Pave Alexander VI Borgia

Rodrigo Borgia var af spansk slægt og født i byen Jativa i Spanien i 1431. Han blev Pave Alexander VI i 1492, hvor han efterfulgte Pave Innocens VIII (1484-1492), og indtil 1503, hvor han selv efterfulgtes af Pave Pius III (1503).

DE UNGE ÅR:

Rodrigo kom til Rom, da hans morbroder Alonso de Borja blev Pave Calixtus III i 1455. Han blev af sin onkel sendt til Bologna for at studere og tage en doktorgrad i kirkeret og som 25-årig blev han udnævnt til Kardinal af sin onkel og i 1457 til Pavelig Vicekansler.

Da Calixtus III døde i 1458 vendte Kardinal Rodrigo tilbage til Rom, hvor han "levede livet" med fester og elskerinder, Han fortsatte her blot sin livsførsel fra studieårene i Bologna, hvor han også vakte skandale ved sine affærer med byens gifte fruer.

Pave Pius II (1458-1464), hvis valg Rodrigo Borgia havde støttet, bifaldt ikke kardinalens livsførsel og holdt ham borte fra Kurien, og efter en skarp irettesættelse opholdt Rodrigo Borgia sig en tid udenfor Rom, men senere paver tog den dygtige unge mand "til nåde" igen og så igennem fingre med hans talrige elskerinder og børn.

Kardinal Rodrigo blev nu også Ærkediakon og fik forskellige bispeembeder, i 1471 blev han Kardinalbiskop i Albano og i 1476 i Ostia og Velletri. Han blev Kardinal-Dekan ved selve Pavestolen og fik snart stor indflydelse fulgt af store økonomiske fordele, der gjorde ham til tidens rigeste Kardinal, så han kunne tillade sig at bruge enorme summer på genopbygning og udvidelser af kirker og klostre.

I 1470'erne blev han også udnævnt til guvernør over Ancona-området og til leder af de pavelige tropper, som holdtes i beredskab til de stadigt varslede korstog mod tyrkerne.

FAMILIELIV:

Det er i disse år at han skabte sig en rigtig lille familie med elskerinden Vannozza Catanei og sine fire højtelskede børn, Giovanni, Cesare født i 1475, Lucrezia født i 1480 og Goffredo (Jofré). Han sørgede på alle måder for at sætte sine børn godt i vej, Cesare udnævntes således i 1482 (som 7-årig!) til Pavelig Protonotar.

Men Rodrigo havde også andre børn, vi kender navnene på nogle af disse, men ikke mødrene: Pier Luigi (Pedro Luis), som sikkert blev født omkring 1463 og legitimeret i 1481. Han blev den første hertug af Gandia og forlovet med en spansk prinsesse og både titel og forlovelse gik i arv til Giovanni efter Pier Luigi's død. Døtrene Girolama og Isabella ved vi ikke så meget om. Men et drengebarn født i 1498 eller 1501 og døbt Giovanni gav problemer, Paven erklærede ham først for søn af Cesare og dernæst som sin egen søn af ukendt moder, han voksede op sammen med Lucrezia og de kaldte hinanden broder og søster. Måske var moderen Giulia Farnese, som vi hører om herunder:

I 1489 forelskede Rodrigo sig i den unge og smukke Giulia Farnese, der som ganske ung kom til Rom for at blive gift med Orsino Orsini. Paven var da 43 år ældre end den smukke Giulia ("Giulia La Bella"), som var født i 1474 og derfor var 15 år i 1489, da Paven overtog den nygifte pige som sin elskerinde og til gengæld gav ægtemanden store æresbevisninger og embeder, der holdt ham væk fra Rom. Affæren varede i 11 år, til Giulia i 1500 trak sig noget tilbage. Paven blev meget vred og jaloux herover og sendte hende rasende breve som en anden jaloux og svigtet ung elsker.

PAVETIDEN:

Efter Pave Innocens VIII's død startede konklavet den 6. august 1492 og natten mellem den 10. og 11. august valgtes Kardinal Rodrigo Borgia til Pave Alexander VI. Der mumledes om simoni og korruption ved valget og den nyvalgte pave sørgede da også straks for at udnævne Kardinal Ascanio Sforza til Vicekansler med tilhørende palads og samtidig fik Orsini-kardinalerne besiddelser i Monticelli og Soriani, Kardinal Colonna en ejendom i Subiaco og Kardinal Savelli en i Civitacastellana.

