KIRKENS YDRE:

Ud til Piazza della Bocca della Verità står den gamle kirkefacade med den 2-etagers forhal og en høj indgangsport mellem 2 andre bygninger. Til venstre det store Palazzo Pantanella ai Cerchi, opført i 1881 som bageri og senere indrettet til blandt andet Museo dell'Impero di Roma. Idag huser bygningen nogle kommunekontorer.

Til højre for kirkefacaden står (3) Diakonbygningen, Palazzo Diaconale di Santa Maria in Cosmedin også kaldet Palazzo di Niccolò I (der var Pave i 858-867).

KIRKENS FACADE (1) i romansk stil står som bygget undet Pave Calixtus II (1119-1124), men ført tilbage hertil under efterfølgende renoveringer efter i 1700-tallet at have haft en meget anderledes marmorfacade (se foto fra info.roma.it). Forrest står bag den dobbelthøje indgang, kaldet prothyron, flankeret af 4 søjler (forrest af rød granit med joniske kapitæler og bagest kannellerede søjler i pavonazzetto-marmor) og toppet af en lille overbygning under et trekantet tag: en lang, 2-etagers forhal i form af en portico, søjlegang, nederst og en række høje vinduesbuer øverst. Bag denne ses den øverste del af hovedskibets mur i røde teglsten med 3 høje vinduesbuer under et trekantet gavlfelt. Til højre for dette står den 34 meter høje kampanile fra 1100-tallet, der med sine 7 etager og slanke dobbelte og tredobbelte vinduesåbninger er en af de mest elegante i Rom.

Kirkens sidemure og bagmuren er tildels skjulte bag nabobygningerne, dog kan man til venstre for facaden gå op ad en lille sidegyde til indgangen til udgravningerne under Kirken.

Buegangen foran Kirken er også udført i brændte røde teglsten og tildels pudset op i rustrød farve. På muren længst til venstre sidder den antikke runde sten, der måske engang har fungeret som kloakdæksel, men på grund af sit dekorative relief, der muligvis forestiller Guden Oceanus, og den skrøne som i Middelalderen kom til at knytte sig hertil, i 1632 blev opsat på væggen støttet af en korinthisk kapitæl. --- LÆS MERE om BOCCA DELLA VERITA ---

Ved siden af masken er der i en lille dør adgang til et museum på etagen ovenover, hvor man kan ses fund fra udgravninger og restaureringer.

Indenfor Forhallen sidder i kirkemuren 3 indgange, en mindre sideindgang til venstre ind til det lidt brede venstre sideskib, selve hovedindgangen, der under den midterste af de 7 buer fører ind til hovedskibet, og endelig til højre en sidedør, der fører ind til tårntrappen.

Hovedportalen stammer fra 900- eller 1000-tallet og bærer signaturen "Iohannes de Venetia me fecit" ("Giovanni fra Venedig fremstillede mig"). Døren har en antik, udskåret marmorkarm, forsynet med middelalderlig dyre- og planteornamentik. På hver side af denne er der opmuret en lang marmorindskriftsplade, der beskriver forskellige donationer til Kirken. Herunder også nogle fra en vis Teubaldo, der donerede huse, køkkenhaver, vingårde og inventar til Kirken til ære for martyren San Valentino. Det har dog intet med denne kirke at gøre, men referer til Kirken San Valentino på Via Flaminia.

Til højre for hovedportalen ses en lille opbygning bestående af 2 smalle søjler med korinthiske kapitæler, der bærer et trekantet gavlfelt, hvorunder man kan se rester af en fresko fra 1100-tallet. Det drejer sig om det såkaldte Monumento di Alfano, et gravmæle for Alfano, der var Kammerherre hos Pave Calixtus II (1119-1124). Han donerede en stor del af Kirkens indretning og møblering, blandt andet alterindhegningen og bispetronen. Gravteksten for Alfano består af 4 heksametre med teksten: "Vir p(ro)bus Alfanus cernens q(ui)a cuncta perirent - hoc sibi sarcofagum statuit ne totus obiret - fabrica delectat pollet quia penitus extra - sed monet interius quia post haec tristia restant", som skulle give omtrent denne mening: "Alfano, en regelret mand, så at alt ville forgå, og indrettede derfor denne grav for sig selv, hvis også han skulle dø. Gravmælet i sig selv er smukt, og for en udenforstående ligefrem indtagende, men indeni varser det, at herefter kan forventes mørke."

I Portico'ens højre side ses et gravmæle for kardinal Colonna.

