Flavius Honorius blev født i 384 som yngste søn af den spanskfødte Kejser Theodosius I (379-395), der i 379 af Kejser Gratian var blevet udnævnt til Kejser over det Østromerske Rige, og dennes første hustru Aelia Flacilla.

Honorius havde en ældre broder: Flavius Arcadius og en søster: Pulcheria. I løbet af 380'erne døde hans moder og faderen ægtede derpå Kejser Valentinian I's ene datter, Galla, og således fik Honorius en lillesøster: Aelia Galla Placidia (ca.388-450).

Allerede i 386 udnævnte Theodosius sin søn til Konsul og da han var fem år gammel sendte hans fader, der på det tidspunkt opholdt sig i Vestriget hvor han var ved at genindsætte Kejser Valentinian II på tronen efter oprøret ledet af Magnus Maximus, bud efter ham og Honorius rejste til Italien, hvor han senere skulle komme til at opholde sig som Kejser over det Vestromerske Rige.

Men i første omgang fulgte han med sin fader hjem til Constantinopel, da denne forlod Vesten i 391. Da den Vestromerske Kejser Valentinian II døde i 392 uden arvinger, udnævnte Theodosius I i 393 sin yngste søn til "Augustus" med tanken om at han senere skulle være Kejser over det Vestromerske Rige. Honorius var da kun omkring 8 år gammel.

I mellemtiden havde Theodosius's tidligere general Arbogast gjort oprør i Gallien og indsat den romerske adelsmand Eugenius som Kejser, men dette oprør lykkedes det Theodosius at knuse i 394 og han tog nu selv magten i hele Romerriget, men kaldte sin arving til sig i Milano, hvor han opslog sin hovedstad. I 395 blev Theodosius under opholdet i Milano syg og døde, men på sit dødsleje nåede han at træffe bestemmelser for, hvorledes magten skulle fordeles efter hans død. Honorius' ældre broder Arcadius skulle være Kejser i Østriget (395-408), mens Vestriget som planlagt skulle tilfalde Honorius (395-423).

Da Honorius var mindreårig ved faderens død, havde denne udpeget en formynder for ham, Generalen Stiliko, der var gift med Theodosius' niece og adoptivdatter Serena, som hjælp og leder af regeringen. Og for at styrke forholdet mellem de to mænd blev Honorius omkring år 398 gift med Stiliko's datter Maria og efter hendes død med datteren Thermantia i 408.

Det var urolige tider for Romerriget i disse år, med stadige kampe ved alle grænser og nye folkegrupper, der gang på gang forsøgte at forcere grænserne for at skabe sig et nyt hjem, forjaget af andre folkestammer, i et evigt uroligt mønster. Men Stiliko var en dygtig strateg og det lykkedes ham i mange år at holde barbarinvasionerne i Riget stangen.

I 395 bekæmpede han vestgoterne i Grækenland og fik for en tid pacificeret deres konge Alarik ved at udnævne ham til øverstkommanderende i Illyrien. Markomannerne fik lov at bosætte sig syd for Donau. Men hunnerne plyndrede i Lilleasien. I 396 måtte Stiliko drage til Afrika for at bekæmpe et oprør der og i 397 var det Alarik, der gjorde oprør. I 399 hærgede østgoterne i Lilleasien og i 401 brød vandaler og alaner ned i provinserne Noricum og Raetia. Samtidig gjorde vestgoterne indfald i Norditalien og romerne frygtede de vilde horder.

Kejser Honorius blev ligeså bange som alle andre og ville flygte, men General Stiliko, der havde slægtninge blandt vandalerne, fik i stedet en aftale med disse og med en stor hær lykkedes det ham i 402 at besejre vestgoterne ved Pollentia.

Allerede i 403 fortsatte vestgoterne imidlertid deres hærgen i Norditalien, men endnu engang blev de besejret af Stiliko, denne gang ved Verona. Nu var Honorius efterhånden rædselsslagen ved tanken om de vilde og barbariske vestgotere, så han besluttede sig til at flytte residensstaden fra Milano til Ravenna, der lå godt beskyttet i et stort sumpet område og med en stærk flådehavn, hvorfra man nemt kunne sejle væk, hvis det blev nødvendigt.

I 404 trængte de østgotiske horder ned i Norditalien helt til Firenze og atter en gang gik Stiliko i kamp og besejrede i 405 østgoterne ved Fiesole, men i 406 gik hele den nordlige del af Riget i opløsning. Alaner, sveber og vandaler gjorde indfald i Gallien og fulgtes af burgunder og alemanner samtidig med at der opstod oprør i Britannien, hvor soldaterne udråbte Constantin III til Modkejser med et efterfølgende erobringstogt til Gallien.

