både gæsteværelser for tilrejsende (de såkaldte "xenodochia") og sygestuer ("nosocomia"). Desuden kunne her huses gamle mennesker i de såkaldte "gerontocomia", forældreløse børn i de såkaldte "brephotrophia", fattige i "ptochia", sindssyge og handicappede. Derudover kunne disse komplekser rumme værelser, hvor sygeplejere, lægerne og det administrative personale boede. På Koncilet i Nikæa i år 325 efter Kristus vedtog man, at enhver Biskop skulle lade oprette et "xenodochio", der skulle administreres af diakonisser og hvor plejen skulle ligge i hænderne på enker og ugifte kvinder. Institutionerne skulle finansieres ved almisser og gaver og der måtte ansættes folk til forskelligt arbejde, såsom vask, køkkenarbejde og rengøring. Omkring år 372 opførtes et hospital i Porto ved Rom. Efter goternes plyndring af Rom under Alarik i år 410 efter Kristus omdannedes en tidligere privatejendom, Domus Valeriorum, til hospitalet Xenodochium Valeriorum. Det fortælles at Pave Symmachus ("San Simmaco") i 498 lod bygge et hospital, der omtales som "Ospedale di San Simmaco", på det sted, hvor Ospedale di Santo Spirito in Sassia senere kom til at ligge. Ved den lille kirke Oratorio di Sant'Erasmo e Abbaciro stod i allerede 700-tallet et Xenodochium, hvor pilgrimme kunne finde husly. Omkring 728 lod den engelske Kong Ina, Saksernes Konge, bygge et "ospizio", altså et herberg med mulighed for sygepleje, i nærheden af Ospedale di San Simmaco. I løbet af disse århundreder blev sygeplejen mere og mere overtaget af søster- og nonneordener, samt af munke. Og munkene overtog lægernes rolle med deres urtemedicin fra klostrenes urtehaver. Hospitalerne kom nu til at ligge i forbindelse med de store klostre og opdeles i "infirmarium", hvor klosterets munke eller nonner blev plejet, og "hospitalarius", hvor folk udefra kunne komme - både som overnattende gæster og som syge med behov for behandling og pleje. Måske allerede i 900-tallet eller før indrettedes der et lille hospital for pilgrimme, der ankom til byen med båd ved Ripa Grande på det sted, hvor nu Kirken San Francesco a Ripa ligger. Hospitalet hed Ospedale di San Biagio de Curte. Omkring 1045 grundlagde Pave Gregor VI Ospedale di Santa Maria delle Grazie. I 1118 byggede man et "xenodochium" for fattige og syge pilgrimme på Tiberøen i tilknytning til den lille kirke Santa Maria Canto Fiume (Santa Maria dell'Isola). I slutningen af 1100-tallet grundlagde Pave Celestin III Ospedale della Consolazione ved Foro Olitorio. I det 13.århundrede oplevede lægegerningen en opblomstring og gik fra munkene til uddannede læger (som måske havde studeret mange år på den anerkendte Scuola Medica i Salerno, hvor sågar kvinder kunne få adgang). Måske på dette tidspunkt - eller allerede tidligere - lå Hospitalet, Hospitalis Sancti Alberti, ved Via Urbana, tæt på Kirken Santa Maria Maggiore. I 1204 lod Pave Innocens III bygge Ospedale di Santa Maria på det sted, hvor det gamle Ospedale di San Simmaco og Ospizio dei Sassoni lå. Senere ændredes navnet til Ospedale di Santo Spirito in Sassia. Til hospitalet knyttedes et asyl for udstødte, fattige og folk der ikke kunne klare sig selv (Asilo deo reietti). I 1207 byggede Trinitarerne Ospedale di San Tommaso in Formis for her at kunne huse og pleje de fanger, som de havde frikøbt fra arabiske sørøvere. Kort efter grundlagdes i 1216 Ospedale del Santissimo Salvatore in Laterano. På samme tid lod Kardinal Giovanni Colonna det tidligere "hospice", et kombineret herberg og sygehus ved navn Ospizio di Santa Prassede som lå ved Via Merulana og Piazza di San Giovanni in Laterano, udvide til det, der idag kaldes Ospedale delle Donne. I 1259 lod Kardinal Pietro Cappocci bygge Ospedale di Sant'Andrea (ogs� kaldet Ospedale dei Cronici) på Esquilinhøjens top. I de følgende århundrede eksisterede klosterhospitaler og lægmandshospitaler med herbergsfunktioner side om side. Plejen formidledes primært af nonner eller tjenestekvinder, men i takt med at flere og flere religiøse lægmands-broderskaber opstod, tog disses medlemmer mere og mere del i denne. Det var på dette tidspunkt (i 1300-1400-tallet) at ridder-ordenerne opstod, hospitals-riddere som Johanniter-Ordenen, Malteser-Ordenen, Ordine di San Lazzaro og Tempelherrerne; Ordener som rummede både riddere, præster og hjælpebrødre; og "tredie-ordenerne", der var lægmands-sammenslutninger tilknyttet en bestemt religiøs munke- eller nonneorden. Også håndværkerlaugene organiserede deres egne religiøse sammenslutninger, som skulle bistå medlemmerne med pleje og begravelse af de døde. Det var i denne periode, at den særlige hospitals-arkitektur opstod: en langstrakt bygning eller "gang" med senge på hver side, adskilte af gardiner eller skærme og anbragt med hovedgærdet mod væggen og benenden ud mod gangen. For enden af rummet var anbragt et alter. Senere opstod en anden hospitalstype