KIRKENS INDRE (se foto fra borgato.be):

Kirkerummet er opdelt i 3 skibe, et bredt midterskib (34 meter langt og 7,50 meter bredt, samt 11 meter højt), et smalt sideskib til højre og et noget bredere sideskib til venstre. Alle skibe afsluttes af en halvcirkelformet apsis. Fra Kirkens venstre sideskib er der adgang til 3 kapeller: Dåbskapellet "Il Battistero", Cappella di San Giovanni Battista de Rossi, og Cappella del Crocifisso. Fra det højre sideskib er der kun adgang til en korridor, hvorfra man kan kome ind i 2 større rum: Kirkens Vinterkor (Cappella del Coro Invernale) og Sakristiet.

De 3 skibe er adskilte af 18 søjler, 6 i hver side. Disse er anbragt mellem flade mursøjler (4 styk) og består af genbrugte antikke rundsøjler i forskellige marmorsorter med udskårne senromanske kapitæler. Fem af disse er dog fra Pave Gelasius II's tid (1118-1119). På undersiden af de buer, der forbinder søjlerne, kan man nogle steder se rester af stuk fra dekorationen dengang rummet benyttedes til kornuddelingen ("Statio Annonae") i det 3. århundrede efter Kristus.

Sideskibene er lavere end hovedskibet, der over søjlerækkerne har en høj, mur, som engang var udsmykket men idag blot står som en gråpudset væg uden dekoration. Øverst er der dog en lang række mindre vinduer (ialt 27), der giver en smule lys til det ellers mørke rum. Kirkerummet blev i nyere tid ribbet for al den udsmykning, som var tilført gennem årene, og forsøgt tilbageført til det udseende, den skal have haft i 700-tallet. Dog er der også tilføjet nogle elementer fra 1100-tallet. På væggene kan man se rester af bemaling fra flere forskellige epoker: 700-tallet, 800-tallet og 1100-tallet.

Halvvejs oppe i hovedskibet står den store marmorindhegning kaldet "Schola Cantorum", der er genopbygget af forskellige fragmenter fra Antikken eller Middelalderen. På en af den højre indersides marmorsten står følgende indskrift: "Instauratis pluteis ac subselliis - magnam partem excisis et eversis - vetus Schola Cantorum - ad pristinum decus revocata est - Anno Domini MDCCCXCVIII" ("Dette gamle koraflukke blev i Det Herrens År 1898 restaureret til sin tidligere skønhed ved opsættelsen af balustrader og bænke, da det meste tidligere var ødelagt"). Den gamle koropbygning, som var bekostet af Alfano i begyndelsen af 1100-tallet, var blevet revet ned i 1573-1577. (Se foto fra borgato.be).
I hver side er der dobbelte marmortrapper, som fører op til en prædikestol. Til højre ses det høje Påskelys, her kaldet "La Pergula". Det står på en forhøjning dekoreret med en løve og er udført i cosmatisk stil i 1200-tallet. (Se foto fra borgato.be). Det er signeret af en vis Pasquale, en cosmaterkunstner fra slutningen af 1200-tallet, og doneret til Kirken af Crescimbeni-familien i 1716.
Det cosmatiske gulv er her den originale gulvbelægning.

Triumfbuen:

Efter Schola Cantorum og før hovedskibets apsis samles rummet af Triumfbuen, der i siderne er ganske smal, men oppe under loftet danner en - heller ikke særligt stor - bue, hvorpå kan ses afblegede malerier af meget gammel dato. To af disse stammer fra 800-tallet, hvor de udgjorde en del af den udsmykning, som Pave Nikolaus I fik opsat. Til den ene side ses 2 ovale felter med buster af Profeter, heriblandt en der er angivet som Jeremias. Det andet viser Kristus tilbedt af engle.

Gulvet er et cosmatisk arbejde med store runde marmorplader forbundet med mindre cirkler i mosaiksten, alt i mange forskellige kostbare marmorsorter og farver. Loftet er et spærtag, der i en lang periode efter restaureringen i 1800-tallet var skjult af et nedsænket loft. En nyere restaurering har bragt den gamle konstruktion for dagen igen.

Kirkens højre side:

Straks når man kommer ind, er der til højre et lille lukket rum med en dør, der fører op i klokketårnet. Herefter åbner sig:

Det Højre Sideskib (se foto fra borgato.be):

som på grund af det ovenforomtalte aflukkede lille rum er kortere end de 2 andre skibe og det er desuden også det smalleste skib. Væggene her er også uden udsmykning og blot i lysegråt puds. Et stykke fremme er der adgang til en bagvedliggende smal korridor, hvorfra man enten kan gå ligeud og ind i Kirkens Vinterkor, eller man kan dreje til højre og gennem endnu en dør og en ny korridor gå ind i Sakristiet:

I Sakristiet, der er bygget i 1647 og renoveret i 1767, kan man se 3 søjler fra det store søjlebårne kornuddelingsrum, der i Antikken kaldtes Statio Annonae, og et gravmæle for Kardinal Girolamo Colonna, der døde i 1675 (se foto fra borgato.be). I et lille rum bagved er der på bagvæggen et billede af "Madonna col Bambino, angelo e S. Giuseppe" (Madonna med Barnet, en engle og Josef) (se foto fra borgato.be). Det er et fragment i mosaik fra Pave Johannes VII's kapel (705-707) og kaldes derfor "Il mosaico di Giovanni VII"). Det skulle komme fra det tidligere Cappella della Madonna i Peterskirken. Oprindeligt var det 9 meter langt og 6 meter højt, og andre dele herfra findes idag i Vatikanets Grotter, i Firenze og i Orte. Denne del af mosaikken blev i 1639 givet til Santa Maria in Cosmedin af kanniken Ghezzi. Over dørene ses gipsbuster fra 1800-tallet af Pave Leo XII, Kardinal Alessandro Spada, Francesco di Paola Satolli, og Monsignore Valeriano Sebastiani.

Cappella del Coro Invernale (Vinterkoret) også kaldet Cappella della Madonna blev bygget for kanniken Giovanni Battista Gasparri Sabbatini i 1686, muligvis af Tommaso Mattei. På alteret ses maleriet Madonna "Theotokos", som engang prydede hovedskibets apsis, hvor det blev ødelagt under restaurering. Det er måske udført i 1300-tallet, men genmalet i 1400-tallet og flere gange senere.

Ellers er der i rummet korstole i nøddetræ og nicher med statuer af Dyderne, udført af Carlo Maratta (1625-1713). Ved indgangen er der opsat forskellige mindetavler. De tidligere fresker af Maratta's elev G. Chaiari (1654-1727) er desværre gået tabt.

Tilbage i højre sideskib er der i venstre side en nedgang til Krypten, hvor man kan se et mindre kapel i 3 skibe, opdelt af 6 søjler, opført under Pave Hadrian i 700-tallet (se foto fra borgato.be). Hernede kan også ses tuf-blokke, der stammer fra Antikkens Herkules-Tempel (se foto fra borgato.be).

KRYPTEN: var bygget af Pave Hadrian I for at huse de mange relikvier, som han lod indsamle fra de efterhånden ødelagte katakomber. Paven lod grave et nyt rum under Kirken - i resterne af det gamle Herkules-Tempel, Ara Maxima Herculis Victoris, hvis tufblokke - der blev udgravet i 1893 - som nævnt kan ses i væggene. Rummet har form som en mini-basilica i 3 små skibe, opdelt af søjler (2 i lys kalksten og 4 i granit med komposite kapitæler i travertin, måske fra 300-400-tallet) og med en lille apsis mod sydøst, indrammende et lille alter fra 500-tallet, som huser forskellige helgenrester, blandt andet det meget dyrkede relikvie: San Valentino's hovede, der på helgenens festdag vises frem, smykket med roser. I væggene er der nicher med marmorhylder, for at man her kunne stille relikvierne op, så pilgrimme kunne besøge dem. Et lille marmoralter blev sammensat af en romersk grænsesten (cippus). Bemærk de små kors, der er hugget ud i søjlerne. Det er måske spor efter påmonterede kors i et andet materiale og skulle måske fungere som "kristning" af de søjler, som kom fra det hedenske tempel.
Krypten blev genåbnet i 1717.

Tilbage i højre sideskib ses på den anden side af søjlerne den store koropbygning Schola Cantorum med i hver side trapper op til en prædikestol i samme marmortype. Herefter følger på tværs af alle skibene den del af marmoropbygningen, som i den græske liturgi - man må huske, at Kirken i mange hundrede år betjente den græske menighed i Rom - adskiller menigheden fra præsterne, hvis rum befinder sig bagved og et par trin hævet fra resten af kirkegulvet.

Apsis i højre side (se foto fra borgato.be):

For enden af Højre Sideskib ses den lille apsis, som er udsmykket med moderne fresker, der efterligner stilen fra det 12.århundrede viser scener af San Giovanni Battista's liv. Freskerne sidder nederst og i hver side af 2 høje, smalle vinduesbuer. Apsiskuplen er malet i blågrønne nuancer og forestiller et livstræ med Guds Lam i en cirkel i midten. Alterbordet består af en kraftig klods fra gammel tid og en ny marmorplade.