Den 26.8.1492 fandt Pavekroningsceremonien sted og Alexander VI begyndte straks på at skaffe ro og orden i Rom, hvor der i den sidste tid havde været en del uro og vold. Han prøvede også at skaffe fred i Italien, men snart blev hans bestræbelser afledt af ønsket om at skaffe mest mulig magt og indflydelse til sine egne børn og familie.

Alexander VI udnævnte straks sønnen Cesare til Ærkebiskop af Valencia og derefter til Kardinal. Sønnen Giovanni udnævntes til Hertug af Gandia og i 1497 fik han overladt grevskaberne Benevento, Terracina og Pontecorvo. I 1493 arrangerede han et ægteskab for datteren Lucrezia med Grev Giovanni Sforza af Pesaro, kaldet "lo Sforzino". I august samme år fejrede Paven sønnen Giovanni's ægteskab med Maria Enriquez, en slægtning til den spanske Kong Ferdinando, og i maj 1494 var der påny bryllup i familien: Goffredo blev gift med Prinsesse Sancia af Aragonien.

Paven var også meget interesseret i kunst og kultur og han hyrede i årene 1492-95 maleren Pinturicchio til at udføre en række fresker i sin bolig, "Appartamento Borgia", i Vatikanet.

Men også storpolitikken havde hans interesse, allerede i årene 1471-72 støttede han kraftigt bestræbelserne på den politiske forening af Spanien med ægteskabet mellem Kong Ferdinand af Aragonien og Dronning Isabella af Castilien.

I 1492 ønskede den franske Kong Charles VIII at drage til Napoli for at overtage sin arv der, men Alexander VI var imod dette og forsøgte at lave en aftale med Maximilian af Habsburg samt med Milano, Venedig og Firenze, men uden held da hans modstandere i Rom på samme tid støttede den franske konge. Paven lod Castel Sant'Angelo befæste under ledelse af arkitekten Giuliano da Sangallo, mens Colonna-familien forhandlede med franskmændene om at åbne byens porte og i 1493 drog Charles VIII ind i Rom.

Alexander VI rejste nu for en tid ud af Rom, mens den franske konge fortsatte mod Napoli, og senere igen drog nordpå, hvor slaget ved Fornovo satte en stopper for kongens videre fremmarch i Italien.

FAMILIEPROBLEMER:

Disse begivenheder satte deres præg på Paven, som herefter i endnu højere grad forsøgte at give sin egen familien tryghed ved at befæste dens magt og position. Til dette havde han brug for nye ægteskabsalliancer, så han sørgede for at få Lucrezia skilt fra "lo Sforzino" i 1498, så hun kunne blive gift med Alfonso di Bisceglie, nevø til Kongen af Napoli.

Paven kaldte ligeledes sønnen Giovanni hjem fra Spanien for at overøse ham med godser og titler, måske til hans broder Cesare's mishag og misundelse?, i hvert fald udråbte folkesladderen ham til morder, da Giovanni den 14 juni 1497 myrdedes efter en banket i sin moders hus på Colle Oppio. Og sladderen stoppedes ikke af at Paven hurtigt beordrede eftersøgningen af morderen stoppet, vidste han mon mere om mordet, end godt var?

Nu havde Alexander VI i stedet for brug for Cesare til sine dynastiske planer og denne blev derfor løst for sine kirkelige løfter og en forlovelse med den nye franske konge Louis XII's slægtning Charlotte d'Albert, søster til Kongen af Navarra, blev arrangeret og Cesare udnævntes af kongen til Greve af Valentinois, hvorefter han kaldtes "Il Valentino". Cesare modtoges med store hædersbevisninger af Kong Louis og den 12. maj 1499 fandt ægteskabet sted.

Således styrket startede Cesare nu en række erobringstogter mod Kirkestatens vasaller, ikke for at udvide og styrke Kirkestaten, men for at udvide familiens ejendomme og magt og i 1501 havde han således underlagt sig store områder og blev udnævnt til Hertug over Romagna.

I mellemtiden havde de internationale magtforhold igen rykket sig og Lucrezia's ægtemand var atter blevet en hæmsko for Pavens politik. Tilfældigvis blev så også han offer for ukendte gerningsmænd, der sårede ham hårdt den 15. juli 1500, men efter lang tids kærlig pleje lykkedes det Lucrezia at få ham raskere, da endnu engang ukendte gerningsmænd trængte ind i deres hus og myrdede ham. Og endnu engang blev eftersøgningerne hurtigt stoppet og folkesladderen udlagde Cesare som gerningsmanden.

Nu skulle der laves andre alliancer, så denne gang blev Lucrezia gift med Hertug Alfonso d'Este fra Ferrara den 30 december 1501 og den 6. januar året efter forlod hun Rom for at rejse til sit nye "fædreland" Ferrara. Ægteskabet blev lykkeligt og varede indtil Lucrezia døde i 1519.