i korsform med et alter i midten. Hospitalet var under alle omstændigheder opdelt i en mands- og en kvindeafdeling. Men der var også en anden opdeling. De svageste og døende blev anbragt tættest på alteret, da de havde mest brug for bønner. Behandlingen var efterhånden blevet mere specialiseret. Til hospitalerne var nu knyttet kirurger, medicinere, barberer (som også årelod patienterne og foretog mindre kirurgiske indgreb) og "underbarberer". I 1339 grundlagdes Ospedale di San Giacomo in Augusta, også kaldet Ospedale di San Giacomo degli Incurabili, fordi man her behandlede uhelbredelige sygdomme. I 1348 lod det religiøse broderskab Compagnia dei Raccomandati del Salvatore bygge et hospital med en tilknyttet kirke. Komplekset blev viet til San Michele Arcangelo. Hospitalet skulle erstatte et tidligere Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum, som lå i nærheden af Kirken Santi Pietro e Marcellino. Det nye Ospedale di San Michele lå strategisk for modtagelsen af tilrejsende sydfra, der ankom til Rom gennem Porta di San Giovanni. Senere, omkring 1450, blev hospitalet udvidet med en ny sidebygning og nu viet til Frelseren, så navnet fremover blev Ospedale del Salvatore. I slutningen af 1300-tallet byggedes et Ospedale del SS. Salvatore i tilknytning til Kirken Santa Maria in Cappella. I 1400-tallet blev det forbudt de gejstlige at udøve lægegerning, som nu udelukkende skulle foretages af de uddannede læger. Mens sygeplejen stadig lå hos de religiøse ordener, hjulpet af tjenestefolk til det grovere arbejde. Samtidig opstod der på universiteterne særlige afdelinger for lægestudiet. Omkring 1460 byggedes et Ospizio for spanske pilgrimme ved Piazza Navona. Det kaldtes Ospedale di San Giacomo degli Spagnoli. I det århundrede grundlagdes også Ospedale di San Giovanni Battista dei Genovesi af den rige handelsmand Melialuce Cicala. I 1506 sammenlagdes hospitalerne Santa Maria in Portico og Santa Maria della Consolazione. I 1550 kunne San Filippo Neri huse nogle af de mange pilgrimme, der kom til Rom i dette Jubelår, i det nye Ospedale della Santissima Trinità dei Pellegrini, indrettet i en ejendom, som Elena Orsini havde foræret ham. I samme århundrede begyndte munkene ved Kirken San Rocco at samle syge mennesker i et hus ved deres Kirke ved Ripetta-havnen. Hospitalet fik navnet Ospedale di San Rocco. Og i 1561 godkendte Paven et ny hospital, grundlagt af Abate Ferrante Ruiz og kaldet Ospedale di Santa Maria della Pietà, som kom til at fungere som sindssygehospital : "Ospedale dei Pazzi". I løbet af 1500-tallet åbnedes Ospedale di San Giacomo (eller: Ospedale di San Giacomo di Altopascio) ved Kirken Sant'Eligio dei Ferrari. I 1585 overtog Ordenen Fatebenefratelli en Kirke og sygehus på Tiberøen, men inden da havde Ordenen i omkring 5 år drevet deres første hospital i det tidligere Hadrian-Tempel på Piazza di Pietra. I 1591 åbnede Fatebenefratelli-Ordenen et rekonvalescenthjem, Convalescenziario di Santa Maria della Carità, i Strada Felice, som munkene passede til 1696. I slutningen af 1500-tallet genåbnedes Ospedale del SS. Salvatore i tilknytning til Kirken Santa Maria in Cappella, denne gang som Ospedale per i Pellegrini Boemi. I 1600-tallet startede skikken med at fordele de syge efter sygdommens art. Man begyndte også at stille større krav til sygeplejernes uddannelse, til patienternes daglige hygiejne og til rengøringen. I 1630-1636 byggede man den nuværende hospitalsbygning til Ospedale del Salvatore, tegnet af Giacomo Mola. I 1655-1656 ombyggede arkitekten Giovanni Antonio De Rossi det gamle Ospedale delle Donne med brug af de gamle mure og strukturer. I dette århundrede indrettede man også et hospital for spanske kvinder ved Capitolhøjens fod. Det fik navnet Ospedale di San Iacobi de Urbe. I begyndelsen af 1700-tallet byggedes et Ospizio for armenske pilgrimme ved Kirken Santa Maria Egiziaca. I 1725-1726 byggedes Ospedale di San Gallicano i Rom. Man benyttede her stadig ét langt rum som sygesal. I 1800-tallet udviklede hospitals-arkitekturen sig i retning af flere mindre sygepavilloner samlet i et grønt område. Og der fastsattes arbejdstider, regler om uniformer og medicingivning. I 1869 grundlagde fyrsterne i Salviati-familien hospitalet Bambin Gesù (Ospedale del Bambin Gesù). Under kolera-epidemien i 1873 indrettede Fatebenefratelli-Ordenen en sal i Klosteret ved Kirken Santi Quattro Coronati til lazaret: Lazzaretto dei Santi Quattro Coronati. I 1892 grundlagdes børnehospitalet "La Scarpetta" ved Piazza Castellani. I 1899 byggedes hospitalet Sanatorio Umberto I i Via di Santo Stefano Rotondo. LISTE OVER NOGLE HOSPITALER (Ospedale/Ospizio/Xenodochium) I ROM: Ospizio dell'Addolorata (Liste over adresser og telefonnumre på hospitaler, som er virksomme idag i Rom)
Litteratur om Hospitalsvæsen i Rom: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|