Stiliko måtte samle sin tropper mod én fjende ad gangen og forsøgt derfor at købe vestgoterne til at forholde sig i ro. Denne manøvre - muligvis sammen med andre, vi ikke ved nok om, kom til at koste ham hans stilling. Måske havde han også ambitioner om at tage magten i hele Riget, måske om at sætte sin egen søn på tronen, i hvert fald opstod der en stærk modstand imod ham og også Honorius, der kort før var blevet gift med Stiliko's anden datter Thermantia, følte sig usikker på Stiliko's troskab. Da hæren så i 408 gjorde oprør mod Generalen, lod Kejseren Stiliko fængsle i Ravenna og henrette, hvorpå han forskød Thermantia.

Som følge af den antigermanske stemning, der herefter herskede i Vestriget, forlod mange af Stiliko's germanske soldater den romerske hær og gik over til vestgoterne for ikke at blive forfulgt af romerne. Men den værste følge var, at der nu ikke var nogen til at samle tropperne til kamp mod indtrængerne og at vejen til Rom nu var åben for den vestgotiske hær, som Kong Alarik førte ned gennem Italien for at indtage Rom.

Det lykkedes imidlertid romerne at samle en stor løsesum, som fik Alarik til at ophæve belejringen og drage nord på til Ravenna, hvor Honorius havde forskanset sig. Honorius nægtede imidlertid at forhandle med barbarerne og i 409 drog Alarik atter mod Rom, hvor han fik romerne til at udråbe bypræfekten Priscus Attalus til Modkejser. Da heller ikke dette kunne få Honorius til at give efter for Alariks krav om at få land i Noricum, hvor vestgoterne kunne slå sig fast ned, blev Attalus afsat og da Ravenna var uindtagelig, drog Alarik atter i 410 til Rom, som han derpå indtog og plyndrede i tre dage.

Da Alarik atter drog bort fra Rom med et enormt krigsbytte og massevis af gidsler og fanger var der blandt disse Kejser Honorius's halvsøster Galla Placidia, der de følgende år skulle leve blandt vestgoterne og i 414 blev gift med den nye vestgoterkonge Ataulf. Dette meget til hendes broders misfornøjelse.

I 411 fandt Honorius sig en ny dygtig general, nemlig den senere Constantius III, som efterhånden fik ro i Vestriget og nedkæmpet oprøret i Britannien, ligesom han fik vestgoterne trængt tilbage til Gallien. I 415 lykkedes det desuden at trænge dem tilbage til Spanien, hvor Kong Ataulf blev dræbt og Constantius indledte nu forhandlinger med den nye Kong Wallia om at få Galla Placidia tilbage til familien.

Forhandligerne lykkedes, vestgoterne blev romernes allierede i Spanien og Honorius kunne i 416 gense sin søster, som han skarpt bebrejdede hendes vestgotiske sympatier, idet hun tilsyneladende ganske frivilligt havde giftet sig med Ataulf - noget uhørt for en romersk civiliseret kvinde, som ovenikøbet var Kejserens søster! For at fjerne denne skamplet og for at styrke den nye generals loyalitet tvang Honorius i 417 Galla Placidia til at gifte sig med General Constantius, som vistnok havde beundret hende længe og som på denne måde fik garanti for sin magt og sin stilling.

I 421 ophøjede Honorius sin svoger og general til Medkejser Constantius III og Galla Placidia fik titlen "Augusta", men efter kun 7 måneder døde Constantius og Galla Placidia var atter enke. Det siges at Honorius nu næsten var alt for kærlig overfor sin søster, der ikke satte pris på hans opførsel, som forøvrigt også vakte forargelse, og hun flygtede derfor i 423 med sine to børn til Constantinopel, hvor hun søgte tilflugt hos nevøen Theodosius II.

Samme år døde Honorius og skulle efterfølges af sin søstersøn Valentinian III. Da denne jo nu opholdt sin Constantinopel - og desuden kun var 4 år gammel - udråbte Galla Placidia's modstandere i Ravenna istedet en vis Johannes til kejser (423-425). Det lykkedes dog Theodosius II at sætte sin fætter på det Vestromerske Riges trone i 425.

Læs mere om Kejser Honorius' familie.

Litteratur og links om Kejser Honorius:
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
An Online Encyclopedia of Roman Emperors: Honorius.
Roman-Empire.net: Honorius.