DE SIDSTE ÅR:

Cesare fortsatte med sin faders velsignelse sine erobringstogter og bestyrkede sin position så meget, at han en tid kunne holde den også efter at pave Alexander VI døde den 18.august 1503.

Samtidig med Cesare's erobringer kunne Paven udtrække områder fra Kirkestaten og konfiskere virkelige og formodede fjenders formuer og ejendomme og lade dem overgå til sin egen familie, således overgav han Grevskabet Sermoneta til Lucrezia's 2-årige søn Rodrigo, Grevskabet Nepi til den yngste af sine egne børn, Giovanni på 2 år og Cesare fik Grevskaberne Urbino og Camerino.

Den 5. august 1503 var Alexander VI og Cesare inviteret til en banket hos Kardinal Adriano da Corneto, det var en varm og fugtig aften med en overdådighed i mad og drikke og dagen efter var Paven ikke helt veltilpas. Den 11. august afholdt han messe i Cappella Sistina, men med rystende hænder og sved på panden og om natten blev han virkelig dårlig og efterhånden fik han højere feber og var den 18. august så svag, at han fik den sidste olie. Ved aftenstid døde han. Samtidig med Paven var også Cesare blevet syg af malaria og lå og kæmpede mod døden. Dette sammenfald satte straks gang i rygter om at Paven var blevet forgivet, men den mest sandsynlige forklaring er det anfald af malaria, som angreb næsten alle dem, der havde opholdt sig hos kardinalen.

På grund af folkets store had til denne pave og fordi det varme og fugtige vejr satte hurtigere gang i forrådnelsesprocessen, valgte man ikke at lade Alexander VI ligge på lit-de-parade i dagevis som vanligt, men hurtigt at skride til en foreløbig begravelse i San Pietro, først bagved højalteret, senere flyttet til korindgangen og derpå til kapellet i Santa Maria delle Febbri. I 1610 blev Pavens kiste flyttet til den spanske kirke Santa Maria di Monserrato, hvor også hans onkel Pave Calixtus III var begravet, og endelig i 1889 fik han et værdigt gravmæle.

BYGGERI OG KUNST:

Denne pave har fået et forfærdeligt eftermæle og ry, men man må også huske på, at han var en god administrator og gjorde meget for at få ro og orden i byen. Han ofrede store summer på genopbygning og udsmykning af kirker og klostre og på at udbygge Roms Universitet (Università della Sapienza), som han ønskede ikke skulle stå tilbage fra de andre store universiteter i Europa. Han udstyrede det med nye sale og større rum samt en smuk gård, Cortile della Sapienza. Han sørgede ligeledes for at lærerkræfterne, som han ønskede så dygtige som muligt, fik en passende betaling for deres undervisning.

Alexander VI var den der indførte en ugentlig audiensdag, hvor folket frit kunne møde op og fremlægge deres problemer for Paven og i 1500 indførte han den skik, at Paven selv åbnede de hellige døre i kirkerne San Pietro, San Paolo, San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore i Jubelårene. Han gjorde i denne anledning meget for at lette forholdene for de mange pilgrimme, fik anlagt vejen Borgo Nuovo mellem Castel Sant'Angelo og San Pietro og sørgede for rigelig fødevaretilførsel ved blandt andet at fjerne Corsi-familien, som prøvede at bestjæle og snyde pilgrimmene.

Også den bildende kunst nød godt af Alexander VI's gavmildhed: I Kirken Santa Maria Maggiore lod han Giuliano da Sangallo udføre det smukke kassetteloft med Borgia-familiens våben, loftet er forgyldt med det første guld som Columbus hjembragte fra det nyopdagede Amerika. Kirken Nostra Signora del Sacro Cuore ved Piazza Navona blev bygget under Alexander VI omkring år 1500 i forbindelse med dette Jubelår, som Paven berammede med bullen "Inter multiplices" (af nogle også omtalt som "Inter causas multiplices").

I Santa Maria del Popolo er der et lille kapel med et gravmæle for Giovanni Borgia og et for Vanozza Catanei. Porta Settimiana i Trastevere er opført under Alexander VI i 1498 i stedet for en tidligere mindre passage i Den Aurelianske Mur. Castel Sant'Angelo's befæstning udbedredes og løbegangen ("Il Passetto") fra Vatikanet blev udført i 1493. Under Alexander VI udførte Michelangelo den berømte "Pietà"-statue, som står i San Pietro.