Hovedskibets Apsis (se foto fra borgato.be):

Højalteret står foran midterskibets apsis, der er freskobemalet i 1800-tallet af Cesare Caroselli og Alessandro Palombi. Også her sidder freskerne på hver side af 2 høje vinduesbuer, hvorunder der står den gamle bispestol, "cattedra episcopale", som er hævet 3 marmortrin over gulvet og udført af den Alfano, hvis gravmæle ses i forhallen. Stolens armlæn er skulpturer af 2 løver og på ryglænet sidder en rød porfyrskive omgivet af cirkler i marmormosaik (se foto fra borgato.be). Motiverne på Apsisbuens malerier er Bebudelsen ((L'Annunciazione"), Jesu Fødsel ("La Natività") og Hellig Tre Konger ("L'Epifania"), samt Præsentationen i Templet ("La Presentazione al Tempio"). Øverst ses i midten Jomfru Maria med Jesus-Barnet, flankeret af - til venstre - Sant'Agostino, San Felice, og til højre: San Dionisio og San Nicolò.

Højalterbordet ugøres af et antikt granitkar med en indskrift til minde om indvielsen den 5. Maj 1123. Det blev anbragt her af Pave Coelestin II (1143-1144) og huser relikvier af helgenerne Santa Crilla, Sant'Ilario og San Coronato. Det er omgivet af en overbygning bestående af 4 søjler, der bærer et dobbelt, trekantet "tag" med spir og "tårne" i florentinsk-gotisk stil og udført af Deodato Cosma af Cosma-dynastiet, hvis værker ses andre steder i Kirken. Alteroverbygningen kaldes derfor "Ciborio di Deodatus". Indskriften "Deodatus me fecit" ("Deodatus har lavet mig") skal kunne ses på en af siderne. Den stammer fra slutningen af 1200-tallet.

Apsis i venstre side:

Bag rummets alter, der består af et blåmarmoreret hvidt søjlestykke med en flad marmorplade, er væggen på hver side af de 2 høje, smalle vinduesbuer bemalet i samme stil, som de øvrige apsisvægge. Her ses til venstre "La Nascita della Madonna" ("Madonna's fødsel") og til højre "Dormitio Mariae" ("Maria's Død"), malet i 1800-tallet af Cesare Caroselli og Alessandro Palombi, der også i Apsiskuplen har malet "La Santa Casa" (Maria' s hellige hus"), som af 2 engle bæres fra Nazareth til Loreto. (Loreto er en italiensk by beliggende i regionen Le Marche).

Venstre Sideskib (se foto fra borgato.be):

I de gråpudsede vægge er der i venstre side adgang til 3 kapeller:

Cappella del Crocifisso er det 3. kapel i venstre side. Det er indrettet af arkitekten Giovanni Battista Giovenale (1849-1934) og herinde ses en alteroverbygning i farvet marmor, som Kardinal Alessandro Albani har doneret i 1727.

Cappella di San Giovanni Battista de Rossi er det 2. kapel i venstre side. Det er indrettet af arkitekten Luca Carimini i 1860 med et alter i mangefarvet marmor. Alteret blev indviet i 1727 og bærer et portræt af helgenen. Desuden ses herinde en balustrade i bronze, som er udført i 1700-tallet.

Battistero, Dåbskapellet, der er det 1.kapel i venstre side, blev også indrettet efter ønske af Kardinal Albani i 1727. Døbefonten skal være fra den romerske Kejsertid og doneret hertil af Pave Benedikt XIII (1724-1730). Loft og kuppel er dekoreret - måske af Giacomo Triga eller en ukendt kunstner - og et maleri af Jesu Dåb ("Battesimo di Gesù") er fra 1700-tallet. (Se foto fra borgato.be).

Ved den sjette søjle fra indgangen kan man se en antik, groft tilhugget, omvendt jonisk søjlekapitæl, der her er benyttet til søjlebase. Til venstre for søjlen kan man se en af de mange gamle indskriftsplader i marmor, som blev genanvendt i gulvbelægningen.

Indgangsvæggen er høj og gråpudset (se foto fra borgato.be). 2 meget høje kannellerede søjler i hvid marmor flankerer hovedindgangen under en slags balkon, hvorpå det er opstillet en antik sarkofag (se foto fra borgato.be). Søjlerne stammer fra den oprindelig søjlehal fra det 4.århundrede. Lignende søjler kan ses i skibets nordlige side

Fra døren ved siden af masken Bocca della Verità i Kirkens forhal er der adgang til det lille Museum på etagen ovenover.

I sidebygningen til højre, Palazzo Diaconale, kan man besøge helgenen San Giovanni Battista de Rossi's værelser ("Le Stanze"), samt i menighedshusets rum se fresken Santa Maria della Grazie, som blev nedtaget fra et hus i sognet og har været opbevaret i Kirken. Billedet stammer fra begyndelsen af 1400-tallet.